Don't get to close

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2014
  • Opdateret: 10 jun. 2014
  • Status: Igang
Stephanie har aldrig været en af de populære elever, hun er lidt af en ulykkes fugl, lidt af en freak og skræmmer alle væk. Men hvad sker der da når en af de populære drenge, begynder at vise interesse for hende. Kan han klare den demon der gemmer sig i hende, eller vil han også bare blive skræmt væk, som alle andre.

3Likes
0Kommentarer
238Visninger
AA

4. Hide

Jeg kan høre sirenerne fra ambulancen og politibilerne i det fjerne. Jeg kaster et sidste blik på den gamle mand på jorden, inden jeg flygter. Løb, løb for livet er det eneste der køre igennem mit hovede, det er som om jeg er på sender. Jeg løber indtil jeg kommer ind i skoven, som ligger i udkanten af byen. Da jeg kommer midt ind i skoven søger jeg efter den gamle hule. Det var en hule jeg byggede sammen med Daniel da vi var små, vi plejede at tage her ud sammen med vores forældre.

Jeg kravler ind i hulen. Tankerne flyver rundt. Jeg kan ikke fatte at jeg gjorde det, jeg har aldrig gjordt så farlige ting før. Hvad hvis han er død?! Den sidste tanke flyver gennem mit hovede igen og igen, samtidigt med at billedet af den livløse mand spiller for mine øjne. Jeg kan se ham for mig. Livløs på jorden med et kæmpe hul i baghovedet, med blodet løbende ud, det blødte endda fra hans øre, og hvis jeg har hørt rigtigt fra de forskellige programmer som Alarm 112 og Hospitalet og alt det der, så ved jeg, det ikke er godt når man bløder ud af øret.

Jeg kan høre skridt udenfor hulen, jeg kryber op i det fjerneste og mørkestes hjørne. Skridtene går søgende rundt, da. De pludselig stopper, lige udenfor hulen. Jeg sidder helt stille og holder vejret. Jeg kan se to hænder kommer ind efterfulgt af et hovede og til sidst hele kroppen, jeg sidder bare og stiger, jeg er ikke sikker på om personen har set mig eller ej. 'Jeg tænkte nok, jeg kunne finde dig her.' Lyder det stille fra stemmen, jeg kan ikke helt afgøre hvem det er der snakker, men jeg kan kende stemmen. Jeg sidder helt stille og siger ikke noget. 'Jeg forstår ikke hvorfor de er så onde imod dig?' Siger personen så igen. Der går det op for mig hvem det er. Daniel. 'Fordi jeg er en freak...' Svare jeg stille, næsten mumlende. Han svare ikke. Og jeg siger så: 'Fordi jeg er en freak, der ikke har nogle venner, en med en kæmpe demon gemt inde i sig.. En der prøvede at tage sit eget liv, men kunne ikke.' Det sidste sagde jeg så stille at man næsten ikke kunne høre det. Faktisk er jeg ikke sikker på om han hørte det. 'Du har venner.. Eller i hverfald en..' Jeg griner stille for mig selv og siger: 'Og hvem er det så?' Der er stille i nogle sekunder. 'Mig.' Lyder det så fra Daniel. Jeg kigger bare på ham uden at sige noget. Der kommer en svag latter fra ham. 'Jeg har kendt dig siden, siden altid. Bare fordi at vi ikke snakker sammen mere, betyder det ikke, at jeg ikke er din ven længere...' Efter et par sekunder siger han noget igen: 'Den demon du snakker om, de har jeg mødt, du satte den fri for omkring 6 år siden. Du smadrede næste hele hulen.. Og jeg ved den er blevet værre med årene. Som for 1 år siden da du slog Anna lige i hovedet efter at hun kaldte dig freak, og hun besvimede.' Hans stemme var blid. Hvor havde jeg egenlig savnet hans stemme. 'Du ved ikke hvor slem den er blevet.' Siger jeg. Jeg er stille i et par sekunder og siger så: 'Jeg er farlig, det ved du godt ikke?' Han kikker på mig og nikker. 'Det ved jeg godt, jeg så hvad der skete med den mand.' Jeg kigger ned. 'Hvorfor er du her så?' Siger jeg stille

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...