Tættere på fremtiden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2014
  • Opdateret: 7 jun. 2014
  • Status: Igang
Alexandra Shay er ikke som de andre piger på hendes alder - tværtimod. Blot nogle år efter hendes fødsel finder hun ud af, at hun er i besiddelse med større kræfter. Kræfter, der kan være magtfuld både på det gode og onde plan, dog er der altid en hage ved alting. Da hun mister sine forældre og ender rundt omkring i landet, ved hun ikke, hvordan hun skal styre sin evne. Hun ved ikke engang, hvad det er for en evne, og hvad det vil sige at være savant. Det skal hun dog snart få ændret på, for en dag møder Alexandra sin soulfinder.

6Likes
4Kommentarer
288Visninger

1. 1

Vandet omfavner langsomt mere og mere af min krop, til jeg til sidst står i vand til halsen. Min vejrtrækning er højere end normalt, og jeg kan ikke længere mærke flere dele af min krop. Kulden spreder sig hurtigt. Jeg prøver ihærdigt at råbe efter hjælp, men de eneste, som kan høre mig, er de to drenge, der ikke står længere væk fra mig end et par meter. Jeg kan se deres læber forme sig til spydige smil, der nærmest konkurrerer om min opmærksomhed. Vandet er nu steget over mit hoved, og jeg kan ikke, lige meget hvor meget jeg prøver, komme fri. Mine hænder og fødder er bundet så godt fast til pælene, at jeg ikke engang er sikker på, at det vil lykkes fire mænd at binde mig fri. Jeg kan ikke længere trække vejret, og frygten inde i mig har nået sit højeste niveau. Mere og mere vand ryger i lungerne på mig. Jeg kan...

Jeg vågner af trancen ved lyden af råben efter mit navn. Mine ben giver sig, og jeg falder ned på knæ. Vasen, jeg har i min venstre hånd, falder til jorden og ender i tusind stykker. Jeg gipser efter vejret og tårerne står i kø bag mine øjne og venter på at lade sig falde ned ad mine kinder.  

"Hey Alex! ALEXANDRA!" hører jeg Victoria kalde før alt bliver sort.

Jeg mærker noget koldt ved min pande og vågner brat. Jeg kan høre mig selv endnu engang gipse efter vejret. 

"Nej, lad mig være!" råber jeg, mens jeg prøver at skubbe hænder væk fra mig.

"Så så, rolig nu Alex."

Jeg slapper lidt af, da jeg hører den mørke, dybe stemme og ser ind i nogle lige så mørke, brune øjne. 

"Rolig, der sker der ikke noget." hører jeg William sige.

Af en eller anden sær grund har jeg altid følt mig tryg, når jeg har været i nærheden af ham. Jeg læner mig ind mod ham og mærker hans arme, da han forsigtigt holder mig i sin favn. Jeg kan mærke de længe ventede tårer strømme ned af mine kinder. 

Efter nogle minutter trækker jeg mig ud af hans favn og kigger på ham. Jeg er stadig i chok, selvom jeg har oplevet det her så mange gange før. Det har altid ramt mig hårdt, selvom jeg for længst har fundet ud af, at der intet sker med mig fysisk udover slem hovedpine. Jeg kigger kort ned ad mine ben. De er svøbt ind i et tæppe, sådan som jeg ligger der på en seng, som jeg vil gætte på, er den lyse seng, der er placeret i Victorias gæsteværelse. Jeg kigger mig omkring og ser beviset på min teori. De mørke vægge står i kontrast til lyset, der strømmer ind ad de store vinduer langs den ene væg. Jeg retter igen blikket mod William, der tålmodigt sidder på en stol ved siden af mig, mens han afventer, at jeg fortæller ham, hvordan scenen udspillede sig denne gang. Jeg fortæller ham hurtigt, men detaljeret, hvad der skete. Da jeg er færdig, kan jeg se ham nikke svagt, mens jeg selv prøver at skubbe tankerne så langt væk som muligt, selvom jeg godt ved, at de altid vil dukke op i hovedet på mig igen om nogle minutter.

William og Victoria er - og har altid været - rigtig forstående om min situation, selvom de ikke er savanter som mig. De var de eneste to personer, der valgte at tage godt imod mig, da jeg flyttede til byen for blot lidt over et år siden. Da jeg for første gang fik et af mine såkaldte anfald - vi er endnu ikke helt bevidste om, hvad der egentlig sker med mig - tog de den med ro, og prøvede så vidt muligt at hjælpe mig. Efter det prøvede vi i fællesskab at finde ud af mere, men eftersom samfundet ikke kender til savanter, på nær os selv, kunne vi ikke finde flere oplysninger, end dem jeg selv kendte til. Jeg mistede nemlig begge mine forældre på en alder af ti og endte derfor på børnehjemmet. Jeg fik for første gang et af mine 'anfald', som 13-årig, og børnehjemmet opfattet det som noget psykisk sygt. Jeg blev derfor sendt på en psykiatrisk afdeling, hvor jeg selv tog det som, at jeg blot var en af de mennesker, der desværre var psykisk syge, men efter nogle måneder, hvor jeg stadig fik sendt mærkelige blikke af enhver forbipasserende - her gjaldt både besøgende, andre patienter, sygeplejersker og læger - gik det op for mig, at jeg ikke var som de andre. Jeg var, som mange nok ville betegne det som, den unormale blandt de unormale. Jeg blev nærmest undersøgt hver anden dag i flere år, og til sidst kunne jeg ikke klare det mere. Jeg vidste, at lige meget, hvor meget de prøvede, ville de aldrig finde ud af, hvad der var galt med mig. Selv vidste jeg kun lidt udfra det, som mine forældre nåede at fortælle mig, før sygdomme ramte dem og tog dem fra mig. Jeg vidste også, at jeg ikke kunne fortælle det til nogle, og jeg kunne efterhånden ikke klare at være der på afdelingen mere. Derfor flygtede jeg som 16-årig, og endte så her i byen, hvor jeg mødte William og Victoria. Det var et år og to måneder siden, hvilket i dag gør mig til en 17-årig pige. Det lykkes mig at flygte hertil, hvor jeg endnu ikke er blevet fundet - heldigvis. Da William og Victoria så mig have et af 'anfaldene', havde jeg ikke noget andet valg, end at fortælle dem sandheden. Jeg ved heldigvis i dag, at det var den rette beslutning, da de har holdt deres ord og ikke fortalt det videre til enhver levende sjæl på denne jord.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...