Strong - One Direction

Safira Hyland, havde alt. Et lykkeligt liv, fantastiske venner og en helt perfekt kæreste, Zayn Malik. Men alt går galt, da Zayn pludselig dropper hende for sit nye band One Direction.
Nu, 5 år senere, bor Safira i midten af London med sin datter, Alba. Men hvad sker der, når Harry pludselig dukker op med en dårlig nyhed om Zayn. Og vil han nogensinde finde ud af at han i virkeligheden er far til den 5-årige Alba Hyland?

118Likes
112Kommentarer
15892Visninger
AA

9. Kapitel 8

”Jeg tror endelig Alba er klar til at tage hjem.” Siger lægen med et stort smil på læberne, efter at have undersøgt Alba. Jeg smiler til Alba, der sidder med sin dukke i hænderne og opførere sig som om ingen af os er til stede.

”Hørte du det Alba? Vi skal hjem i dag.” Siger jeg og ligger hånden på hendes kind. Alba tager blikket væk fra sin dukke og kigger op på mig med store øjne.

”Hjem.” Siger hun stille og får et fjernt udtryk i øjnene. Jeg nikker og smiler.

”Ja skat, hjem.” Siger jeg og rejser mig og følger efter lægen ud af rummet. ”Hvordan har Zayn det?” Spørger jeg efter at have lukket døren lidt til, så Alba var ude fra hørevidde.

”Frøken Hyland, du ved at jeg ikke kan fortælle om andre patienter.” Siger han og sukker. Jeg bider mig i læben og nikker. ”Men jeg kan fortælle dig han er stabil og har rejst sig fra sengen.” Han blinker til mig inden han går ned af gangen og drejer til højre. Jeg smiler for mig selv ved tanken om at Zayn endelig har rejst sig fra den hårde hospitalsseng, men stivner ved tanken om at han kan huske alt om Perrie, og deres kommende bryllup. Jeg sukker og ryster tankerne væk inden jeg igen går ind til Alba.

”Glæder du dig til at komme hjem?” Spørger jeg i det jeg sætter mig på fodenden af sengen. Alba smiler stort og nikker.

”Meget.” Siger hun med en lille stemme, men griner efter, med sit lille pige grin, der kan få enhver til at smile.

”Det var godt. Nå, pak nu dine ting skat.” Siger jeg og rejser mig for at hjælpe hende. Alba hopper forsigtigt ned fra den høje seng og går hen over gulvet med små forsigtige skridt, mens hun samler en ting op ad gangen for efterfølgende at give dem til mig, så jeg kan lægge dem ned i tasken.

”Er du klar?” Spørger jeg, da alle tingene er blevet samlet sammen i tasken og hospitalsværelset ligner sig selv, fra da vi kom. Alba nikker og tager mig i hånden, inden hun hiver mig ud af døren og ned af gangen.

”Rolig skat.” Siger jeg og smiler over hvor ivrig hun er for at komme ud.

”Safira?” Lyder en bekendt stemme foran mig. Jeg kigger op og smiler ved synet af Zayn, der står op, alene. Uden Perrie.

”Zayn.” Siger jeg og smiler endnu mere til ham. ”Hvor er det godt at se at du er kommet ud af sengen.” Siger jeg og giver slip i Albas hånd, så hun ikke længere kan prøve at hive mig hen over gulvet.

Zayn trækker på skulderne. ”Hvad laver du her?” Spørger han og kigger ned på Alba og smiler.

”Min datter, hun har været indlagt.” Siger jeg og kigger selv ned på Alba. Zayn mumler et eller andet, inden han sætter sig på hug foran Alba og smiler til hende.

”Hvad hedder du så?” Spørger han med en stemme, som kan få selv englene til at falde fra himlen. Jeg smiler for mig selv og kan mærke alle minderne, alle følelserne, strømme igennem min krop.

”Alba.” Siger hun forsigtigt og tager fat i mit ben.

”Alba.” Hvisker Zayn og kigger på hende. ”Mit navn er Zayn.” Siger han og smiler skævt til hende. Alba gemmer sig længere ind til mit ben og jeg lægger en hånd på hendes hoved i håb om at hun vil slappe lidt mere af.

”Hvor gammel er du Alba?” Spørger han og smiler endnu større.

”5.” Hvisker hun, stadig genert. Zayns ansigtsudtryk bliver tomt og fjernt. Han rejser sig op og kigger mig direkte i øjnene.

”5?” Gentager han spørgende. Jeg kigger ned på Alba og smiler til mit store held over at Harry kommer gående i mod os.

”Skat hvorfor går du ikke lige med Harry og får en is?” Spørger jeg hende, i det Harry er nået over til os. Han nikker forstående og tager Albas hånd og går med hende hen ad gangen.

”5?” Gentager Zayn igen, denne gang lidt lavere end før. ”Safira, vi var sammen for lidt under 6 år siden.” Siger han og kigger op på mig. Jeg nikker og bider mig i læben. Det her var det jeg havde frygtet.

”Var du mig utro?” Spørger han og tager sig til hovedet. Jeg kigger ned i gulvet.

”Zayn, jeg var dig ikke utro.” Siger jeg lavt og håber inderligt at han hørte hvad jeg sagde. Jeg kigger op og ser Zayn stå forvirret og kigger lige forbi mig.

”Du var mig ikke utro…” Siger han og kigger til alle sider, undtagen på mig. ”Hvad skal det betyde?” Spørger han, stadig uden at kigge på mig. Jeg synker den klump af skam, der sætter sig i halsen på mig, da jeg indser at det er nu han får det at vide.

”Zayn, hun er din.” Hvisker jeg, mens jeg piller ved mine negle.

”Hvad?” Siger han og kigger op på mig. Jeg kan ikke andet end at nikke. Jeg var løbet tør for ord. For undskyldninger. ”Hvorfor har du ikke fortalt mig det?” Spørger han lavt, men jeg kan stadig antyde strejfen af vrede i hans stemme.

”Jeg kunne ikke få mig selv til det.” Siger jeg og får tårer i øjnene. ”Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle sige det.” Jeg bider mig hårdt i læben i håb om at det holder tårerne tilbage, men uden held.

”Safira, hvordan kunne du holde et barn hemmeligt?” Råber han og slår ud med hænderne.

”Zayn, jeg…” Begynder jeg, men han afbryder mig.

”Nej, Safira, nu er det min tur til at snakke. Du har holdt et barn hemmeligt for mig i 5 år, plus de 9 måneder du har båret på hende. Du har ikke ladet mig vide at jeg var far, du har ikke givet mig chancen for at være en del af hendes liv. Du har ladet hende vokse op uden en far. Hvordan kunne du? Hvordan kunne du få dig selv til det?” Råber han. Jeg ryster på hovedet, for at samle tankerne, men kan ikke finde på en eneste god undskyldning.

”Zayn, jeg er ked af det. Jeg var såret, da jeg fandt ud af at jeg var gravid, og tro mig. Der er ikke gået en eneste dag hvor jeg ikke har fortrudt at jeg ikke har sagt det. Der har ikke gået en eneste dag hvor jeg ikke har kigget på Alba, og tænkt på dig.” Siger jeg, mens tårerne løber ned af kinderne på mig.

”Jeg vil møde hende.” Siger Zayn pludseligt. Jeg kigger forbavset på ham og venter på at han skal sige noget mere. ”Jeg vil lære hende at kende. Jeg vil være en del af hendes liv.” Siger han og nikker bestemt. Jeg kigger ned i jorden, men vælger at nikke. Han har ret til at kende hende.

”Men Zayn, der er noget du skal vide.” Siger jeg og kigger op på ham.

”Jeg vil ikke høre flere undskyldninger.” Siger han hårdt og jeg ryster på hovedet.

”Det er ikke en undskyldning. Den dag du kørte galt. Jeg havde bedt dig og drengene om at møde mig. Jeg ville fortælle dig det hele. Om Alba altså. Hun er syg, Zayn. Hun lider af tuberkulose, og hun kan dø af det. Jeg ville fortælle dig om hende, for jeg havde ingen penge til medicin. Jeg havde ingen penge til at redde hende, men drengene hjalp mig. De reddede hende, men hendes medicin har en langsom påvirkning på Alba. Hun er bagud med helbredelsen, men det ser ikke håbløst ud endnu. Hun kan stadig overleve.” Siger jeg og tørrer tårerne væk med mit ærme. Zayn tager sig til brystet og trækker vejret i små hurtige gisp. ”Zayn?” Siger jeg og rækker hånden ud for at hjælpe ham med at stå, men han trækker sig væk fra mig.

”Først fortæller du mig at jeg har en fem årig datter, og nu fortæller du mig at hun er dødelig syg?” Siger han og læner sig op ad væggen.

”Zayn jeg er så ked af det.” Siger jeg og kigger på ham, mens han langsomt lader sig synke ned på gulvet.

”Nu hvor vi alligevel har hemmelighederne ude, kan jeg vel ligeså godt fortælle dig hvorfor jeg forlod dig den gang.” Siger han og kigger ned i sit skød. ”Du vil måske gerne sidde ned.” Han gør tegn til at jeg skal sætte mig ned ved siden af ham, så det gør jeg. Jeg sætter mig forsigtig op ad væggen og kigger afventende på Zayn.

”Da vi var kommet med i live showene, fortalte producerne at vi havde en større chance hvis vi alle var singler, at fem teenage drenge, der kunne synge og også var frie, havde en kæmpe chance for at vinde. Jeg fortalte dem at jeg ikke kunne vinde på den måde. At jeg ikke ville forlade dig for at vinde et program. At du betød mere end berømmelsen. Men de fik talt mig fra det. De tvang mig til at droppe dig, og de tvang mig til ikke at fortælle dig hvorfor. De sagde at jeg ikke måtte ses med dig længere, derfor droppede jeg dig på den måde jeg gjorde. Jeg vidste at du aldrig ville se mig igen efter, og jeg har hadet mig selv lige siden. Der gik ikke en eneste dag hvor jeg ikke overvejede at tage telefonen op og ringe til dig og fortælle dig det hele, og trygle dig om at tage mig tilbage. At tilgive mig. Men så mødte jeg Perrie og jeg forelskede mig i hende. Jeg havde aldrig troet jeg ville elske igen efter dig, men det gjorde jeg. Og jeg tillod mig at gøre det, selvom hun var din veninde. Og hver eneste dag overvejede jeg om den eneste grund til jeg elskede hende, var fordi hun mindede mig om dig. Hver eneste gang jeg kiggede på hende, kunne jeg se dig stå ved siden af og smile, og grine, som du plejede at gøre.” Siger han. Jeg kigger ned i gulvet og giver tårerne frit løb. Jeg kunne nu se den rigtige grund til hvorfor Zayn gjorde som han gjorde, men det var ikke en undskyldning, ligesom det heller ikke var en undskyldning at jeg gjorde som jeg gjorde med Alba. Der var ingen undskyldning for hvad vi havde gjort, men vi måtte bare komme over det.

”Kom.” Siger jeg og rejser mig op. Zayn kigger forvirret på mig, med røde, hævede øjne. Jeg smiler skævt til ham. ”Du skal møde din datter.”

 

___________________________________________________________________________

 

Jeg håber at i alle havde en god koncert i går, det havde jeg i hvert fald, og at alle i dag vil nyde dagen ligeså meget som vi andre sikkert gjorde i går.

Jeg er ked af der er gået så lang tid siden sidste kapitel, men jeg skal lige have overstået nogle eksamner og så havde jeg jo lige en koncert i går som jeg ikke skulle gå glip af :b

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...