Strong - One Direction

Safira Hyland, havde alt. Et lykkeligt liv, fantastiske venner og en helt perfekt kæreste, Zayn Malik. Men alt går galt, da Zayn pludselig dropper hende for sit nye band One Direction.
Nu, 5 år senere, bor Safira i midten af London med sin datter, Alba. Men hvad sker der, når Harry pludselig dukker op med en dårlig nyhed om Zayn. Og vil han nogensinde finde ud af at han i virkeligheden er far til den 5-årige Alba Hyland?

118Likes
112Kommentarer
15892Visninger
AA

8. Kapitel 7

Natten havde forholdt sig roligt, men lægerne mener stadig at Alba, burde ligge til observation i et par dage endnu.

Jeg sidder på en stol ved siden af Albas hospitalsseng og stryger hende over håret, mens jeg sidder med en eventyrs i den anden hånd.

”Et til mor.” Mumler Alba og gnider sig i øjnene. Jeg smiler til hende og finder et nyt eventyr i den tykke bog.

”Det var midt om vinteren, og snefnuggene faldt som dun ned fra himlen. Dronningen sad ved vinduet og syede i en ramme af sort ibentræ, og mens hun syede og syede og kiggede ud på den hvide sne, kom hun til at stikke sig i fingeren, og der faldt tre bolddråber i sneen. Og da hun så, hvor smukt den røde farve strålede i den hvide sne, tænkte hun: ”Gid jeg dog havde et barn, der var så hvidt som sne, så rødt som blod og så sort som ibentræ.” Kort derefter fødte hun en datter, som var hvid og rød med hår så sort som ibentræ. Den lille pige blev kaldt Snehvide, og da hun var født, døde dronningen.

Et år efter tog kongen sig en anden hustru. Hun var smuk, men stolt og hovmodig, og kunne ikke tåle, at nogen var smukkere end hun. Hun havde et spejlt, og når hun så sig deri og spurgte: ”Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her?” Svarede spejlet: ”Ingen i verden er dejlig som du.” Så var hun tilfreds, for hun vidste, at spejlet talte sandhed.

Snehvide voksede imidlertid til og blev smukkere og smukkere, og da hun blev sytten år, var hun så skøn som den lyse dag, og langt skønnere end dronningen. Og da denne en dag spurgte spejlet: ”Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her?” Svarede det: ”Dronning, stor er din skønheds glans, men Snehvide er skønnest med ungdommens krans.” Jeg kiggede op fra bogen og over på Alba, der nu lå med lukkede øjne og trak vejret tungt. Jeg smiler for mig selv og ligger bogen fra mig.

Jeg rejser mig fra stolen og går lydløst og forsigtigt ud gennem døren og ned ad gangen. Jeg finder Zayns stue og banker forsigtigt på inden jeg åbner. Indenfor sidder Liam på stolen ved siden af Zayn, som ligger og bevæger sig utrykt i sengen og trækker vejret med små, hurtige gisp.

”Han må have endnu et mareridt.” Siger Liam og kigger bekymret på Zayn. ”Han har været sådan her de sidste to dage.” Liam kigger op på mig og tvinger sig selv til at smile. Jeg går forsigtigt hen på den anden side af Zayn og tager hans hånd i min, som jeg så ofte havde gjort hver gang han havde haft mareridt eller ligget og vendt og drejet sig i søvne.

”Rolig.” Hvisker jeg så lavt at ikke engang jeg var sikker på jeg overhovedet sagde det højt. Jeg kigger ned på ham og smiler skævt, ved minderne om alle de gange jeg har siddet sådan her ved siden af ham.

”Hey, det hjalp.” Siger Liam og smiler stort til mig. Jeg kigger ned på Zayn og opdager at han ikke længere bevæger sig, men i stedet ligger ligeså fredfuldt i en dyb søvn. ”Han kan vel mærke du er her.” Siger Liam og løfter et øjenbryn. Jeg griner lavt over hans håbløse forsøg på at være alvorlig og selv Liam kan ikke lade være med også at grine over ham.

”Jeg lader jer to være lidt alene.” Siger han endelig og rejser sig. Jeg smiler og mumler et ”tak” i det han går ud af døren. Jeg slipper Zayns hånd og går over på den anden side af ham, så jeg kan sætte mig ned.

”Åh Zayn. Hvordan skal jeg nogensinde få det sagt?” Siger jeg lavt og kigger ned på ham. ”Du vil aldrig se mig igen efter det her.” Jeg kigger ud af vinduet, mens jeg siger det, men hopper op, da noget tager fat i min hånd. Jeg kigger ned og ser at Zayn har lagt sin hånd ovenpå min. Jeg smiler for mig selv, men stopper, da jeg indser at han vil hade mig for evigt.

”Hvad laver du herinde?” Hører jeg en skinger stemme sige fra døråbningen. Jeg kigger op og ser, til ingen stor overraskelse, Perrie stå med munden på hvid gab og hænderne i siden. Hun kigger skiftevis på mig og min hånd, som stadig ligger under Zayns. Hun rømmer sig og jeg tager forsigtigt min hånd til mig.

”Jeg ville bare se hvordan han havde det, ikke andet.” Siger jeg og rejser mig.

”Hør her, trunte. Jeg er hans forlovede, ikke dig. Du har ikke længere noget som helst med ham at gøre.” Siger Perrie hårdt. Jeg rejser mig op og lægger armene over kors.

”Nej, nu hører du her, trunte.” Siger jeg og efterligner hendes irriterende måde at udtale ordene på. ”Han har ingen ide om hvem du er, så jeg er ligeglad med hvad du er og hvad du ikke er. Jeg prøver at hjælpe Zayn, ligesom alle andre, men du gør det kun sværere for os alle sammen.” Bider jeg. Jeg har ingen tålmodighed til det her overhovedet så jeg vælger, at tage et sidste kig på Zayn, inden jeg bevæger mig, selvsikkert frem mod døren.

”Perrie?” Lyder Zayns stemme bag mig. Jeg stopper brat op og vender mig om, og ser Perrie, der langsomt går over mod Zayn.

”Ja?” Siger hun spørgende, og selvom jeg ikke kan se hende, ved jeg at hendes øjne er dobbelt så store som før.

”Hvad… Hvad er der sket?” Spørger Zayn og kigger forvirret rundt i lokalet og studere alle detaljerne i det fremmede lokale, og jeg vidste udmærket hvad, der er sket. Han har ikke kun fået hukommelsen tilbage. Han har glemt alt om mig.

”Du kørte galt.” Siger Perrie, med hulkende stemme. Zayn kigger forvirret på hende, og så over på mig.

”Safira?” Siger han tøvende og ryster på hovedet, men stopper brat og tager hænderne til hovedet i smerte. Jeg nikker. Det er det eneste jeg kan få mig selv til. Han har glemt alt om hvorfor jeg er her, og han kan tydeligt huske hvem Perrie er.

”Hvad laver du her?” Spørger han og kigger på mig, men vælger at kigge på Perrie, da jeg ikke svare.

”Skat, den tager vi på et andet tidspunkt. Nu skal du hvile dig og så henter jeg en læge, okay.” Siger Perrie, med en falsk, bekymret mor stemme. Zayn kigger på hende, men nikker så.

”Safira, du kan vidst godt tage hjem nu.” Siger Perrie i det hun går forbi mig og vifter med håret, i  en hoverende bevægelse. Jeg kigger ned i gulvet og bider mig i læben. Zayn behøvede svar.

”Safira, hvorfor er du her?” Spørger Zayn endnu engang, da Perrie er ude af syne. Jeg tager en dyb indånding og tager et skridt tættere på ham.

”Du bad om at jeg skulle være her.” Hvisker jeg stille og tager mig endelig sammen til at kigge op på ham. Han sidder med store øjne og kan ikke forstå hvad det er jeg lige har sagt.

”Du led af hukommelsestab, og troede at vi… At vi stadig var sammen.” Siger jeg og bider mig i læben.

”Hvad?” Hvisker Zayn, så lavt at han måtte have troet at jeg ikke hørte det.

”Men du har det bedre nu.” Siger jeg, mens jeg ånder tungt ud og smiler med mit bedste falske smil jeg har.

”Ja det har jeg.” Siger Zayn og kigger ned i dynen, som lægger over ham.

”Zayn, der er noget jeg skal fortælle dig.” Siger jeg og piller nervøst ved mine negle. Zayn kigger op på mig og venter på at jeg skal fortælle ham det. Jeg tager en dyb indånding og åbner munden for at begynde.

”Jeg…” Siger jeg, men bliver afbrudt af Perrie, der kommer gående ind med en læge.

”Er du her stadig Safira?” Spørger hun med en venlig stemme, som kun kan være falsk.

”Jeg skulle lige til at gå.” Siger jeg og vender om på hælene og skal til at gå ud.

”Vent Safira.” Siger Zayn, fra sengen, der nu står bag mig. Jeg vender mig om og kigger afventende på ham. ”Hvad ville du fortælle mig?” Spørger han og løfter et øjenbryn.

”Det kan vente.” Siger jeg, inden jeg går ud gennem døren og ned langs gangen mod Albas stue. Jeg træder langsomt og forsigtigt indenfor for ikke at vække hende, og sætter mig ned på stolen ved siden af hende.

”Mor?” Siger hun med en lille, endnu mere skrøbelig stemme end normalt.

”Ja, skat.” Hvisker jeg og stryger hende over håret med min højre hånd. Hun virker varm og svedig, så jeg fjerne forsigtigt hendes hår væk fra ansigtet og smiler til hende.

”Vil du ikke læse lidt mere for mig?” Spørger hun og kigger ned på bogen, der lægger på gulvet ved siden af mig.

”Selvfølgelig skat.” Siger jeg og tager bogen op og finder frem til siden jeg var nået til. ”Så, hvor var jeg? Nåh ja. Dronningen blev både gul og grøn af misundelse, og fra nu af hadede hun Snehvide af hele sit hjerte. Hun havde hverken ro dag eller nat, og en morgen kaldte hun på en af jægerne og sagde: ”Jeg vil ikke mere se Snehvide for mine øjne. Tag hende med ud i skoven og slå hende ihjel og bring mig lever og lunge.” Jægeren gik med hende, men da han havde løftet dolken, som skulle gennembore Snehvides uskyldige hjerte, begyndte hun at græde og sagde: ”Å, du må ikke slå mig ihjel. Jeg skal gå ind i den store skov og aldrig mere komme hjem.” Jægeren fik medlidenhed med hende, fordi hun var så smuk, og sagde: ”Gå kun, stakkels barn.” Ved sig selv tænkte han: ”Det varer vist ikke længe, før de vilde dyr har ædt dig.” Men det var dog, som om en sten var faldet fra hans hjerte, fordi han ikke havde dræbt hende. Da der i det samme kom et ungt vildsvin springende, stak han det ihjel og bragte lever og lunge til dronningen. Kokken måtte salte og koge dem, og hun spiste dem og troede, det var Snehvides.” Læser jeg. Jeg kigger over på Alba, der sidder og leger med sin lille dukke.

”Ad bad mor.” Siger hun og laver en grimasse. Jeg smiler til hende og gentager hvad hun sagde: ”Ja Alba, ad bad.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...