Strong - One Direction

Safira Hyland, havde alt. Et lykkeligt liv, fantastiske venner og en helt perfekt kæreste, Zayn Malik. Men alt går galt, da Zayn pludselig dropper hende for sit nye band One Direction.
Nu, 5 år senere, bor Safira i midten af London med sin datter, Alba. Men hvad sker der, når Harry pludselig dukker op med en dårlig nyhed om Zayn. Og vil han nogensinde finde ud af at han i virkeligheden er far til den 5-årige Alba Hyland?

118Likes
112Kommentarer
15952Visninger
AA

5. Kapitel 4

Langsomt går jeg igennem døren, der skiller Zayns hospitalsværelse fra resten af hospitalet. Det var første gang jeg ser ham i fem år. Han har ikke ændret sig meget. Lidt mere skæg, end da vi var sammen og en masse nye tatoveringer. Det var det eneste, der var anderledes, og så selvfølgelige de mange sår og bandager.

Jeg sætter mig forsigtigt ned på stolen, der står ved siden af sengen og betragter Zayn, der ligger ligeså stille og trækker vejret, med lukkede øjne, og jeg kan ikke lade være med at smile, da jeg ser Alba for mig. De ligner hinanden så meget.

”Zayn?” Hvisker jeg stille og lægger hånden på hans. Han åbner langsomt øjnene og smiler en smule, men vrider sig så i smerte.

”Rolig.” Hvisker jeg og stryger ham over håret, som jeg gør med Alba, når hun har ondt eller er ked af det.

”Saf?” Spørger han og drejer hovedet forsigtigt. Jeg smiler ved lyden af hans stemme. Selvom han droppede mig på den måde han gjorde, har jeg stadig savnet lyden af hans vidunderlige stemme, hans dejlige øjne og hans bløde læber.

”Ja, det er mig.” Siger jeg og tager ham i hånden. ”Hvad skete der?” Spørger jeg og kigger på ham og kan se alle skaderne. Han har været heldig, men det ser stadig slemt ud.

”Jeg ved det ikke.” Siger han og lukker øjnene forsigtigt.

”Zayn, skal jeg ikke hente Perrie?” Spørger jeg. Selvom jeg ikke har noget tilovers for hende, synes jeg stadig det burde være hende, som sidder herinde med ham og ikke mig. Men Zayn kigger bare forvirret på mig.

”Hvorfor skulle du hente Perrie?” Spørger han og vrider sig igen i smerte.

”Zayn, hun er din forlovede.” Siger jeg stille og nusser hans hånd med min tommelfinger.

”Hvad mener du med forlovet? Nej. Safira, vi er sammen?” Siger han og kigger forvirret rundt og begynder at trække vejret hurtigere og hurtigere.

”Rolig Zayn.” Siger jeg beroligende i det to læger kommer løbende ind og beder mig om at flytte mig lidt væk fra ham.

”Har han sagt noget?” Spørger den ene læge om, mens den anden giver ham en sprøjte med noget smertestillende og beroligende.

”Han tror vi er sammen.” Siger jeg med fjernt udtryk i øjnene.

”Undskyld.” Siger lægen og prøver at få øjenkontakt med mig. Jeg ryster på hovedet og kigger på lægen.

”Zayn og jeg slog op for fem år siden. Han er forlovet med Perrie Edwards, men han ved det ikke.” Siger jeg og ryster på hovedet over hvor fjollet det lyder.

”Safira. Zayn lider af hukommelsestab.” Siger den anden læge, som er på vej over til mig.

”Hvad?” Spørger jeg forvirret og kigger skiftevis mellem dem og Zayn.

”Hvis han stadig tror i er sammen, kan han ikke huske de sidste fem år af sit liv. Vi vil prøve at genskabe minderne ved hjælp af personer og ting, men det er ikke sikkert at han nogensinde vil få hukommelsen tilbage.” Siger lægen og kigger over mod Zayn.

”Vil det sige at vi skal slå op en gang til?” Spørger jeg forvirret og kan mærke tårerne presse på, mens jeg kigger over på Zayn, der ligger med lukkede øjne og den højre arm i gisp og et flækket øjenbryn. Resten af hans krop er dækket af dynen.

”Det er jeg ked af.” Siger lægen inden de begge går ud og efterlader mig stående i uvished. Jeg går langsomt over til stolen og sætter mig ned. Jeg tager hænderne til hovedet og giver tårerne frit løb. Nu skulle jeg både fortælle ham at vi altså ikke er sammen og at han har en datter på fem så er syg og kan risikere at dø.

 

”Safira, er du okay?” Spørger Harry, da jeg kommer gående ud. Jeg kigger på dem alle sammen, også Perrie, selvom hun fornærmet undgår mit blik.

”Zayn lider af hukommelsestab.” Siger jeg uden at tage blikket fra Perrie. ”Han ved ikke at han er forlovet, og han tror stadig at vi er sammen. Han har mistet de sidste fem år af sit liv.” Endelig kigger Perrie på mig og jeg kan se hadet i hendes øjne.

”Det hele er din skyld!” Udbryder hun, i det hun rejser sig fra sin stol og går hen i mod mig. ”Hvis det ikke var for dig var han aldrig taget af sted! Han ville være blevet hjemme med mig og planlægge vores bryllup, men nu? Nu skal vi måske aflyse det hele, alt på grund af dig!” Nærmest råber hun. Harry rejser sig hurtigt og stiller sig ind i mellem os.

”Perrie, det er ikke Safiras skyld. Jeg er sikker på hun havde en rigtig god grund til at vil mødes med os.” Siger han og kigger på mig. Jeg nikker og kigger ned i jorden.

”Min datter lider af tuberkulose og skal i behandling med det samme, ellers kan sygdommen gå hen og blive dødelig.” Siger jeg med tårer i øjnene.

”Jamen synd for dig. Hvorfor skulle du bruge Zayn til det? Han har intet med dig at gøre længere.” Siger Perrie og lægger armene over kors.

”Det ved jeg.” Siger jeg og kigger ned i jorden. Jeg kunne ikke få mig selv til at fortælle dem, at Alba var Zayns. Ikke før han selv vidste det.

”Så er det hele jo din skyld.” Siger Perrie og går ud af rummet og efterlader mig stående foran Harry.

”Det er jeg ked af, Saf.” Siger han og trækker mig ind i et kram. Jeg gengælder det og lader min tårer løbe, lydløst, ned af kinderne på mig, mens jeg står der sammen med Harry.

”Hun skal på antibiotika i et halvt år, men jeg har ikke råd til det.” Siger jeg, da jeg har trukket mig væk fra Harry. ”Jeg ville aldrig bede jer om det, men jeg havde intet andet valg.” Siger jeg forlegent, mens jeg kigger ned i jorden. Liam rejser sig og lægger en arm rundt om livet på mig.

”Safira. Vi elsker dig stadig, selvom vi ikke har hørt fra dig i fem år.” Siger han og giver min krop et klem og smiler til mig.

”Ja, og det er lige meget om vi så kun hører fra dig fordi du mangler penge, vi vil stadig hjælpe dig.” Siger Louis og smiler til mig, mens de andre giver ham ret.

”Hvor meget koster det?” Spørger Niall, mens han skriver noget ned på sin mobil.

”5500 pund” Siger jeg tøvende. Jeg hader at skulle bede dem om så meget, men jeg havde intet valg. Ikke nu hvor Zayn ikke er i stand til at kunne forstå han har en datter på fem som kan dø når som helst.

”Vi hjælper dig.” Siger Harry og lægger sine hænder på mine skuldre.

”Jeg ved ikke hvordan jeg skal takke jer.” Siger jeg og kan mærke tårerne presse på igen.

”Ved at lade være med at græde mere.” Siger Niall og smiler stort til mig.

 

”Undskyld det tog så lang tid Jer.” Siger jeg, da jeg sætter mig ned i sofaen ved siden af ham.

”Det gør ikke noget. Vil du nu fortælle mig hvad du skulle?” Spørger han og kigger på mig.

”Jeg skulle konfrontere Albas far.” Siger jeg og undgår Jeremys forvirret blik. Han ved at Alba ikke ved hvem hendes far er og han ved at Zayn ikke ved at han har en datter. Han har respekteret mit valg. Ikke ligesom min mor, der gang på gang prøvede at tvinge mig til at fortælle Zayn om Alba.

”Hvad sagde han?” Spørger Jeremy om og lægger sin hånd ovenpå min.

”Jeg fortalte ham det ikke.” Siger jeg og Jeremy, skal til at sige noget, men jeg kommer ham i forkøbet. ”Jeg fortalte ham det ikke, fordi han kørte galt på vej hen for at mødes med mig og de andre drenge. Han har mistet hukommelsen, Jer. Han tror stadig vi er sammen. Han ved ikke han er forlovet. Hvordan skal jeg på nogen måde kunne fortælle ham at vi både ikke er sammen længere, og at han har en datter, som er syg.” Siger jeg og trækker vejret hurtigt.

”Vent, hvad sagde du?” Spørger Jeremy om og tager hånden til sig. ”Er Alba syg?” Jeg kigger op på ham og kan endnu en gang mærke tårerne presse på, mens jeg nikker.

”Hun lider af tuberkulose, men hun skal i behandling og så skal hun nok blive rask igen.” Siger jeg overbevist om at alt nok skal blive godt igen. Jeremy nikker og trækker mig ind til sig.

”Alt skal nok gå Saf. Vi finder en måde du kan fortælle Zayn det på. Det hele skal nok ordne sig.” Siger han trøstende, mens han stryger med på hånden, uden at lade mig trække mig væk fra ham og uden at give slip i mig på nogen måde. ”Det hele skal nok gå.”

 

”Mor, det ringer.” Siger Alba, mens hun skubber til mig. Jeg rejser mig forsigtigt op i min seng og kigger på hende.

”Hvor ringer det skat?” Spørger jeg og kigger på uret, der viste 8.36.

”Døren mor.” Siger hun og skubber videre til mig.

”Okay jeg kommer.” Siger jeg og rejser mig op og går ud til døren og åbner.

”Harry?” Siger jeg overrasket over at han ved hvor jeg bor. Jeg åbner døren lidt mere så han kan komme indenfor.

”Undskyld jeg sådan kommer brasende. Jeg prøver bare at finde ud af hvad vi gør med Zayn. Og ja så har jeg penge med til Albas medicin.” Siger han og smiler, mens han kigger op og ned af mig og jeg kommer hurtigt i tanke om jeg kun er i ført en kort top og et par shorts.

”Ja, tak. Hvis du bare sætter dig ind i stuen så skifter jeg lige tøj.” Siger jeg og går hen i mod mit soveværelse, i det Alba kommer løbende.

”Mor.” Siger hun og løfter hænderne mod mig.

”Hvad er der skat?” Spørger jeg og vender mig mod hende. Jeg kan se Harry står og smiler i baggrunden, og jeg håber inderligt at han ikke kan se hvor meget hun ligner Zayn.

”Jeg har fundet den, jeg har fundet den!” Udbryder hun, mens hun viser mig sin yndlings sten.

”Hvor er du dygtig skat.” Siger jeg og smiler til hende. ”Men nu skal mor lige ind og have noget andet tøj på, kan du sætte dig ind i stuen, så kan det være Harry her gider og sætte noget tegnefilm på.” Siger jeg og kigger på Harry, som nikker.

”Kom Alba.” Siger han og går med hende ind i stuen, så jeg kan skiftetøj i fred.

Jeg går ind på mit soveværelse og finder en sweater og nogle jeans frem og tager hurtigt det på inden jeg går ind i stuen til Harry og Alba.

”Vil du have noget? Te, kaffe?” Spørger jeg og kigger på Harry.

”Ellers tak.” Siger han og smiler til mig og kigger på Alba. ”Hvor er hun bare sød.” Siger han og kigger skiftevis på Alba og så mig. Jeg smiler og kigger ned på Alba.

”Ja hun er så.” Siger jeg stolt. ”Skal vi ikke gå ud i køkkenet?” Spørger jeg Harry og gør tegn til vejen der ud. Han nikker, rejser sig og følger efter mig derud. Han sætter sig på stolen, der står der ude og jeg sætter mig op på køkkenbordet.

”Hvad gør vi med Zayn?” Spørger han og kigger på mig. Jeg trækker på skulderne. Hvad skulle vi gøre? Det eneste vi kan er at følge lægernes råd. Vise ham ting, som billeder og personer og håbe på at minderne vil komme tilbage til ham.

”Jeg ved det virkelig ikke.” Siger jeg og kigger ud af vinduet. Det regnede let udenfor, hvilket gjorde hele den her situation mere sørgelig end den egentlig er.

Harry rejser sig og går over til mig. ”Her.” Siger han i det han rækker en konvolut frem. Jeg tager den og smiler til ham.

”Tak.” Hvisker jeg og lægger konvolutten ned ved siden af mig. ”Virkelig. Jeg har ingen ide om hvordan jeg nogensinde skal takke jer.” Harry smiler til mig og lægger en hånd på min arm.

”Det behøver du ikke Safira. Vi vil gøre alt for dig, husk det. Selvom du pludselig forsvandt efter at Zayn havde slået op med dig og vi ikke har hørt fra dig før nu. Du var en af dem, der var med til at gøre One Direction muligt. Hvis det ikke var for dig havde Zayn aldrig meldt sig og vi havde revet hovederne af hinanden inden første live show.” Siger han og smiler ved tanken om minderne fra x-Factor tiderne.

”Ja i var virkelig ved at rive hovederne af hinanden dengang.” Siger jeg og husker tilbage på hvordan Zayn havde ringet til mig, klokken lort om natten og brokkede sig over de andre, hvor jeg bad ham om at tage sig sammen og lade være med at være sådan nogle tøser og se at komme over det. Jeg kan ikke lade være med at smile ved mindet om alle de gange drengene har bedt mig om hjælp med deres problemer.

”En ting er sikkert. Vi skal nok få Zayn til at glemme at i er sammen.” Siger Harry og kigger på mig. Jeg bider mig i underlæben og nikker. Harry kigger ned på min hånd, mens han langsomt kører sin egen hånd ned af armen på mig og lægger den til sidst ovenpå min hånd for derefter at kigge mig i øjnene igen.

”Harry, jeg…” Siger jeg, men han afbryder mig ved at tysse på mig.

”Lad være med at sige noget.” Hvisker han, mens han kigger på mine læber. Jeg trækker vejret dybt i det han læner sig ind i mod mig og planter sine læber på mine. I et kort øjeblik er alt glemt. Albas sygdom, Zayn, alt. Intet eksisterede ud over Harry og mig i rummet, med vores læber mod hinanden. Uden at tænke gengældte jeg hans kys og trak ham tættere ind til mig. Han lagde hænderne på mine hofter og jeg lagde benene rundt om ham. Der gik et øjeblik før jeg kom til mig selv og skubbede ham væk.

”Harry, jeg kan ikke gøre det her mod Zayn. Ikke nu når han tror vi stadig er sammen.” Siger jeg og bider mig i læben af skam. Det var et øjebliks svaghed der drev mig til Harry, men det er slut nu. Jeg kunne ikke gøre det mod hverken Zayn eller Alba for den sags skyld.

”Undskyld Harry. Jeg er ked af det.” Siger jeg og kigger ned i gulvet.

”Nej, det er mig, der skal undskylde. Det var ikke meningen. Jeg ved ikke hvad der gik af mig.” Siger han og tager sine hænder til sig. ”Jeg må hellere se at komme tilbage på hospitalet. Få nu bestilt det antibiotika til Alba, okay?” Siger han og smiler hurtigt. Jeg nikker og han går ud af køkkenet. Jeg kan høre døren åbne og lukke sig og jeg synker sammen på køkkenbordet med hånden mod mit galoperende hjerte, mens jeg prøver at forklare mig selv at jeg intet følte. Jeg føler intet for Harry. Eller gjorde jeg?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...