Strong - One Direction

Safira Hyland, havde alt. Et lykkeligt liv, fantastiske venner og en helt perfekt kæreste, Zayn Malik. Men alt går galt, da Zayn pludselig dropper hende for sit nye band One Direction.
Nu, 5 år senere, bor Safira i midten af London med sin datter, Alba. Men hvad sker der, når Harry pludselig dukker op med en dårlig nyhed om Zayn. Og vil han nogensinde finde ud af at han i virkeligheden er far til den 5-årige Alba Hyland?

118Likes
112Kommentarer
15943Visninger
AA

20. Kapitel 19

Det er som om alt går i slowmotion. Lægerne river Alba ud af hænderne på Harry. Zayn står med armene omkring mig.

”Hvad er der galt med hende?” Spørger Zayn en af ambulance førerne. Han kigger skiftevis på Zayn og mig.

”I er forældrene?” Spørger han og jeg nikker. ”Hun besvimede. Blodtrykket er lavt og hendes lunger har trukket sig sammen. Vi skal have hende på hospitalet med det samme.” Siger han og gør tegn til at vi kan følge med.

”Jeg møder jer på hospitalet.” Lyder Harrys stemme bag mig, da Zayn fører mig ud til ambulancen. Mit syn er sløret og jeg kan ikke tænke klart, da jeg endelig sidder i ambulancen ved siden af Zayn. Han ligger en arm omkring mig og trækker mig ind til sig.

”Det skal nok gå.” Siger han trøstende, men jeg kan høre bekymringen i hans stemme. Jeg sukker.

”Han sagde hun havde det bedre.” Hvisker jeg og ryster på hovedet, som var det bare en ond drøm og jeg snart vil vågne.

”Hun skal nok få det bedre.” Mumler han. Jeg kigger op på ham og kan se bekymringen i hans øjne. Han kigger ned på mig og fremtvinger et smil.

 

”Safira Hyland?” Jeg rejser mig hurtigt fra den hårde stol og kigger med store øjne på manden, der står foran mig. Jeg nikker ivrigt.

”Vil du venligst komme med mig?” Spørger han og gør tegn til at jeg skal følge efter. Jeg tager en dyb indånding inden jeg med tunge, hurtige skridt går efter. Han stopper op foran en dør og åbner den alt for langsomt. Indenfor ser jeg til min store skuffelse et lille kontor. En mørkt mahogni træ bord med matchende stole. Lægen gør tegn til at jeg skal sætte mig.

”Jeg har nogle spørgsmål om Alba.” Siger han, da han sidder overfor mig, gemt væk bag en stor computerskærm.

”Har Alba nogensinde haft vejrtrækningsproblemer?” Spørger han og kigger på mig med et løftende øjenbryn.

”Hun har til tider trukket vejret i korte, hurtige vejrtrækninger, ja.” Nikker jeg bekræftende.

”Har hun været på medicin?” Spørger han. Jeg nikker igen.

”Lægen gav hende noget mod sin sygdom, tuberkulose.” Siger jeg og synker den klump, der har sat sig i halsen på mig.

”Tuberkulose?” Siger lægen forvirret. Han ryster på hovedet og kigger igennem sine papirer.

”Er der noget i vejen med Alba?” Spørger jeg med en rystende stemme. Lægen kigger på mig med et bekymret udtryk i øjnene.

”Safira.” Sukker han og kigger anstrengt på mig. ”Alba lider ikke af tuberkulose.” Begynder han, men tøver kort. ”Hun lider af en sygdom kaldet diffuse lungesygdom. Det er en meget sjælden og meget alvorlig lungesygdom. Det betegner en gruppe af forskellige lidelser. Det rammer især lungevævet med en kronisk inflammation.” Siger han. Jeg kigger forvirret på ham, mens jeg prøver at lade alle de nye detaljer sive ind.

”Arvæv.” Retter han sig selv og rømmer sig. ”Normalt kureres børn fuldstændig. Sygdommen minder i starten om astma og jeg gætter på det er derfor din læge stillede diagnosen tuberkulose. Men som sagt før så kureres børn for det meste, men du skal regne med at der hos andre ikke kan ses nogen overbevisende effekt af behandlingen. Alba har førhen fået medicin mod tuberkulose og behandlingen for denne form for lungesygdom kan derfor påvirkes af medicinen, der stadig er i kroppen. Vi vil håbe på det bedste, men chancerne er ikke store.” Han trækker vejret dybt og kigger på mig, lader mig forstå hvad han lige har fortalt mig.

”Siger du chancerne for min datter overlever ikke er stor?” Siger jeg omsider, med lav, usikker stemme. Lægen kigger ned i gulvet inden han kigger tilbage på mig.

”Sygdommen laver blødninger i lungerne og øjeblikkelig medicin er den eneste kur. Alba er langt bagud, men hvis vi er heldige og hun kæmper klarer hun den. Men du skal forberede dig på det værste.” Siger han med lav stemme. Jeg kigger tomt på ham og kan mærke tårerne langsomt begynde at trille ned af mine kinder. Jeg kan ikke klare at høre mere. Jeg kigger på lægen.

”Hvorfor er Zayn ikke med her inde?” Spørger jeg forvirret. Lægen kigger på mig.

”Safira, du står som Albas mor på papiret. På papiret har hun ingen far. Jeg vil bede dig om at udfylde denne seddel, mens jeg går ud og snakker med Zayn.” Siger han forsigtigt og rækker mig et stykke papir. Jeg nikker og tørrer tårerne væk med det ene ærme.

Fødselsattest

 

Navn: Alba Carlie Hyland

Køn: Pige

Dato: 03 november

 

Dag: Søndag

Fødeby: London

 

Mor: Safira Camille Hyland

Far: x

 

Jeg sukker og udfylder Zayns navn på den resterende plads. Hvorfor skal jeg bruge min tid på at udfylde et punkt på en fødselsattest når jeg kunne være sammen med Zayn og min datter? Jeg ryster på hovedet da lægen og Zayn kommer ind.

”Zayn, hvis de venligst vil underskrive den her.” Siger lægen og rækker ham fødselsattesten. Jeg kigger på Zayn. Han er i chok. Han har røde, hævede øjne og jeg kan se han er på randen til at bryde sammen, men han nikker bare, bøjer sig hen over bordet og lader elegant hånden glide over papiret med kuglepennen. Jeg kigger ned på det gullige papir og kan ikke lade være med at smile en lille smule, trods omstændighederne.

Fødselsattest

 

Navn: Alba Carlie Hyland

Køn: Pige

Dato: 03 november

 

Dag: Søndag

Fødeby: London

 

Mor: Safira Camille Hyland

Far: Zayn Jawaad Malik

 

Endelig stod Albas fars navn på hendes fødselsattest. Endelig var den ikke så tom.

Jeg ryster tanken fra mig og kigger afventende på lægen.

”Jeg er ked af at være den, der siger det her til jer, men i kan ikke se Alba endnu. Hun ligger til observation og har en masse undersøgelser foruden. Hvis i venter i vores venteværelse eller kantinen kommer der en sygeplejerske og henter jer når hun er klar.” Siger lægen og nikker til os begge. Jeg sukker hurtigt og skal til at åbne munden og fortælle ham hvad jeg mener om det, men bliver stoppet, da Zayn lægger en hånd på min skulder.

”Vi venter i kantinen.” Siger han tomt og lavt. Jeg kigger på ham og han fremtvinger et smil, inden han tager min hånd og fører mig med efter ham.

 

Jeg sætter mig ned på stolen overfor Zayn. Han har ikke sagt et eneste ord de sidste tyve minutter. Jeg sukker og prøver desperat at få øjenkontakt med ham.

”Zayn?” Begynder jeg. Han kigger på mig og ligner en, der bare venter på at jeg siger noget, der vil få ham til at bryde sammen.

”Det skal nok gå.” Siger jeg lavt, selvom jeg ikke selv er helt sikker på at det passer.

”Hvordan kan du tage det så roligt?” Spørger han om og ryster på hovedet.

”Hvad mener du?” Spørger jeg forvirret. Han ryster endnu engang på hovedet og kigger ud ad vinduet.

”Lige meget.” Mumler han. Jeg kigger på ham med åben mund.

”Nej Zayn, det er ikke lige meget.” Siger jeg surt. ”Du skal ikke lukke mig ude. Ikke nu. Ikke mens vores datter ligger indlagt og vi ikke er sikker på at hun klarer den.” Siger jeg og slår ud med armene. Zayn kigger chokeret på mig.

”Undskyld.” Mumler han og kigger fra den ene side til den anden.

”Bare fortæl mig hvad der er galt. Udover alt det her selvfølgelig. Tal med mig.” Siger jeg som et desperat forsøg på at få ham til at åbne sig op. Han sukker og nikker.

”Safira, vores datter er indlagt. Jeg er frustreret. Sur. Ikke på dig. På lægen. På alle læger. Jeg er sur over hvordan det her er sket. Jeg er sur over jeg lod dig gå den gang.” Siger han, men stopper sig selv og kigger ned i bordet.

”Der er intet at være sur over. Tingene er sket som de er sket af en grund.” Siger jeg lavt. Han kigger på mig.

”Lad være med at give mig den tale med at Gud mente at det ville være godt for os. Hvordan kan det her på nogen måde være godt?” Siger han og kigger forvirret på mig.

”Det var overhovedet ikke det jeg ville sige.” Siger jeg opgivende. ”Jeg siger bare at vi nok skal komme igennem det. Uanset hvad der sker. Det gjorde vi altid dengang og det gør vi også nu.” Siger jeg bestemt. ”Lige meget hvad.” Zayn kigger på mig og nikker.

”Hvis du siger det.” Siger han og smiler skævt til mig.

”Safira, Zayn.” Siger en kvindelig stemme bag mig. Jeg vender mig om og nikker.

”I kan se Alba nu, men i kan stadig ikke gå ind til hende.” Siger hun og kigger nervøst på Zayn.

”Tak.” Mumler jeg og rejser mig. Zayn følger min bevægelse og tager min hånd. Vi følger efter den lille, rødhåret sygeplejerske ud på gangen og ned på en af stuerne.

”Hun ligger derinde.” Siger hun og peger mod en seng, igennem et glas vindue. I sengen ligger en lille bleg pige, med mørkt hår og en ilt flaske om mund og næse. Jeg kan slet ikke tro synet. Jeg kan ikke holde tårerne tilbage. Det eneste jeg kan tænke på er at min lille datter ligger på den anden side af et tynd stykke glas og jeg må ikke gå ind til hende.

”Hun skal nok klare den.” Siger Zayn forsigtigt, mens han stryger mig over armen. Jeg nikker, mens jeg giver tårerne frit løb ned af kinderne.

”Hvordan kunne det her ske?” Siger jeg forvirret, med gråd i stemmen.

”Der var intet du kunne gøre anderledes.” Trøster Zayn mig og jeg nikker.

”Du har ret.” Siger jeg og i hvad der føles som flere timer, står vi bare og kigger på Alba, igennem glasset, uden at sige noget. Uden at gøre noget. Det, der hiver os tilbage til virkeligheden er en høj lang bip lyd, der fortsætter i en evighed og tre læger og to sygeplejersker, der løber ind på Albas stue…  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...