Strong - One Direction

Safira Hyland, havde alt. Et lykkeligt liv, fantastiske venner og en helt perfekt kæreste, Zayn Malik. Men alt går galt, da Zayn pludselig dropper hende for sit nye band One Direction.
Nu, 5 år senere, bor Safira i midten af London med sin datter, Alba. Men hvad sker der, når Harry pludselig dukker op med en dårlig nyhed om Zayn. Og vil han nogensinde finde ud af at han i virkeligheden er far til den 5-årige Alba Hyland?

118Likes
112Kommentarer
15983Visninger
AA

18. Kapitel 17

Alba sidder på den lille barnegynge og smiler stort hver gang hun flyver højt op i luften. Jeg sidder på bænken næsten lige ved siden af gyngerne og holder godt øje med Alba.

De seneste par dage har været, anderledes. Det er underligt at vågne op og Zayn ikke længere står klar i køkkenet og laver morgenmad til Alba, der allerede er oppe. Det er underligt at være på arbejde og tænke at derhjemme er en hel tom lejlighed. Ingen Zayn, der sidder på sofaen og ser et eller andet program, når man kommer hjem med Alba i hånden.

Jeg ryster på hovedet. Nej jeg vil ikke tænke på ham. Han skal giftes om mindre end én uge. Jeg skal ikke gøre mig selv ked af det ved at tænke på ham. Ikke nu. Aldrig.

Alba kommer løbende over til mig og sætter sig op på bænken ved siden af mig.

”Mor, hvornår er Zayn her?” Spørger hun med sin lille stemme og kigger søgende rundt efter ham.

”Han er her nu.” Lyder hans stemme bag os. Jeg vender mig om og kan ikke lade være med at smile, da jeg ser ham. Alba smiler stort og Zayn gengælder det.

”Har du hygget dig?” Spørger han og sætter sig ved siden af hende. Alba nikker ivrigt, stadig med et kæmpe smil på læberne. ”Skal vi så ikke til at få noget at spise?” Spørger han og slår sig selv på lårene. Alba nikker igen og skynder sig at rejse sig. Jeg smiler og rejser mig selv, i det Zayn gør det samme. ”Jeg kender et godt sted lidt længere nede af gaden.” Siger han og blinker til mig. Jeg kan mærke varmen strømme op i kinderne på mig og jeg skynder mig at kigge ned på Alba.

 

”Du var godt nok sulten var?” Siger Zayn og smiler til Alba, der har spist næsten hele sin lille børnepizza. Hun nikker og tager en tår af sin vand. Zayn kigger på mig.

”Skal vi?” Hvisker han og kigger igen på Alba. Jeg synker den klump, der samler sig i halsen på mig, men nikker så.

”Alba, skat.” Siger jeg stille. Hun kigger op på mig med store øjne, men har et lille smil på læberne. ”Der er noget jeg skal fortælle dig. Det bliver svært at forstå, men vi skal nok komme igennem det, okay?” Siger jeg. Hun nikker og kigger forvirret på mig.

”Hvad er det mor?” Spørger hun med en meget lille stemme. Jeg nikker og bider mig i læben, mens tankerne flyver rundt. Hvordan fortæller jeg hende det.

”Du kan godt lide Zayn ikke?” Spørger jeg og smiler til hende. Hun nikker og kigger over på hende. ”Skat, han er en del af vores familie.” Siger jeg så blidt som muligt. Zayn ligger en arm omkring livet på mig, og jeg vrider mig i stolen.

”Familie?” Siger Alba forvirret. Jeg kigger på Zayn, nærmest beder ham om hjælp med mine øjne. Han kigger fra mig og over til Alba.

”Ja. Jeres familie har altid været dig og mor, men nu er jeg en del af den.” Siger han, prøver at få de rigtige ord frem. Hvordan fortæller man også en femårig det her.

”Hvem er du så i familien?” Spørger hun og kigger på Zayn. ”Hvis det er mor, og jeg er Alba.” Siger hun og gnider sig i øret med sin lille hånd.

”Jeg er far.” Siger han stille og smiler beroligende til hende. Hun kigger op på ham og derefter på mig. Jeg nikker for at bekræfte hvad han lige har sagt.

”Det er rigtigt Alba, det her er din far.” Siger jeg stille. Hun kigger forvirret fra person til person. Jeg rejser mig op og går hen til hende og sætter mig på hug ved siden af hendes stol.

”Jeg ved det er svært at forstå, men det er rigtigt. Du behøver ikke synes at han er din far lige nu, vi arbejder os hen til det.” Siger jeg og ligger en hånd på hendes lår. Alba kigger forvirret fra mig til Zayn og tilbage til mig igen, mens hendes læber langsomt former ordet ’’far’’. Jeg smiler til hende og hun blinker hurtigt, et par gange.

”Far.” Siger hun og kigger på Zayn. Han smiler stort til hende og stiller sig over ved siden af hende.

”Det er rigtig Alba. Jeg er din far.” Siger han med lav, forsigtig stemme. Alba smiler stort tilbage, men kigger så på mig.

”Men… Far skal giftes.” Siger hun forsigtigt, med store øjne. Jeg nikker.

”Ja skat. Det er ikke altid at barnets forældre er sammen hele deres liv.” Siger jeg langsomt, i håb om at hun forstår.

”Men selvom jeg skal giftes med en anden, er jeg stadig din far.” Siger Zayn. Jeg kigger ned i gulvet og har det som om jeg lige har fået smidt en hammer i hovedet. Zayn har virkelig tænkt sig at gifte sig med hende. Efter alt hvad vi har været i gennem den sidste uge. Han elsker hende virkelig.

”Bryllup.” Siger Alba og smiler. Jeg kigger på hende og nikker.

”Og du skal have fin kjole på.” Siger jeg og smiler til hende. Hun kigger på mig, med et overrasket udtryk i ansigtet.

”Jeg kan, da ikke blive gift uden at have min egen datter med.” Siger Zayn og smiler til Alba.

”Bryllup.” Gentager Alba glad.

 

”Hvilken kjole vil du helst have på?” Spørger jeg Alba og holder to forskellige kjoler op.

”Den der.” Siger hun og peger på den meget lyse lyserøde kjole, som jeg holder oppe i højre hånd.

”Så får du den på.” Siger jeg og ligger den lyseblå kjole tilbage i skabet. Jeg hjælper Alba i tøjet og sætter hendes hår, op i en hestehale og binder den fast med en rød sløjfe.

”Så er du fin.” Siger jeg og smiler til hende. Hun smiler tilbage inden hun løber ind i stuen. Jeg smiler for mig selv og går over til skabet, hvor mine lange, røde stropløse kjole hænger. Jeg tager den ned af bøjlen og trækker den over hovedet og kigger mig i spejlet. Kjolen sidder perfekt. Den har en hjerteformet udskæring og en eksplosion af sølv i venstre side. Jeg sukker og kigger ned i jordet. Jeg har aldrig i mit liv forestillet mig at jeg skulle medvirke til Zayn Maliks bryllup, men her står jeg altså, i gang med at gøre mig klar til at sidde blandt familie og venner, mens ham og Perrie skal sige ja til hinanden.

Jeg sukker endnu engang og lægger en brun, naturlig øjenskygge på, som fader ud i sort. Jeg smiler et falsk smil og farver mine øjenvipper op med noget mascara inden jeg tager mit hår og samler det i en fransk fletning i nakken. Jeg kigger på mig selv en sidste gang inden jeg træder ned i mine alt for høje stiletter og går ud til Alba.

”Er du klar skat?” Spørger jeg hende og hun kigger på mig med et kæmpe smil.

”Ja mor. Hvor er du smuk.” Siger hun måbende. Jeg smiler til hende og rækker min hånd ud efter hendes, og går ud af døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...