Strong - One Direction

Safira Hyland, havde alt. Et lykkeligt liv, fantastiske venner og en helt perfekt kæreste, Zayn Malik. Men alt går galt, da Zayn pludselig dropper hende for sit nye band One Direction.
Nu, 5 år senere, bor Safira i midten af London med sin datter, Alba. Men hvad sker der, når Harry pludselig dukker op med en dårlig nyhed om Zayn. Og vil han nogensinde finde ud af at han i virkeligheden er far til den 5-årige Alba Hyland?

119Likes
113Kommentarer
14932Visninger
AA

1. Prolog

”Zayn, det var fantastik!” Siger jeg begejstret, inden jeg hiver ham ind til mig og giver ham et kram.

”Tak Saf.” Siger han og smiler fjernt.

”Er der noget i vejen?” Spørger jeg og kigger rundt på de andre drenge, fra det nye berømte X-factor band, One Direction.

”Nej, det er bare…” Siger han, men stopper sig selv og kigger ned i jorden.

Han plejede ikke at være sådan efter en X-factor uge. Han plejede at være lykkelig over at se mig igen. Jeg vidste der var noget galt, men jeg kunne ikke finde ud af hvad det var.

”Drenge vi må hellere se at finde Simon. Kommer du med Zayn?” Siger Niall og kigger skiftevis på Zayn og mig.

”Jo, jeg kommer. Jeg ringer senere.” Siger Zayn og kigger på mig inden han går efter de andre, og efterlader mig, stående alene, i uvished og på grådens rand.

Hvorfor var han sådan?

”Safira!” Råber en stemme fra den anden ende af rummet. Jeg vender mig om og ser min veninde, Perrie stå smilende og vinker mig hen til hende.

Med tunge skridt går jeg derhen og tager en dyb indånding, inden jeg sætter et falsk smil på og giver hende et kram.

”Han gjorde det bare helt fantastik. Det gjorde de alle sammen, men jeg mener, Zayn. Hans stemme er bare fantastisk. Du er så heldig.” Siger Perrie og smiler stort. Jeg gengælder hendes smil og følger efter hende, mens vi går ud.

 

”Zayn, det er Safira. Igen. Ring tilbage. Jeg begynder at blive bekymret.” Siger jeg, ind i telefonen, mens jeg er i gang med at ligge den syttende besked i løbet af et par timer.

Zayn sagde han ville ringe, men alligevel havde jeg intet hørt fra ham endnu, og det bekymrer mig. Jeg kunne se på ham han ikke var den samme, som han plejede at være, men hvorfor ville han ikke snakke med mig?

Jeg blev revet ud af mine tanker af, min telefon, der ringede fra bordet, hvor jeg netop, lige havde lagt den.

”Endelig.” Udbryder jeg og tager telefonen op i hånden og trykker besvar.

”Safira, jeg bliver nødt til at snakke med dig om noget.” Lyder Zayns stemme, fra den anden ende af røret.

Jeg tager en dyb indånding og mumler et, ”hvad?” og kigger tomt ud i rummet.

”Jeg føler ikke det er det samme mere.” Siger han og jeg kan høre nogen i baggrunden.

”Hvad mener du med at det ikke er det samme mere?” Spørger jeg, måske en smule for hårdt.

Jeg tager hånden for munden, som om jeg kunne trække ordene tilbage igen, men det var for sent.

”Jeg føler bare ikke det samme mere. Vi har begge ændret os. Jeg er blevet mere voksen og du. Jeg tror bare ikke længere det vil gå.” Siger han tøvende.

Jeg sidder og kigger tomt ud i rummet, uden at være i stand til at kunne sige noget. Jeg var på grådens rand og jeg viste at hvis jeg åbnede munden, ville mine ord være utydelige og tårerne ville langsomt begynde at trille ned af kinderne på mig.

”Saf, er du der?” Spørger han og jeg kan høre, at han ikke er den mindste smule ked af det.

Jeg ryster på hovedet i håb om at jeg ville kunne udføre en sætning, som ville være til at forstå. Bare én.

”Jeg forstår det slet ikke. Vi havde det fint i sidste uge. Men hvis det er sådan du vil have det så må det jo være sådan. Men du skal bare vide at du aldrig skal kontakte mig igen. Jeg vil ikke høre din stemme mere, og jeg vil ikke høre at du er ked af det over at du bliver nødt til at gøre det her. Det er dit valg, og jeg vælger at respektere det, men jeg har intet tilovers for dig længere, Zayn.” Siger jeg inden jeg tager telefonen væk fra øret, og trykker afslut, for derefter at smide mig på sofaen.

Tårerne begyndte langsomt og inden længe følte jeg at jeg græd en hel sø. Hvordan kunne han gøre det i mod mig? Hvordan kunne han droppe mig? Og så over telefonen?

Tårerne blev ved og ved indtil jeg til sidst faldt i søvn, men kun for at drømme videre om Zayns fantastiske smil og dejlige øjne.

 

”Så skat, det skal nok gå.” Siger min mor, mens hun stryger mig hen over håret.

Jeg ligger hovedet på hendes skulder, mens tårerne triller ned over mine kinder, som et kapløb, der så ud til at være uendeligt.

”Mor, der er noget jeg skal fortælle dig.” Siger jeg, mens jeg tørrer en tåre væk med mit ene ærme.

”Hvad er der skat?” Spørger min mor, mens hun tager mit hoved i sine hænder og kigger mig i øjnene.

”Jeg er gravid…”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...