96 dage

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2014
  • Opdateret: 5 jun. 2014
  • Status: Igang
Det er ikke altid nemt at være Viora, hun bærer på en stor hemmelighed. Ingen kender til den. Selvom hun skaber et stærkt bånd til drengen, Cameron. Må der gå 96 dage før hun afslører den.
Cameron har fået udleveret Vioras dagbog. Men hvad er der så specielt ved den? Og hvorfor lige ham?

Valgmulighed 2 og 3

7Likes
20Kommentarer
644Visninger
AA

4. Dag 50

Jeg blev bedre og bedre veninder med Mally, jeg havde endda fået flere veninder. Nogle som også var Mallys veninder. Så vi blev en firkløver. Vi spiste frokost sammen hver dag, undtagen når jeg havde en aftale med Cameron – det skete ikke så tit, men når det var, sad vi under egetræet, lidt væk fra de andre. Det havde ikke været akavet på nogen måde endnu, selvom at man godt kunne forstille sig at det ville være det. Selvfølgelig sad vi og snakkede, meget endda. Men det var ikke nogle specielle emner, bare hvad vi lige havde lyst til at snakke om.

I dag spiste jeg frokost med Mally, Kathy og June. Kantinen var helt fuld så vi valgte at gå udenfor. Efteråret var på vej, det kunne vi vist alle mærke, for jeg var ikke den eneste som skuttede sig. Vinden var blevet køligere og himlen var overskyet.

,,Kom nu det er da dejligt vejr. Undtagen at det blæser en smule og at det er lidt overskyet. Så er det da godt vejr.’’ Kathy forsøgte, men ingen af os så ud til at være overbeviste. Tre skeptiske blikke var rettet mod Kathy, indtil at jeg gik over til hende.

,,Ja, vejret er da ’skønt’ i burde ikke stå der og hænge med næbbet.’’ Jeg måtte anstrenge mig for at holde masken.

,,I må være bindegale.’’ Mally og June stod og grinede af os. Jeg kiggede over på Kathy, hun begyndte at smile. Ingen af os kunne længere holde masken. Vi grinede alle sammen, mens vi nød det ’gode’ vejr.

Selvom det var koldt udenfor, lagde vi pludselig ikke mærke til det længere. Vi var bare os fire. Bogstavelig talt, der var ikke en sjæl at spotte udenfor. Alle de andre havde fyldt kantinen op. Og vi havde nok valgt den mest slidte bænk man kunne finde. Selvom der var en million andre bænke.

,,Er det ikke snart at efterårsfestivalen begynder.’’ Fik June sagt i mens hun granskede hendes sandwich i sig.

,,Tjoh, det tror jeg.’’ Jeg trak på skuldrene, jeg kunne ikke huske hvornår det egentligt var. De andre kiggede skarpt på June, men hun så ikke ud til at forstå hvad de mente.

,,Hvad?’’ Sagde hun, mens hun havde munden fuld af sandwich. Der gik nogle få sekunder, også fangede hun den.

,,Nåår.’’ Hun smed sandwichen ned på bordet, og holdte sine hænder op foran munden. Jeg havde ikke rigtigt opfattet noget af alt det, jeg sad bare og spekulerede på den festival, som June havde spurgt ind til. Efterårsfestivalen er den sjoveste af alle festivalerne. En for hver årstid. Om efteråret er den også forbundet med halloween. Den er både hyggelig og uhyggelig på samme tid. De pynter op med lanterne og lyskæder. Man kan selvfølgelig få glaserede æbler pyntet med alverdens ting, så man ikke har en jordisk chance, for at vide, at det er et æble. Spøgelseshuset er der hvert år, men det ændre sig fra år til år. Så man bliver bange hver gang. Jeg havde slet ikke tænkt på festivalen før June nævnte det.

,,Skal vi tage der hen sammen?’’ Jeg så forventningsfuldt på dem. De udvekslede blikke med hinanden, og så derefter på mig.

,,Vi tror ikke at det er en god idé.’’ Det var Mally der talte på deres alles vegne.

,,Hvorfor ikke?’’ Min krop føltes pludselig tung.

,,Vi har ikke tid i dag.’’ Det var igen Mally som talte, Kathy sad med sin mobil og tastede løs. June prøvede at lade som om hun koncentrerede sig om sin sandwich. Men hvordan kunne de alle have travlt i dag?

,,Okay..’’ Jeg smilede til dem, som at signalere at det var okay. Og i det jeg skulle til at rejse mig, ringede min mobil.

 

Jeg var gået lidt væk fra de andre. Jeg rakte ned i lommen, og nåede lige at tage den.

,,Hallo?’’

,,Hej Vio. Det er Cameron.’’ Jeg smilede, det fik han mig altid til. Sådan var han bare.

,,Jeg henter dig klokken 19.’’ Hvad? Hvad snakkede han om? Prøvede han at invitere mig ud? Og ikke langt fra mig stod han, højst tyve meter.

,,Vi ses senere, Viora.’’ Så lagde han på og forsvandt. Pludselig var min mave fyldt med sommerfugle. Jeg tænkte ikke på at mine veninder ikke gad mig, det eneste jeg tænkte på, var at jeg havde en date!

Og som jeg stod der og dagdrømte, var jeg nær gået ud af mit gode skind, da jeg fik en SMS.

Den var fra Kathy.

,,Sorry. Kan vi mødes?’’ Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare. For først virkede det som om de ikke gad mig, og nu..

,,Klart. Hvor henne?’’ Jeg svarede alligevel det som nok ikke havde mest lyst til, men de var jo mine veninder.

,,Du ved hvor.’’ Selvom at jeg skulle til at skrive nej, vidste jeg det faktisk godt inderst inde hvor hun mente.

Jeg begyndte at gå, der var ikke langt. Det ville ikke tage mere end fem minutter. Det var jo på skolens område. Mine tanker fløj rundt, både omkring det med Cameron. Men også fordi at Kathy pludselig havde skrevet sådan til mig.

Hun stod hvor vi havde aftalt, da jeg kom. Men hun var alene. Hverken June eller Mally var der. Hvilket var mærkeligt, for jeg havde regnet med at de alle sammen var der.

,,Hej.’’ Hun smilede forsigtigt. Jeg kunne ikke rigtig aflæse hende, så jeg sagde bare: ,,Hej.’’

,,Du må tænke at vi er nogle kæmpe idioter.’’ Jeg tog det som noget jeg ikke skulle svare på, så jeg lod hende fortsætte.

,,Vi vil hjertens gerne til festivalen med dig, uden dig vil det være helt tomt.’’ Jeg mærkede tårerne presse sig på, og kunne bare mærke det ’men’ som manglede i den sætning.

,,Men som du nok allerede ved, har du en date.’’ Hendes ansigt lyste op og hun smilede.

,,Så vi måtte trække os.’’ På et splitsekund var jeg i Kathys arme, hvor vi krammede hinanden.

,,Så I vidste det?’’ Jeg kiggede spørgende på hende.

,,Han var jo nødt til at vide, at du er fri aften.’’ Kathy blinkede til mig og jeg kunne ikke lade være med at fnise.

,,Kom. Lad os gå til time.’’  Men gå var ikke ordet, nærmere løb. Vi havde få minutter til det ringede ind, så vi løb alt hvad vi kunne hen mod hovedindgangen.

 

 

Jeg var helt målløs. Det var jo ubeskriveligt smukt. Cameron havde dækket op til to ude i hans have. Selvom det nok ikke lød så romantisk, var det mere end det. Vi var helt alene, omgivet af træer og blomster. Der hang også lyskæder i træerne, som gav en hyggelig stemning. På bordet stod der et rødt stearinlys, der bevægede sig i takt med vinden.

Jeg havde nok fået rettet på kjolen mindst tredive gange inden forretten overhovedet var kommet. Cameron havde tydeligvis lagt mærke til det. ,,Bare slap af. Du ser vidunderlig ud.’’ Jeg så ned i min tallerken og rødmede.

Han var virkelig romantisk anlagt, han forstod at charmere en pige. Vi sad ikke længe ved bordet. Så snart vi var færdige med at spise, satte vi os på græsset. Der var kort pause, hvor der bare var stilhed. Men vi var nået til det punkt, hvor stilhed var en normal ting. Han brød tavsheden, så hen på mig, også pegede han op mod himlen.

,,Prøv at se. Det er stjerneklart.’’ Jeg så op på nattehimlen, det var et ufatteligt smukt syn. Nogle af stjernebillederne kendte jeg godt – Karlsvognen, Orion og Nordstjernen, selvom man nok ikke kunne kalde det et stjernebillede. Altså Nordstjernen

Vi havde lagt os ned og lå og studerede stjernerne. Himlen var faktisk større end man lige gik og troede.

Han tog min hånd, hele min krop stivnede. Jeg vidste godt at det var en date, men alligevel blev jeg lidt nervøs, ved tanken om at Cameron holdte mig hånden.

Han gav min hånd et lille klem og smilede kærligt til mig. Jeg begyndte at slappe af.

Sådan lå vi i flere timer. Mens vi kiggede på stjerner. Jeg vidste at den date var vellykket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...