96 dage

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2014
  • Opdateret: 5 jun. 2014
  • Status: Igang
Det er ikke altid nemt at være Viora, hun bærer på en stor hemmelighed. Ingen kender til den. Selvom hun skaber et stærkt bånd til drengen, Cameron. Må der gå 96 dage før hun afslører den.
Cameron har fået udleveret Vioras dagbog. Men hvad er der så specielt ved den? Og hvorfor lige ham?

Valgmulighed 2 og 3

7Likes
20Kommentarer
640Visninger
AA

2. Dag 1

Ny skole. Ny begyndelse.

Jeg gik ud af klasseværelset i et normalt tempo, faldt ligesom i takt med alle de andre. Første dag, men klikerne var allerede tydelige – de populære, sportsnørderne, bogormene, de neutrale og så er der mig. Jeg prøvede at gå så ubemærket som overhovedet muligt, da jeg gik ned af gangen. Men jeg fik pludselig en masse opmærksomhed da jeg ramlede ind i en anden. Deres hoveder drejede sig 180 grader, da de skulle se, hvad den nye elev havde lavet.

Hun gav et forskrækket hvin fra sig.

,,Undskyld jeg så dig ikke.’’

,,Du skal bestemt ikke undskylde.’’ Hun smilede til mig. ,,Det er mig der står her midt ude i det hele, som en eller anden kæmpe idiot.’’

Mit ansigt fortrak sig i et smil, og jeg skulle til at sige noget om hvor dumt det var at jeg ikke kiggede mig for, da hun rakte sin hånd frem mod mig. ,,Jeg hedder forresten, Mally.  Hvad hedder du?’’ Hun virkede sød. Selvom at jeg var sådan et kæmpe fjols og nærmest væltede hende omkuld, var hun flink. Hendes mørke krøller dansede om hendes ansigt, og hun indimellem strøg hun en lok om bag øret.

,,Viora.’’ Jeg placerede min taske rigtigt på min skulder og rakte min hånd frem mod Mally. Hun gav den et lille klem, og så stod jeg og smilede akavet til hende.

,,Det var rart at møde dig, Viora. Jeg er nødt til at gå, men vi ses.’’

Jeg stod og kiggede efter hende, mens hun blev mindre og mindre, jo længere hun kom ned af gangen.

Mally kiggede sig over skulderen, lige inden hun ville forsvinde helt. Hun vinkede og var væk.

Jeg havde ikke lagt mærke til, at jeg stod i min egen lille verden midt ude på gangen, da hele Football holdet var på vej i mod mig, de strålede af selvtillid. Alle fløj ind til siden, undtagen mig. Og som en bold blev jeg væltet af banen. Gulvet var glat, så jeg skøjtede hele vejen hen til vandfontænen, tabte alle mine bøger og væltede selv.

Alle så ud til at have det ganske morsomt. Alle Undtagen mig. Jeg ønskede at der var noget jord i nærheden, så jeg kunne grave mig så langt ned som overhovedet muligt.

Og pludselig stod han foran mig, og jeg tænkte at han nok bare ville komme med en lam kommentar. Så jeg kiggede forsigtigt op, men intet var som jeg havde forventet. Han sendte mig en venligt smil.

,,Skal jeg ikke hjælpe dig?’’ Jeg havde ikke lagt mærke til at jeg ikke havde svaret på hans spørgsmål. Så han satte sig bare ned på hug, og samlede alle mine ting op. Vi rejste os begge op. Jeg havde troet at vi nok havde et helt publikum på, men de var alle sammen gået videre, så den normale trafik fortsatte.

,,Tak.’’ Fik jeg fremstammet. Selvom det lød nok nærmere som ’ta-a-ak’.

Han smilede igen og så rakte han mig mine ting.

,,Det var da så lidt. Jeg er Cameron.’’ Jeg tog i mod tingene, proppede dem godt ned i tasken, så det samme ikke skulle ske igen. Det ville jeg helst være fri for.

,,Jeg hedder, Viora.’’

Og så stod vi der, og smilede kejtet til hinanden. Folk skulle nok have tænkt sit, men i det øjeblik var jeg ligeglad med hvad de tænkte. Han havde reddet mig for at blive ydmyget mere end højst nødvendigt

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...