Vejen gennem leukæmi

Nana har haft kræft siden hun var syv. Hun starter nu på en rigtig skole. Dette er mit bidrag til konkorancen "en flænge i himlen" jeg har valgt valgmulighed nummer 2.

2Likes
3Kommentarer
158Visninger
AA

1. Vejen gennem leukæmi

Kræft er en forfærdelig sygdom. Mange mennesker frygter kræft. Mange mennersker dør af kræft. Mange mennesker bliver kede af det på grund af kræft. Jeg håber ikke at kræft også dræber mig.

Jeg er fjorten år gammel og bor i en lille landsby. Jeg bor sammen med min mor, far og 2 søskende. Det lyder nok ikke så slemt, men når man har levet med kræft siden man var syv, så kan man ikke lade vær med at tænke på hvornår man skal dø. 

Jeg får hjemme undervisning, fordi min mor er bange for hvad der kan ske mig i skolen. Læren er lige gået, men i dag skulle hun lige snakke med min mor. Jeg spekulerer over hvad de mon snakkede om. Jeg ved det er om mig, for min lærer kender ikke mine søskende. Mor sagde jeg skulle tage mig en lur, inden vi skal ind på hospitalet til et tjek. Jeg hader at blive tjekkede. Jeg hader kanyler. Jeg hader både læger og sygeplejsker. 
Jeg prøver at sove, men kan ikke. Jeg gå ned i køkkenet, for at tage et glas vand. Da jeg kommer ind i køkkenet ligger der en seddel på bordet hvor der står: Nana Jakobsen virker meget engageret i hendes skolearbejde. Men er meget indelukket og har ingen venner. Jeg Louise Nielsen vil forslå  at Nana Jakobsen bliver overflyttet til en normal folkeskole, men med ekstra lærer i alle timer, hvis hun skulle have brug for eksta hjælp. Louise Nielsen. Jeg står bare og kigger på sedlen. Helt målløs. At komme i skole er min største drøm. 
Pludselig kan jeg høre mor ude ved døren og jeg løber ind på mit værelse. 

Vi er på vej på hospitalet, vi skal kører en god halv time. Lige siden jeg læste sedlen i køkkenet, har jeg ikke kunnet tænke på andet. Jeg kigger op på min mor. Jeg tør ikke rigtig at spørge hende, men gør det så alligevel. Jeg siger "hvad var det Louise (min lærer) ville tale med dig om?" Jeg kigger spørgende på hende, selvom jeg godt kendte svaret. "Vi snakkede om at du skulle prøve at have nogle timer henne på skolen, men jeg ved ikke om du kan holde til det." Hun siger det, med et overbeskyttende blik i ansigtet. "Jeg vil rigtig gerne prøve at gå i en rigtig skole." Siger jeg glad. " Er du sikker på du kan klare det. Det er ikke lige så let som på film." Siger hun stille og roligt til mig. " Jeg har altid drømt om at komme i skole. Jeg har drømt om det siden jeg fik konstaterede kræft, for syv år siden." Jeg siger det med så meget begejstring i stemmen, at det næsten lyder falsk. På resten af turen siger ingen af os noget.

Undersøgelsen var som den plejede. Vente i venteværelset. Blive kaldt ind. Snakke om hvordan jeg har det. Huske mig på at jeg skal passe på. For taget en blodprøve. Får resultatet. Resultatet er som det plejer, jeg har leukæmi (blodkræft) jeg forventede heller ikke noget andet. Det er jo det svar jeg har fået de sidste syv år af mit liv. Vi går ud til bilen og kører hjem. Turen hjem er altid hurtigere end turen derhen. 

Da vi er kommet hjem begynder min mor med det samme at lave aftensmad. Jeg går ind på mit værelse. Jeg tænder min computer, går ind på min blog, som handler om mit liv med kræft. Jeg kigger på hvor mange likes den har. Det er steget med halvtreds siden i går. Nu har jeg næsten titusinde følger. Da jeg lavede blokken regnede jeg ikke med at nogen ville følge den, men jeg tog fejl. Jeg lavede den egentlig bare for sjov, for at have noget at give mig til. 
Jeg finder et billede fra første gang jeg var i behandling. Jeg er skallet og står med min ynglings bamse i favnen. Jeg kan godt huske dengang billedet blev taget, jeg var skrækslagen, men det er jeg ikke mere. 
Jeg finder et billede af mig som er cirka to uger gammelt. Det er bare taget herhjemme. Jeg er også skallet på det billede, for jeg får stadig kemo. Jeg sætter billederne sammen så det bliver til et billede, og skriver: Mig, første gang jeg fik konstaterede kræft og mig, syv år senere, stadig med kræft. Jeg oploader billede. Ti minutter efter har det næsten tusinde likes. 
Jeg kigger lidt på min facebook væg. Der er ikke rigtig noget at se, ud over ting mine søskende har liked eller delt. Jeg har jo ingen venner.

Det er nu torsdag og jeg skal til at starte i skole. Jeg skal gå i 7.a på den skole der ligger lige overfor mit hjem. Jeg har brugt lang tid på at vælge mit tøj. Det endte med: et par blå jeans, en fed t-shirt og min ynglings hue. Jeg går altid med hue, så folk stirrer ikke på mit skallede hoved.
Klokken er kvart i otte og jeg står udenfor døren til kontoret. Jeg kigger bare på døren. Jeg er mere skrækslagen, end første gang jeg skulle undersøges for kræft. Jeg tager mod til mig og banker på. Døren åbnes og der kommer en høj, mørkhåret dame ud "Du må være Nana, vores nye elev. Kom indenfor." Jeg går ind af døren og sætter mig på en stol. "Du har vel fået af vide at dette er en prøve periode, for at se hvor længe du kan holde ud, om du kan holde lige så længe som et normalt menneske." Siger hun med en lidt for sød stemme. Tankerne flyver rundt i mit hoved. Et normalt menneske. Jeg er ikke et normalt menneske. Jeg er syg og vil nok altid være det. Det går op for mig at jeg bare stiger lige ud i luften, så jeg beslutter mig for at svare. " Øh, ja det vidste jeg godt." Siger jeg helt normalt. "Orv bare lige så du ved det, så har vi ikke lige nået at fortælle dine nye klasse kammerater at du har kræft." Der går lidt før hun snakker videre. "Ej, jeg har også glemt at sige det til din nye lærer. Nå det går nok."

 Hun viser mig ned til mit nye klasse lokale. Klokken ringede for ti minutter siden. Hun banker på døren og går ind. Jeg går lige bag hende. Klassen er stor der er mindst tyve elever, som allesammen stirrer på mig. Jeg er bange, meget bange, men jeg vil ikke give op, ikke nu, ikke her. Nu står jeg foran klassen og inspektøren gør tegn til at gå og går så. Jeg synker en klump. Læreren smiler til mig og siger så "Det her er den nye elev i vores klasse. Vil du præsentere dig selv?" Hun smiler igen til mig. Jeg ved det ikke er et spørgsmål, men en ting jeg skal. "Jeg hedder Nana og jeg bor lige overfor skolen. Jeg har fået hjemmeundervisning hele mit liv, men mine søskende Liv og Anders går i 9.a." Jeg stopper der jeg ved ikke hvad jeg mere skal sige. Måske at jeg har leukæmi, nej det lyder dumt, så jeg stopper bare der. Læren præsentere sig selv. Hun hedder Anna og skal have os til alle fag. Så spørger hun om nogen har nået de gerne vil vide om mig og der er to der rækker en hånd i vejret. "Michael hvad vil du gerne spørge om?" Siger Anna. "Min storebror er kærester med Liv, hvorfor har han så sagt at Liv kun har en bror. Han har været hjemme hos dem mange gange. Er du adopteret?" Jeg leder lige efter de rigtige ord, men ender bare med at sige "For det første vidste jeg ikke at Liv havde en kæreste og for det andet så er jeg enden på mit værelse ellers er jeg ikke hjemme." Anna stopper mig der for hun kan høre at jeg bliver irriteret. "Noah hvad vil du gerne sige?" Hun smiler igen. "Jeg ville bare spørge hvorfor du havde privat lærer, når de søskende gik her?" Han rødmer en smule. "Det er fordi min mor frygtede at jeg ville blive mobbet." Siger jeg helt kold. Det svar havde jeg forberedt mig på, de behøver ikke vide at jeg har kræft lige fra starten af. For jeg ved at der er mange der dømmer mig ud fra det og vil tro at det smitter. Jeg får af vide at jeg skal sætte mig ved siden af en pige ved Sofia. Timen går hurtigt, vi snakker hele timen væk. Det er mest navnerunder og ting som jeg måske kan huske ved folk.

 Da det ringer spørger Sofia om hun skal vise mig rundt og jeg siger ja tak. Vi starter indenfor. Der er mange lokaler jeg skal se. Hun viser mig dem og fortæller hvilke fag hun godt kan lide, og hvilke hun ikke kan lide. 
Da der var gået ti minutter ringede det ind igen. Jeg satte mig ved siden af Sofia, ligesom i sidste time. Anna kommer ind i klassen. "i denne time skal vi have matematik." Siger hun imens hun sætter sin taske på bordet. Hun kigger på mig og siger "orv Nana, man skal hænge alt sit overtøj udenfor døren." Hun smiler til mig. Jeg forstår det ikke, jeg har jo hængt min jakke udenfor. Så jeg siger "hvad mener du, jeg har hængt min jakke udenfor." Jeg kigger spørgende på hende. "Jeg mener huen. Man har for det første ikke hue på inde og for det andet har man ikke hue på om sommeren." Nu kigger hun strengt på mig. Jeg nægter at tage den af. Jeg vil ikke have at de skal se at jeg er skallet. Ikke endnu.  "Gør det så." Anna kigger surt på mig. Men jeg bliver ved med at nægte. Til sidst går hun ned til mig og river min hue af. Nu kan alle se at jeg er skallet. Nu kan alle dømme mig ud fra det. Nu kan alle tro er jeg er sindsyg og har barberet mit ejet hoved. Folk gisper og kigger på mig, imens er Anna på vej ud af døren med min hue i hånden. 
Da hun kommer tilbage gisper og kigger hun også mig. Jeg kan ikke klare at alle kigger på mig. Jeg overvejer at løbe ud af døren og hjem. Men det kan jeg ikke, dette er min store chance for at komme i skole. Hvis jeg ikke griber den nu, kommer det aldrig til at ske. Der triller en tårer ned over min kind. Ikke græde, hver stærk siger jeg til mig selv. 
Anna afbryder mine tanker da hun siger "Det kan godt være at der er noget du glemte at fortælle os." Siger hun, stadig chokeret. Jeg kigger rundt. Alle forventer nok at jeg vil sige et eller andet med at jeg er sindsyg. Jeg beslutter mig for at sige sandheden. "Jeg har leukæmi og har levet med det siden jeg var syv. Så jeg har aldrig gået i skole her på grund af det. Jeg har stadig leukæmi og vil nok leve med det indtil den dag det dræber mig." Jeg kigger rundt alle ser chokeret ud. Der er ingen der siger noget og jeg hader det. Sofia kigger spørgende på mig og siger "hvad er leukæmi for en slags kræft?" Folk begynder at mumle lidt. Jeg tænker lidt om jeg skal fortælle den lange forklaring, som jeg har hørt hver gang jeg kommer ind til en ny læge. Jeg beslutter mig for den korte. "Leukæmi er blodkræft." Siger jeg helt monotont. En dreng jeg mener hedder Noah siger "jeg kan godt forstå hvis du ikke vil svare, men hvor lang tid har du haft kræft?" "Jeg har haft leukæmi siden jeg var syv, så det må være syv år." Folk gisper. Det forventede de nok ikke.

Da det har ringet ud til frikvarter, tager jeg billede af mig selv og skriver: Mig første skoledag. Jeg oploader billedet og få sekunder efter kan jeg hører samtlige telfoner sige ”ding.” Jeg ved godt at det betyder at der er sket noget på deres facebook, men jeg tænker ikke det har noget med mig at gøre. Men pludselig er der en der råber ”NANA ER DET DIG!” pigen der råbte det kommer løbende hen til mig med sin mobil i hånden. På den lille skærm er der et billede af mig, det jeg lige tog. ”Ja det er mig. Øh jeg vidste slet ikke at i også ville følge min blog.” ”Jeg syntes den er mega spændene,men hvordan kan du blive ved med at overleve. Det burde være umuligt.” Hun kigger undrende på mig. ”Hvor fra ved du så det?” spørger jeg mistroisk. ”Jeg er det man kalder et geni.” siger hun, mens hun kigger rundt som om ingen må vide det. ”Men du må ikke sige det til nogen, for så vil de bare mobbe mig med det.” Jeg kan se på hende at hun mener det. ”Det lover jeg.” Svarer jeg. Jeg håber jeg bliver gode venner med hende. Resten af dagen går hurtigt. Det lyder ikke så specielt, men det var den bedste dag i mit liv.

Da jeg kommer hjem er både mor, far, Anders og Liv hjemme. De sidder omkring køkkenbordet. Der var helt ro. Jeg går ind  af døren til køknet. Der er ingen der siger noget, undtagen mig. ”Øh er der noget galt.” Jeg kigger på dem allesammen. ”Vi vil bare hører om din dag, min skat.” Siger min far. Jeg sætter mig ned for bordenden, min sædvanlige plads. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige. Jeg har jo aldrig prøvet at snakke om min  dag før. ”Kan i ikke lige hjælpe mig lidt, jeg har jo aldrig prøvet at snakke om min skoledag før.” Jeg kigger på dem igen. Pinlig tavshed. Det er min mor der endelig kommer mig til undsætning. ”Du kan starte med at fortælle os om den første time, om du har fået nogle venner eller om du ikke kan lide at være der.” Det sidste siger hun med så meget ønske i stemmen, hun drømmer om at jeg vil være her hjemme igen. Hun savner mig. ”Øh ja, i første time skulle jeg præsentere mig for de andre. I anden time havde vi matematik, men den time snakkede vi bare væk. I frikvarerende snakkede jeg lidt med dem alle sammen, så jeg kan nok ikke nævne ”Min bedste ven”.” Imens jeg sagde det sidste lavede jeg gåseøjne. Jeg kiggede rundt, de sad allesammen og kiggede på mig.                                                                                                     

 Da der var gået ti minutters tid, begyndte Liv at græde. ”Hvad er der galt Liv?” Spurgte jeg forsigtigt. Liv kiggede på begge mine forældre og så løb hun ind på sit værelse. Mine forældre kiggede på hinanden. ”Vi er nødt til at fortælle hende det.” ​Det var min far der sagde det. ”Hvad er der, sig det nu.” Jeg kigger fra den ene til den anden. Jeg kan se de er triste, så min begejstring er nok unødvendig. Jeg kiggede igen på dem og sagde ”Hvad er der, hver nu søde at sige det.” Jeg var selv lige ved at græde, selvom jeg ikke vidste hvad de snakkede om. ”Nana, min skat, du skal først og fremmest vide at vi elsker dig utrolig højt.” Det var hvad min mor kunne sige. Jeg kigger på min far. Han ser trist ud, men ender med at sige det jeg har ventet på siden jeg kom hjem. ”Nana Du har ikke kun blodkræft mere, for det har bredt sig. Ud i din krop. Lægerne tror ikke at du vil overleve.” Jeg begyndte at græde.

Jeg skal dø. Jeg har altid vidst at det ville ske en dag, men jeg troede der ville gå mange år endnu. Jeg håbede At jeg engang ville få børn og børnebørn, men nej. Jeg skal dø som fjorenårig og der er ikke noget at gøre ved det.

Jeg løb ind på mit værelse. Smed mig på min seng. Der lå jeg indtil vi skulle spise aftensmad. Min mor kom ind på værelset. Jeg græd stadig. "Vil du ikke have noget mad?" Hun kiggede med medlidenhed på mig. "Nej, nej jeg vil ikke." Jeg vendte mig om og begyndte at græde ind i min pude igen. Hun gik igen. Den bedste dag i mit liv, har forvandlet sig til den værste.

Jeg kom først ud fra mit værelse dagen efter til middag. Min mor sad ved køkkenbordet og læste avis. "Mor hvorfor skal det her gå ud over mig?" Jeg var luge ved at græde igen. "Jeg ved det ikke, søde skat." Hun lagde avisen fra sig. Jeg kan se hun har grædt. "Er der slet ikke noget de kan gøre?" Jeg kendte allerede svaret, men var bare nød til at høre det fra en anden. "Nej det er der ikke. Hvis de skulle gøre noget, så skal de pille alt ud af din krop og så sætte noget nyt ind." Jeg ind på mit værelse igen.

Jeg tændte mit computer. Gik ind på facebook. Der var en venne anmodning. Jeg blev glad. Jeg trykkede på den og så at den var fra pigen over på skolen. Hende der havde genkendt mig. Jeg fandt ud af, at hun hedder Isabella. Jeg trykkede godkend. Få minutter efter fik jeg en besked fra hende hvor der står "Hej Nana. Hvorfor er du ikke i skole, er der noget galt?:-)" Der var en smiley. Aldrig var der nogen der havde sendt mig en smiley før. Jeg har ingen ide om hvad jeg skal svare. Jeg vil ikke bare skrive "jeg skal dø." Jeg bliver nødt til at skrive et eller andet. Jeg bliver nødt til at fortælle hende det. Jeg ender med at skrive "ja det er der. Vil gerne snakke med dig. Har du tid efter skole?:-)" Jeg sendte en smiley, ligesom hun sendte en til mig. Få minutter efter skrev hun at hun ville komme over når de havde fri. 

Da der var gået lidt over en time kom hun. Jeg viste hende ind på mit værelse. "Jeg er nødt til at fortælle dig noget. Noget som kun mig og min famile ved. Noget jeg ikke selv kan lide." Hun kiggede undrende på mig. "Hvad er der?" " mit kræft har spredt sig, jeg har ikke kun leukæmi mere, det meste af min krop er fyldt med kræft." Jeg begyndte at græde. Hun sagde ikke noget, hun kiggede bare på mig.  "Jeg skal dø og der intet at gøre ved det." Nu begyndte hun også at græde. "Du må ikke dø. Du er min eneste ven." Jeg gav hende et stort kram. "Jeg troede du havde masser af venner." Svarede jeg undrende. "Nej, de andre vil ikke være sammen med mig, fordi jeg har en hjerne der husker alt den ser og hører" hun kiggede væk, men jeg ved at hun græd. Jeg kunne hører det. Vi sad en times tid og snakkede frem og tilbage. Isabella er min bedste ven og det vil hun altid være. Efter en time kommer min mor ind. "Nana vi skal på hospitalet nu, så din ven er nødt til at gå nu." Hun sagde det bestemt til mig. "Hun hedder faktisk Isabella." Sagde jeg helt kold. Vi rejste os op og gik ud til fordøren. Hun tog sit overtøj på og gik.

Da vi kom hen til hospitalet, stod min far, Liv og Anders. "Mor hvad skal vi egentlig her?" Jeg rystede. Aldrig har jeg været så bange før i mit liv. "Vi skal bare lige en tur her ind." Jeg kunne se at hun var lige ved at græde. Vi steg ud af bilen og gik indenfor. Vi gik op på en afdeling jeg aldrig har været på før. Vi sætter os i venteværelset. "Hvad er det vi skal?" Der er ingen der svarer mig. Pludselig kommer der en dame ud og siger mit navn "Nana Jakobsen, så er det dig." Jeg rejser mig op og det samme gør min famile. Vi går ind på et lille kontor. Der sidder en mand i en stor lænestol, bag et stort skrivebord. "Er du Nana Jakobsen?" Han kigger mig lige i øjnene. "Ja det er mig. Hvad skal jeg her?" Jeg kigger først på ham, så på mor og til sidste på far. "Dine forældre har indvilget i at prøve at skifte det meste af din krop ud, i et forsøg på at du kan overleve, men der er en risiko for at du dør midt i processen." Måske overlever jeg, måske  kan jeg nå at blive voksen, men måske dør jeg. "Okay, hvornår skal jeg så opereres?" Spørger jeg spørgende. "Nu." Manden snakker helt monotont. "What, nu?" Jeg vender mig om og kigger på mine forældre. "Ja, min skat, nu." 

Jeg ligger på et opretionsbord. Jeg har lige fået en indsprøjtning, så jeg kommer til at sove tungt. Mine forældre og søskende står over i siden af rummet. De skal gå når de begynder at opererer. Jeg kan mærke søvnen trange på. Jeg kan mærke mine øjenlåg falde i. Pludselig bliver alt mørkt.

Pludselig kan jeg hører stemmer. Er det såden det er i himlen? Pludselig kan jeg se lys og jeg kan åbne øjne igen. Da jeg åbner øjne kan jeg se mor, far, Liv, Anders og Isabella stå ved min seng. Jeg er i live. Jeg lever. Jeg kan slet ikke fatte det. "Hun vågner." Er der en stemme der siger. Jeg tror det var Livs, men jeg er ikke sikker. Nu kan jeg åbne øjne helt. "Er min kræft væk nu?" Er det eneste jeg kan sige. "Ja, nu får du et liv uden kræft." Svarer min mor. 

Et liv uden kræft. Det har altid været mit højeste ønske på min "det kommer aldrig ske" liste. Det var det bedste der kunne ske i mit liv. At være fri for kræft. Jeg kan ikke stoppe med at smile. Nu, bliver mit liv godt.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...