PAPER PLANE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2014
  • Opdateret: 5 jun. 2014
  • Status: Færdig
De finder hinanden på en bænk under et æbletræ; Lukas er født til at leve mellem stjernerne, og Grace er for ung til at dø, uanset hvor højt hun ønsker det. En historie om kærlighed, løfter, liv og død. [Til The Fault in Our Stars-konkurrencen, valgmulighed 2)

4Likes
4Kommentarer
452Visninger
AA

3. 3.

Der går tre dage, før de ser hinanden igen, og denne gang er det Grace, der sidder under æbletræet og stirrer op i himlen.

Hun hører ham, før hun ser ham; hun er begyndt at kunne genkende lyden af hans skridt. Han standser op et par meter væk fra bænken, som tør han ikke nærme sig. En ond stemme i Graces sind hvæser, mærk hvordan det er, at føle sig uønsket!

”Grace,” mumler han, så lavt at ordet næsten ikke når hendes ører. Hun trækker på skuldrene og tvinger sig selv til at sidde stille, selvom hun længes efter at se på ham.

”Lukas,” siger hun alligevel, men det virker tomt. Hans udånding er skælvende, ustabil.

”Lad mig forklare,” siger han så, og hun ved, at dette er hendes chance for at finde ud af, hvilke hemmeligheder han gemmer på. Hun tør ikke; hun er for bange for, at det er værre end hun først havde troet, og det kan hun ikke klare. Derfor ryster hun på hovedet.

”Det er okay,” siger hun i stedet og vender sig mod ham. ”Kom her,” hvisker hun, og rækker ud efter ham. Han står, så uendeligt uopnåelig, badet i månelys. Han smiler, som hun aldrig har set ham gøre før, og det får hende til at udstøde en halvkvalt latter.

Han ligner én, der vil sige noget, men så ryster han på hovedet og sætter sig på bænken ved siden af hende. Hun lægger en arm omkring hans skuldre og mærker kulden, der bobler fra mellem hans knogler. Som om han ikke rigtig er levende, tænker hun.

”Lov mig, at du ikke beder mig blande mig udenom igen,” hvisker hun, og fanger hans blik. Hans øjne er rolige. ”Okay,” siger han, og så smiler han igen, som om han ikke kan stoppe, nu hvor han først er begyndt. ”Men kun hvis du lover mig, at du ikke vil tvinge mig til at sige noget, jeg ikke har lyst til.”

Hun nikker, fordi han er vigtigere end hendes egen nysgerrighed, og hun har ikke råd til at miste ham igen. Noget i hans blik fortæller hende, at deres tid væk fra hinanden også tog hårdt på ham.

”Godt,” siger hun, og han gentager ordet. ”Godt.”

Og måske glider skyerne fra himlen og blotlægger månens runde ansigt, kun for dem. Sådan føles det i hvert fald.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...