Hypothermia

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2014
  • Opdateret: 5 jun. 2014
  • Status: Færdig
Den aften havde han ventet på hende udenfor. Ventet på at hun ville komme ud sammen med de andre for at gå hjem. Han vidste ikke, hvad han ville sige, men noget var han nødt til at gøre. Ud gennem baggårdens port strømmede de leende piger, men hun var ikke blandt dem. // Bidrag til The Fault in our Stars-konkurrencen: mulighed 3.

8Likes
14Kommentarer
326Visninger

1. Hypothermia

Pianistens fingre lagde sig på tangenterne og lod de første toner sitre ud i det menneskefyldte rum. Den unge mand, der sad på bagerste række, lod hurtigt blikket glide over de afventende ansigter på scenen, før det landede på hendes. Som de andre stod hun med hovedet bøjet, og de løse lokker af hendes mørke hår faldt ned foran hendes ansigt.

          Endnu en samling af forsigtige toner forlod flygelet, og flere fulgte. Hun løftede hovedet, hendes himmelblå øjne stirrede professionelt ud i luften. De ænsede ikke de mange mennesker, hvis blikke var rettet mod hende og de andre piger. Hun gled op på tåspidserne, rankede ryggen. Hendes arme løftede sig. Hver en bevægelse fulgte musikken i takt med de andre.

          Den hvide kjole svang sig omkring hende, når hun snurrede rundt. Dens bølgen var lige så hypnotiserende som de avancerede dansetrin. Det var den samme, hun havde på hver gang, og den klædte hende altid bedre, end han huskede det. Hun var altid smukkere.

          Som den eneste lukkede hun øjnene, når hun dansede. Hun var noget specielt, og han forstod ikke, at hun altid var en af de bagerste. Hvis det stod til ham, skulle hun være den forreste. Ja, de andre behøvede ikke engang være der.

          Der var ikke for deres skyld, at han kom hver gang, de optrådte. Han kom udelukkende for at se hende.

          Den første gang, han befandt sig i den lille sal, havde været et tilfælde. Hans kammarat havde ment, at de, som de gode herre de var, burde være lidt velgørende og støtte Hjemmets forældreløse børn. De talentfulde unge mennesker på scenen var alle opvokset der. De ventede alle blot på en mulighed for at flytte derfra og brugte ventetiden på disse forestillinger.

          Han havde set hende der den første aften, og hun havde danset i hans tanker længe efter. Derfor kom han tilbage. Igen og igen satte han sig på den bagerste række og fulgte hende med øjnene. Han var kommet til at holde af stolerækkerne, de tavse mennesker og flygelet.

          En aften havde hun ikke været der, da tæppet gled fra, og det var der, det gik op for ham, at han ikke blot kunne nøjes med at betragte hende på afstand.

          Han havde spurgt efter hende og fået at vide, at hun var blevet syg. Det bekymrede ham, for sygdommen ramte mange for tiden, og den tog mange liv. Især dem, der ikke havde meget, led hårdt under den.

          Musikstykket tonede ud, og det samme gjorde dansen. De stod nu med ryggen til, og han betragtede hendes bare skuldre. Hun så så skrøbelig ud, som om hun ville gå i stykker, hvis man ikke var forsigtig nok med hende. En porcelænsdukke.

          Pianisten begyndte igen at spille, og den forreste række satte sig igen i bevægelse. Snart gjorde den bagerste det samme. De dansede rundt mellem hinanden, blev ikke længere på deres pladser. De snurrede rundt. Hår, kjoler og blege arme fyldte hans synsfelt, men stadig skilte hun sig ud. De andre blev slørrede omkring hende.

          Den næste gang han kom, var hun stadig udeblivende, men gangen efter stod hun igen på sin vante plads. Alt for langt fra scenekanten og folks blikke. Hun fortjente at blive set af de fine herre og damer, der sad omkring ham.

          Den aften havde han ventet på hende udenfor. Ventet på at hun ville komme ud sammen med de andre for at gå hjem. Han vidste ikke, hvad han ville sige, men noget var han nødt til at gøre. Ud gennem baggårdens port strømmede de leende piger, men hun var ikke blandt dem. Han blev stående, ind til skyerne sendte tunge dråber mod ham, og han skuffet måtte gå hjem. Fra den dag af kom han hver gang, og hver gang ventede han på, at hun skulle komme ud, når forestillingen var slut.

          Denne aften var ikke anderledes, og da pianisten igen fjernede sine hænder fra flygelet, da der var blevet klappet og bukket, blev han siddende lidt endnu, mens folk omkring ham rejste sig.

          ”De bliver da også bare bedre hver gang,” lød det til venstre for ham, og han kiggede op på kvinden, der var ved at tage sin frakke på. Hun snakkede til sin mand, der var i færd med det samme ved hendes side. De var forholdsvist nye i byen, vidste han, men han mente alligevel at huske, at hun arbejdede på Hjemmet.

          ”Undskyld mig.” Hendes blik landede på ham, og hun sendte ham et venligt smil.

          ”Ved De, hvem pigen i den hvide kjole er?” spurgte han, og hun rynkede brynene.

          ”Der var da ingen i hvidt?” Hun lagde hovedet en smule på skrå og sendte ham et tænksomt blik.

          ”Nej. Undskyld forstyrrelsen.” Han placerede sin hat på hovedet og rejste sig. Han nikkede kort til parret, inden han gik mod udgangen med frakken over armen. Han rystede svagt på hovedet over kvinden, hvis næse hun var gået forbi.

          Det var trængt ved døren, men i sidste ende nåede han ud under den åbne himmel. Sne dalede ned i store fnug, og han tog frakken på, inden kulden trængte for langt ind på ham. Høje hatte og opsat hår forsvandt ned ad de snedækkede gader, mens han selv havde retning mod baggården. Han gik ikke derind, men ventede blot ved porten, mens han viklede sit halstørklæde om halsen. Solens varme havde for længst forladt dagen, der langsomt forvandlede sig til nat.

          Heller ikke denne gang kom hun, og snart var både bygningen og gaden forladt. Opgivende bevægede han sig ind i gården og satte sig ved siden af trinnene, der førte op til døren. Der var ikke andre veje, hun kunne komme ud.

          Han tog sig ikke af sneen, han sad i, men fandt blot lommelærken frem. Han havde brug for noget til at holde varmen i kroppen, hvis han skulle sidde der længe.

 

”Hvad sidder De dog der for, min gode herre?” Han fór sammen, da ordene nåede ham. Han havde slet ikke opdaget, at han var ved at falde hen. Han kiggede op på den talende, og et smil bredte sig over hendes ansigt. Det fik hendes øjne til at stråle i mørket. Hendes hår hang løst og krøllede ned over hendes skuldre, men den lille forskel gjorde intet. Han ville altid kunne kende hende.

 

 

Den næste dag blev en ung mand fundet i en snedrive. Bleg og kold som kun en død kan være det. De sørgmodige blikke, der nu betragtede ham, tilhørte en ældre mand og en kvinde, hvis mål havde været den dør, snedriven var ved siden af.

          ”Han var der i går,” lød det tøvende fra kvinden, ”til forestillingen.” Hun trak frakken tættere omkring sig.

          ”Han sad ved siden af os,” tilføjede hun.

          ”Vides det, hvorfor han har sat sig her?” Manden, der var pianist, bøjede sig ned og tog lommelærken fra mandens hånd. Den var tom. Til svar rystede kvinden blot på hovedet. Der blev stille mellem dem, mens de betragtede staklen for deres fødder. De vidste begge, at de ikke blot kunne lade ham ligge og fortsætte deres gøremål.

          ”Det var dog skammeligt,” sukkede hun til sidst, mens hun rystede på hovedet. ”Han virkede ellers til at være en nydelig ung mand” Hun rynkede brynene.

          ”Noget mærkeligt var der dog ved ham. Han spurgte efter pigen i hvidt, men der var da ingen?” Hun så spørgende på pianisten, der måtte vide det bedre end hende. Det var trods alt ham, der spillede til alle forestillingerne. Et ulæseligt udtryk dukkede op på han ansigt, hvorefter han kneb øjnene en smule sammen.

          ”Var der?” Denne gang var hendes spørgsmål mere indtrængende, men han rystede blot på hovedet til svar.

          ”Der var engang,” fortalte han hende og flyttede blikke fra manden til hende, og et undrende udtryk var at finde i det.

          ”Der var engang en af pigerne, der altid dansede i hvidt. Før I flyttede hertil. Bemærkelsesværdig, det var hun.” Hans blik blev en smule fjernt, og hun lagde hovedet på skrå.

          ”Men hun er flyttet herfra, kan jeg forstå?” Han rystede igen på hovedet uden at fjerne øjnene fra det ubestemmelige punkt i luften, de var rettet i mod.

          ”Sygdommen tog hende. Hun var et kærligt menneske, men stærk var hun ikke.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...