Isdronning

Som følge af hendes forældres arbejde bliver Ava sendt på kostskole i England. I virkeligheden er hun en meget genert pige, men en misforståelse er skyld i at hun nu er skolens isdronning. Derfor er det ikke let for Ava, men både ny roommate og kærlighed.

0Likes
0Kommentarer
83Visninger

1. Kapitel 1

Jeg kan mærke de håbefulde blikke ånde mig tungt i nakken, og jeg kan høre deres svage stemmer da jeg passerer dem alle. Jeg holder mit hovedet højt og sørger for kun at kigge lige ud, da mine clarkhæle rammer gulvet skridt for skridt. Jeg drejer om hjørnet og går ind af døren. De to førsteårselever der står derinde stopper deres samtale og forlader toilettet. Inde i spejlet kigger en pige tilbage på mig. En pige med isnende blå øjne og perfekt platinblondt hår. Til højre for mig rækker Spencer mig en eyeliner og til venstre for mig rækker Taylor mig en lipgloss. Jeg tager imod eyelineren og optegner de skarpe konturer. Jeg tager et sidste blik i spejlet og sukker. Selvom vi alle bærer de samme uniformer er der noget ved den pige jeg ser i spejlet, der gør hun er hævet over alle andre. Jeg forstår udmærket hvorfor alting var så let at misfortolke.

 

Jeg kunne allerede mærke at alting var forkert så snart jeg trådte ind ad den store fordør til forhallen. Den skjorte der hænger så afslappet ned over nederdelen uden at være knappet helt op og det løse slips passede ikke ind i omgivelserne. Desuden skulle jeg ikke have lagt make-up. Jeg passede ikke ind i omgivelserne.

Det blev langt fra bedre da jeg skulle introducere mig selv. Den lange pause alle tog for at være sej og ligeglad, var i virkeligheden en nervøs pige der ikke engang kunne fremstamme sit eget navn. Jeg stod i virkeligheden bare der og lignede en idiot, og da der var gået noget der føltes som en halv time, bad læreren mig i stedet bare om at sætte mig på den ledige plads.

 

Derfor tror alle nu at jeg er iskold og ikke tilnærmelig. Det er i korte træk meget lettere end at være normal. Jeg behøver ikke finde mig i folks lort og jeg kan gøre hvad jeg vil. Men det er alligevel ensomt. De eneste der tør være i nærheden af mig er Spencer og Taylor. De er gode venner, det er ikke det.

Men jeg savner mine gamle venner. Dem jeg efterlod hjemme i Danmark, da mor og far lige pludselig besluttede at de skulle til at arbejde på hver deres side af jordkloden, og jeg åbenbart ikke kunne klare mig alene i Danmark. I stedet blev jeg sendt på kostskole i England. St. Alexandrea skole for piger (åben for drenge siden 1995).

 

Vi går ind til engelsktimen og jeg sætter mig på min sædvanlige plads bag i klassen. Jeg sætter min musik i ørerne og skruer fuldt op. Foran mig sidder Taylor og Spencer og sladrer som sædvanlig. Om drenge, om tabere og om diverse dramaer rundt omkring på skolen. Mr. Davies kommer som altid glad gående ind i klassen med et par stile over armen. Han begynder at dele de rettede stile ud, og gør tegn til mig om at fjerne høretelefonerne. Jeg hiver dem ud og giver mig i stedet til at stirre tomt ud af vinduet. Fra min plads har jeg udsigt ud mod indkørslen til skolen og ned på parkeringspladsen foran den gamle skolebygning. Nede på pladsen holder en sort bil, og ved siden af står en dreng jeg ikke har set før. Han hilser på nogle af sidste årseleverne og vinker til den eller dem der sidder i bilen. Hvis ikke det var på grund af de manglende kufferter, ville jeg tro at han var en ny elev. Han har stadig sit personlige tøj på, men går med dem ind ad hoveddøren.

 

Klokken ringer ud og vi går til frokost nede i kantinen. Uden at tænke over det spejder jeg efter den nye dreng, men han er ikke nogen steder at se. ”Jeg fatter ikke at vi skal lave to stile på en uge, der er som om de tror vi ikke har andet at lave når vi ikke har undervisning!” Taylors klagende stemme bryder min tankestrøm. ”Helt ærlig Taylor vi går på en kostskole, hvad havde du regnet med?” Spencer er den kloge af os og har aldrig problemer med lektierne i forhold til Taylor der altid laver dem i sidste øjeblik.  Og med et går det op for mig! ”Jeg har glemt min stil oppe på værelset, vil I ikke sige til Mr. Davies at jeg kommer, hvis jeg ikke når at komme til tiden? Bare sig jeg er på toilettet eller noget!” De nikker sammenstykkende og jeg skynder mig op på værelset så hurtigt jeg kan uden at løbe.

Jeg er ved at vælte adskillige personer da jeg flyver op ad trappen og med et brag for åbnet døren. Der går et øjeblik før det går op for mig at jeg ikke er alene på værelset. Ved siden af den tidligere tomme seng står en pige med kobberrødt hår og strålende grønne øjne.

”h-h-hej…” Min stemme er ved at knække da ordene kommer ud af munden på mig. Delvist fordi det kommer bag på mig at der står en pige jeg ikke kender, men også på grund af at jeg er i virkelig dårlig form og husker mig selv på at jeg må til at dyrke noget mere motion.

”Hej, det må være dig jeg skal dele værelse med. Mit navn er Katelyn” I stedet for at række mig hånden som jeg er i gang med giver hun mig et kram. Jeg bliver så forskrækket at i stedet for at introducerer mig selv går jeg i stedet i gang med at irettesætte hende: ”Regel nr. 1 når du bor med mig, er ingen kram! Desuden skal du ikke tro at bare fordi vi er værelseskammerater er vi lige pludselig bedste veninder for det kommer ikke til at ske!” Jeg troede at hendes smil ville fordufte, men i stedet smiler hun bare videre og fortsætter med at ligge sit privattøj i kommoden.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...