Tårer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jun. 2014
  • Opdateret: 4 jun. 2014
  • Status: Færdig

6Likes
4Kommentarer
571Visninger

1. Tårer

Tårer

 

 

Der går hun. I en tynd, tynd bluse og en ternet nederdel. Blå øjne og en tåre i hver. Det er ikke hendes skyld, at de er der, tårerne. De er nok groet fast, tænker hun. De er i hvert fald mere reglen end undtagelsen. Tænk hvis de bliver der hele livet, tårerne.  

Men det er jo ikke hendes skyld.

Hun har bare fødder. De er helt kolde af den hårde, sorte asfalt og af vandet, som samler sig i pytter på den. Hendes rødternede nederdel er gennemblødt. Den klistrer til hendes tynde lår og knæ. Hun stopper op et øjeblik. Midt på vejen står hun og lader regnen falde ned over hende. Den gennemvæder hendes bluse, så ribbenene træder tydeligt frem. Hendes sorte hår ligger fladt ned ad ryggen. Sminken løber i sorte striber ned ad kinderne. Hun tænker på, om det mon er tårerne eller regnens skyld, at sminken løber.

Det er i hvert fald ikke hendes skyld.

Regnen fortsætter ufortrødent. Den trækker lange, våde tråde ned ad hendes krop, og hun lader den gøre det. Paraplyer er ubrugelige, tænker hun, selvom hun aldrig har ejet en. Man bliver gennemblødt alligevel. Af tårer eller regn, det kan vel være det samme.

Hun sætter sig ned på asfalten. Hun mærker kulden trænge op til hendes blege ben. Hun er alene så langt øjet rækker. Og ikke bare så langt øjet rækker – nej, hun er helt, helt alene. Ingen i hele verden er der sammen med hende.

Men det er jo ikke hendes skyld.

Hun havde taget bussen væk. Buschaufføren havde åbnet døren for hende, tjekket hendes billet, hun havde sat sig med panden mod et vindue, en mand havde kigget misbilligende på hendes tynde, bare ben, og en dreng havde ignoreret hende. Hun var stået af på et tilfældigt sted. Regnen havde budt hende velkommen. Bussen var kørt væk uden hende, indtil den bare var en prik og dernæst ingenting. Så var hun gået, ned ad vejen, og heldigvis fortsætter denne vej i det uendelige.

Nu sidder hun her med sine tårer og sin regn og sin kulde. De følger hende altid, de tre. Et lille sørgeligt firkløver er de. Hende og tårer og regn og kulde.

Men det er ikke hendes skyld.

Hun har aldrig bedt om tårerne. De kommer bare altid. Hun sidder længe på asfalten med lukkede øjne og lader regnen fortsætte sin evige falden. Så lægger hun sig ned, først på siden, så på ryggen. Der kan komme en bil om lidt, tænker hun. Men selvfølgelig kommer der ikke nogen bil. Hun er helt alene, ingen er der sammen med hende.

Kun regnen og kulden. Tårerne kan hun ikke mærke længere. Hun føler sig om muligt endnu mere ensom. Det tænker hun på, mens hun ligger der på asfalten i regnen. Hun glatter sin rødternede nederdel over de blege ben og retter de våde folder i blusen. Det sorte hår samler hun med hænderne og lægger over sin ene skulder. Sådan, bleg og glat, ligger hun med lukkede øjne. Og hun tænker, at nu må hendes tre følgesvende gerne forlade hende. Tårerne og regnen og kulden må gerne gå nu. Det må det hele gerne. Og det hele går fra hende, hun falder i søvn, kulden kysser hendes pande en sidste gang, regnen ophører lige så forsigtigt, og den sidste tåre forlader hendes blå øje.

 

 En dreng finder hende næste morgen. Først bliver han skræmt. Han kommer tættere på, og da han ser, at der ligger en pige, sætter han sig ved hendes side. Han kan ikke forklare det, men han læner sig frem og kysser hendes pande.

Hvorfor ingen udover kulden gjorde dette, mens hun stadig var i live, er ikke til at sige.

 

Det var i hvert fald ikke hendes skyld. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...