Lykkelig

Mit bud til The fault of our stars konkurrencen, valgmulighed 2 :)

0Likes
0Kommentarer
168Visninger

1. Kapitel 1

I dag var som alle andre dage på denne årstid var… vammel, fugtig og irriterende varm. Så varm at alle ventilatorer kørte på hospitalet, i alle butikkerne og i de fleste hjem. Men på lige præcis dette hospital var den så kraftigt, at Karen var ved at få kuldegysninger.

Karen kiggede sig i spejlet. Hun havde fået et blåt mærke på skulderen, hun havde efterhånden haft blå mærker overalt. Når man spiller håndbold dagen lang, var blå mærker og mindre blødninger ikke nået nyt. Selv havde hun fem pakker plastre i toiletskuffen og altid mindst en pakke på sig. Men at hun havde slået sig på skulderen kunne hun ikke huske… Det var flere uger siden, hun sidst havde været aktiv. Normalt ville der ikke gå en dag, uden at hun var nede ved håndboldbanen, eller oppe i sit ynglings træ, men hun havde haft energien til det. Hendes mor havde sagt hun bare var i en periode, forbi hun aldrig slappede af. Den sidste uge havde hun hælder ikke været i skole. Det irriterede hende grænseløst. Alt det hun gik glip af; det var til at blive sindssyg af. Hun var blevet lovet, at hun skulle til lægen, hvis hun ikke fik det bedre snart. Men hendes mor var stor modstander af læger; ”Det er bare noget fis og pjat alt det der, et par dage til og du har det bedre end nogensinde før”, sagde hun altid. Karen havde plaget og plaget om at komme til lægen, og til sidst havde hendes mor endelig gået med til det. Hun kiggede op i spejlet igen. Søvnen begyndte at overmande hende igen. Karen vidste det var sengen der kaldte på hende, den havde kaldt uafbrudt de sidste to uger. Men sengen i det lille værelse var efterhånden blevet så vammel at ligge i…

Sygeplejerskens åbnede døren forsigtigt. Hun smilte let og bevægede sig over mod vinduet som en pingvin i hendes høje hæle, der var mindst to størrelser for store.
    ”Hvordan går det så i dag søde”, plaprede hun.
    ”Som alle andre dage går jeg ud fra”, mumlede Karen. Hun vidste godt at i dag var hendes sidste chemo, og hun burde være overlykkelig. Det var hun vel på en måde også, men hende og sygeplejersken havde aldrig ligefrem været gode venner, og hun ville ikke give hende den fornøjelse af at virke som et lalleglad fjols, ved at råde op om hvor meget hun havde glædet sig til i dag. Hun havde allerede formet sig en list oppe i hovedet, med alle de ting hun ville gøre så snart hun var fri.

    ”Ved du hvad leokemi er Karen”, sagde lægen med en rolig stemme, der røbede, at han havde gjort dette en million gange før, og dette bare var en procedure, der skulle gennemføres.
    ”Blodkræft”, svarede Karen, så obligatorisk og konservativt hun kunne uden at bryde i gråd over det der lige var gået op for hende.
    ”Det var godt, du er en klog pige Karen”, roste lægen, med en påklistret smil af falsk medlidenhed og bekymring. ”Ved du mere om det”?
    ”Nej”, mumlede Karen.
    ”Nå”, svarede lægen. ”Men lad mig så fortælle dig lidt mere om det, for det er nemlig det du har. Men du skal ikke være bange, rigtig mange søde smukke piger, præcis ligesom dig, overlever det”.

Senere havde lægen uddybet at det var Kronisk myeloid leukæmi hun havde. Efterfulgt af en lang tale om hvor mange der overlever det, og hvor fantastisk god den medicin de havde i mod den var.
    ”Er du slet ikke spændt”, spurgte sygeplejersken, med falsk glæde i stemmen.
    ”Det er jeg vel”.
    ”Nååå, vil du da savne os lille ven”, pludrede sygeplejersken, der tydeligvis havde brugt lidt for meget tid på de to fedtklumper til uforskammede børn, hun havde haft med til: Tag dine børn med på arbejde dag, for et par måneder siden.
Denne gang svarede Karen ikke. Hun smilte bare sarkastisk, med sammenknebne øjne for at tydeliggøre sarkasmen.
Sygeplejersken gengældte smilet og på vel ud hviskede hun: ”Ja godt jeg aldrig for dig at se igen”.

    ”Så det her er altså din første chemo”, spurgte en sygeplejerske der hed Nanna. Hun smilte sødt og filtrede lidt med nålen, der indeholdte den underlige væske, som Karen skulle have sprøjtet ind i sin arm om lidt.
    ”Ja”, svarede Karen tørt. Ikke for at være ond, men lidt bange har man vel lov at være. Hun havde allerede barberet sit hoved. Hendes mor havde nægtet at have hendes hårtotter faldende ned over det hele huset.
    ”Bare rolig søde”, sagde Nanna og smilte, ”det gør overhovedet ikke ondt, du mærker bare et lille stik”.

Lidt efter kom Nanna ind i rummet med er stativ med væsken i. Nålen var der også.
    ”Er du så spændt”, spurgte hun.
    ”Selvfølgelig”, svarede Karen med et lille smil.
Nanna gik over til hende.
BAM! Døren blev revet op og smadrede ind i væggen.
    ”Hej skat”, sagde hendes mor forpustet. ”Du må sådan undskylde at jeg kommer i sidste øjeblik”, undskyldte hun og skyndte sig at vralte over til hendes seng i hendes femten centimeter høje hele, ”men du ved jo hvordan arbejde er”, beklagede hun sig.
    ”Det går ikke noget”, mumlede Karen. Men det gjorde det jo. Den interesse hendes mor havde vist i hende, selv efter kræften, var bemærkelsesværdig lille. Hendes holdning til læger, og alt der havde med sygdom at gøre holdt vist uanset hvad.

Karen kunne mærke nålen blive stukket ind i hendes arm. Det gjorde ikke spor ondt, Nanna havde haft ret, men hun kunne sagtens mærke væsken blive pumpet ind i hendes arm.

Hendes mor satte sig ned ved siden af hende.
    ”Nå, er du så spændt skat”, smilte hun og aede hendes kind.
    ”Ja da”, mumlede Karen. Hvis en til spurgte hende, svor hun at hun ville brække halsen på vedkommende.
    ”Så er det nu”, smilte Nanna og stak nålen ind…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...