One question: Why? (One Direction)

Eleanor Calder er død, eller ret og sagt hun er blevet myrdet, men af hvem? Og hvorfor? Så Englands bedste detektiv Taylor Phillips bliver sat på sagen. Det viser sig at være mere kompliceret end Taylor troede, for de "berømtes verden" som Taylor kalder den, er mere indviklet og fuld af løgne end hun troede. Og før Taylor ved af det, bliver hun viklet ind i den verden...
__________________________________________________________________________________________________________________________________
Det her er min første krimi og første fanfiction, og jeg vil gøre mit bedste. Jeg indrømmer også, at jeg ikke er den største One Direction fan, så måske er det ikke alle detaljer der passer helt.

41Likes
131Kommentarer
42833Visninger
AA

46. Kapitel 44: Did you do it, Louis?

*Louis synsvinkel*

Måske var det ikke den smarteste ide, at tale med Zayn i Taylor og Nialls køkken. Måske skulle jeg have sikret mig, at der ikke stod nogen og lyttede med. For da jeg havde afleveret teen til Taylor, der glædeligt havde taget imod den, var der en, som mødte mig i køkkenet, da jeg var ved at rydde op. Niall.  

"Hvad gjorde du ved hende?". Jeg kunne ikke rigtig gennemskue om han var vred, skuffet eller om han bare var nysgerrig.

"Hvad mener du dog, Niall?". Lidt af en løgn, men han kunne have opdaget meget. Det var slet ikke tid til at afsløre for meget. 

"Jeg så, hvad du gjorde, Louis. Du puttede noget i hendes te. Jeg så det. Derfor gentager jeg mit spørgsmål for dig. Hvad gjorde du ved Taylor?". Niall lød vred. Det var tid til virkelig at overveje, hvad man burde sige. "Og lyv ikke for mig". Drengen måtte seriøst kunne læse tanker.

"Jeg... det samme som jeg puttede i din te, Niall. Og du er her jo stadig, ikke sandt?".

"Indtil videre i hvert fald. Jeg ved jo ikke, hvad du har i tankerne". Hvorfor troede de alle sammen, at jeg havde gjort det? 

"Der var sårende, Niall. Har du ikke højere tanker om mig? Det kaldes...". Jeg nåede aldrig at færdigøre den sætning, før en bekendt ringetone begyndte at spille. 

Zayns navn lyste op, så det måtte betyde, at han havde fundet ud af noget vigtigt. Derfor trykkede jeg på den grønne knap og tog mobilen op til øret. Niall kiggede skeptisk på mig.

"Louis?".

"Øhm ja?", spurgte jeg og rynkede næsen.

"De gjorde det. Jeg kan ikke fatte det. Kender du det, at man tror, man ved alt om en person, og det viser sig så at være løgn? Kender du det, Louis?". Jeg havde lyst til at svare nej, men det ville jo være en løgn.  

"Ja, det gør jeg desværre, Zayn". Niall stod rimelig tæt på mig. Om det var fordi han ville høre med i samtalen? Eller fordi... okay det er min eneste teori.

"Sådan har jeg det lige nu. Hvordan kunne de finde på det? Og kan du huske de beskeder Taylor har modtaget. Det viser sig, at det er Perrie, der har skrevet dem...".

"Jeg har hele tiden troet, at det var Harry, der skrev dem", kommenterede Niall. Jeg rynkede brynene i forvirring. Harry? Ja Harry var sær, men ikke så sær. Jeg har hele tiden troet det var Chloe.

"Er det Niall?".

"Ja, det er det Zayn, men hvorfor tror du nu, det er Perrie?".

"Spørg Taylor. Hun ved det. Jeg har ikke så meget tid. Desuden tror jeg også, at de gjorde et eller andet ved hende, imens hun sov. Jeg har bare ikke fundet ud af, hvad det er endnu".

***

Et par timer var gået, og Niall, Zayn og jeg var ikke kommet et skridt tættere på et svar, vi kunne bruge til noget. Zayn var ikke til stede. Han forsøgte at skaffe informationer ud af Perrie og Sophia, og jeg... ja jeg sad med Niall og forsøgte at overbevise ham om, at jeg ikke var Eleanors morder. Og for at være ærlig gik det ikke super godt. For mig.

"Så du siger altså, at du ikke gjorde det?". Det måtte være 22351 gang, at Niall spurgte om det spørgsmål, og det begyndte at drive mig til vanvid.

"Ja Niall, jeg gjorde det ikke af med min kæreste". 

"Men hun...".

"Kan vi ikke godt skifte emne", bad jeg. 

"Hvorfor er det så svært for dig at indrømme, Louis".

"At indrømme hvad?".

"Drenge?". Det var hverken min eller Nialls stemme. Det var en pige. 

"Taylor!". Niall for sammen ved lyden af hendes stemme. "Du er vågen". Han lød virkelig som om, at han ikke havde forventet det. Troede han virkelig på, at jeg ville slå hende ihjel?

"Jeg tog jo bare en lur. Jeg følte mig så træt efter Louis te". Det medførte et sært blik fra Niall. 

"Taylor. Du bliver nød til at fortælle os, alt hvad du kan huske fra i går aftes", bad jeg og ignorerede det kram Niall lige havde trukket Taylor ind i. 

"Jeg kan...", begyndte Taylor, men jeg afbrød hende

"Taylor. Vi har brug for at vide det. Du har brug for at vide det. Til din efterforskning".

"Jeg begynder snart at tænke, at det er umuligt at finde morderen", sukkede Taylor. 

Jeg nåede aldrig at svare hende, for i samme øjeblik ringede min mobil. "Zayn;)", stod der på displayet. Det kunne kun være vigtigt. Jeg bad for, at han havde fundet ud af noget vigtigt.

"Hallo. Zayn?".

"Hvem skulle det ellers være?". Var han vred? Eller? "Jeg har fundet ud af, at pigerne gav hende et eller andet stof. De ville manipulere...".
"Hvad?". Taylors stemme lød skinger. 

En akavet tavshed opstod imellem os efter Taylors udbrød. Zayn havde nok ikke ligefrem regnet med, at hun var vågen. Når vi nu snakker om Zayn, var jeg faktisk i tvivl om, om han rent faktisk stadig var der, eller om han havde lagt på. Mit store spørgsmål blev hurtigt bevaret, ved lyden af Zayns stemme, der fyldte rummet. 

"De ville manipulere med hendes minder. De ville give dig skylden for det hele, Louis".

"Hvorfor?", hørte jeg mig selv spørge. 

"Jeg ved det ærlig talt ikke. Måske er du bare et let offer". Den gjorde ondt, Zayn. 

"Hvordan ville de gøre det?", spurgte Niall. 

"De gav hende noget, men...".

"Optogenetik", udbrød jeg begejstret over, at jeg endelig havde regnet noget ud.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...