One question: Why? (One Direction)

Eleanor Calder er død, eller ret og sagt hun er blevet myrdet, men af hvem? Og hvorfor? Så Englands bedste detektiv Taylor Phillips bliver sat på sagen. Det viser sig at være mere kompliceret end Taylor troede, for de "berømtes verden" som Taylor kalder den, er mere indviklet og fuld af løgne end hun troede. Og før Taylor ved af det, bliver hun viklet ind i den verden...
__________________________________________________________________________________________________________________________________
Det her er min første krimi og første fanfiction, og jeg vil gøre mit bedste. Jeg indrømmer også, at jeg ikke er den største One Direction fan, så måske er det ikke alle detaljer der passer helt.

41Likes
131Kommentarer
42933Visninger
AA

44. Kapitel 42: Did you guys Kill her?

*Zayns synsvinkel*

Taylor lignede en, der kunne besvime hvert øjeblik det skulle være. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre, hvis det rent faktisk skete.

"Taylor, det er jo ikke engang sikkert, at det betyder noget. Bare en tilfældighed", svarede jeg så sikkert som jeg kunne.

"Zayn, jeg har efterhånden lært en ting, og det er, at der er intet i livet, der er en tilfældighed. Alt har en højere mening". 

Taylor måtte helt sikkert være filosof i sin fritid. Nej vent... Taylor havde ingen fritid. Hun var gift med sit arbejde. Stakkels Niall. Egentlig var vi jo også på en eller anden måde gift med vores arbejde. 

"Taylor, tag nu ikke nogle forhastede beslutninger. Du kan jo ikke bevise, at det er Perrie".

"Nej, men det giver mening, Zayn. Perrie var der på klubben, da jeg første gang blev truet. Hun har næsten altid været der. Det giver mening. Zayn kender Perrie Chloe?".

"Med kender mener du så...".

"Jeg mener kender hende som person, ikke din lille leg", afbrød Taylor mig.

Jeg kiggede fornærmet på hende. Det her var alt andet end en leg. Det vat virkelighed, og der var intet vi kunne gøre ved det. Vi var bundet til at lege med. Chloes små marionetdukker, som Louis så fint kaldte det. 

"Det ved jeg ikke. Jeg kan ikke huske det", endte jeg med at svare. 

Jeg ønskede ikke at fortælle Taylor, at Perrie var en del af pagten. Det var os fem drenge, Perrie, Chloe og Lauren, som så er forsvundet nu. Ingen ved hvordan hun forsvandt eller hvorfor. Desuden sagde Taylor "kender", og det mener jeg vidst ikke. Så egentlig har jeg ikke løjet for hende, bare forskruet sandheden end smule. 

"Fint. Nyd din aften, Zayn", svarede Taylor og vendte sig om for at gå. Jeg kunne ikke helt gennemskue, om hun var sur på mig nu. Piger.

"Tak og... du går vel ikke ind og anholder hende, vel?".

"Nej, jeg har ingen beviser. Udover smileyer, der vender den modsatte vej. Jeg vil bare have en almindelig aften".

"Taylor vær nu forsigtig". Jeg mente de ord, jeg sagde. Mere bogstaveligt end hun måske troede.,

"Det skal jeg nok". Hun fortsatte med at gå, og jeg skulle til at sætte mig ind i min bil, da hun åbnede munden igen. "Og Zayn, vil du ikke nok lade hver med at fortælle Niall, at du har set mig".

Så hun flygtede rent faktisk fra Niall. Det her var rent faktisk ikke en eller anden syg ide, som Harry havde fundet på. 

"Det skal jeg nok, hvis du fortæller mig, hvorfor du flygter fra ham. Drengen er knust, Tay". Hun kiggede bare forvirret på mig. Havde hun virkelig ikke tænkt så langt?

"Det vidste jeg ikke. Jeg kommer hjem i morgen. Jeg tror bare, at det var godt for os, at få lidt tid hver for sig", endte hendes svar med at blive, før hun åbnede døren ind til vores opgang og forsvandt indenfor. Jeg blev af en eller anden grund ved med at stå at stirre på døren. Måske håbede jeg på, at Taylor ville komme ud igen, og jeg kunne kære hende hjem til Niall. Det ville hjælpe lidt på samvittigheden. 

Jeg måtte efterhånden skynde mig, hvis jeg ikke ville komme for sent. Okay, os drengen kommer ikke for sent. Vi kommer blot senere end alle andre. Men da jeg 10 minutter senere parkere min bil på en af de tomme parkeringspladser tæt ved Nialls lejlighed og fik gået de mange trin op, var jeg alligevel den sidste, der ankom. 

I sofaen sad en synderknust Niall, der troede, at hans store kærlighed havde forladt ham. Hvis ikke jeg havde lovet Taylor ikke at sige noget, havde jeg helt sikkert fortalt Niall, at jeg havde mødt hende, og hvor hun nu befandt sig. 

Liam var den første, der så mig. Han spurgte mig selvfølgelig, hvorfor jeg kom så sent, som jeg gjorde. Ja, det var endnu en af ulemperne ved at komme så sent. Man blev nød til at svare hvorfor. Hvad skulle jeg svare? 

"Øhm... Perrie inviterede jo Sophia over, så jeg skulle lige hjælpe hende med at gøre klar. Altså rykke sofaen. Du ved. Tunge ting". Okay, hvor den sidste sætning kom fra, havde jeg ingen ide om. Kun, at jeg sagde underlige ting, når jeg var nervøs. Liam nikkede. Dog ikke helt overbevidst, men hvad havde jeg forventet?

Jeg satte mig ned ved siden af Niall, da Liam åbenbart skulle snakke med Harry om et eller andet. Jeg troede, de var uvenner. Der kan man bare se. Ja, Louis der sad på den anden side af Niall så lige så forvirret på mig.

"Det er okay, Nialler. Hun kommer tilbage. Det ved jeg bare". For det lovede hun mig jo.

"Lover du det?". Lige nu mindede han mig mest af alt om en lille femårig dreng, der spurgte om hans yndlingstøjdyr om tilbage, selvom mor og far lige havde lagt det på loftet. Hans øjne var helt blanke. Nogle havde suget livet helt ud af ham. Og den person var Taylor.

"Det lover jeg. Jeg har virkelig fornemmelsen af det". 

Louis kiggede skeptisk på mig. Var jeg så nem at læse? Harry og Liam kom tilbage, og Louis signalerede, at vi skulle have os en lille snak. Vi trådte ud i køkkenet. 

"Du har snakket med hende. Har du ikke?".

"Hvem?".
"Taylor, din halvbagte calzone". Louis lød irriteret over mit forrige spørgsmål. 

"Hvad rager det i det hele taget dig, Louis?".

"Jeg vil bare ikke have, at Taylor eller Niall kommer til skade". Han lød så omsorgsfuld.

"Du slog hende jo næsten ihjel".

"Det var en fejl, og den skal ikke gentage sig. Jeg har det ikke godt, Zayn. Og det ved du godt". Louis ord fik en klump til at danne sig i min hals. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne slå ham ihjel? Min bedste ven, eller i hvert fald en af dem.

***

Efter en hyggeligt aften med drengene. Eller den var ikke startet særlig fedt, men var endt virkelig fedt. Niall var i det mindste blevet glad igen, efter vi alle havde forsikret ham om, at Taylor nok skulle komme tilbage. Det handlede bare om at give hende lidt tid. Eller Louis og jeg havde forsikret ham om det. Liam og Harry havde været tavse. 

Jeg var på vej hjem. Mon pigerne også havde haft det hyggeligt? Jeg havde i hvert fald ikke hørt fra dem, og det havde Liam heller ikke. 

Jeg låste døren op, og så noget jeg ville ønske jeg aldrig havde set. Perrie og Sophia stod og talte lavmælt sammen. Alt lå i kaos. Taylor, hun lå død på sofaen. Hun havde ret. Perrie var ikke den person, hun udgav sig for at være. 

"Perrie, hvad forgår der?"

"Det er ikke så slemt, som du tror det er", svarede Perrie hurtigt.

"Dræbte I hende?", spurgte jeg og hentydede til Taylor, der så rimelig død ud på sofaen.

"Hun er ikke død", svarede Sophia. "Hun sover bare".

"Jeg tror, jeg kører hende hjem. Jeg kommer igen bagefter", svarede jeg og løftede Taylor i brudestilling ned til min bil. Jeg ignorerede alt råb fra pigerne på vejen. 

Jeg begyndte at køre mod Nialls lejlighed. Jo før jeg ankom, jo før kunne vi få løst det her. Hvorfor skulle det også lige være Perrie? Det var nu bevist, at hun prøvede at komme af med Taylor.

"Zayn?". Taylor kiggede forvirret på mig. "Hvad laver jeg her? I din bil?". Jeg åndede lettet ud. Hun var i hvert fald i live. 

"Det er lidt svært at forklare... Kan du slet ikke huske noget?". Jo mere hun kunne huske, jo bedre.

"Nej. Ikke efter vi satte os til at se film". Så hun havde simpelthen ligget på sofaen hele natten. Næsten siden hun ankom. Hvad kunne Perrie have givet hende? Og hvorfor? Altså hvorfor hun ville af med Taylor?

"Zayn, er du okay? Du ligner en, der har set et spøgelse. Hvad forgår der? Hvorfor kan jeg ikke huske noget? Hvor kører du mig hen? Var det en del af din, Perries og Chloes plan?".

"Stop lige engang. Ro på Taylor. Jeg ved ikke, hvad Perrie og Sophia har gjort ved dig. Hvad de gav dig. Jeg var der ligesom ikke. Jeg have ingen ide om, at de ville gøre det. Og tror du selv på, at Perrie ved, hvad jeg laver med Chloe? Svaret er nej. Det ved hun ikke. Og jeg kører dig hjem til Niall. Han er den eneste, der kan beskytte dig".

"Men... hvorfor skal han beskytte mig?".

"Så Taylor. Vi er fremme", svarede jeg og undgik med vilje hendes spørgsmål. 

"Jeg stiger ikke du af denne her bil, før du fortæller mig, hvad der forgår".

"Så kommer du til at sidde her rigtig længe. Jeg kan ikke fortælle dig noget. Du ved i virkeligheden al for meget. Jeg beklager, men du skal altså stige ud af bilen nu". Taylor rystede på hovedet.

"Jamen så gør jeg det for dig", svarede jeg. 

Jeg tog nøglerne ud af bilen. Gik om på den anden side. Klikkede Taylors sele op. Løftede hende med protest ud af bilen. Satte mig ind. Låste døren. Satte nøglerne i igen, og startede motoren. Det her gjorde altså også ondt på mig, men tingene var nød til at være sådan. 

"Zayn. Hvorfor skal han beskytte mig?... Zayn? Hvad sker der? Hvem skal han beskytte mig mod?". Jeg ignorerede Taylors råb og kørte. 

###

What the hell is going on? Ja, hvad tror I? Er det virkelig Perrie, der truer Taylor, eller har Zayn misforstået noget? Hvad tror I, der skete i nat? Al det som Taylor ikke kan huske. Hvorfor kan Niall beskytte Taylor? Og imod hvad eller hvem? Fortæl mig hvad I tror.

Love ya Guys<3
- Sophia The Cupcake X

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...