One question: Why? (One Direction)

Eleanor Calder er død, eller ret og sagt hun er blevet myrdet, men af hvem? Og hvorfor? Så Englands bedste detektiv Taylor Phillips bliver sat på sagen. Det viser sig at være mere kompliceret end Taylor troede, for de "berømtes verden" som Taylor kalder den, er mere indviklet og fuld af løgne end hun troede. Og før Taylor ved af det, bliver hun viklet ind i den verden...
__________________________________________________________________________________________________________________________________
Det her er min første krimi og første fanfiction, og jeg vil gøre mit bedste. Jeg indrømmer også, at jeg ikke er den største One Direction fan, så måske er det ikke alle detaljer der passer helt.

41Likes
131Kommentarer
42849Visninger
AA

41. Kapitel 39: Did Chloe slept with you that Night?

*Louis synsvinkel*

Denne middag havde taget en dramatisk drejning, da Taylors mor lige havde fortalt, at Taylor ingen venner havde. Specielt efter jeg hørte hoveddøren smække og Sophia komme ind med et meget underligt udtryk. Som om noget lige pludselig var gået op for hende. 

Det var først gået op for mig nu, at hun i det hele taget havde forladt bordet. Men hvor havde hun så gjort af Taylor?

Sophia gik hen til Liam, og hun mumlede derefter noget i hans øre, som fik ham til at rejse sig med lynets hastighed. Han trak hende med ud i Taylors familie køkken, hvor jeg kunne se, at de stod og diskuterede. Det afslørede deres kropssprog ligesom. Egentlig var det kun Harry og jeg, der kunne se dem, da de andre sad på den modsatte side af bordet eller for langt væk til at kunne se ud i køkkenet. Det her fangede altså min opmærksomhed. Hvad forgik der?

Jeg kiggede rundt ved bordet og så, at det kun var mig, der lagde mærke til det hele. Zayn, Harry og Perrie sad og snakkede livligt med Taylors mor. Niall derimod sad og gloede ned i sin telefon. Jeg kunne ikke se, hvad han skrev, da han sad overfor mig. Som om han kunne føle jeg kiggede på ham, kiggede han på mig. Hans blå øjne borede sig ind i mine. De lyste af nervøsitet. Hvad i alverden forgik der? Det måtte være sådan her, Taylor havde det i vores selskab. Den uvidende. 

"Niall", forsøgte jeg, men han rystede blot på hovedet og rejste sig fra sin plads. Han vendte ryggen til mig og gik ud i køkkenet. Havde jeg gjort et eller andet forkert? Det var jo til at blive sindssyg af. 

Efter en tænkepause, der havde følt som et år, besluttede jeg mig også for at rejse mig. Hvorfor sidde her og føle sig som en taber, når al det spændende forgik i køkkenet. På mystisk vis stoppede Liam og Sophia deres samtale. 

"Hvad forgår der?", spurgte jeg med en hviskende stemme og kiggede skiftevis på dem. Og hvor var Niall lige blevet af. 

"Ikke noget", var Liam hurtig til at svare, og jeg skar bare en grimasse af ham. Troede han, jeg var idiot eller hvad?

"Det er ikke vigtigt, Louis. Gå bare tilbage til de andre", svarede Sophia og så medfølende på mig. Havde hun nu pludselig ondt af mig?

"Det er jo noget. Ellers ville I ikke stå og skændes", svarede jeg og himlede med øjnene. 

"Det er Eleanor". 

Det gjorde ondt at høre hendes navn. Specielt da jeg vidste, at det hele var min skyld. Jeg holdte hende ikke tilbage. Hvis bare jeg havde fortalt hende sandheden, ville det aldrig være sket. Hun ville stadig være her, men vi ville nok ikke have mødt Taylor. 

"Louis, er du okay?... jeg sagde jo, at du ikke skulle have fortalt ham det".

"Det okay, Liam. Jeg har det fint". Okay det var lidt af en løgn, men hvad skulle jeg sige. "Hvad er der med Ele... hende?".

"Taylor gav mig et... Brev, der skulle være skrevet af hende, men jeg ved nu ikke. Det hele virker så...". 

"Tag det roligt venner. Hun skrev et brev til os alle. Jeg mener, Niall, Harry og jeg har allerede læst vores", afbrød jeg Liam. 

"Men...", Liam så helt uforstående på mig. "Hvorfor har jeg ikke fået mig?". 

"Taylor har dem alle sammen derhjemme i hende og Nialls lejlighed. Dig, Zayn og Perrie må hellere besøge hende, hvis I vil have dem". Liams blik farede ned til mod hans sko. Var der sket noget, jeg ikke havde hørt om. Jeg skulle vidst have mig en alvorlig snak med min kære ven Niall. "Hvilket minder mig om, hvor i alverden er Niall og Taylor forsvundet hen?".

"Ehm... Taylor gik så snart hun havde chancen, og Niall fulgte efter hende så snart, han fandt ud af det". 

Okay, det var egentlig ikke særlig overraskende. Jeg havde efterhånden regnet ud, at Taylor hadede sin mor som pesten. Den måde hun havde kigget på hende hele aftnen, havde ligesom afsløret hende. 

"Hvad laver I?". Travis stemme lød i mit venstre øre, og da jeg vendte mig rundt, så jeg, at han stod mindre end en meter fra mig.

"Vi løser problemer", svarede jeg stolt. 

"Taylor er gået, er hun ikke?".

"Jo", svarede vi i kor. 

Hvad havde han mon tænkt sig at gøre? Flippe ud? Råbe af os? Følge efter hende og kræve, at hun kom tilbage? Jeg kan fortælle dig, at han gjorde ingen af delene. Han trak blot på skuldrene, fandt sin mobil frem og begyndte at taste løs. 

Intet gav mening længere!

*Taylors synsvinkel*

Jeg kunne ikke tage bilen hjem, selvom jeg virkelig gerne ville, men det ville ikke være pænt gjort, så jeg bestilte en taxa. Eller jeg bestilte den ikke, jeg piftede, og en bil holdte ind til siden. Jeg satte mig ind. Chaufføren spurgte pænt, hvor jeg skulle hen. Sikke en gentleman han var. Jeg gav ham adressen på Nialls (Og min) lejlighed. 

Selvom drengen stadig ikke ville lade mig betale noget af huslejen, betragtede jeg det stadig som mit hjem. Niall og drengene var min familie. Min eneste familie. Selvom jeg ikke stolede 100% på nogle af dem.
Jeg mærkede et ryk i bilen og han drejede ind til siden, hvor en dreng stod og trippede med foden. Han måtte jo være i super godt humør. Eller ikke... Døren blev åbnet og en mand/dreng satte sig ind. Hans hår var sort og han havde en beanie på, der skjulte det meste af det. Resten af hans tøj var joggingbukser og en t-shirt på. Jeg smilede venligt til ham, og han spærrede øjnene op.

"Taylor?", sagde han. Jeg nikkede. "Som i Phillips". Jeg nikkede igen. 

"Ja, og du er?", spurgte jeg forvirret. Havde jeg set ham et sted før?  

"Jeg er Charlie". Jeg stirrede igen bare på ham. Kendte jeg en Charlie? "Du ved Chloes ex". Chloe havde mange exer. "Indtil for et par uger siden", fortsatte Charlie. 

Og der ringede en klokke. Den Charlie Chloe påstod hun havde sovet hos den nat Eleanor blev myrdet. Jeg havde en chance for at få løst den del af mysteriet.

"Når ja Charlie. Det er da godt at se dig igen".

"I lige måde". Charlie gav chaufføren sin adresse, og vi begyndte at køre igen. 

"Hvordan kan du egentlig huske, hvem jeg er? Jeg mener kun, at vi har mødt hinanden 2-3 gange".

"Chloe snakkede ret meget om dig. Jeg tror jeres venskab betød meget for hende. Hun var vidst aldrig rigtig populær". 

Den gjorde ondt. Jeg havde frosset hende ude. En del af mig sagde, at det vat forkert, men en anden del sagde, at hun fortjente det. At det eneste hun havde fortalt mig var en løgn. At hun i al hemmelighed gerne ville af med One Direction. At hun havde været kæreste med Louis og gode venner med alle drengene. At hun havde skabt et spil, der til at begynde med var True or Dare, men sandsynligvis havde udviklet sig til et mord. 

"Wow. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige", svarede jeg. "Men jeg bliver nød til at spørge dog om noget".

"Klart, hvad?".

"Hvornår så du sidst Chloe?".

Charlie så ud til at tygge lidt på det svar. Men hvis Chloes teori holdte, så måtte det være omkring midt i september. 

"Det må så nok være omkring midt i september, da hun overnattede hos mig". 

"Sov hun hos dig hele natten?".

Charlie kiggede mærkelig på mig. "Selvfølgelig gjorde hun da det...". Da jeg skulle til at spørge, fortsatte han. "Og ja, jeg ved hun var der Taylor, og hvorfor jeg ved det, skal vi slet ikke diskuttere", og der fattede jeg ligesom hand pointe...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...