One question: Why? (One Direction)

Eleanor Calder er død, eller ret og sagt hun er blevet myrdet, men af hvem? Og hvorfor? Så Englands bedste detektiv Taylor Phillips bliver sat på sagen. Det viser sig at være mere kompliceret end Taylor troede, for de "berømtes verden" som Taylor kalder den, er mere indviklet og fuld af løgne end hun troede. Og før Taylor ved af det, bliver hun viklet ind i den verden...
__________________________________________________________________________________________________________________________________
Det her er min første krimi og første fanfiction, og jeg vil gøre mit bedste. Jeg indrømmer også, at jeg ikke er den største One Direction fan, så måske er det ikke alle detaljer der passer helt.

41Likes
131Kommentarer
42902Visninger
AA

35. Kapitel 33: What the hell are you takling about?

*Taylors synsvinkel*

Jeg kiggede målløs på Zayn. Mente han virkelig det, han sagde. Var det ham? Havde han virkelig gjort det. Jeg troede ikke, han havde nerverne til det. Jeg mener, Zayn er mange ting, men morder ville jeg aldrig kunne se ham som. Det ville være mærkeligt. 

"Hvad mener du? Hvordan?". Jeg havde en million spørgsmål, jeg gerne ville stille ham.

"Altså ikke som... du tror".

"Hvordan så?". Jeg kunne ikke holde min vrede inde længere. Nogen skulle det jo gå udover. Denne gang var det Zayn, men han havde nu også fortjent.

"Chl...".

"Dont say her name. Ever again. Er det forstået?", afbrød jeg Zayn.

"Hvorfor?".

"Hun er som død for mig", sagde jeg lige ud. "Ude af mit liv. Jeg vil bare gerne glemme, at hun eksistere".

"Du ved godt, at det ikke er slut endnu. Hun vil ikke lade dig være, før hun har fået hævn. Det er først lige begyndt, Taylor". Han sagde det ikke på nogen ond eller mystisk måde. Bare lige ud med medfølelse. Han klappede mig på skulderen. Venskabeligt. 

I det øjeblik Zayn sagde de ord, gik det op for mig, at det ikke var første gang, at der var sket noget tragisk med nogen de kendte. Zayn vidste mere, end han gav udtryk for. Han kendte, I ved nok hvem meget godt. Han arbejder jo for hende.

"Det frygtede jeg... Da du var ved at sige hendes navn før, hvad ville du så sige?".

"Ehm...". Zayn kiggede rundt omkring på gaden. Som om han var bange for, at nogle fulgte efter os.     Var hun da alle stedet henne? Jeg begyndte at blive bange. Men det hele begyndte at give mening i mit hoved. Zayn var i hvert fald alt andet end uskyldig. "Jeg kan ikke sige det her...", begyndte Zayn, men jeg afbrød ham.

"Selvfølglig kan du ikke det. Lad mig gætte, nogen overvåger dig. Har jeg ret?".

"Ja", mumlede Zayn flovt. 

Hvorfor mindede det her mig alt i alt om en rigtig dårlig tv-serie? Hvorfor kunne det ikke bare være en almindelig sag, som jeg løste inden for en uge. Der var altså gået meget længere tid. Jeg begyndte at miste modet. Hvad nu hvis, jeg aldrig fandt morderen. Hvad skulle der... nej det ville jeg ikke engang tænke på nu. Drengen ved siden af mig havde svarene til de spørgsmål jeg gerne ville stille.

"Hvorfor ville du myrde Eleanor, Zayn? Var du jaloux på hende og Louis forhold". Zayn stivnede, da jeg sagde Louis navn. Hvad havde den dreng nu gjort?

"Jeg har jo sagt til dig, at jeg ikke gjorde det sådan som du tror". Zayn var irriteret nu, men det var jeg også.

"Hvordan så?". Jeg råbte uden helt at være klar over det.

Zayn greb min hånd og trak mig med ind af en dør. En dør jeg gættede på var døren til hans hus. Hvis jeg skal være ærlig, så aner jeg det virkelig ikke. Det mindede mig om situationen med Louis. Da jeg fortalte ham om Eleanors død, og han ikke troede på mig, for derefter at slæbe mig med til hans lejlighed. 

"Hun ville have mig til det", hviskede han. 

Han behøvede ikke engang at sige hendes navn, så vidste jeg præcis hvem han snakkede om. Den lille forræderiske rødtop. Hvordan kan man tro, at man kender en person så godt, for derefter at finde ud af alt man troede er en løgn? Hvordan kan det ske? 

Zayn stod tættere på, end jeg troede, han gjorde. Jeg kunne høre hans hjerterytme. Den slog virkelig hurtigt. Han var nervøs. Måske stolede han lige så lidt på mig, som jeg stolede på ham.

"Og du gjorde det?". Det var egentlig ikke et spørgsmål som sådan mere end konstatering. 

Han måtte virkelig have dårlig samvittighed, siden han fortalte mig det. I det øjeblik jeg tænkte det, kom jeg i tanke om noget min far altid fortalte mig:

The best Way to find out if you Can trust somebody is to trust them
Ernest Hemingway

Måske havde han ret. Måske skulle jeg stole på Zayn. Bare for at se om jeg kunne stole på ham. Gjorde han så det samme nu? At tro på det bedste i folk er et valg. Det valg har jeg truffet nu.

"Nej. Jeg gjorde det ikke. Jeg ville have gjort det, men... da jeg fandt hende, var hun allerede død". 

Ærligheden i hans øjne var ikke til at tage fejl af. Han løj ikke for mig. Så jeg kunne i hver fald strege Zayn fra min liste over mistænkte, men han gik ikke helt fri. Der var stadig nogle ting, han manglede at svare på. Uskyldig vat han i hvert fald ikke helt. Men hvad var hans motiv overhovedet? 

"Hvorfor ville du gøre det, Zayn?".

"Jeg havde ikke noget valg".

"Man har altid et valg. Situationen behøver ikke være nem, men det er der".

"Behøver du lyde som en omvandrende lykkekage. Det hjælper ikke ligefrem på situationen", mumlede Zayn.
"Undskyld. Min far talte sådan gennem hele min barndom. Det er nok smittet af", svarede jeg flovt.

"Du taler aldrig om din far. Hvordan var han?".

"Han var fantastisk. Han var der altid for mig. Uanset hvor travlt han havde. Han glemte mig ikke, som visse andre, der altid fik tingene til at handle om sig selv". Jeg smagte bitterheden i min mund. Jeg var gået for langt. Zayn kiggede mundlam på mig. Havde jeg nu sagt noget dumt?

"Det vidste... jeg slet ikke... det gør mig ondt, Taylor. Det gør det virkelig". 

"Det skal du ikke være. Det er jo ikke din skyld. Du slog ikke min far ihjel". Zayns ansigtsudtryk sagde noget andet. "Vel?".

Han kom til sig selv og svarede: "Nej selvfølgelig gjorde jeg ikke det. Men så må det jo være din mor, du snakker om, eller rettere sagt, fornærmer".

"Ja". 

"Hvad skete der imellem jer? Og hvorfor hader du din bror?".

"Jeg vil ikke snakke om det. Hey, hvordan ved du det om Travis?".

"De andre fortalte mig det", svarede Zayn.

"Så meget kan I da ikke hade hinanden, siden I fortæller alt til hinanden". Det var nok mest en mumlen til mig selv, som Zayn så besvarede.

"Hey! Vi hader da ikke hinanden". Enhver kunne høre, at han løj. Hans stemme blev helt skinger. Han var en forfærdelig løgner. 

"Jeg er ikke dum, Zayn".

"Det har jeg da heller aldrig påstået, at du er". 

Jeg skimtede på Zayns ur, at klokken var 05.43. Mon Niall var meget bekymret nu. Jeg havde jo lovet at bruge tid med ham. I stedet bruger jeg hele natten med hans bedste ven. Please lad vær og misforstå det. Vi ved alle, at det ikke skete. Bare han ikke bliver sur på mig. Eller skuffet. Jeg vil jo ikke såre ham. Jeg elsker ham. 

"Hvorfor lyver du så for mig?".

"Taylor. Du bliver nød til at forstå, at livet ikke er så enkelt, som man ønsker det skal være".

"Hvis jeg troede livet var enkelt, tror du så, at jeg stadig stod her. At min familie ikke var et helvede. At jeg havde normale venner, der ikke prøver at slå mig ihjel. Jeg er træt af jeres spil".

"Taylor... jeg".

"Du skal ikke undskylde. Jeg er træt af andre menneskers empati. Jeg ønsker den ikke. De mener det alligevel ikke".

"Hvordan kan du hade omsorg, kærlighed og empati så meget, Taylor?".

"Jeg er vokset op med min mor. En dag får man bare nok af tomme løfter og undskyldninger...". 

"Så du stak af?", afbrød Zayn.

"Det var ikke mig, der flygtede. Det var hende". Jeg vendte ryggen til Zayn. Han skulle ikke se tårerne. Uanset hvor meget jeg hadede hende, gjorde det altid ondt at tænke på. Hun havde nogen, hun elskede højere end mig. En anden Taylor. 

"Hvordan kan det være, at Perrie ikke er blevet myrdet endnu. Jeg mener, du har datet hende virkelig længe".

"Det er ikke sådan det fungere. Desuden plejer vi altså ikke at myrde folk. Det har vi folk til". What?

"Jeg laver sjov. Vi myrder ikke folk normalt. Jeg er rimelig seriøs nu. Det er lidt ligesom Lying game. Det er simpelthen gået for vidt".

"Hvad var det da før?". Nysgerrigheden var lige ved at springe mig. Jeg var nød til at vide det.

"Ligesom True og Dare. Det udviklede sig...".

"Til slå en eller anden ihjel leg?".

"Åbentbart", mumlede Zayn.

"Hvorfor stopper I ikke bare?".

"Gid det var så nemt, men det kan man ikke bare. Vi har skrevet under, hvilket nok var den største fejl af alle".

"Så lav et møde og stop det hele".

"Så du tror... oh... at vi var enige om at gøre det her?".

"Det troede jeg. Nu tvivler jeg sådan lidt på det. Er den, der startede det da død eller sådan noget?".

"Nej. Hun er så levende, som hun kan blive. Du vil tror, det er løgn, når jeg siger det...".

"Lad mig gætte. Louis?", afbrød jeg.

"Nej. Jeg lovede dig ligesom ikke at sige hendes navn".

"Det kan ikke passe. Det må det ikke".

###

Okay, hvad sker der lige her? Hvordan er det muligt? Svaret på hvad det var for en leg de alle sammen snakker om, har vi i hvert fald fået svar på. Hvorfor og hvordan mon hun fandt på legen? Hvilke andre ting kan Zayn mon fortælle os. 

Og hvis det ikke er Zayn eller Chloe, der har myrdet Eleanor, hvem er det så? Det er jo spændende...

Fortæl mig, hvad I synes. Jeg ved også godt, at det er lang tid siden, at jeg har skrevet, men jeg var på skiferie i sidste uge...

Love ya <3
Sophia The Cupcake X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...