One question: Why? (One Direction)

Eleanor Calder er død, eller ret og sagt hun er blevet myrdet, men af hvem? Og hvorfor? Så Englands bedste detektiv Taylor Phillips bliver sat på sagen. Det viser sig at være mere kompliceret end Taylor troede, for de "berømtes verden" som Taylor kalder den, er mere indviklet og fuld af løgne end hun troede. Og før Taylor ved af det, bliver hun viklet ind i den verden...
__________________________________________________________________________________________________________________________________
Det her er min første krimi og første fanfiction, og jeg vil gøre mit bedste. Jeg indrømmer også, at jeg ikke er den største One Direction fan, så måske er det ikke alle detaljer der passer helt.

41Likes
131Kommentarer
42931Visninger
AA

5. Kapitel 3: Who is she?

Ja nu sad Louis og jeg og snavede på sofaen, vi var begge nøgne. Det var så forkert, men det føltes så rigtigt. Ej jeg laver bare sjov. Det skete slet ikke. Ikke på nogen måde, og det vil heller aldrig ske. Det der virkelig skete var...

Louis trak mig med op af trapperne hvilket gjorde, at jeg fik vildt ondt i mit ben, da han ikke ligefrem var venlig. Det var som om, at hver gang han kiggede på mig, for at være sikker på, at jeg ikke var forsvundet, så lyste hans øjne vrede. Det var som om små lyn slog gnister. 

Det var tydeligt, at han var vred, men hvorfor det skulle gå udover mig, havde jeg ingen ide om. Det forblev et spørsmål. Og selvfølgelig må vi ikke glemme mit store spørgsmål: Hvorfor? Og hvorfor hele vejen hen til hans lejlighed? Vi kunne lige så godt bare være gået indendørs på en cafe. Ikke, at jeg ønskede at blive set offentlig med ham. Langt fra. Jeg er ikke ligefrem fan. Specielt ikke når han var, som han var nu.

Han plantede mig i sofaen, efter jeg havde fået lov at tage mit overtøj af. Sikke en gentleman han er var? Sarkastisk. Han er alt andet end en gentleman. Han bortførte mig, og ja det er bortføring, for han spurgte ikke om lov. Kort tid efter satte han sig selv i sofaen, og kiggede meget vredt på mig. 

"Hvorfor?", spurgte jeg efter et par minutters stilhed. Akavet stilhed.

"Det vil jeg faktisk meget gerne spørge dig om.... hvorfor fortæller du mig, at min kæreste er død? Hvad er det for rygte at starte? Det kan godt være du...".

"Hør... jeg er ikke fan, og jeg hader ikke Eleanor. Mit gæt er, at hun faktisk var en meget sød pige...", afbrød jeg ham.

"ER... for hun lever stadig", råbte Louis.

"Hør Louis, jeg ved ikke hvorfor Eleanors familie ikke har sagt det, men Eleanor er blevet myrdet". 

Jeg fik faktisk en stor klump i halsen, det gjorde altid ondt på mig at sige sådan noget, selvom jeg ikke kendte personen. Selvfølgelig gjorde det ikke lige så ondt, som på dem, der rent faktisk kendte  personen. Det var heller ikke denne her måde, at jeg ville fortælle Louis, at hans kæreste var død, eller ret og sagt myrdet. 

At råbe det af folk er aldrig den bedste måde at sige tingene på. Lous sad helt mundlam... måske var det endelig gået op for ham, at jeg ikke løj. Det så ud som om, at det havde ramt ham hårdt. Meget hårdt. Men som tingene var nu, så havde jeg ikke så meget medlidenhed med ham.

"Louis... det var...".

"Hvorfor?", hans stemme var bare en hvisken, da han afbrød mig. 

"Hvorfor hvad?".

"Hvorfor blev hun myrdet?". Han var så svag.

"Jeg... ved det... ikke". Klumpen i min hals voksede. 
"Men hvem er du overhovedet? Og hvordan ved du det", han mandede sig lidt, og hans stemme blev mere normal. 

"Jeg er hyret til at finde ud af det... detektiv Phillips, men bare kald mig Taylor, det er mindre formelt... og jeg kan bedre lide det", sagde jeg og rakte hånden frem.

"Louis Tomlinson", han rystede svagt min hånd.

Han virkede mere afslappet nu, og havde ikke lynende øjne længere. Jeg rystede svagt på hovedet. Og sukkede lavt.

"Det ved jeg godt, du har allerede sagt dit navn", grinede jeg.

"Når ja, det er også sandt... men hvor er din hat og kappe så henne?".

"Dumt spørgsmål Tomlinson... vi er jo ikke ligefrem Sherlock Holmes vel?".

"Undskyld, men det er sådan jeg altid har forventet detektiver".

"Ja så må jeg skuffe dig... vi går altså i normalt tøj". 

Jeg tror faktisk lige, at jeg så Louis Tomlinson grine. Det var da noget nyt, jeg aldrig havde oplevet før. Jeg troede, han var kold og hård, men han er faktisk også en glad person. Han har et sødt grin. Mental lussing til dig Taylor. Fokus.

Jeg blev revet ud af mine tanker da hoveddøren gik op, og en stemme med stærk britisk accent lød. Jeg fik et kæmpe chok, og et skrig forlod min mund, og jeg må have hoppet flere meter op i luften. Louis grin lød i mit øre. 

"Sikke de kan skrige Detektiv", grinede Louis.

"Hvem snakker du med Lou?", spurgte den britiske stemme.

"Vi har besøg Hazza, kom ind i gæstestuen", sagde ham til drengen, der nok hed Hazza.

"Har du flere stuer?", hørte jeg mig selv hviske til Louis.

"Vi er millionærer, lidt har man vel lov at blære sig", grinede Louis. Jeg kunne meget bedre lide ham glad.

"Lou hvem har... uh hej jeg er Harry... Harry Styled", sagde Hazza som åbenbart hed Harry. 

Han styrtede hen og satte sig ved siden af mig, og gav mig hånden. Allerede fra starten af var Harry meget flirtende. Han sendte mig et sødt smil, der blottede hans krid hvide tænder. Jeg syntes, at ham virkede som om, ham troede han kunne få hvem som helst. Og det var så mig nu. Han vat hel modsat af Louis. 

"Så hvad er dit navn så Søde", hviskede Harry forførende i mit øre.

Jeg havde sådan en trang til at sige et eller andet tilfældigt navn, men det gik nok ikke, når Louis var her, og kendte mit navn.

"Harry, hun er her ikke for at være din lille veninde, hun er på arbejde", sukkede Louis, men så alligevel ud til at nyde det her.
"Har du ansat hende. Jeg vil godt se hende i stueuniform".

"Nej Harry, hun arbejder ikke for os... når Taylor kunne du tænke dig noget te eller kaffe", spurgte Louis med et smil på læben.

"Te tak", svarede jeg, og straks forsvandt Louis ud i køkkenet. 

"Når Taylor...", begyndte Harry.

"Hør Harry, du virker flink, men jeg er ikke på udkig efter en kæreste... jeg vil med glæde være din ven... men lige nu vil jeg gerne fokusere på mit arbejde...", afbrød jeg Harry.

"Men hvad arbejder du så med", spurgte Harry en smule skuffet.

"Jeg er detektiv".

"Hvilken sag arbejder du så på for tiden, siden det vækker Louis interesse?", spurgte Harry mistænksomt.

"Eleanor Calder død".

"Er hun død... hvorfor vidste jeg ikke det.... Louis", sagde Harry, og råbte efter Louis, som kom gående ind i stuen, som om han havde ventet på, at Harry kaldte.

"Hvad så Haz?".

"Hvorfor har du ikke sagt det om El?". Harry lød som om, han kendte Eleanor ret godt.

"Jeg fandt først ud af det, her for 20 minutter siden, da Taylor var så flink at fortælle mig det".

"Så går der ikke lang tid før, pressen også ved det".

"Det tror jeg nødvendigvis ikke, familien Calder ønskede det hemmeligt, og udover dem er I de eneste der ved det", afbrød jeg de to drenges samtale.

"Men når folk ikke ser Eleanor offentligt i lang tid, så bliver de mistænksomme", sagde Harry.

"Tom sagde, at de havde en løgn at slynge ud, hvis det skulle ske".

"Hvem er Tom?", spurgte Louis.

"Min chef, men nu har jeg nogle sprøgsmål, jeg gerne vil stille jer to".
"Du tror vel ikke...".

"Nej slet ikke, det er bare en hjælp til min efterforskning... jeg tror ikke på, at I kunne finde på det", afbrød jeg Louis.

"Jeg troede lige, men fyr løs", sagde Harry.

"Havde Eleanor nogle fjender?".

Begge drenge så meget nervøse ud, og stirrede end i gulvet, som om der ikke fandtes noget mere interessant. Der var et par minutters stilhed, før Louis valgte at afbryde stilheden.

"Rose Carter...".

###

Når her er endnu et kapitel, men hvem tror I så Rose Carter er? Og hvorfor er de fjender? Jeg vil så gerne høre jeres mening. Tager imod både Ris og Ros. Og vil også gerne høre, hvis I har nogle forslag.

Like og sæt også gerne på favoritliste, det vil betyde så meget for mig.

- Sophia The Cupcake X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...