One question: Why? (One Direction)

Eleanor Calder er død, eller ret og sagt hun er blevet myrdet, men af hvem? Og hvorfor? Så Englands bedste detektiv Taylor Phillips bliver sat på sagen. Det viser sig at være mere kompliceret end Taylor troede, for de "berømtes verden" som Taylor kalder den, er mere indviklet og fuld af løgne end hun troede. Og før Taylor ved af det, bliver hun viklet ind i den verden...
__________________________________________________________________________________________________________________________________
Det her er min første krimi og første fanfiction, og jeg vil gøre mit bedste. Jeg indrømmer også, at jeg ikke er den største One Direction fan, så måske er det ikke alle detaljer der passer helt.

41Likes
131Kommentarer
42936Visninger
AA

31. Kapitel 29: Eleanor?

*Harrys synsvinkel*

Jeg kiggede chokeret på Taylor. Mente hun virkelig det, hun sagde. Hvordan var det muligt? Hun var død. Væk. Det var jeg endelig ved at indse. Hvordan kunne hun skrive breve. Det måtte jo betyde, at hun vidste, at hun var den næste. Jeg troede, det ville stoppe, da Lauren var offeret. Jeg måtte snart til at indse, at det aldrig stoppede. En dag ville vi drenge jo blive ofre. Spørgsmålet var bar hvornår, tingene ville gå så vidt. 

"Eleanor?", spurgte jeg for at være sikker. 

Niall kiggede på Taylor på samme måde som jeg gjorde. Han gik konstant rundt og frygtede, at Taylor ville blive den næste. Det frygtede jeg dog ikke. Taylor var detektiv. Ingen turde det.

"Ja".

"Hvordan er det muligt?". Niall spurgte, før jeg fik muligheden for det. 

"Jeg ved det ærlig talt ikke, drenge. Jeg nåede aldrig at møde hende". 

"Men hvor har du dem fra?". 

Taylor havde det med kun at svare på det mest nødvendige. Kun det man spurgte om. Det hørte nok til hendes job. Hun ville være perfekt mod jounalister. De ville ikke få noget ud af hende.

"Det kan jeg ikke fortælle. Anonymt. Beklager, drenge".

"Hvordan ved du så...".

"Fordi jeg stoler på folk, Harry". Måske var det hendes største problem. Altså se havd det førte til med Chloe. Måske lidt ondt.

"Hvorfor har Louis to?", spurgte Niall og rev mig ud af mine tanker.

"Det har jeg også tænkt over. Jeg har bare ikke fundet svaret endnu". Klogt sagt Taylor.

"Skal vi åbne vores, Niall. Eller skal vi invitere de andre drenge, så vi kan åbne dem sammen?".

"Ikke for at blande mig, men jeg tror ikke, at der står det samme i brevene. Så det tror jeg ikke, at jeg kan anbefale jer", svarede Taylor tonløst. 

"Hvor...".

"Jeg har erfaring med breve", mumlede Taylor. 

Hvad skete der dog for hendes humør. Det ene øjeblik er hun glad, det næste deprimeret. Jeg synes, det var utroligt, at hun kunne forudsige, hvad jeg ville sige. Okay, det var nok ikke så svært alligevel. Hvis jeg kunne regne ud, hvad hun sagde, burde hun også kunne forudsige, hvad jeg sagde. Det var jo også Englands bedste detektiv, vi havde med at gøre. Pigen, undskyld kvinden, der altid læste hendes sager. Måske kunne vi bryde hendes rekord. Ville det være ondt?

Niall kiggede på mig, som kun han kan gøre det. Blikket, der siger mere end tusind ord. Det afgør, hvad Niall tænker og føler. Om han er sur på en. Lige nu var han nervøs. Turde han åbne brevet, han nu havde i hånden. Det føltes som om, at han spurgte mig om lov til at åbne det.

"På samme tid"?". Taylor kiggede forvirret på os. Ja, vi havde vores egen form for kommunikation. 

"Ja", var det eneste Niall svarede.

Konvolutterne var ens. Undtagen tykkelsen og navnene udenpå. Jeg ville vildt gerne vide, hvor Taylor havde dem fra? Hvem kunne Eleanor have givet dem til. Louis var da den sidste, Eleanor så ik? Vidste Louis? Jeg måtte ringe til ham. Så snart jeg havde læst mit brev. Han havde meget at læse. Jeg åbnede konvolutten og trak brevet ud. Foldede det ud, og begyndte at læse det.

Kære Harry (Det får det til at lyde så formelt, men det er det egentlig ikke. Jeg havde bare brug for at sige farvel)

Jeg ved, du ikke ønskede, det her skulle ske. At jeg blev en del af alt det her. Jeres liv. Du advarede mig om det, jeg gik ind til, men jeg tog dig ikke seriøst. Jeg troede bare, du var jaloux på mit og Louis forhold. 

Du hadede teorien om, at jeg faldt for Louis. Det var heller ikke med min gode vilje, men når man først er forelsket, er der intet, man kan gøre. Jeg kunne ikke flygte fra mine følelser. Det første stykke tid, lod jeg Louis leve i den tro om, at alt var okay. At intet var galt. Det gjorde ondt. Man ønsker ikke at såre dem, man elsker.

Efter det der skete med Lauren, troede jeg, at det var slut. Det gjorde mig ondt. Du var knust. Jeg ville ønske, at jeg havde hjulpet dig mere, end jeg gjorde. 

Nogen fortalte mig sandheden om jeres spil, Harry. Hvordan det hele forgik. Hvorfor startede I overhovedet, Harry? Hvornår gik det for vidt? I burde stoppe imens legen er god. Har du aldrig hørt det ordsprog. Its funny until Someone gets hurt. Desværre var det min tur. Hvem bliver den næste? Perrie? Sophia? 

Den sidste tid var hård. Både fordi jeg lærte sandheden om jer, men også fordi... ja det kan jeg ikke fortælle dig, og det gør mig ondt. Louis hemmelighed chokerede mig mest. 

Jeg takker dig for alt, Harry. Dit venskab betød alt for mig. Vores sidste uge sammen er noget jeg aldrig vil glemme. Jeg er ked af, at jeg aldrig fik sagt farvel, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg hader farvel. I stedet vil jeg sige:

På gensyn, Harry
Eleanor

Hvordan var det muligt. Det kunne kun være Eleanor, der havde skrevet det. Ingen andre vidste de ting, som hun gjorde. På en eller anden måde følte jeg, at hun havde forrådt mig. At hun bare havde efterladt mig her, uden hun havde fortalt mig, hvad der forgik.

"Harry?", både Niall og Taylor kiggede mig. De var nu meget søde sammen. 

"Hvad?".

"Er du... Okay?", spurgte Niall og sank en klump. 

"Hvorfor spørg du?".

 "Fordi, du har knyttet dine næver", svarede Niall.

"Plus du er ved at rive papiret over", overtog Taylor og hentydede til Eleanors brev.

Niall havde puttet sit brev tilbage i konvolutten. Som om det havde såret ham. Hans ansigtsudtryk så meget neutralt ud. 

Ringeklokken lød. Både Niall og Taylor så forvirret på hinanden. Det var som om, at de kommunikerede uden ord. Jeg havde på fornemmelsen, at det var Louis. Jeg havde ringet og inviteret ham. Jeg synes også, at han skulle læse sit brev. Desuden skulle han komme og hente mig. Jeg gad ikke tage toget eller bestille en taxa. Doven. I know.

"Det er nok Louis", svarede jeg.

"Har du?".

"Ja".

"Kom ind", råbte Niall til Louis.

Døren åbnede og blev smækket igen. En rumstering lød i gangen. Derefter kom Louis ind i stuen efterfulgt af en dreng, jeg ikke kendte. Så måtte Niall eller Taylor kende ham. Det kunne godt være en af Nialls mange venner. Jeg lavede en hentydning til Niall om, at han skulle præsentere ham, men han kiggede bare forvirret på mig. Taylor svarede på mit spørgsmål. 

"Travis?". Hun kiggede chokeret på drengen. Samtidig vredt. 

"Hvem er han?", spurgte Louis. Så han vidste det heller ikke.jeg kiggede på Taylor. Hun lignede ikke en, der havde lyst til at svare.

"Jeg er Taylors bror". 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...