One question: Why? (One Direction)

Eleanor Calder er død, eller ret og sagt hun er blevet myrdet, men af hvem? Og hvorfor? Så Englands bedste detektiv Taylor Phillips bliver sat på sagen. Det viser sig at være mere kompliceret end Taylor troede, for de "berømtes verden" som Taylor kalder den, er mere indviklet og fuld af løgne end hun troede. Og før Taylor ved af det, bliver hun viklet ind i den verden...
__________________________________________________________________________________________________________________________________
Det her er min første krimi og første fanfiction, og jeg vil gøre mit bedste. Jeg indrømmer også, at jeg ikke er den største One Direction fan, så måske er det ikke alle detaljer der passer helt.

41Likes
131Kommentarer
42888Visninger
AA

27. Kapitel 25: Where is Zayn?

*Zayns synsvinkel*

Hvordan kunne hun bede mig om det? Hun vidste han var min bedste ven. Hun kunne ikke bede mig om at myrde min bedste ven. Bad jeg måske hende om at myrde Taylor? Hvis Taylor overhovedet betød noget for hende? En ting jeg vidste var, at Taylor var et ømt punkt for hende. Et eller andet måtte hun jo betyde. Men hvad? Hvis jeg kunne finde det, kunne jeg måske slippe ud af det her.

"Men...".

"Skal verden vide, hvad du har gjort Zayn. Kan du virkelig leve med det. Du er lige så skyldig som jeg. Du tog papirerne, du afledte Taylor. Du...".

"Stop det!", råbte jeg. 

Hun smilede triumferende. Den lille rødhårede forræder. Hun vidste, hun havde mig, præcis hvor hun ville. Hun kunne bede mig om hvad som helst, og jeg ville gøre det. Jeg er lige så slem som hende. Bortset fra, at jeg ved det er forkert. Jeg vil ikke. Det vil hun. 

"Så hvad siger du, Zayn?". Hun kærtegnede min kind.

"Kan jeg ikke gøre noget andet?".

"Stjæl Taylors papirer, og jeg vil tænke over det", svarede hun koldt.

"Hvorfor gør du det ikke bare selv?".

"Det ved du godt, at jeg ikke kan. Hun vil gennemskue mig, hvis hun ikke allerede what gjort det. Har hun det?".

"Jeg ved det ikke. Vi taler ikke så meget sammen. Prøv at tale med Louis eller Niall i stedet. Hun betror sig til dem". 

Jeg ved godt, at det var en løgn, men hvad skulle jeg gøre. Hun løj for mig. Jeg løg for hende. Det var kun fair. Mon hun kunne gennemskue mig? Jeg var en sygt dårlig løgner. Det vidste alle. Hvis jeg var heldig, ville hun lade mig slippe af sted med at stjæle Taylors papirer, for derefter at glemme alt. Men sådan var hun desværre ikke. Det vidste jeg. I skulle bare vide, hvor meget jeg har gjort for hende. Intet har jeg fået tilbage. Udover endnu mere dårlig samvittighed. 

"Sådan noget må du jo vide Zayn. Jeg ved, du ikke er en idiot, ligesom de andre". 

Jeg knyttede næverne for ikke at komme til at sige noget dumt. For ikke at fornærme hende. For ikke at råbe af hende. Mine knoer blev helt vide, og mine vejrtrækninger dybe.

*Taylors synsvinkel*

Niall, Liam og jeg sad inde i stuen og snakkede videre, da min ringetone begyndte at spille. Jeg så undskyldende på drengene og gik ud i køkkenet. 
"Det Taylor".

"Det var da heldigt, for det var også dig, jeg ville have fat i", grinede Perrie i den anden ende. Jeg kunne ikke slev lade hver at grine med.

"Men hvad så?". Perrie blev straks seriøs.

"Har du set Zayn. Han er ikke her. Sophia kan heller ikke finde Liam".

"Liam er her til et lille natmøde, og Zayn har jeg ikke set. Forsvandt Zayn i nat?".

"Ja, og det er ikke første gang, han forsvinder", sagde Perrie. 

"Har du prøvet at ringe til de andre drenge?".

"Nej".

"Kom over til Niall, så finder vi ud af det", sagde jeg.

"Hvad sker der, Tay?", spurgte Liam.

"Sophia og Perrie kommer over. Vi skal tale om noget".

"Hvad, nej", råbte Liam.

"Shhhh", sagde Niall og jeg i kor.

"Vil du høre hele nabolaget skal høre dig?".

"Nej", mumlede Liam flovt. "Men de har intet med det her at gøre", fortsatte Liam.

"Vi skal også snakke om noget andet".

"Hvad?", spurgte Niall forvirret. "Hvor mange hemmeligheder har I lige?".

"Jeg skal lige ud og ringe igen. Men jeg fortæller først hvad det er, når alle er her", svarede jeg.

Jeg gik ud i køkkenet. Tastede hans nummer ind, og ventede nu på, han ville tage den. Bippene fortsatte bare. Han kunne ikke sove nu.

"Tag den nu", mumlede jeg.

"Det *gab* Louis", gabte Louis.

"Ja det ved jeg. Louis kom over til Nialls lejlighed, så hurtigt du kan, og tag Harry med", svarede jeg.

"Wow Taylor, hvordan kan du ikke lyde træt?".
"Jeg blev vækket af Liam omkring klokken halv to. Det har været en lang nat".

"Louis hvad sker der? Hvem taler du med?", kunne man høre en træt Harry spørge om.

"Vi skal over til Niall og Taylor".

"Hvad? hvorfor?". 

Vidste de overhovedet, at jeg stadig var her? Vidste de, at jeg lyttede med til deres samtale? Det ville ikke undre mig, hvis de havde glemt mig.

"Aner det ikke, jeg spørg lige" .

"Taylor!", råbte Louis ind i telefonen.

"Louis!", råbte jeg lige så højt ind i telefonen.

"Den fortjente jeg vidst", mumlede Louis.

"Ja".

"Hvorfor skal vi mødes?".

"Det fortæller jeg, når I kommer. Det bliver kompliceret over telefonen".

"Hvor mange har du lige inviteret?".

"Det er ikke godt at vide. Kom så hurtigt I kan. Du kommer bare i din stribede pyjamas, Louis", grinede jeg.

"Hvordan ved du noget om min stribede pyjamas?".

"Jeg ved alt", og så afbrød Louis forbindelse.

***

Vi sad her alle. Bortset fra Harry og Louis. Og selvfølgelig Zayn, men han var ikke inviteret. Ellers så gav mødet jo ingen mening. Liam havde fået en ordentlig skideballe af Sophia, fordi han ikke havde informeret hende.

Jeg hørte et bank, og skyndte mig ud til døren. Jeg åbnede, og Louis stod i sin stribede pyjamas. Harry havde bare joggingbukser og en tshirt. 

"Skønt I kunne komme".

"Altid", svarede Louis. 

Jeg havde stadig et eller andet imod Louis, men jeg var nød til at give ham en chance. Derfor ringede jeg også til ham. Så vidste jeg, han dukkede op. Var det egoistisk?
"Hvad er årsagen?", spurgte Harry.

"Kom med ind i stuen, så snakker vi om det".

Vi gik ind i stuen, og satte os. Niall havde kun to sofaer, så jeg sad oven på Niall og Sophia oven på Liam. 

"Hvad handler det om?", var Liam den første til at spørge om. 

Jeg kiggede over på Perrie, og sendte hende et smil. Hun sank blikket. Hun var den eneste anden, som vidste hvad mødet handlede om.

"Zayn", svarede jeg. De så alle chokeret på mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...