Lost In Paradise | 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2014
  • Opdateret: 29 jun. 2014
  • Status: Igang
Da den 18 årige Katie flytter til byen Lockwood med hendes storebror Louis, ændrer deres liv sig. For Katie er ikke typen der tror på rygter og løgne, og så tager hun ikke et nej som et svar. Da hun møder Seth Lebeau på 25, begynder alt først at blive alvorligt. En affære begynder mellem dem, og hemmeligheder om byen og dens indbyggere, bliver afsløret på vejen. Katie indser at Seth og hende, er de eneste der kan redde byen fra de monstre der terroriserer den.

21Likes
10Kommentarer
4163Visninger
AA

20. "Jeg dræber Seth!"

Jeg stoppede op og gik ud af elevatoren. Jeg havde hørt Seth råbe på mig, hvilket gav mig lidt håb. Måske var han ikke ligeglad. Men hvorfor havde han så sagt at han ville ønske at han aldrig havde mødt mig?

En lyd bag mig fik mig tilbage til den virkelige verden og jeg tog pistolen frem, inden jeg vendte rundt og sigtede på lyden. Louis stod foran mig og tog hænderne op. "Louis", sagde jeg og han sank en klump, mens han sænkede hænderne. Jeg puttede pistolen tilbage i bukserne og kiggede på ham. "Pénélope er sindsyg, hun er vampyr. Hun prøvede at bide mig", sagde han og tog et skridt frem mod mig. "Pénélope er her", sagde jeg og han nikkede, inden han fugtede sine læber og sagde: "hun prøvede at spærre mig inde. Men da hun tog afsted, brød jeg fri og tog direkte herhen for at hjælpe jer". "Hvor er hun nu?", spurgte jeg og han trak på skulderne, mens han tog sig til hovedet. "Jeg er så ked af det", hviskede han og kiggede op på mig. Hans øjne var våde og jeg gik hen til ham, inden jeg tog armene om ham. Han knugede mig ind til ham og jeg bed mig selv i læben, inden slap ham. "Hvor er Seth?", spurgte han og trak sig væk, inden ham så på mig. Hans blå øjne var begyndt at blive mere lyse i det, hvilket undrede mig. "Katie", mumlede han og jeg sank en klump, inden jeg kiggede ned i jorden og sparkede til en sten. "Vi er uvenner", mumlede jeg og kiggede op på ham. Han sendte mig et blik der sagde "hvad sagde jeg". "Hvorfor?", han lød hæs og han rømmede sig, inden jeg svarede: "det lige meget". Han løftede det ene øjenbryn og jeg skar en grimasse. "Jeg gider ikke at snakke om det. I hvert fald ikke lige nu", vrissede jeg og han nikkede forstående, mens han kiggede rundt og sukkede. Han kiggede på mig og hans øjne skiftede til en gul farve. "Louis", mumlede jeg og vaklede baglæns. Han rynkede panden og jeg sagde med rystende stemme: "dine øjne". "Når ja, forresten jeg løj for dig", sagde han og smilede skævt, hvilket fik mig til at stivne og han fortsatte: "Pénélope holdte mig ikke fanget, og hun gjorde mig også til vampyr". Jeg følte at nogen slog mig i maven og alt flød sammen omkring mig. Min samtale med Pénélope kom tilbage og jeg gispede: 

"Og jeg har tænkt mig at gøre ham til en som mig", sagde hun og det gav et sæt i mig, hvilket fik hende til at smile overlegent og hoverende.

Hun mente det faktisk. "Louis", hviskede jeg hulkende og satte mig på jorden. Alle i min familie er væk. Min mor er død, min far kender jeg ikke og min bror er vampyr nu. "Og hvis du vil så kan jeg gøre dig til vampyr også. Så kan vi leve sammen for evigt", sagde han roligt og trådte hen mod mig, hvilket fik mig til at fare tilbage. "Hvad med Seth?", spurgte jeg og tørrede mine øjne, mens jeg kiggede rundt. "Ham dræber jeg", sagde han og jeg kiggede hen på ham, inden jeg råbte: "nej". Han rynkede panden og lagde hovedet lidt på skrå, hvilket fik mig til at bide tænderne sammen. "Jeg troede i var uvenner?", sagde han og fugtede sine læber, mens jeg langsomt rejste mig. "Han er alt jeg har", sagde jeg med sammenbidte tænder og han stivnede. "Du har mig", sagde han og slog ud med hænderne. Mørket gjorde ham mere dyster at se på og hans øjne var begyndt at blive røde nu. Blod røde. Jeg sukkede og gøs, da jeg kunne mærke kulden helt ind til knoglerne. "Du er et monster Louis. Kan du ikke se det?", spurgte jeg træt og han knyttede næverne, mens han gik frem mod mig og sagde: "jeg er ikke et monster". Hans stemme var dyb og truende, hvilket ikke lignede ham. Hans stemme var normalt lys og aldrig truende. Han var en glad dreng altid. "Jeg vil være menneske", hviskede jeg og han tog fat i min bluse, inden han ruskede lidt i mig. "Du har intet valg", sagde han og jeg slog ham på brystkassen og han slap mig. Jeg gik baglæns og vendte rundt, inden jeg løb indenfor. "Jeg dræber Seth! Og dig!", råbte han og jeg smækkede døren i bag mig, inden jeg låste og kiggede rundt. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...