Rosalia

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jun. 2014
  • Opdateret: 4 jun. 2014
  • Status: Færdig
Han stod foran sengen. Sygeplejersken stod bagved ham. Jeg kunne ikke se hvad de så, der hang et stort lagen foran sengen.
”Det gør mig ondt Hr.”
Gør dig ondt? Nej, nej, nej, nej… det kunne ikke være sandt. Jeg gik hen til sengen. Jeg tog lange, langsomme skridt. Jeg stillede mig foran min far. Jeg blev chokeret. Jeg overlevede ikke. Jeg lå der på hospitalssengen i en lang hvid hospitalskjole, som sygeplejersken sikkert havde givet mig på. Jeg var blå i huden. Jeg gik op mod mit hoved. Jeg lagde langsomt min hånd på kinden af mit lig.

(Det er en kort historie, men også mest fordi jeg ikke har lagt ind længe.)

0Likes
0Kommentarer
126Visninger

1. Rosalia

Mit navn er Rosalia. Jeg er 15 år gammel. Min største oplevelse var, da jeg for første gang kom til             

underverdenen. Da blev hele mit liv forandret. Jeg boede på en høj bakke i et lille kvarter, hvor alle kender       

hinanden, sammen med min far og min bror. Min mor døde, da jeg var fire. Jeg kan stadig huske tårerne på 

min fars kind. Men det er, vi alle sammen kommet os over nu. Vi fraråder ikke, at snakke om hende.           

Selvom hun er væk, er hun ikke glemt. Desuden er det altid godt, at snakke om ting, der går én på.    

                                                                   

Min bror er cirka to minutter ældre end mig. Vi er tvillinger. Men jeg kan ikke finde ligheden mellem os.                  

Hans navn er Ragnar. Ragnar er ligesom den del af mig, jeg aldrig blev. Men man kan godt se når vi er                     

sammen, at vi er opdraget af de samme forældre. Han kan bare ting, jeg ikke kan. Såsom sport. Jeg er

elendig til alle sportsgrene, mens han kan alle reglerne på fem minutter ved bare at ”observere” spillet. Det er hans talent, og jeg har ikke fundet mit. Det er direkte tarveligt! Men jeg har levet med det i 15 år alligevel så hvorfor ikke bare blive ved?

                                                                        

 

Mit vækkeur ringede tidligt. Det vil sige, tidligere end det plejede. Det stod på natbordet ved siden af min seng. Klokken var halv otte. Mit vækkeur ringede kun i hverdagene. Og det var lørdag. Uret havde en irriterende lille bippende lyd. Jeg rak ud efter uret. Det stod så langt væk, at jeg ikke kunne nå det. Jeg flyttede mig længere ud på sengekanten og prøvede så at række ud efter uret igen. Jeg var der næsten. Men så gik døren op i et smæld. Jeg fik sådan et chok at jeg røg på gulvet med et ordentligt bump. Jeg røg direkte ned på maven. Jeg tog hænderne ind under skuldrene, og lagde mig derefter i en positur klar til at lave armbøjninger. Jeg kom op på alle fire og så på to ben. Ragnar stod i døråbningen.

”Sig mig lige en gang Ragnar. Ved du godt hvad klokken er?”

”Ja selvfølgelig lille Rosa. Gør du?”

Jeg stirrede irriteret på ham. Han havde et stort fedt smil på læben. Han vidste selvfølgelig godt, at jeg syntes han var provokerende.

”Har du tænkt over at banke på døren næste gang du forsøger at træde ind i mit hellige kammer?”

Han stirrede eftertænksomt på mig før han svarede.

”Banker du da på døren før du træder ind i dit ”åh” så hellige kammer?

”Nej.”

”Nej? Hvorfor i al verden skulle jeg så?”

”Hvad er det du vil Ragnar?”

”Hvad? Jeg ønsker bare noget kvalitetstid med min højt elskede søster.”

Jeg fik et skævt smil frem på læben.

”Og hvem er hun så? Din højt elskede søster.”

”Dig selvfølgelig.”

”Men behøver det at være på denne tid af dagen?”

”Hvad er der galt i at starte tidligt om morgenen?”

”Det er morgen!”

Han begyndte at le.

”kom nu, Rosalia. Vil du ikke med over på det naturhistoriske museum?”

”Hvad nu hvis jeg har det dårligt? Skal jeg så tage med?”

”Er du da syg?”

”Næh, jeg gider bare ikke være der.”

 ”Kom nu, Rosa!”

Han kiggede på mig med store øjne. Jeg kunne se lige ind i dem. Store brune øjne er ikke til at have med at gøre. Jeg knækkede.

”Okay! Så går jeg med. Men først om tre timer når jeg har en chance for at være klar til en ny dag. Og skrub så ud med dig!”

Han løb ud af døren. Jeg kunne høre når hans fødder ramte trægulvet. Jeg kiggede ud af vinduet. Det var solrigt vejr. Det plejer det også at være om sommeren, men lige i dag så ud til, at det kunne blive meget varmt. Jeg gik hen til mit klædeskab. Der var så meget tøj. Hvad skulle jeg vælge?

Jeg tænkte over det i omkring tre minutter, mens mit hoved kørte op og ned, og mens mine øjne fokuserede på alt tøjet i skabet. Jeg hev en hvid top ud samt et par mørkeblå cowboy shorts.

Da jeg havde fået tøjet på, tog jeg nogle sorte slippers på fødderne. Jeg gik ud i køkkenet for at tage noget morgenmad. Da spørgsmålet så kom endnu en gang. Hvad skulle jeg vælge?

Alt det mad det var. Og så slet ingen idéer. Så jeg gik hen til frugtskålen i stedet og tog et æble.

Jeg lukkede op for vinduet og kiggede ud. Ragnar stod allerede udenfor og ventede bare på mig. Jeg himlede med øjnene. Hvilken del af tre timer forstod han ikke? Jeg gik ud til ham.

”Ragnar, jeg sagde tre timer ikke tre minutter.”

”Jeg ved det. Jeg kunne bare ikke vente. De har fået en ny udstilling som…”

Jeg afbrød ham.

”Ja, ja. Skal vi så ikke bare tage af sted nu?”

Jeg vendte mig om og begyndte at gå baglæns.

”Rosalia…”

”Hvad er der nu, Ragnar? Er vejen nu også interessant? Burde jeg kigge på den?”

”Ja, Rosalia der kommer en lastbil!”

”HVAD!”

Jeg vendte mig om igen. Jeg så et glimt af lastbilen. Og så ramte den. Jeg kunne høre Ragnar råbe mit navn i baggrunden. Han lød bange. Også lidt hulkende og chokeret. Alt blev helt sort, og jeg lukkede øjnene i.

 

Jeg kunne mærke jeg havde været væk længe, men endelig vågnede jeg. Jeg satte mig op. Jeg vågnede op i et mærkeligt hvidt rum. Det lignede… hospitalet. Jeg steg ud af sengen. Jeg gik hen til væggen og lagde hånden på den. Var det virkelighed eller et mareridt? Jeg hørte skridt og stemmer ude for døren. Jeg hørte også én speciel stemme, som jeg ikke har hørt i flere år. Min mor. Jeg kunne høre hende sige til mig at hun var på vej. Var hun på vej? Efter mig? Og var det sandt? Kunne jeg virkelig høre min mor? Jeg kunne mærke en tåre trille langsomt ned af min kind. Pludselig gik døren op.

”Mor?”

Det var ikke mor. Selvfølgelig ikke. Hun døde for længe siden. Det var nok bare slaget fra lastbilen, der var skyld i at jeg hørte syner. En sygeplejerske trådte ind sammen med min far. Hun havde kort brunt hår og lyseblå øjne.

”Denne vej Hr.”

Hun havde en blød og rolig stemme. Hun holdt døren for min far. Han kom langsomt ind i rummet. Sygeplejersken lukkede døren efter sig. De havde kurs mod hospitalssengen.

”Far? Jeg står herovre.”

Han stod foran sengen. Sygeplejersken stod bagved ham. Jeg kunne ikke se hvad de så, der hang et stort lagen foran sengen.

”Det gør mig ondt Hr.”

Gør dig ondt? Nej, nej, nej, nej… det kunne ikke være sandt. Jeg gik hen til sengen. Jeg tog lange, langsomme skridt. Jeg stillede mig foran min far. Jeg blev chokeret. Jeg overlevede ikke. Jeg lå der på hospitalssengen i en lang hvid hospitalskjole, som sygeplejersken sikkert havde givet mig på. Jeg var blå i huden. Jeg gik op mod mit hoved. Jeg lagde langsomt min hånd på kinden af mit lig. Jeg var helt kold. Nu kunne jeg for alvor mærke tårer presse ud gennem øjet. Jeg stod bare og kiggede på mit eget lig. Min far vendte sig om, da døren endnu en gang gik op. Denne gang spadserede Ragnar ind i stuen. Man kunne tydeligt se på ham han havde grædt. Han havde røde rander rundt om øjnene. Ragnar og far fik øjenkontakt. Ragnar åbnede munden, han kom med nogle små stønnende lyde i et forsøg på at få en sætning ud af munden på sig selv. Og endelig gjorde han det…

”Det… det er min skyld, far.”

Far kiggede uskyldigt på ham.

”Nej, selvfølgelig var det ikke det Ragnar.”

Far gik hen til ham og gav ham et bjørnekram.

”Hvis jeg ikke havde fundet på at vi skulle ud, så ville hun ikke ligge der nu.”

”Du gjorde ikke noget forkert. Rosalia havde bare ikke set lastbilen komme”

Jeg havde en trang til at skulle være med i samtalen, også selvom at de ikke kan høre mig.

”Det havde jeg nemlig ikke far, det er rigtigt.”

De stoppede samtalen, da sygeplejersken viste dem ud af hospitalsstuen. De gik. Jeg kunne mærke en hånd på min skulder. Jeg havde lyst til at vende mig om, men jeg turde ikke.

”Jeg er ked af det, lille skat.”

Denne gang var jeg sikker. Det var mor. Jeg vendte mig hurtigt om. Det var hende.

”Mor.”

”Hej Rosalia.”

”Jeg har savnet dig, mor.”

”Jeg har også savnet dig meget højt.”

”Så du hvad der skete?”

Hun tøvede. Hun kiggede ned i gulvet.

”Ja, jeg så det.”

”Hvad så nu? Var det enden på mit liv?”

”Ja… og nej.”

”Nej?”

”Rosa, jeg er her for at hente dig.”

”Til himlen?”

”Ikke just.”

”Jamen hvor skal jeg så hen? Vel ikke helvede vel? For jeg har altså ikke gjort noget der var så alvorligt. Okay, det var måske lidt groft at tygge på Andrews blyant i fjerde klasse, men jeg har ikke gjort andet der skulle være en forbrydelse.”

Hun brød ud i latter. Jeg forstod hende ikke. Var jeg måske ikke død?

”Du er ikke helt død endnu.”

”Hva’?”

”Husker du den halskæde jeg gav dig?”

”Ja, jeg har den på lige nu. Jeg har faktisk ikke taget den af siden den dag du døde. Den betød meget for mig. selvom at jeg var så lille, at jeg ikke burde kunne forstå det.”

Hun nikkede. Hun stak hånden ned i en af sine lommer i kjolen. Jeg ventede spændt på at se hvad hun trak op af lommen igen. En glaskugle. Omtrent på størrelse med en håndbold. Den var blandet med blå og grøn. Men selve farverne var ikke blandet sammen, de var skam adskilt. Men der var både blå og grøn indeni. Det lignede at de flød rundt i vand inden i kuglen.

”Ser du. Den halskæde du har, indeholder en nøgle der åbner en magisk passage.”

”En passage til hvad dog?”

”Underverdenen.”

”Underverdenen!?”

Jeg kiggede undrende på min halskæde.

”Hvorfor har du aldrig sagt det, halskæde?”

”Før dit halssmykke og glaskuglen sammen, og en passage til underverdenen vil åbne sig.”

Jeg tog halskæden af og lagde den på kuglen. Kuglen udstrålede en blågrøn glans af glimmer. Glimmeret fløj hen over hovederne på mor og mig. Jeg lukkede øjnene for ikke at få noget af alt det glimmer permanent i fokus. Da jeg åbnede øjnene igen, var jeg et sted der godt kunne have været den verden, jeg plejede at leve i. Hvis ikke det var for alle de umenneskelignende personer, og alle de store, boblende sorte gryder. Nogle af disse væsener var helt hvide i huden, og andre var helt behårede. Der var folk der svingede rundt med en pind og sagde mærkelige ord. Mor skubbede til som tegn på at jeg skulle gå fremad. Jeg kiggede op på hende, og hun smilede tilbage til mig. Jeg kiggede frem igen og gik. Alle kiggede på mig, da jeg begyndte at gå. Det var som om at de kunne høre mine skridt. Det var en ubehagelig følelse. Men alligevel følte man sig meget populær, bortset fra at ingen smilede, da jeg kom forbi. Hvad skete der her? Havde jeg gjort noget jeg ikke skulle? Jeg lagde mit hoved tæt på min mors og begyndte at hviske.

”Mor, hvad sker der?”

”Det får du at vide om et kort sekund.”

”Hvor skal vi da hen?”

Hun sagde ikke mere. Jeg blev lidt bekymret. Jeg dækkede mit ansigt med noget af mit lange, brune hår. Jeg tog nogle hurtigere skridt. Mor drejede ind af en gyde. Jeg stoppede og kiggede på hende. Hun vendte sig om og viftede med hånden, som tegn på at jeg skulle komme med. Jeg tog chancen og gik ind. Hun vendte sig mod væggen for enden af gyden. Der var fugtigt, og rotter løb i siderne af væggene. Mor bankede på døren tre gange. En stor dør i væggen kom til syne. Omridset af døren lyste op. Hun lagde hånden blidt på døren og skubbede til den. Den bakkede tilbage og rykkede til venstre. Mor gik indenfor, og jeg gik lige bagved hende. Vi kom ind til et stort rum fyldt med en masse mænd og kvinder i sort tøj. Det lignede lidt præster.

”Velkommen wicca.”

En høj dame med kort sort hår kaldte mig for wicca. Jeg har to spørgsmål til det. Hvem er hun? Og hvad er en wicca? Er det et ord de bruger for unge i denne her verden.

”Vi ventede dig.”

”Ventede?”

Jeg kiggede rundt på dem alle sammen. Rummet var rundt. De sad alle sammen på en masse rækker oven over hinanden. Alle deres øjne var rettet mod mig. Mor kiggede op på damen.

”Jeg tog hende med høje dommer.”

Ja høj er hun da. Men dommer!

”Ja det kan jeg se de gjorde. Sæt Dem ned pigebarn.”

Jeg kiggede tilbage. Der var en stol med højt ryglæn bagved mig. den stol stod der ikke før, og jeg ville kunne høre det hvis der kom nogen løbende. Jeg satte mig ned på stolen. Jeg havde ikke lyst til at se alle de mennesker i øjnene, så jeg kiggede bare uskyldigt ned i gulvet. En mørk skygge dukkede op foran mig. Det var ikke et menneskes skygge. Jeg kiggede hurtigt op igen, pludselig stod der også et bord.

Hvad skete der lige? Jeg havde en følelse af at nogen iagttagede mig. jeg kiggede en gang rundt i salen, mine øjne endte på dommeren foran mig. Hun havde et blik som kunne gøre meget ubehag. Hun vidste godt jeg ikke anede hvad der foregik.

”Nå, fru Pennington.”

”Ja.”

”Vil De lægge ud?”

”Ja, høje dommer. Synes De selv at så ungt et menneske skal dø? Er De villig til at hyre folk der skal slå hende ihjel?”

Dommeren kiggede eftertænksomt på mig, hvorefter hun kiggede hen på mor igen.

”Jeg gør udelukkende kun dette for folkets skyld.”

”Hun er en del af dit folk.”

Jeg var nødt til at vide hvad de snakkede om. Det kan ikke være rigtigt at de snakker om mig uden at jeg kan få et ord indført. Jeg rejste mig hurtigt op. Stolen blev skubbet tilbage i irritation.

”Hvilke folk, høje dommer? Og hvorfor fortæller I mig ikke lige hvad I snakker om? Og hvem skal slås ihjel her?”

”De pigebarn, er en del af et folk jeg kalder overnaturlige skabninger. Og De er en wicca. En gammel slægt fra din mors side.”

”Hvorfor er det så vigtigt at jeg er det?”

”Det har De ikke lov til at være! Wiccaer skal og vil blive udryddet!”

Udryddet!? Havde de tænkt sig at slå mig ihjel? Det mener de ikke vel? Jeg blev helt hvid i hovedet. Udryddes. Men hvorfor?

”Hvorfor er det så vigtigt at wiccaer skal udryddes.”

”Ikke alle wiccaer skal udryddes. Kun de farligste.”

”Farlige?”

”De sender energier ud som de ikke kan kontrollere. Og disse energier er stærke nok til at slå alle overnaturlige væsener og for den sags skyld menneskeheden ihjel. Og det er De farlig nok til.”

”Siger du at du vil aflive mig?”

”I store træk, ja.”

Jeg satte mig ned igen. Jeg kunne ikke tro det. Alle de personer der sad herinde ville slå mig ihjel. Det måtte være en drøm eller et mareridt nærmere. Hvorfor havde mor bragt mig herhen?

Blandt folk der er wiccamordere. Og hvis det er en slægt i familien, skal mor så også dø? Igen?

Mor tog fat i min arm og bukkede sig ned til mig.

”Rosalia, jeg er nødt til at gå.”

”Hvorfor? Hvor tager du hen?”

”Det kan jeg ikke fortælle dig.”

Hun kiggede mig direkte i øjnene. Hun tog hånden frem. Jeg kiggede på hendes hånd. Hun lukkede den og pustede så derefter på den. Da hun lukkede hånden op igen havde hun en nøgle. Jeg havde store øjne. Hvordan gjorde hun det?

”Tag nøglen. Find Adrian.”

”Hvem er Adrian?

Dommeren steg af stolen. Hun gik hen mod mor.

”Følg venligst med fru Pennington.”

Jeg begyndte at ryste. Hvad skulle de med mor? Hvor skulle de hen? Hvad var nøglen til? Og hvem er Adrian?

De forlod mig. Mine øjne fulgte mor på vej ud. Hun kiggede ikke tilbage, hun gik bare videre med alle de præstelignende personer. Den store dør af sten fra væggen lignede en stor port af træ indefra. Døren smækkede i med et smæld. Jeg stod tilbage helt alene tilbage. Hvor skulle jeg gå hen? Jeg kunne ikke gå samme vej som de andre. Jeg havde ikke lyst til at se hvad de ville gøre ved mor, selvom at jeg rigtig gerne ville vide det. Jeg kiggede rundt i håbet om at finde en dør. Der var ingen anden dør. Jeg kiggede tilbage på porten, den forsvandt. Den store port skrumpede.

”Nej! Den kan da ikke bare skrumpe!”

Jeg løb hen til døren. Jeg kunne mærke vinden køle mit ansigt i farten hen til døren. Da jeg endelig stod foran den, var den helt væk. Jeg blev vred. Jeg fik et raserianfald og slog hårdt på væggen. Det gjorde ondt i hånden. Jeg kiggede ned på den, og knugede den ind til mig.  Der kom et hul i væggen. En lille hvidt lysende cirkel som blev større. Jeg kiggede på den, nærmest som om jeg var fascineret af den. Det var jeg også lidt. Jeg var lamslået. Cirklen blev cirka lige så stor som mig. Jeg gik hen til den så jeg stod lige op ad den. Jeg løftede min ene hånd, og stak den ind i cirklen. Cirklen føltes geléagtig. Jeg gik helt igennem. Jeg lukkede bare øjnene og holdte mig for næsen.

”Ad klamt, ad klamt, ad klamt!”

Jeg kunne mærke gelé følelsen hele vejen igennem. Jeg åbnede øjnene. Det der wicca halløj havde helt sikkert noget med den cirkel at gøre. Frem for næsen af mig stod der en dreng. Omtrent på min alder faktisk. 

”Hej.”

Jeg kiggede til begge sider. Var det mig han snakkede til?

Jeg var den eneste anden til stede, så det regnede jeg med. Jeg svarede selvfølgelig bare høfligt igen.

”Hej.”

”Er du Rosalia?”

”Ja. Så er du vel Adrian?”

”Det er jeg vel.”

Jeg tænkte mig hurtigt om. Nøglen! Jeg tog den frem, og rettede den mod ham.

”Ved du hvad jeg skal bruge den til?”

Han kiggede ikke overrasket på den. Det var som om han vidste hvad der skulle ske.

”Ja, det gør jeg. Kan du se den lille hytte derovre?”

Han pegede mod en lille træhytte der stod ikke langt fra os men bag nogle træer og buske.

”Ja jeg ser den.”

”Brug nøglen til at låse op for døren.”

Han kiggede hurtigt til min venstre side. Der kom lyde derovre fra, så jeg kiggede også. Jeg blev nysgerrig. Det lød som om, nogen kom løbende. Pludselig kunne jeg også høre nogen råbe.

”Der er hun! Fang hende!”

Jeg genkendte nogle af ansigterne fra den store sal. Adrian kiggede på mig.

”Hurtigt! Rosalia, løb over til hytten, lås døren op og gå til du rammer dit endelige sted.

”Endelige sted?”

”Løb!”

Jeg løb alt hvad jeg kunne. Ind mellem buskene og uden om træerne. Jeg havde stadig nøglen i hånden. Jeg stoppede først med at løbe, lige før jeg ramte døren. Jeg fumlede med nøglen af ræd for hvad der ville ske. Jeg fik døren låst op. Jeg åbnede den hurtigt gik ind og smækkede den i efter mig. Der blev helt stille derude. Jeg vendte mig om, så jeg havde fronten mod rummet. Det var slet ikke noget rum. Det var bare et stort hvidt lys. Jeg sank en gang. Jeg tog chancen og gik ind mod det store hvide lys.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...