Hvem?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jun. 2014
  • Opdateret: 3 jun. 2014
  • Status: Færdig
Den dag på bussen ændrede det hele. Hun har stadig ikke helt forstået hvad der skete den gang. Men det skete, og ingen tror på hende.

~Min første movella :) Det er en meget lille og kort historie, som egentlig var en skoleopgave. Jeg håber at i kan lide den, eftersom det er den første historie jeg nogensinde har lagt ud på internettet.~

2Likes
2Kommentarer
214Visninger

1. Hvem?

Han kigger på mig. Jeg kan mærke det. Jeg kan mærke hans hårde blik i nakken. Han sad der da jeg stod på bussen. Lagde øjeblikligt mærke til mig. Han kigger væk. Ud af vinduet. Lader som om han ikke så mig fange ham i at stirre på mig. Han er en ung fyr. I starten af 20’erne måske? Han er ældre end mig. Det er stensikkert. Han har en sort vest på med matchende sweater inden under. Mørkt hår, brune øjne og lys i huden. Han spiller lidt sej. Jeg kigger væk. Ud af vinduet jeg står ved. Ser en fugl lande i et træ, vi kører forbi.
Han kigger på mig igen. Jeg kan mærke det. Jeg ignorer ham og kigger ud på cykellisterne som prøver på at komme forbi bussen hver gang den stopper. Det lykkedes ikke rigtig. De er fanget i bussens rytme, så længe de cykler ved siden af den.
Næste stop er Toftegårds Plads. Der skal jeg af. Jeg er nærmest ved at løbe ud af bussen da den standser. Jeg vil bare væk fra ham. Væk fra ham fyren som stirrede på mig.
Jeg ånder lettet ud da jeg træder ud på fortovet. Det blæser en smule, og vinden hiver let i mit hår. Frisk luft. Det var lige det jeg havde brug for. Den klamme, varme luft i bussen gav mig næsten kvalme.
Bussen lukker dørene i bag mig og kører hurtigt væk fra stoppestedet. Jeg begynder at gå mod højre, da jeg pludselig mærker en hånd på min skulder. Jeg stivner. Bange for om det er ham fyren. Jeg beder en stille og hurtig bøn til gud om, at han ikke vil mig noget ondt. Hvis det altså er ham fyren.
Jeg vender mig langsomt om. Jeg er bange. Jeg har prøvet det før. Så sent som i sidste uge fik jeg stjålet min mobil og penge af en mand med kniv.
Det er ham. Det er ham fyren fra bussen, som prikkede mig på skulderen. Jeg er lige ved at skrige. Så bange er jeg. Men jeg stopper da han smiler til mig. Han ser mildere ud på tæt hold, end da jeg så ham i bussen. ”Hej” siger han. Jeg smiler svagt. Blinker en enkelt gang, og så er han væk. Mit smil falmer. Jeg kigger mig forvirret omkring. Han kan da ikke bare forsvinde sådan på 2 sekunder? Jeg drejer én gang rundt om mig selv. Kigger stadig efter ham. Han er ingen steder at se.
Hele situationen gør mig enormt utilpas. Ingen kan forsvinde på så kort tid.
Jeg vender mig om en gang til. Bare for en sikkerheds skyld. Der. Der er han. Ovre på den anden side af gaden. Han står, stiv som et brat, og stirrer på mig. Mangler halvdelen af sit ansigt. Jeg skriger. Prøver at løbe væk, men jeg snubler og falder over mig selv.
En kvinde kommer løbende hen til mig. Spørger om jeg er okay. ”Manden” siger jeg og peger. Han står der stadig. Stirrer stift på mig.
Kvinden vender hoved og kigger den vej jeg peger. ”Hvem?” spørger hun stille. Jeg kigger forbløffet på hende. Kan hun ikke se ham? Ham fyren i det sorte tøj som mangler halvdelen af sit ansigt?
”Ham!” næsten råber jeg, og peger igen hen mod ham. Men han er væk. Forsvundet igen. Jeg lader min arm falde. Det føles som om jeg er blevet døv. Jeg kan ikke høre kvinden mere. Frygten er for stor. Jeg kan kun se hendes mund bevæge sig. Hun rusker let i mig for at få mig til at svare. Jeg ryster på hoved. Vil bare have hende væk fra mig. Jeg vil bare hjem. Jeg prøver at rejse mig, men mislykkedes. ”Hjem” hvisker jeg. Kvinden nikker og siger noget mere. Jeg ryster på hoved og tager hænderne op til mit ansigt. Hvem var ham fyren? Og hvordan kunne han forsvinde så pludseligt?
Jeg tager hænderne væk fra mit ansigt igen. Kvinden er gået lidt væk fra mig og taler ind i sin telefon. Jeg kigger på hende mens hun taler. Kan stadig ikke høre noget. Mit syn begynder at blive sløret. Kvinden går snart i ét med huset bag hende. Jeg blinker. Og der er han. Lige foran mig. Han er det eneste jeg kan se. Alt andet er sløret.
Jeg prøver at skrige. Prøver på at råbe om hjælp til kvinden. Men intet kommer ud af min mund. Jeg er rædselsslagen. Han mangler ikke noget. Men alligevel så er der dette her mørke over ham som gør ham så skræmmende. Jeg prøver at skrige igen. Stadig intet.
Han går tættere på mig. Standser først når han står lige over mig.

Det sidste jeg husker er at han bukkede sig ned og rakte sin hånd frem imod mig.
Nu ligger jeg på et hospital. Jeg besvimede åbenbart. Besvimede mens kvinden talte. Hun kom vist løbende hen til mig og tilkaldte en ambulance.
Siden da har de alle sammen spurgt mig, om hvad jeg kunne huske.
Fyren. Ham den uhyggelige fyr fra bussen. Det er ham jeg kan huske. Men ingen kender ham eller har nogensinde set ham. Politiet har prøvet på at lede efter ham i en uge nu. Ingen spor overhoved.
De tror alle sammen at jeg er blevet sindssyg. Sådan en som ser syner.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...