What I dont remember - One direrection

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2014
  • Opdateret: 24 apr. 2015
  • Status: Igang
Mød søde June Cruz som har mistet noget af sin hukommelse i en bilulykke. June prøver at vende tilbage til sit game liv. Men hvad sker der når fem drenge dukker op og ting fra fortiden vender tilbage. Hvem kan man overhovedet stole på! Og hvad sker der i drengenes kamp om at få June til at huske?

*Indeholder anstødeligt sprog, læsning er på eget ansvar!

10Likes
10Kommentarer
718Visninger
AA

3. The stalker!

Jeg kiggede på mit ur. Klokken var lidt over otte, så skulle jeg op.

Jeg ved hvad i tænker - og det samme tænker jeg.

Det var søndag, jeg burde ligge og sove!

Men jeg havde spurgt mor om jeg måtte komme med ind til bureauet. Hun havde været lidt skeptisk, men gav sig til sidst.

Så nu havde jeg altså fået lov til komme med. Men mor var kun på bureauet til klokken elleve, så jeg var jo lidt tvunget til at stå tideligt op.

Jeg slæbte mig selv ud af sengen, og ned af trapperne. Jeg fattede virkelig at jeg stod så tideligt op i mit tidligere liv.

Ej kunne jeg seriøst ikke finde et andet ord end tideligere?

Det lød jo som om jeg havde været død.

Fra nu af ville jeg side mit gamle liv. Ja det lød helt klart bedre.

Jeg gik ind på badeværelset og tændte for vandet. Det føltes dagligt da de varme stråler ramte min krop. Da jeg virkelig trængte til et bad.

Jeg tog et håndklæde om mig, gik ud og lod den kolde luft omsluge mig.

Jeg tog noget nyt undertøj på, min flotte blomstrede buksedragt, og redte mit hår i gemmen.

Så nu stod jeg altså og ventede på bussen, da jeg så drengen fra i går.

Fulgte han efter mig?

Nej det kunne ikke passe, det var sikkert helt tilfældigt June. Han havde fået mig til at føle mig utilpas en gang før, det skulle ikke ske igen.

Tag en dyb indånding June.

Vent hvornår var jeg begyndt at tale med mig selv?

Hospitalet havde virkelig sat sit præg på mig.

***

Jeg var stået af bussen, og var på vej hen til bureauet. Da jeg kom i tanke om at jeg nok hellere måtte få noget morgenmad.

Så jeg gik ind på det første sted jeg fandt. Da var ikke rigtig nogen ud over ekspedienten. Han hilste venligt. "Det sædvandlige" sagde han så, og kiggede afventede på mig.

Altså hvad for ventede han enligt, jeg kunne da ikke huske at jeg plejede at komme her eller hvad jeg bestilte.

Men jeg nikkede bare, og lod som om at jeg godt vidste hvad det var jeg havde bestilt.

Da han var færdig lagde han tingende på disken. "En cappuccino med vanille og en frisk croissant" sagde han og smilede sødt og en lille smule drillende.

På den ene side var jeg glad for han sagde det, men på den anden hvor dum kunne jeg være. Selvfølglig viste han der med ulykken og hvad der var sket.

Jeg tog tingende og gik ud. På vej hen mod bureauet, drak jeg min kaffe og spiste min croissant. Det smagte guddommeligt, men var det virkelig det jeg plejede at bestille? Jeg troede modeller kun spiste sundt, hvis de altså spiste!

Nu kunne jeg se det, det var en stor hvid bygning. Hvor der stod noget med models på.

Ved indgang var der nogle planter og en bænk.

Oh my gosh sig det er løgn!

Han fulgte efter mig, ligesom de stalkers man ser på film.

Den samme hættetrøje, de samme solbriller og de samme krøller som han prøvede at gemme under hættetrøjen.

Det kunne ikke passe jeg havde kun været hjemme en uge, og jeg havde allerede en stalker.

Var mit gamle liv virkelig sådan her, og high five til mig for at huske at sige gamle.

Men så gik det op for mig at mit hoved var rettet mod ham og at jeg stirrede. Nej jeg røv gloede, hvis man kan sige det. Det tror jeg altså godt man kan.

Men whatever.

Uden at tænke over det, skubbede jeg hårdt til den store glasdør og væltede ind.

Jeg rømmede mig og kiggede på sekretæren. Som sukkede irriteret, af at blive afbrudt i sit arbejde.

"To sekunder" mulede hun ned i telefonen. "June Cruz" sagde jeg venligt, man kunne jo håbe mit humør smittede lidt af.

"Du er ventet, 4. sal" sagde hun koldt og skulede hånligt til mig.

Jeg ved ikke hvorfor men noget sagde mig at vi ikke var og blev så gode venner.

Jeg tryllede på elevator-knappen, døren åbnede sig og der stod Summer.

Hun havde en silke kåbe på som kun gik til lårene. Hendes lyse hår var sat helt utrolig flot op, og hendes make up! Hvor var hun dog smuk.

Hun trak mig hurtigt ind og rev mig ud af mine tanker, da jeg var ved at blive klemt i døren.

Hun grinede og gav mig et kram, som denne gang var gengældt. Jeg havde faktisk savnet hende, utroligt nok da jeg jo ikke rigtigt kendte hende.

"Jeg viste ikke slet ikke du kom, men der skal nok blive plads til en lille rundtur alligevel" sagde hun og trykkede på knappen hvor der stod 4. sal.

Jeg smilede taksemmeligt, jeg var jo lidt lost her og kunne sikkert farefuld når som helst.

"Første etage hvor vi lige har været er indgangen, depoter og betjening. Anden etage får vi lagt make up og sat hår, og det er der Nico arbejder."

Jeg rynkede på øjnebrynet. Hun læste mit blik "han er din frisør, og din super søde lækre bedste ven!"

Havde jeg en bedste lækker bedste ven?

Vent lige lækker! Summer havde kaldt ham lækker, gad vide om de var kærester.

Men så fortsatte Summer "og på tredje etage ligger din mors kontor og fotostudiet. Fik du det?" Spurgte hun.

"Det tror jeg" sagde jeg og gav hende et skævt smil.

Pling sagde det fra elevatoren, og vi trådte ud.

Det første jeg fik øje på var en dreng der stod og fik taget billeder. Han kom hen til od da vi gik forbi.

Han måtte være i gang med en unrertøjsreklame, da han kun havde underbukser på.

Mit blik gled op til hans overkrop. Holy shit et vaskebræt, mine øjne var lige ved at trille ud af hovedet på mig. Men det opdagede han vidst, for han begyndte at grine. Hvorefter han træk mig ind i et kram "dejligt du er tilbage June" sagde han og smilede.

Der var også en masse andre der kom hen, hilste og krammede. Indtil en stemme råbte at vi skulle komme tilbage til arbejdet, og den stemme kendte jeg.

"Hej mor" sagde jeg lidt skræmt over alle de mennesker.

Men før hun nåede at svare, lagde et par arme sig om mig bagfra. "Du fik aldrig sagt Hej" sagde stemmen bagved.

Jeg vendte mig rundt og kiggede ind i et par helt utrolige brune øjne.

"Nu må du ikke skræmme hende Nico" sagde Summer grinende.

Jeg kiggede fra Summer til Nico og fra Nico til Summer.

"Så i to er altså kærester" sagde jeg og bed mig i læben.

Men straks brød en latter op, hvad fanden var det der var så sjovt. "June Nico er gay" sagde Summer og tørrede øjnene efter grineflippet.

Jeg kunne slå mig selv i hovedet med en skovl, selvfølge han er jo frisør. Altså ikke fordi alle frisører er gay. Damnit altså.

"Dejligt du er tilbage June" sagde han drillende.

Men så rømmede min mor sig. "Nu skal jeg vise dig lidt rundt June".

"Jeg har allerede vist hende rundt" sagde Summer stolt.

"Så lad mig vise dig resten" sagde hun og gjorde tegn til at jeg skulle følge med.

Jeg vinkede kort til Summer og Nico, og gik derefter med mor.

Da vi var gået forbi fotostudierne, kom vi til en gang med kontorer.

Der hang en masse billeder på væggene, jeg kiggede godt på dem.

Det var bare løgn.

Det var mig på alle billederne, nogle få af dem var Summer også på.

Selv inde på kontoret var der en masse billeder. Det bar et flot kontor, med udsigt over hele byen.

"Jeg er ked af det før men jeg er nød til at være lidt streng på arbejdet" sagde min mor og satte sig ved skrivebordet.

Hun smilede da hun opdagede at jeg kiggede på alle billederne. "Du er en af mine bedste modeller" sagde hun, med en lille smule stolthed i stemmen.

"Det viste jeg ikke......." Sagde jeg lidt anspændt.

Det var underligt at være her igen, med alle de folk.

"Gud er klokken allerede så mange, jeg har en frokost aftale. Kan du selv komme hjem?" Spurgte hun og var ved at finde sine ting.

Hun var stresset det kunne jeg se på hende. Og hun gad ikke have mig på slæb, ihvertfald ikke lige nu.

"Ja ja" sagde jeg og nikkede.

***

Jeg var kommet hurtigere med bussen end jeg havde regnet med. Nu var jeg næsten ved mit hus. Da der stod en ved indgangen.

Det var bare for meget, det var ham igen. Min dag kunne også bare blive bedre. Nu var det kraftedeme for meget.

Jeg gik helt hen til ham. "Jeg har været hjemme en uge, en fucking uge og har allerede fået en klam stakler. Det er i den grad også nemt at komme hjem når man ikke kender nogen eller noget" hvæsede jeg.

Men han stod fuldstændig fraværende, og det pissede mig helt af. Hvilket relaterede til at jeg rev han solbriller af og kastede dem ned i jorden, så de gik i stykker.

"Kig så for fanden på mig" råbte jeg.

Hans store grønne øjne fangede mine.

"Så der er så slemt som jeg har hørt" sagde han og kiggede igen væk. "Hvad er så slemt, du kender mig jo ikke" sagde jeg uforstående.

"Kan du slet ikke huske mig June" sagde han trist. Jeg kiggede på ham, kendte jeg ham. "Nåre ja, det er dig fra plakaten. Jeg mener det der bandt, One et eller andet" sagde jeg.

Summer havde be plakat hængende, på hendes værelse. Men det så ikke ud som om jeg havde ramt rigtigt, da sorgen var malet i hans øjne, som nu kiggede på mig.

"Jeg giver ikke op" sagde han bestemt og så forsvandt han.

Hvad ville han ikke give op?

Nu blev det for meget, alle de uklarede spørgsmål og personer. Det var hårdt, jeg ville ønske jeg kunne huske.

Tårerne strømmede ned af kinderne på mig, og små hulk forlod min mund. Her sad jeg så på den kolde jord og græd, for jeg havde ingen at snakke med som jeg kunne huske. Udover mor og far men de ville ikke forstå.

Jeg vidste der var løsningen, svarende på alle mine spørgsmål og hun ville forstå.

Jeg vidste jeg var nød til at opsøge Eve.

Det var så tredje kapitel. Hvad tror i der sker når June opsøger Eve og hemmeligheder bliver afsløret. Og havd med den mystiske stalker. Det ville betyde utroligt meget for mig hvis i ville læse!<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...