Kan dæmoner få vinger?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jun. 2014
  • Opdateret: 24 jul. 2014
  • Status: Igang
Hun bruger sine dage på at gå gennem de smalle gange bag togstationerne. På væggene er grafitti og nogle steder sider andre der er ligesom hende. De sover, ryger eller drikker, og de har også mistet lyset i deres øjne. Hendes korte cowboyjakke er næsten slidt op, håret er beskidt og grimt klippet i tilfældige lokker der rækker lige under hendes skuldre, og hendes læber bliver malet røde hver morgen.
Hun går gennem gangen. Klik klak klik klak, lyden fra de høje stiletter får hende til at ville kaste op, for de minder hende om hendes arbejde og hun får tåre i øjnene. Hun er knust og hun er ligeglad med andre. For andre kan ikke fordrage hende, men hun er ligeglad. Hun kan heller ikke lide dem, siger hun, men det hun ville ønske mest var at de for en gangs skyld så hende i øjnene, holdt om hende og sagde at alt nok skulle komme til at gå...

0Likes
0Kommentarer
417Visninger
AA

1. Kapitel 1.

Klik-klak, klik-klak, klik-klak.

Lyden af hendes høje stiletter der rammer asfalten i de lange gange. Grafitti dækker de ellers hvide vægge. Farverne er lykkelige som de andre. Rødt, gult, grønt. Og så kommer der farverne der minder om hende. Grå, sort, grå, sort, sort, sort.

Hun holder sin rygsæk i den ene hånd. En slidt Fjällräven.

Hendes slidte, korte cowboyjakke rækker lige under hendes bryster og hendes hår er uredt, kruset, beskidt og grimt klippet. Tilfældige lokker der rækker lige under hendes skuldre. 

Hun trækker en lok fra hendes læber. Den har fået et rødt skær af hendes læbestift.

Hun presser bagsiden af sin hånd mod sine læber i forsøg på at holde opkastet tilbage, og hun klarer det. Hun hoster og et tår løber ned ad hendes kind, men hun går stadig videre. 

Hun går forbi en af soverene, der sidder langs væggen i deres hættetrøjer, bukket over deres knæ, der er samlet mod deres mave, og sover.

Hun kigger væk fra dem. Vil ikke, vil ikke.

Hun har lyst til at skrige og græde og løbe væk fra gangene, men hun kan ikke. 

Klokken er 23.37 præcis. Lyden fra hendes stiletter der nærmer sig stedet giver hende kvalme og hun vil kaste op. Hun er på vej derhen, men hun vil ikke. Hun kan ikke mere, men hun må.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...