Jeg lever for dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jun. 2014
  • Opdateret: 4 jun. 2014
  • Status: Færdig
Hvor meget vil du gøre, for at tilfredsstille dem du har omkring dig? Vil du vælge, at være egoistisk og tage dit liv - så du ikke vil ende med at være en lille klump i verden uden at kunne bevæge dig? Eller vil du gøre alt, for at tilfredsstille din familie, venner og kæreste? Det er spørgsmålet jeg lever med. Mig - Lukas. Jeg lider nemlig af kræft - Knoglekræft. Dette er et konkurrence bidrag til TFIOS-konkurrencen. Mulighed 2.

3Likes
12Kommentarer
704Visninger
AA

6. Fjerde år.

Fjerde år.

”Det er med sorg, at jeg må fortælle dem, at kræften er kommet tilbage. Begge skulderled, leddene er hårdt medtaget af kræften.” Dr. Hansens stemme er meget monoton, en typisk læge. Pludseligt føles alt koldt. Der skal nu heller ikke meget til. Jeg tager en dyb indånding, og lader blikket glide til siden.

Det tager ikke mange sekunder fra jeg har set på min sorgfulde mor og far og videre hen på Lea, for at opdage deres skræk som lyser ud af øjnene. Kæberne hænger rent ud sagt på dem. Jeg spænder i kæbepartiet, inden jeg sukker tungt. Mit blik skyder ned imod det sted, hvor mine ben ville have været, hvis ikke jeg havde fået dem amputeret. Lige nu sidder jeg fastspændt til min kørestol, som er mit eneste transportmiddel, hvis jeg vil væk fra min seng. Jeg kan allerede fornemme konsekvensen af det her udfald. Skulderleddene. Det vil snart brede sig igen. Det får aldrig en ende. Ikke før jeg er væk. De mange billeder i mit hoved.

Det er det her, som ikke må ske. Jeg må ikke lade det påvirke mig. Jeg skal være stærk. Stærk for dem. Leve for dem. Det har jeg lovet mig selv. Jeg skyder derfor skulderne let tilbage, selvom det gør ondt. Det er næsten et held, at de fandt ud af det. Vi har jo bare antaget, at det er alle ændringerne det sidste år, der har været grunden. Men det er det ikke. Knuderne er kommet igen, og de må have overset dem på scanningerne. Eller også er de først kommet efter.

”Hvad kan der gøres?” Spørgsmålet flyder ud over mine læber, inden jeg får hold på dem. Der er heller ingen grund til det. Jeg skal spørge, jeg vil spørge. Der er intet valg, vi skal igennem det her. Jeg kan ikke give op, det må jeg ikke. Selvom det er ligesom at blive slået i maven, at få sådan en ting afvide. Hvis jeg nu var alene herinde, så ville jeg med det samme være bukket under. Men det er jeg ikke.

”Vi kan forsøge at fjerne dem” Siger Dr. Hansen og kigger hen på mig. Han har ellers siddet og kigget ind i computer skærmen. Jeg ved godt, hvad de mener, med fjerne. Det er ikke bare knuderne de fjerner. Det er hele området. Det er den eneste løsning. Det er umuligt, at indplante nye led der fungerer ordentligt. En ny hofte, kan de klare – måske også et knæ, men ligefrem, når det ligger i selve knoglen, det dur ikke. Det er ikke en mulighed.

”Fjern dem” Min tone er bestemt, og jeg rømmer mig bagefter, for at få smurt min hals, der føles som sandpapir ovenpå disse informationer.

Jeg behøver ingen tænke tid. Det er bare sådan det er. Andre muligheder er udelukket. Det er den eneste måde. Alt i mens jeg snakker med Dr. Hansen, sidder de andre tre fuldstændig mundlamme og bare stirrer ud i luften. Det burde nok være omvendt, men det er det ikke. Ikke i min familie. Derfor bliver jeg også nød til, at leve for, at give dem glæden ved mit nærvær. Eller glæde og glæde? Jeg vil bare gerne sikre mig, at de bliver okay. At ikke sidder tomme tilbage.

”Vil du ikke høre forslagene?” Dr. Hansen burde efterhånden være van til, at jeg siger ja, men det virker det ikke til. Han har endda sluppet computerskærmen igen med blikket og kigger på mig. Jeg møder hans øjne, igennem brilleglasset, som han har siddende på den krogede næse. Han har en af de vanlige kitler på, der pryder hans krop, mens et par blålige lægebukser kan skimtes under og et sæt hvide træsko. Jeg bemærker vielses ringen der pryder hans rynkede finger.

”Nej, bare fjern dem. Koste hvad det vil, jeg vil af med det” Siger jeg, men det lyder pludseligt lidt kluntet i mit hoved, og derfor ender jeg med at kigge ned i jorden, for at kigge op igen kort tid efter. ”Af med knuderne og det der hører til. Jeg vil have kræften væk, så må det briste eller bære”

”Du ved godt, hvad det betyder ikke?” Han ser indgående på mig, og skyder blikket fra den ene skulder til den anden, inden han møder mit blik igen.

”At jeg mister begge mine arme, ja” Giver jeg ham sammentykket med. Jeg ved udmærket, hvad jeg mister ved den operation. Det skal man slet ikke betvivle. Jeg kigger over på Lea, der løfter sin hånd og giver min et blidt klem. Jeg møder hendes magiske øjne, inden jeg sender hende et ømt smil. Kort slår jeg blikket imod mine forældre, der står og krammer hinanden, inden jeg ser tilbage på Dr. Hansen.

”Og det er I alle indforstået med” Dr. Hansen flytter sit blik fra mig og over på mine forældre. Selvfølgelig ikke på Lea, for trods hun er min kæreste. Så er hun ikke direkte familiær. Hun er ikke hverken min søster eller mine forældre – ej heller er vi gift. Den del kommer heller aldrig til at ske. Jeg har en fornemmelse af, at kræften aldrig vil blive stoppet. Det virker i hvert fald usandsynligt efterhånden.

”Er du sikker på det skat?” Det er min mors stemme, der fører ordet. Tårerne løber ned af hendes kinder, så de allerede er blevet vædet til, og blanke af alt den sorg, som flyder med. Det er også det, der får mig til, at kigge hen på Dr. Hansen igen. Jeg kan ikke engang klare, at se på hende.

”Ja” Min stemme er beslutsom. Ligesom så mange andre gange før.

Nu ved jeg at mit mareridt bliver til virkelighed. Min frygt for, at blive en klump i verden, overladt til at dø, kommer nu. De har tænkt sig at fjerne begge mine arme. Uden ben og arme, er jeg en klump med et hoved. Ikke noget, som nogen nogensinde ville værdige andet end medynk. Det er en stor ting at sluge. Langt fra noget, som jeg ønsker. Jeg sukker.

Tanken om, at de pludseligt en dag bliver træt af mig eller glemmer mig? Jeg kan ikke gøre hverken fra eller til. Jeg skynder mig, at skubbe tanken væk. Det må jeg slet ikke tænke på. Det er jo en forfærdelig ting at tænke på. I stedet vælger jeg, at smile til dem og nikke til beslutningen. Det er sådan, det skal være. Sådan det bliver.

*

”Du burde finde dig en, der er bedre for dig. En du kan være sammen med og leve livet sammen med, Lea” Min stemme er fast og jeg stirrer ud i luften. Alligevel har jeg et smil på læben. Jeg hader mig selv for, at sætte den maske op, men det er det bedste. Hun skal videre, hun skal ud og have et liv.

”Sådan noget må du slet ikke sige Lukas! Du ved, at det er dig, jeg vil have og ingen andre” Hun presser sine læber ind mod mine, inden jeg når, at hverken afvise eller sige noget til hendes ord. Mine arme slår omkring hendes krop og presser hende ind til mig, mens jeg sidder op af sofaen og hun sidder ved siden af mig. I baggrunden kører en film, som vi dårligt nok har fået set noget af. En anelse åndenøddet slipper jeg hendes læber og kigger ind i hendes smukke øjne.

”Jeg vil bare være sikker på, at du finder en ny – finder en at være sammen med, når jeg engang er væk” Siger jeg ærligt. Bare tanken om hende med en anden, er nok til at æde mig op indefra. Men jeg vil hende kun det bedste og det bedste er, at hun finder en ny kærlighed og ikke bliver bundet til mig.

”Hvordan kan du sige det?” Udbryder hun stakåndet og trækker sig væk.

”Det er jo sandheden Lea. Vi kan ikke blive ved med at benægte, at de sidste år er det gået helt ned af bakke. I morgen skal jeg opereres, det må snart gå op for jer – at jeg ikke kan blive ved med at overleve. Kræften skal nok finde en måde, at overkomme mit liv på” Jeg ser på hende. Ordene er måske hårde, men de er sande. Jeg ser, hvordan tårerne begynder at glide ned af hendes kinder.

”Du må ikke græde Lea” Jeg stryger tårerne væk, men snart kan jeg ikke følge med.

”Jeg elsker dig, og ingen andre. Jeg vil ikke tænke på, at du en dag ikke er her” Hendes stemme er hikstende og hun hiver efter vejret, mens gråden begynder at flyde sammen med hulkene. Det er ikke noget jeg er stolt af, det kan man roligt sige. Men hun må forstå alvoren af det her. Jeg bliver ikke bedre. Det går kun den forkerte vej. Selvom de tager mine arme, så er vi allerede et skridt tættere på døden. Fra i morgen af, vil jeg være sengeliggende for resten af mit liv. Tanken er dræbende. Men hun holder mig i live.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...