Forbudt Kærlighed

Leah er 16 og igang med niende klasse. Hun er klassens populære pige, meget dullet uden på - men indeni er hun meget stille og rolig, blid og klog.
Hun klarer sig udemærket i skolen - indtil hendes klasse får en ny, ung og meget flot musiklærer, ved navn Malte.
Leah forelsker sig i Malte, men hun holder det hemmeligt for alle omkring sig, for Malte er jo voksen, 25, for at være helt præcis.
Men det er svært at styre sine følelser når man er ung og dybt forelsket.

16Likes
9Kommentarer
2807Visninger
AA

5. Fundet

Jeg søgte ned i kælderen, og ind på et af pigetoiletterne. Uheldigvis det klammeste af dem: Der var brugt toiletpapir på gulvet, brættet var slået op og der var ikke blevet trukket ud. Samtidig stank der af helvedes til.

Men jeg var vant til de uhygiejniske toiletter på folkeskolerne og var i øvrigt ligeglad med det lige nu. Jeg var bare nødt til at komme væk fra Malte og de andres stirrende blikke, så jeg tog en papirserviet, for ikke at røre ved toiletbrættet, og slog det ned, og satte mig på det med benene trukket op under mig. 

Efter nogle få sekunder lod jeg tårerne få frit spil. På trods af makeuppen, der sikkert var totalt ødelagt, var det bare rart at græde ud. Mit hoved var fyldt med forskellige tanker og følelser: Følte Malte det samme for mig, som jeg følte for ham? Havde Malte en kæreste, eller var han single? Kunne vi på nogen måde overhovedet indlede et forhold? Samtidig var der en masse blandede følelser: Forvirring, glæde over at være så forelsket, vrede over mit fucking komplicerede liv. Men også jalousi, over alle de ældre piger, der kunne blive lovligt kærester med ham.

 

Jeg endte med at sidde derinde indtil det ringede til frikvarter. Jeg kunne høre nogle piger komme grinende ind til rækken af pigetoiletter. Under døren til toilettet jeg sad inde på, kunne jeg se seks pigefødder fødder gå forbi min dør og ind på et andet toilet længere væk fra mit.

Min mobil havde efterhånden vibreret ti gange i min lomme, men jeg havde ikke orket at tage den op og kigge, for jeg vidste at mindst otte af beskederne var fra Malene, der sikkert ville vide hvad der var galt. Men nu var der nogen der ringede, og da jeg tog min iPhone op af min lomme, så jeg at det var et ukendt nummer, men jeg turde ikke tage den, så jeg puttede den ned i lommen igen.

 

​En halv time after at klokken havde ringet skolefri, sad jeg stadig på toilettet. Pludselig kunne jeg høre døren til pigetoiletterne gå op, og et par rolige skridt pacerede de forskellige toiletter. 

Men da en bekendt mandestemme lød, sad mit hjerte næsten oppe i halsen på mig, så forskrækket blev jeg.

"Leah? Er du her?" spurgte Malte forsigtigt og stod nu foran den låste toiletdør. 

"Hvad vil du?" spurgte jeg forsigtigt, prøvede på at skjule gråden i min stemme. 

"Luk nu op og kom ud. Alle har været meget bekymrede for dig!" sagde han, med en snert af irritation i stemmen - hvilket undrede mig.

Jeg rejste mig og gik hen, og låste døren op: Det var en lettet Malte der stod foran mig. 

"Leah, hvad skete der? Er du okay?" Han løftede hånden for at tørre en tåre af min kind, men jeg trak mig væk - mest for at skåne mig selv fra skuffelsen over, at vi aldrig ville kunne være sammen. 

"Jeg har det fint," mumlede jeg og gik forbi ham og hen til en vask for at kigge mig i spejlet: Jeg lignede en pandabjørn. Min mascara var tværet fuldstændig ud og det sammen var min flydende eyeliner. 

"Her." Malte gik hen til mig og fiskede en kleenexpakke op ad lommen.

Jeg tog taknemmelig imod den og tog en kleenexserviet, gjorde den våd og duppede makeuppen af. "Tak."

"Det klæder dig uden så meget makeup," sagde Malte og smilede til mig i spejlet. 

"Nej, jeg er grim uden makeup," sagde jeg insisterende.

"Er det derfor du går med al den makeup?" spurgte han forsigtigt, sikkert bange for at gøre mig ked af det igen.

Jeg var i tvivl om jeg skulle sige det til ham. Kunne jeg stole på ham? Det kunne jeg vel godt, han virkede så troværdig, sød og rar. 

"Jeg mistede min mor for lidt over et år siden. Hun døde af livmoderhalskræft, og jeg går med al makeuppen for at skjule min sorg og mit ulykkelige ansigt. Det her er min maske, min chance for at skjule mig for de andre. Så de kun ser en lykkelig og smuk pige." Okay, nu havde jeg sagt alt, alt for meget. Det var derfor jeg ikke fortalte det til nogen - fordi jeg altid sagde for meget når jeg først havde åbnet munden. 

"Det er jeg meget ked af at høre," sagde Malte og lagde en hånd på min skulder. 

Min krop sitrede ved hans berøring. "Det er okay, jeg har min far til at hjælpe mig," sagde jeg og trak på skuldrene. 

Han trak hånden til sig, lagde en stor, muskuløs arm om mig og sagde: "Kom, lad os gå udenfor. Jeg må alligevel ikke være hernede."

Jeg smilede til ham og fulgtes med ham ud fra toiletterne, op ad trapperne og ud i skolegården. 

 

​Vi sad på gyngerne i skolegården og gyngede. Vi snakkede om alt og intet. Malte fortalte om hans rejse rundt i verden. Om hans golden retriever, Max, der engang åd Maltes ene sweater. Jeg fortalte om min far og mor. Om vores rejse til Sverige, hvor vi så elge, bjørne, og hvor vi boede på en ødegård. 

Sådan sad vi i en times tid, indtil Malte kiggede på sit armbåndsur. "Klokken er halv fire. Wauw! Tiden er gået stærkt!" sagde han smilende og hoppede elegant af gyngen. "Jeg må se at komme hjem ad. Skal du ikke også hjem?" 

"Jo, det skal jeg vel." Jeg prøvede at hoppe af gyngen lige så elegant som Malte - uden held. Jeg snublede over mine egne fødder og fik stød i benene. Jeg lå og ømmede mig, men da jeg så Maltes forskrækkede ansigt, begyndte jeg at grine. 

Da han forstod at jeg var okay, grinede han også. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...