Bidt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jun. 2014
  • Opdateret: 4 jun. 2014
  • Status: Igang
Livet har i længere tid bare været den samme gamle trædemølle for Alicia. Hendes far er død, men hun savner ham mere end noget andet. Hendes mor forstår hende ikke, og bekymre sig kun om hendes nye søn.
En dag beslutter Alicia sig for at bryde sine gamle vaner, og løbe igennem skoven. Det viser sig at være et valg hun ikke skulle have taget. Denne beslutning bringer hende ud af kurs både blandt venner, fjender og sin nye familie.
Alicias evner bliver testet på det groveste, hvem kan man stole på, og hvem skal men betro sine hemmeligheder? De hemmeligheder, som kan ende med at få alle omkring sig dræbt.
En Movella om kærlighed, venskab og prøvelser. Hvem kan komme igennem det helskinnet, og hvem kan ikke?

3Likes
0Kommentarer
501Visninger
AA

1. At Vælge En Anden Vej

Regnen silede ned ad ruderne, og lavede ubrydelige striber af uigennemskuelige vandfald. Vinden var barsk, og ruskede i træerne med sådan en kraft at jeg tvivlede på om de kunne holde til det. Lyden af min mor der skændtes med min lillebror, gav genlyd i hele huset. De skændtes altid over lektierne, det irriterede mig ikke, for det beviste bare at han ikke var perfekt. Ingen var, det prøvede jeg forgæves at blide mig selv ind igen og igen. Min mor elskede ham, ingen tvivl om det. Derfor gjorde det mig også, selvom jeg aldrig ville indrømme det over for nogen, mere glad når de skændtes.

Jeg kunne stadig huske da det kun var mig, min mor og min far. Det var dejlige tider. Da jeg blev syv, blev min mor gravid. Min far døde i en bilulykke kort efter, og nu var vi en splittet familie. Eller det var vi egentligt ikke. Det var ti år siden min far døde, og min mor havde kommet sig, Benjamin kendte ham knap, så det var egentligt kun mig der savnede ham.

Min mor holdt altid øje med Benjamin, og det var som om de sidste ti år havde været et stort sort hul. For hvert skridt hun tog hen imod at komme sig helt, tog hun et skridt væk fra mig. Jeg kunne stadig genkalde mig min tretten års fødselsdag. Vi havde svinet så meget, dagen efter havde min mor og jeg brugt hele dagen på at rydde op. Jeg kunne ikke forklare hvorfor det var det minde der dukkede op, måske fordi jeg følte mig sådan. Jeg ryddede altid op efter alt lortet, og ingen gjorde nogensinde noget ud af at sige tak, eller i det mindste give udtryk for at være taknemlig. Ingen.

*

Jeg kunne mærke den solide græsfyldte vejside under mine nye gummisko. Jorden slog imod mine hæle som hårde klap. Regnen havde allerede gennemblødt mig, men det gjorde mig ikke noget, så kunne ingen se at jeg svedte. Mit hjerte satte langsomt farten op. Jeg elskede at løbe, det gav mig et personligt rum, hvor jeg bare kunne være mig selv. Jeg skulle ikke svare på hvorfor jeg gjorde det, for hvis folk spurgte, så var det fordi jeg elskede at være i god form, men det var løgn. Jeg kunne tænke højt her, jeg kunne snakke uden at folk skulle spørge hvorfor jeg sagde det, eller gjorde det. Det var ikke noget de behøvede at vide.

Solen begyndte langsomt at trænge igennem det tunge skydægge, selvom det var hen på aftenen. Den kærtegnede mit ansigt, og i et split sekund var det som om jeg kunne hører min far. Hans stemme, hans duft, hans ansigt. Jeg så det for mig. Tanken forsvandt med det samme, en bil kom susende forbi, og slyngede kaskader af vand ind over mig. Med en irriteret mine, drejede jeg af vejen og løb ned imod skoven. Jeg plejede aldrig at løbe i skoven, skoven havde altid skræmt mig en smule. Det var som om den altid lå der og lokkede mig, men jeg drejede altid fra i sidste øjeblik. Det var som om min far altid stod i åbningen, og sagde at jeg skulle fortsætte forbi.

Med alle mine sanser skærpede, tog jeg det første skridt ind i skoven, lige i det en bil kørte forbi i svinget, og kastede endnu en bølge af vand ind over stedet, hvor jeg ville have løbet for tre sekunder siden, hvis ikke jeg var drejet af. Min far rakte ud efter mig, og prøvede at stoppe mig, men jeg lukkede øjnene og tog endnu et skridt. Jeg ignorerede den følelse af uro der ramte mig som et slag i maven.

Det var som om lydende i skoven blev dæmpet, som om nogen havde lagt en pude omkring hele skoven, så vejens trafik ikke var andet end baggrundsstøj. Lydende af fugle der pippede, blev nu den mest betydningsfulde støj.

Jeg løbe et par skridt ned ad en lille sti, men den endte ud i et stort græsområde. Den knugende fornemmelse omkring mit bryst forlod mig langsomt. Lydende af dyr der gravede og gnavede i rødder, fyldte mine ører.

Med en opløftende stemning, satte jeg farten op. Mine gummisko slog imod jorden, det der herind var mere mudder, og lavede sumpede lyde. Pludselig lagde jeg mærke til en ændring i lydende. Lyden af noget stort der løb herinde, gjorde mig opmærksom på den nu ikke eksisterende fuglekvidder. Mit hjerte satte farten op, og det skyldtes ikke at jeg løb. Tankerne kørte rundt i mit hoved, med sådan en fart at jeg ikke lagde mærke til den store tykke rod foran mig. Med et slog jeg foden imod roden, den greb fat om mit ben som en hånd.

”Argh.” Udbrød jeg og kunne mærke hvordan jeg væltede. Med stive arme tog jeg skrøbeligt imod. Jorden ramte mig så hårdt, at jeg ikke lagde mærke til at jeg rullede ned af bakken til venstre fra mig. Det store dyrs larmende krop, kom nærmere. Som lyn fra en klar himmel, rammlede jeg sammen med den.

Dyret, var stort og sort. Det var fyldt med pels. Dyret faldt om, som om jeg havde tordnet ind i det med 160 kilometer i timen, og ikke ramt det med mine 65 kilo.

Dyret hylede smertefuldt, og blev viklet helt ind i mig. Under hele faldet, havde jeg holdt mine hænder tæt beskyttende omkring mit hoved, men jeg tog dem hurtigt ned for at vikle mig ud af dyrets vilde greb. Den sparkede for at komme fri. Lyden af stemmer nåde mit øre.

”Jeg syntes jeg hørte noget her ovre. Kom nu alle sammen, ellers slipper det fra os, og jeg har ikke lyst til at forklare chefen hvorfor vi ikke har et ulveskin med hjem.” jeg gispede, og så for første gang på det store dyr. Det var en ulv. Jeg fik viklet mig ud, og skubbet mig helt op ad en nærliggende træstamme.

Ulven var gigantisk. Jeg så ind i ulvens alt for intelligente øjne. Ud fra hvad jeg vidste om ulve, så var de voldsomme, men sky. Jeg så indtrængende på den stakkels ulv. Den peb og vred sig fra side til side, i smerte.

”Stakkels dyr.” hviskede jeg og kravlede tættere på. Med et fik jeg øje på det halvanden meter lange spyd, som stak ud igennem ulvens ryg.

”Åh gud.” gispede jeg og holdt en hånd op for munden, jeg var glad for at jeg ikke havde spist så meget aftensmad i dag.

”Er det overhovedet lovligt.” hviskede jeg og lagde en hånd på ulvens brystkasse. Huden under mine fingre, bevægede sig op og ned i hivende stød, som en punkteret blæsebælg, der forgæves prøvede at blæse nok luft ud. Ulven peb og så på mig. Den havde lysende blå øjne.

”Stakkels dyr.” hviskede jeg og tog mig selv i at hade dem der havde gjort det. Ulven så på mig, og gjorde intet for at jage mig væk. Selvom jeg vidste at det var sindssygt at sidde her med en ulv på størrelse med en lille hest, og som ved lethed kunne rive min strube ud, så følte jeg at jeg var forpligtet til det. Jeg kunne ikke bare efterlade den her til at dø. Ulven åbnede sin mund og peb en enkelt gang, før den med et hurtigt ryg smækkede kæberne sammen om min arm. Ulvens øjne lyste rødligt op før dens hoved ramte jorden med et højt bump, men jeg lagde knap mærke til det.

Ulven så på mig et kort øjeblik, men jeg havde travlt med at prøve at stoppe blødningen fra min arm. Smerten var næsten ubærlig. Det var ikke sådan jeg havde forventet at det ville føles at blive bidt. Det var som om nogen havde stukket 12 kæmpe knive i mig, og derefter hældt salt og syre i såret. Smerten tog over, men jeg kunne stadig mærke frygten kravle i mig som myrer om sukker. Alle mine instinkter fortalte mig at jeg skulle komme væk. Bakken jeg var faldet ned ad, syntes pludselig ubestigelig. Stemmerne fra før, kom tættere på.

”Hey, her er der nogle fodspor.” en eller anden, det lød som en mand, slog nogle buske til side et sted. Mit blik slørrede, og svimmelheden ramte mig med lammende styrke. Jeg kunne knap kende forskel på op og ned. Så det undrede mig også en helt del hvordan jeg kunne få slæbt mig selv hele vejen op ad bakken før jeg så den første mand bryde igennem havet af blade og bregner. Han havde en lang sort frakke på, og et langt ar ned over den ene kind. Hans øjne gennemsøgte den lille lysning hvor den store ulvekrop fyldte det hele. Han sparkede prøvende til den før han brutalt hev spyddet ud igennem ulvens livløse krop. Selvom ulven havde bidt ud efter mig, så kunne jeg ikke lade være med at have ondt af det stakkels dyr. Jeg tog mig beskyttende for munde, for at sikre mig at jeg ikke ville skrige ved synet af blodet, som flød ud ad ulven, som en punkteret vandballon.

Manden sparkede endnu en gang til dyret, før en hær af mænd løb igennem buskene. De var omkring syv i alt. Jeg kunne kun se ryggene på tre af dem. Alle fyre var store brød. Alle i forskellige aldre. Manden med arret, var bestemt ældst. Han var omkring de 30-35 år.

”Den er død?” sagde en af mændene en smule undrende, som om han havde forventet at se den i live, selvom de havde gennemboret den med deres spyd. Blodet var efterhånden begyndt at løbe langt ud i græsset, og farve hele lysningen rød.

”Der var en anden her.” konstaterede manden med arret forundret, og rettede sit blik op imod mig, jeg krøb i skjul bag en træstamme inden han så mig. Selvom de havde jaget ulven, så var jeg ret sikker på at han ikke var sådan en man gad støde på i en mørk gyde.

”Oppe på bakken.” jeg kunne høre folk begyndte at kravle op ad bakken, med et skjult blik så jeg ned på dem. To af dem var begyndt at kravle op ad bakken, imens resten sad bøjet over den døde ulv. Ulvens pels glinsede i solens sidste stråler.

”Okay Alicia.” hviskede jeg til mig selv, og så ned på min arm. Seks store tandmærker, på hver side af min arm, var tydeligt markeret som tatoveringer. Hurtigt som lynet rejste jeg mig op. Svimmelheden havde ikke helt forladt mig, men frygten for at blive fundet af dem, var større end frygten for at falde i flugten. Det var det der drev mig fremad.

”Hey der!” var der en der råbte. Jeg havde heldigvis slået hætten på min løbejakke op. Mit lange ildrøde hår, var ikke lige noget man så hver dag. Det krøllede vildt og voldsomt, og når folk beskrev mig var det tit kun med fem ord. Pigen med det ildrøde krøllehår. Og noget sagde mig, at jeg ikke skulle genkendes.

”Fang ham!” råbte manden med arret. Jeg var lige ved at vende mig rundt ved de ord, men jeg huskede mig selv på at det ikke var en dårlig ting at han troede jeg var en dreng. Og heller ikke helt forkert. Jeg var meget tynd, og ikke særlig kvindelig. Selv den måde jeg gik på var drenget, sagde folk. Jeg hørte lyden af den første mand komme op over toppen af bakken. Han råbte efter mig, men jeg fortsatte bare, indtil jeg ramte vejen. Bilernes lygter kastede lange kegler af hvide guidende lys. Mændene kom ud til skovbrynet. De stod lidt i mørket, og spejdede efter mig, de så mig først efter flere sekunder.

”Der!” råbte den ene og satte i løb. Med lunger der skreg på mere ilt, og en arm der truede med at eksplodere af smerte, løb jeg alt hvad jeg havde lært. Jeg var heldigvis en trænet løber, for jeg slap langt om længe fra dem, men jeg stoppede ikke med at løbe indtil jeg var sikkert hjemme.

”Alicia er det dig?” jeg hikkede efter vejret, og måtte synke et par gange før jeg kunne svare. Mit svar kom som en hul rysten, på grund af smerterne i min arm.

”Jaer mor.” hviskede jeg og trak mig selv ind i entreen. Min mor stod ude i køkkenet. Hun var i gang med at vakse op, lyden af opvaskebørsten der skurede fedt og madrester af, gav mig myrekryb.

”Kommer du ikke ud og hjælper mig?” spurgte hun. Jeg sank skrækslagent en gang da en enkelt bloddråbe ramte gulvet. Jeg hev min ødelagte jakke af. Ulvens bid havde gennemhullet hele ærmet. Med et tilbageholdt skrig, viklede jeg den stramt omkring min arm.

”Ikke lige nu mor, jeg går lige i bad.” min stemme rystede, og jeg bad til at hun var lige så åndsfraværende med mig nu, som hun plejede at være.

”Okay.” sagde hun og stillede den tallerken hun havde vasket op, på plads i stativet. Vander dryppede ned, og lavede små smæld hver gang dråberne ramte det hårde plastic.

Jeg stoppede op.

Smæld, smæld, smæld. Jeg kunne høre vandet løbe af tallerkenen? Jeg var ikke sikker på om det var chokket der gjorde mig så sensitiv, eller om ulven havde givet mig en eller anden form for infektion.

En pludselig smerte mindede mig om at jeg var nødt til at rense mit sår. Helst uden at min mor vidste noget, hun ville bare flippe ud, og begynde at snakke om kostskoler og selvbeskyttelsescentre. Jeg kravlede invalidt op ad trappen. Smerten blev stærkere og stærkere, da jeg endelig fik åbnet for vandet, og sat proppen i badekaret, blev svimmelheden for meget. Mørket tog over, som en sort hånd af røg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...