I tankernes spind - oneshot

Bare sådan nogle tanker... Mørke tanker...

1Likes
3Kommentarer
152Visninger
AA

1. I tankernes spind

Alene ordet vækkede dårlige minder. Gangene gjorde mig rastløs og urolig. Jeg gik med slæbende skridt, og så mig hverken til højre eller venstre.

Jeg tænkte på dem, der plejede at være omkring mig , på deres ord, kropssprog og øjne. Jeg mærkede et intenst had blusse op i mig. Mens jeg tænkte over, hvordan de kunne være så onde. 

Jeg hadet det alle sammen, det var derfor jeg gjorde som jeg gjorde. 10 år var der gået, siden jeg mødte disse forfærdelige mennesker. 10 år hvor jeg led under deres tyranni, deres dagorden var min leve vej.

Jeg smilede, jeg var lykkelig og fredfyldt i tanken om at de var væk. Væk for altid...

Hvad så nu? Spørgsmålet susede gennem mit hoved. Ja hvad skulle jeg nu, da var væk, alle sammen, jeg var fri. Men fri fra hvad? For enden af gangen kunne jeg se et gult lys strømme ud fra en halvt åben dør. Der inde sad de, dem der skulle afgøre min fremtid.

raseri, had, vrede. Fortvivlede, frygt. Så mange følelser, så lidt plads i mit lille forskruede hoved. 

Bang. Blod på væggen. Bang paniske skrig. Bang bang bang, endelige var jeg fri. 

"Hvordan kan det være at ingen kan lide dig?" Spurgte en blond pige med kirsebærfarvede læber. 

Fordi jeg ikke er en Bitch som dig, tænkte jeg stille, men jeg sagde intet. Jeg var en stille pige, en outsider uden venner. Jeg var jomfru, afholdsmand, jeg gik tideligt i seng, og gjorde alt mine forældre bad om. 

Men jeg fik nok. Mørke tanker, forbudte tanker sneg sig ind i mit hoved. Skulle jeg virkelig opgive alt, og dermed kaste deres fornærmelser bort på få sekunder. Skulle jeg bevise, at jeg var den stærke, og de var svage. 

Jeg kunne ikke udstå deres falske dumhed, deres måde at se ned på folk, jeg kunne ikke udstå deres udseende og deres stemmer. Jeg kunne ikke udstå dem. 

Det var ikke mange overvejelser der skulle til. Bare et par timers tanker afgjorde sagen. Jeg var ikke længere offeret. det stakkels lille mobbeoffer, der ikke kunne forsvare sig selv, og som altid sad alene opslugt af sine egne sørgmodighed tanker.

hvad var livet når det kom til stykket? 

Jeg var ikke længere sikker, jeg havde fysik været i live i 16 år, men jeg havde aldrig rigtig følt mig i live. Ikke før nu, nu hvor jeg vandrede mod slutningen. 

Der hvor alting ender, er det et sted, eller et tidspunkt? Er det døden, eller en del af livet? Så mange spørgsmål, og så få svar, hvis ide var det, at lave den åndssvage fordeling?

Min skygge traskede skyldbetynget ved siden af mig, hun hang sådan med hovedet. Men hvad havde hun at være ked af? Hun var jo blot en skygge af det monster jeg var.

Der havde været en fest i weekenden, en rigtig awsome fest, sådan en med stoffer, alkohol, sex og politiet. Jeg var der ikke, jeg gad ikke dukke op, til en fest som jeg ikke var inviteret til. Politiet den mødte jeg jo alligevel. 

Stoffer og alkohol hvad er det? En sølle undskyldning, en latterlig genvej til noget, som mange ville mene var den ultimative rus. Men de havde jo heller ikke prøvet, hvad jeg havde prøvet...

Det sidste adrenalin forlod min krop, og min sunde fornuft sagde.

" Sig sandheden"

jeg lyttede ikke, for hvornår havde min sunde fornuft sidst haft noget fornuftigt at sige...

Der var kun en stemme i mit hovede, og det var min egen... Jeg kastede et sidste blik på døren, vendte mig om og løb. Jeg ville ud, ud og opleve en rus, som du kun får ved at tage en ting, og det er liv...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...