The Fault in Our Stars

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jun. 2014
  • Opdateret: 3 jun. 2014
  • Status: Færdig
Mit bidrag til The Fault in Our Stars konkurrencen. Jeg har valgt at skrive om at være ung og have kræft.

4Likes
0Kommentarer
177Visninger

1. One shot

Jeg har aldrig vidst, hvad jeg vil med mit liv. Jeg har overvejet mange forskellige ting, men jeg har aldrig vidst noget med sikkerhed. Engang ville jeg gerne være lærer. Så ville jeg være sanger, så skuespiller, så bager. Jeg har også villet være læge og selv stewardesse. Men siden den sidste idé blev forkastet, har jeg ikke anet, hvad jeg ville bruge resten af mit liv på. Jeg har villet så mange forskellige ting gennem årene, der er så mange forskellige muligheder, og jeg har forestillet mig så mange forskellige måder, mit liv kunne udspille sig på. Men selvom jeg har overvejet så mange forskellige fremtider, jeg kunne have, har tanken om at jeg skulle havne i denne situation, aldrig strejfet mig. Aldrig i min vildeste fantasi havde jeg troet, at jeg skulle ende her. Bogstavelig talt, ende her.

Jeg ved jo godt -det gør alle-, at det kan ske for enhver, men alligevel er der ingen, der regner med, at det vil ske for dem. Så selvfølgelig gjorde jeg heller ikke det. I starten var det ikke til at fatte. Det var, som om jeg sov. Som om jeg var i et mareridt, jeg kunne vågne fra hvert øjeblik. Og da det gik op for mig, at det var virkelighed, at jeg virkelig har kræft, at jeg virkelig er døende, kom frustrationen, angsten og frygten.

Hvorfor mig? Hvorfor må jeg ikke have lov at blive voksen og at have en fremtid? Hvor lang tid vil der gå, før mit liv slutter? Kommer det til at gøre ondt? Hvad vil der ske med mig? Er der et liv efter døden? Hvor mange vil savne mig, når jeg ikke længere er her? En masse spørgsmål uden svar begyndte at flyve rundt i mit hoved, og det gør de stadig.

Jeg overvejer også, om der er en mening med det. Er der en mening med, at jeg ikke skal leve videre? Er der brug for mig et andet sted, eller er jeg så ubetydelig, at jeg lige så godt bare kan undværes?

Jeg tænker også på, om det er skæbnen. Er det min skæbne, at jeg skal gå bort i så ung en alder? Bliver vores liv bestemt, når vi bliver født? Er det allerede bestemt helt fra starten, hvordan vores liv skal udspille sig og ende? Eller er vores slutning bestemt, så vi bare selv skal træffe valgene, der fører også dertil, så vi selv skal finde ud af, hvordan vi kommer derhen? Eller er der slet ikke noget der hedder skæbnen? Er det hele bare op til tilfældighederne?

Jeg har så meget tid til at tænke og overveje, fordi jeg ikke laver andet end at ligge i en seng, men jeg kan alligevel ikke finde svarene på alle spørgsmålene. Lige meget hvor længe jeg ligger og kigger ud i luften, mens min hjerne kører på højtryk, kan jeg ikke komme frem til noget.

Jeg kan godt lide at tænke, at der er en grund til det, at det er fordi, der er brug for mig et andet sted, så der er en mening med det hele, men alligevel vil jeg ikke vide, at det hele tiden har været besluttet, at det skal slutte sådan her, at det lige siden jeg blev født, har været meningen, at det her skal være min ende. Så vil jeg hellere have, at det bare er tilfældigt.

Men egentlig kan alle de her tanker, overvejelser, frygten, angsten være lige meget. Det ændrer ikke på noget. Lige meget hvor meget tid jeg bruger på at prøve at regne alt det her ud, er jeg stadig døende. Jeg er stadig bare en ung pige, der aldrig vil blive voksen, en pige uden fremtid. Jeg er stadig bare en pige, der var uheldig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...