Fredfyldt kaos

Det var først den aften sidst i juni, at jeg oplevede den sande Jonas – den, der gemte sig bag de tjavsede lokker og de utallige t-shirts med motiver og citater. Den Jonas, der allerhelst bare ville sige skråt op til hele verden og samtidig den Jonas, der faktisk var nok så fascinerende. |Inspireret af Agnes Obels sang, Riverside|

41Likes
30Kommentarer
1652Visninger
AA

2. Fredfyldt kaos

   FREDFYLDT KAOS

  Jonas var sgu en mærkelig gut. Det havde han altid været. Han havde været klassens bænkevarmer siden skolestart og havde altid stået udenfor fællesskabet. Ikke at det rørte ham. Eller det troede jeg i hvert fald ikke, at det gjorde. For jeg havde ikke haft ret meget med ham at gøre før den sommeraften sidst i juni. Faktisk var det d. 27. for at være præcis. Og 2.g holdt fest.

 

  Solens rødlige skær havde malet sin strøg på himlen, og en frisk aftenduft fyldte luften. Bag mig i forsamlingshuset var klassen samlet, og selv herfra kunne jeg høre jublen. Jeg selv var gået udenfor. Bare for at få et pusterum. Et break fra det hele. Og for at få renset tankerne fra alkohol og tøser. Så nu stod jeg så her på bakketoppen og skuede ud over landskabet.
  Forsamlingshuset bag mig hed pudsigt nok ”Bakketoppens Forsamlingshus” – hvor originalt. Man kunne have valgt alt andet. Man kunne have opkaldt det efter dets røde mure. Eller efter de smalle døre. Eller noget helt tredje. Men sådan er det vel her i livet. Man følger strømmen. Tager ikke drastiske valg men holder sig til det trygge. Man navngiver et forsamlingshus efter dets beliggenhed – bare for at undgå undren og forargelse. Og det er vel også okay. 

 

  Netop sådan forholdt situationen omkring Jonas sig også. Ham havde man ladet i fred. Ingen snakkede med ham, fordi alle andre heller ikke snakkede med ham. Ingen ville tage chancen og skabe undren i flokken. Jeg kan ikke engang stå her og kalde mig selv helt. For det er jeg ikke. Jeg har sgu heller ikke snakket meget med ham. Men det er jo fordi, han er Jonas. Jonas er jo bare Jonas.

 

  Men ikke desto mindre var det Jonas, jeg så gå ned af bakken den fredag aften sidst i juni ved Bakketoppens Forsamlingshus. Hans skridt var tunge og slingrende. Øllen i hans hånd vippede op og ned, og det gjorde hans hoved også. Han gjorde ikke noget for at holde det oppe. Så det fulgte bare benenes rytme. Op og ned og op og ned. Og det var først i dette øjeblik at en smule medlidenhed krøb frem i mig. Sådan som han bare gik der helt alene. Ned mod floden for enden af bakken.
  Og måske var det alkoholen, der tumlede rundt i mit blod, som var skyld i mit næste valg. Måske var det ikke? Men fulgte efter Jonas – det gjorde jeg i hvert fald. Og jeg kan stadig ikke finde ud af, om jeg fortryder dette nu. Men sket er sket, og tiden kan ikke spoles tilbage. Man må leve med de valg, man træffer.

 

♒ ♒ ♒

 

  Han sad med ryggen til. Lænet op af et stort frodigt bøgetræ, der dyppede sine lange grene i flodens vandmasser. Hans hånd bevægede sig i cirkler, mens øldåsen deri skvulpede. Jeg overvejede flere gange, hvordan jeg skulle præsentere mig selv - et simpelt hej eller måske et klap på skulderen. Og fordi forvirringen til sidst stod mig til halsen endte det med, at jeg stod bag ham og udstødte en svag mumlen. Langsomt vendte han hovedet. Øllens skvulpen stoppede men blev i stedet overtaget af flodens.

  ”Hej,” mumlede jeg og løftede hånden. Han sendte mig et undrende blik men svarede ikke. I stedet vendte han sig bare igen mod floden og tog en slurk af øllen.

  I et øjeblik stod jeg bare helt stille – lammet af situationen. Hvem troede han egentlig, han var? Troede han, at netop han havde særlig betydning? For måden, han lige havde afvist min hilsen på, var direkte arrogant, tænkte jeg. Men alligevel åbnede jeg igen munden efter at have rømmet mig et par gange:

  ”Kan jeg sætte mig ned ved siden af dig?” Min stemme føltes pludselig tør. Jonas trak på skulderne.

  ”Du kan jo godt sætte dig ned. Det handler jo bare om simpel fysik. Nej, det egentlige spørgsmål burde lyde:  jeg sætte mig ned ved siden af dig?” Herefter blev han stille. Han stillede øllen ved siden af sig og placerede hænderne i græsset. Tog så en dyb indånding og lod blikket gå sin gang over udsigten.

  ”Så – jeg sætte mig ved siden af dig,” spurgte jeg nu. Denne gang med en vis irritation i stemmen. For hvad fanden bildte han sig ind? Sådan kunne man da ikke bare snakke til folk. Men det gjorde Jonas. 

  ”Tja,” mumlede han men vendte ikke blikket mod mig. Jeg tog en dyb indånding og placerede så mig i græsset ved siden af ham. Duggen havde lagt sig på græsstråene, og en svag kølig brise fløj hen over vores hoveder. Jonas’ lange tjavsede lokker spredte sig i vinden.
  En af totterne landede på hans i dag blå t-shirt. En trøje med et citat på - ”Shit Happens.” Jeg smilede svagt. Jonas og hans t-shirts. Det var jo en hel roman i sig selv. Der var dem med citater. Dem med motiver. Og dem med begge dele. Og han havde aldrig den samme på to dage i træk.

 

 

  I lang tid var der tavshed mellem os. Vi sad begge og stirrede os blinde på floden og blev døve af dens evindelige skvulpen. Alt i mens skumringen stille sænkede sig over landskabet. På den anden side af floden stod en tætpakket skov i pragt, og fra højre og venstre kunne man høre fuglekvidren. Det var en smuk sommeraften.

 

  ”Hvorfor sidder du egentlig hernede?” spurgte jeg så og brød tavsheden mellem os. For første gang vendte Jonas hele kroppen 90 grader og sad nu over for mig. Men hans øjne var ikke rettet mod mine. Det var som om, de havde brændt sig fast på min pande. Og i øjeblikke var det faktisk som om, han borede hul igennem og så på udsigten bag mit hoved.

  ”Fordi det er nemmere at tænke her.” Hans blik blev tomt. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere på sådan et svar. Så jeg nikkede bare gentagne gange. Først nu opdagede jeg de mørke rander under hans øjne. Havde han grædt? Var han træt? Mange spørgsmål var begyndt at samle sig i mit hoved, og det syntes at være svært at få dem besvaret. For han var svær at snakke med. Jonas. Hans blik var fjernt, og hans svar var korte og uklare. Og jeg kunne have valgt at gå igen. Jeg kunne vælge at gå tilbage til festen. Men det gjorde jeg ikke. For en nysgerrighed havde brændt sig fast i mig – en nysgerrighed, der ledte efter flere korte og uklare svar. Jeg ville samle dem som små puslespilsbrikker og forbinde dem til en større enhed.

 

  ”Er det så ikke din tur til at spørge, hvorfor jeg sidder her?” spurgte jeg nu kækt for at starte samtalen på ny. For første gang kiggede Jonas mig nu i øjnene. Et svagt smil spredte sig på hans læber.

  ”Nej, jeg har det helt fint med at det er dig, der stiller spørgsmålene – så svarer jeg bare.”

  Jeg nikkede og trak på skuldrene – ”Okay så.” Og så tog jeg mig selv i bare at sidde og stirre på ham. I forundring, i fascination. Hans svar var så… anderledes. Tankevækkende.  

 

 

  Vi havde begge igen vendt blikket mod floden. Og så gik der igen lang tid, hvor ingen sagde noget. Men stilheden føltes ikke akavet. Eller anspændt på nogen måder. Faktisk var det meget rart. For så lagde jeg mere mærke til lydene omkring mig. Som træernes knirken. Og i det fjerne kunne jeg nu høre en hund gø. Dog varede stilheden ikke så lang tid, at vi igen blev blinde og døve, for denne gang afbrød jeg tavsheden før den nåede sit højdepunkt.

  ”Hvad tænker du så på?” mumlede jeg nu og håbede inderligt på et mere sammensat svar. Hvilket jeg selvfølgelig ikke fik:

  ”Livet,” lød det bare fra Jonas efterfulgt at et suk og en svag rysten på hovedet. Men pludselig dukkede en uventet gejst op i ham.

  ”Hvad synes du egentlig om livet?” spurgte han. ”- Opfatter du det som et eksperiment? En rejse med ukendt ende? Eller er vi alle bare én ud af mange uden særlig betydning?” Jonas’ øjne gnistrede af spænding, og hans fingre flettede sig om hinanden i asymmetriske mønstre. Hans øjne var havblå, så jeg nu.

  ”Jeg troede, det var mig, der skulle stille spørgsmålene og dig, der skulle svare,” udbrød jeg nu, da jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle besvare hans spørgsmål. Min mund formede sig i et smørret smil, der hældte en smule for meget til højre. Jonas rullede med øjnene. 

  ”Det burde det også være, men nogle gange flyver tingene bare ud af min mund, uden jeg når at sætte filter på." Det forklarede hans arrogante hilsen, tænkte jeg og hævede øjenbrynene. 

 

  ”Jamen altså jeg kan da godt lide at leve,” mumlede jeg efter et par dybe indåndinger og besvarede derved hans foregående spørgsmål. Men svaret faldt ikke i Jonas’ smag.

  ”Seriøst? Er det alt, du har at sige?” Han lød pludselig fornærmet. Hans hænder fandt vej til hans pande og han jog de tjavsede lokker på flugt om bag ørene.

  ”Jeg er ung. Jeg går da ikke rundt og tænker over sådan noget! Gør du da det?” protesterede jeg og kunne med det samme mærke, at jeg var gået i forsvarsmode.

  ”Selvfølgelig gør jeg det. Jeg mener, det bliver man da nødt til for at finde ud af, hvem man er som individ. Og hør jeg gider ikke skændes – jeg har vigtigere ting at give mig til i aften.” Den sidste del af hans svar blev en uklar mumlen. Som om han fortrød, hvad han lige havde sagt og ærgrede sig over sit manglende filter.

  ”Så du påstår, at jeg ikke ved, hvem jeg selv er?” fremstammede jeg og mærkede, hvordan min stemme knurrede af arrigskab. Men noget holdt alligevel vreden på afstand. En nysgerrighed. Et svagt strejf af forståelse og erkendelse.

 

  Pludselig rejste Jonas sig og begyndte at tage sko og strømper af. Uden videre forklaring. Og af flere grunde overraskede den manglende uddybning mig ikke.
  Snart efter stod han med en sko i hver hånd. Strømperne lå i græsset, og deres blå striber lyste nærmest op mellem de dunkelgrønne græsstrå.

  ”Rejs dig op!” kommanderede han så. Og det gjorde jeg. En vis hårdhed gemte sig bag hans toneleje, og den skræmte mig en smule.

  ”Og tag så skoene af," befalede han, da jeg var kommet op at stå. Jeg sendte ham et forvirret blik og stod et øjeblik bare og stirrede på ham.

  ”Kom nu! Og også strømperne - Jeg vil vise dig noget. Så du får noget at tænke over – så du kan lære dig selv at kende, hvis såfremt du tør.”
Modvilligt gik jeg nu i gang med at snørre min venstre sko op. Alt imens tankerne fór rundt i knolden på mig.

 

♒ ♒ 

 

  Lidt efter stod vi begge med vores sko i hænderne. Fuglene var blevet stille, men vinden baskede stadig med vingerne. Og som vi stod der, lagde jeg mærke til at vores vejrtrækninger var blevet synkrone. Dybe melankolske ind- og udåndinger. Men så pludselig, da alt syntes at være mest fredfyldt, kastede Jonas sin sko ud i floden. Den fløj i en blød bue ud over vandspejlet og landede så med et plask. Små ringe spredte sig omkring den.

  ”Hvad har du gang i?” udbrød jeg og så på, mens flodens strøm førte skoen længere og længere væk. Og det gik hurtigt. For strømmen var stærk.

  ”Kom nu – din tur” mumlede Jonas bare, mens hans øjne fulgte den flydende sko.

  Jeg rystede på hovedet. ”Det er dumt. Det er ikke engang tankevækkende. Det er bare ekstremt dumt, det du har gang i. Hvorfor skulle jeg smide en sko væk, som jeg har betalt flere hundrede kroner for?” Mine øjne vaklede fra side til side, mens Joans bare smålo. Situationen morede ham åbenbart.

  ”Jeg er ked af at måtte fortælle dig dette, men du har nu fejlet i den første test – at slippe kontrollen. Men sådan er det jo med jer flokdyr. I kan simpelt hen ikke gøre noget drastisk. I hvert fald ikke med mindre alle andre også gør det.” Jonas trak på skuldrene og meddelte så, at han ville gå videre til testens 2. trin.

 

  Snart herefter trådte han ud i vandet. Bunden af hans bukseben blev nu sorte i stedet for grå. Men han ænsede det ikke. Hans øjne var fast rettet mod skoen, der sejlede rundt derude.

  ”Hallo Jonas – drop nu det der!” råbte jeg og tog fat om hans arm. ”Jeg ved ikke, hvad du har gang i, men det er fandme for åndssvagt! Kom nu med tilbage til festen. Kom nu med tilbage til de andre!”

  Mit svar ramte åbenbart situationens kerne, for i et riv vendte han sig mod mig igen. ”Se, det er det, du ikke forstår. Du forstår det ikke.” Han holdt en pause og tog en dyb indånding. Samtidig var hans øjne blevet blanke.

  ”Hvad forstår jeg ikke? Forklar mig det! Giv mig nogle svar, jeg kan bruge til noget,” hvæsede jeg men mærkede nu, hvordan en klump samlede sig i min hals.

  ”Jeg skal ikke med tilbage til de andre. Jeg vil ikke følge strømmen. Det har jeg aldrig gjort, og det vil jeg aldrig komme til. Jeg har hele tiden arbejdet på at finde min egen strøm. Og den har jeg fundet nu.” Jonas pegede ud på floden.

  ”Jeg er ikke sikker på, jeg forstår...” mumlede jeg og slap hans hånd. Som følge tog han et par skridt længere ud i vandet.

  ”Det er dét, det hele handler om.”, råbte han. ”Det har jeg indset. Det handler ikke om at følge strømmen men om at følge sin egen strøm.”
Det var tydeligt at se, hvordan vandmasserne snoede sig om hans ben som giftige slanger og trak ham fra side til side. Han måtte holde armene ud til siden for at holde balancen. ”Shit,” lød det flere gange fra ham. Men han virkede ikke til at være bange. Han grinte endda i ny og næ.

 

Og jeg råbte. Igen og igen. Råbte at han skulle komme tilbage igen. At han ikke var klar over, hvad han gjorde. At strømmen ville vælte ham omkuld. Men det stoppede ham ikke. Han fortsatte bare. Længere og længere ud i vandet. Alt i mens mørket sænkede sig over landskabet og gjorde flodvandet mørkt og dystert.

 

♒ ♒ 

 

I det øjeblik Jonas nåede flodens midte, stoppede han op og vendte sig mod mig. ”Kommer du ikke med herud?” råbte han og vinkede. Han vendte sig mod mig og afventede med et skævt smil min reaktion.  

  ”Du er sgu da ikke rigtig klog!” udbrød jeg men trådte alligevel et skridt ud i flodvandet. Jeg skulle vise ham, skulle jeg. Vise at jeg ikke var den ynkling, han troede, jeg var. Men allerede dér mærkede jeg den – strømmen. En isnende stråle, der svang sig om mine ben. Forskrækket trådte jeg tilbage på bredden. Min mund dirrede. Jeg prøvede at fremstamme et svar, men min tunge syntes at sidde fast i halsen.

 

  ”Du tør ikke – ikke just overraskende” lød det ude fra floden. ”Og nu må jeg desværre meddele dig, at du også fejlede testens 2. trin - at være modig. Du er tydeligvis styret af andre. Du tør ikke at sige skråt op til alt og tænke på dig selv.” Jonas slog ud med armene og trak på skuldrene." - Jeg prøvede at hjælpe dig. Det gjorde jeg virkelig."

  ”Men..”  Jeg tøvede, mens min krop lænkede sig til jorden. Jo flere ting, han sagde jo mere betaget blev jeg. Og jo dybere ramte ordene mig også. Men det, der fik hårene til at rejse sig på mine arme, var ikke det faktum, at Jonas stod og svinede mig godt og grundigt til. Nej, det mest skræmmende var, at jeg inderst inde godt vidste, han havde ret. 

 

  Jeg vågnede op fra mine tanker, da Jonas igen råbte ude fra floden. ”Og så lige en sidste ting, inden du formentlig løber op til de andre igen. Livet er et kaos, ikke sandt? Alle styrter rundt i blinde, og det faktum kan man ikke ændre på. Så derfor gælder det heller ikke om at finde de fredelige steder i tilværelsen - i stedet skal man søge efter det fredfyldte kaos. Som floden her for eksempel. På overfladen så harmløs og rolig men nedenunder vikler strømmen sig om dine ben og trækker dig ud på nye eventyr. Hvis man tør…”

  Og så lagde han sig ned på ryggen og lukkede øjnene. Og alt jeg kunne gøre var at kigge hjælpeløst til, mens han flød længere og længere ud i mørket.

  Jeg stod kun stille i et par sekunder, for så slog det ellers klik for mig. Mit hjerte pumpede som en hest i galop, og sved samlede sig på min pande. Og så løb jeg. Tilbage mod forsamlingshuset. Tilbage mod de andre. Andet turde jeg ikke. Og inderst inde var jeg skuffet over mig selv.

 

 

  Hele vejen op til forsamlingshuset følte jeg mig lukket inde i en boble. Jeg befandt mig i en trance. Mine våde tæer gled flere gange i græsset, og jeg følte hele tiden, at jeg ville falde sammen på jorden. Og så ville jeg – som en lille sten - trille ned af bakken igen og tilbage i floden. Men jeg formåede at holde mig på benene.

  ”Hey mate, hvor har du været henne? - Vi mangler dig herinde,” hørte jeg pludselig én råbe, og derefter fik jeg et venligt dask på skulderen. Hvem personen var, ænsede jeg ikke.

  ”Vi bliver nødt til at få fat på nogen. Nu. Jonas. Han… Floden,” mumlede jeg bare med et tomt flakkende blik. Men det var nok til, at nogen reagerede. Langsomt kom de andre løbende – fulde som ædru. Og snart stod en flok samlet omkring mig. Og da indså jeg, at Jonas havde ret. Jeg var et flokdyr.   

 

♒ ♒ 

 

  Dagen efter var Jonas stadig ikke kommet tilbage. Heller ikke politiet kunne finde ham. Det eneste, der var tilbage af ham, var hans ene sko og de stribede strømper. Og alle var enige om, at han havde begået selvmord. For Jonas havde jo altid været drengen, der sad udenfor gruppen. Ham, der ikke var velkommen.

  ”Han fik nok af det hele - det må være det, der drev ham så langt ud,” hørte jeg en pige hviske, og det blev besvaret med: ”Det er vores skyld alt sammen,” og så en masse hulken og snøften.

  Men jeg kendte sandheden. Den sandhed ingen nogensinde ville tro på. Selvom den var nok så troværdig, hvis man bare tog sig tid og lyttede efter. For Jonas var en stodder, havde jeg gjort op med mig selv. En forvirret ung dreng med mange tanker i knolden, som han brugte alt for lang tid på at analysere og fortolke.  Men Jonas var også klog. Og nok så fascinerende. Og vigtigst af alt. Jonas havde ikke begået selvmord. Han havde bare fulgt sin egen strøm. Hvor end den så havde ført ham hen.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...