Glassalen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2014
  • Opdateret: 3 jun. 2014
  • Status: Igang
"Hun grinede. Hun var helt alene i det store rum, med de store spejle som hang på alle de høje hvide vægge. Når man går ind i det rum, er det som om, man ser sig selv på en helt anden måde, som om man finder ud hvem man er og hvad man vil. Måske var det, det hun søgte at finde sit sande jeg."

4Likes
1Kommentarer
207Visninger

1. glassalen

 Glassalen

Hun grinede. Hun var helt alene i det store rum, med de store spejle som hang på alle de høje hvide vægge. Når man går ind i det rum, er det som om, man ser sig selv på en helt anden måde, som om man finder ud hvem man er og hvad man vil. Måske var det, det hun søgte. At finde sit sande jeg.

Da jeg kom næste dag, stod hun der stadig. Som om hun havde stået der hele natten. Hun så arrig ud, nærmest rasende. Hendes øjne var glødende som ildfluer på nattehimlen. Hendes udtryk var sammenbidt som en knyttet næve. Hun tog fat i stolen, der stod ved siden af vinduet med rystende hænder. Hun kiggede sig selv i et af de største og højeste spejle, hun kastede stolen og spejlet knuste i millioner af stykker. Hun faldt grædende sammen på gulvet blandt alle de knuste glasstykker. Måske havde hun fundet ud af lidt for meget om sig selv eller også var hun bare usikker på sig selv, men det er vel meget normalt. Hun begyndte at bløde, hun skar sig på glasstykkerne. Jeg løb hen for at hjælpe hende, men det var som om hun var blevet forblændet af glasset hun råbte og rullede væk fra mig som om hun ikke ville kendes ved mig. Hun satte hånden på gulvet, hun skreg hun havde sat sin hånd på et stort stykke glas. Glasstykket borede sig op i hendes hånd som et bor i et stykke træ. Nu skreg hun endnu højere og løb ud af lokalet.

Jeg stod nu tilbage med det knuste spejl, og håbet om at hun var okay. De andre ville komme lige om lidt, hvad ville de ikke tænke om mig.

Hun havde ikke været her i de seneste 3 måneder. Det undrede mig egentligt, hun var trods alt den dygtigste. Der var ikke mange der var på det niveau, ikke en gang mig selvom jeg synes at jeg øver mig meget. Efter endnu en måned, uden hende på holdet kunne jeg mærke et stort savn. Det føltes som en meget hurtigt overgang fra lys og varm sommer, til et meget tungt og gråt efterår. Da hun kom tilbage var der gået ca. 4 måneder. Hun så mere selvsikker ud som om hun havde fundet det hun søgte, men så alligevel ikke hun var ret god til at holde facaden.

Men jeg kunne fornemme, at hun rystede som et jordskælv inde i. Måske var hun nervøs?! Det kunne godt være, at hun ikke havde været til undervisning i lang tid, men det var som om hun ikke havde missede noget, af alt den teknik vi havde lært. Hendes dans var smukkere end den plejede at være. Det var lige så smukt som en sommerfugl, der svæver på himmelen på en varm sommerdag. Måske havde hun fuldt med på en eller anden måde, måske havde hun fundet et kighul…

 Efter alle de andre var gået, blev hun stående, ligesom sidste gang jeg så hende. Jeg satte mig på stolen ved siden af vinduet, så hun ikke kunne smadre endnu et spejl. Hun kiggede undrende på mig, som om jeg var skør i bolten. Hun mindede mig lidt om et puslespil. Det var et af de puslespil hvor der altid er en brik der mangler, hvis man så skulle finde den brik der mangler, mister man bare en anden brik. Som om man aldrig bliver fuldent. Ikke fordi jeg selv havde fundet alle mine brikker. Men der var bare et eller andet mystisk ved hende…

Hun satte sig ned på gulvet og kiggede på mig som om jeg kom for en helt anden planet… Det kan godt være at jeg er en dreng men jeg er altså ikke et rumvæsen tænkte jeg. Hendes mund begyndte at bevæge sig men der kom ikke noget lyd ud. Det så faktisk utrolig morsomt ud og jeg skulle koncentrere mig om ikke at grine. Og så lige pludselig så hun meget alvorlig ud. Vi sad og kiggede på hinanden i et stykke tid…. Så sagde hun ”undskyld jeg bare forlod dig den dag med spejlet jeg kunne bare ikke lige overskue det” jeg kunne se hun mente det, fordi hun var lige ved at græde. Jeg sagde ikke noget, jeg vidste ærligt talt ikke hvad jeg skulle sige mit hoved var tomt som en stor og forladt ørken hvor man kun kunne høre en lille raslen fra en lille gruppe græshopper… ”Det er i orden du behøver ikke sige noget. Jeg ved godt hvordan drenge er når de er forelsket”. Mine tanker begyndte at flyve rundt i mit hoved som en gruppe bier der prøver at finde blomster på en iskold vinterdag. Jeg kunne mærke mit ansigt blive helt varmt som en vulkan der skulle til at gå i udbrud. Det var utrolig pinligt nok noget af det mest pinlige jeg nogen sinde havde prøvet. Så kom det, hun begyndte at fnise og hendes fnis endte ud i den sødeste grin jeg nogen sinde havde hørt.

Jeg blev mega flov. Men hun havde regnet mig ud, så begyndte hun at snakke igen ”Du må gerne gå jeg skal nok lade være med at smadre flere spejle”. Hun smilte skævt til mig. Jeg rakte ud efter min taske for at smide den om på ryggen, jeg begyndte at gå over mod døren. Lige pludselig vendte jeg mig om og kiggede på hende jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle sige…. Hun kiggede på mig og sagde ”vi ses i morgen” hun så overaskende glad ud. Jeg kunne mærke at jeg begyndte at smile og så lige pludselig røg det ud af munden på mig ”Du er godt nok dejlig” så styrtede jeg ud af salen og kom vist til at smække med døren. Jeg løb ud på fortrappen og satte mig. Jeg var så dum. Kunne jeg ikke have sagt noget normalt, noget som ”vi ses i morgen” eller ”ja ses” men nej jeg skulle absolut lige dumme mig. Typisk mig. Jeg blev siddende på fortrappen i et stykke tid indtil jeg kunne mærke nogle hænder på mine skuldre, de føltes kolde og lette som snefnug på en klar vinter dag. Jeg hoppede op af ren forskrækkelse men det var bare hende. Jeg kiggede op og hendes krystalblå øjne mødte mine. Hun smilede sødt til mig. Jeg smilede tilbage. Vi stod og kiggede i et stykke tid. Mine øjne gled ned over hendes smukke ansikte og endte på hendes læber, jeg skynde mig at kigge op igen. Lige pludselig tog jeg mig selv i at røre hendes håndflade, men i stedet for at jeg denne gang løb væk, eller sige noget meget dum tog jeg min anden hånd op om hendes hoved og lænede mig hænd mod hende. Så mødtes vores læber, hendes læber var helt silke bløde og ikke nær lige så kolde som hendes hænder tvært i mod, de var helt skønne og sådan lidt fugtige. Jeg husker det som at vi kyssede i en evighed, men det gjorde vi nok ikke. Men jeg håbede på at opleve sådan et kys igen.  Da vi havde kysset så jeg at hendes ansigt strålede som en ny udsprungen solsikke på en varm sommerdag. Hun var så helt igennem dejlig, det har jeg egentlig altid synes, jeg har bare aldrig turde stå ved det….

Vi grinede og kiggede på hinanden. Vi stod alene hånd i hånd i det store rum, med de store spejle som hang på alle de høje hvide vægge. Når vi går ind i det rum, er det som om, vi ser os selv på en helt anden måde, som om at vi finder ud hvem vi er og hvad vi vil. Måske var det, det vi havde fundet. Vi havde i hvert fald fundet hinanden….

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...