Harry Styles | Perfection

Perfektion var ikke afgørende, for det var hverken på det perfekte tidspunkt eller på den perfekte måde, de mødte hinanden.

215Likes
131Kommentarer
96814Visninger
AA

11. 8

 

 

Ottende kapitel
Perfection
 
Musikken er høj, alt for høj. Flere naboer har været oppe og klage, selvom Michael allerede flere timer før festen begyndte, havde advaret dem ved at sætte sedler op i opgangen. Den syvende person, der kommer, for at brokke sig, bliver offer for Michaels flirteri. Han er noget beruset, hvilket blot gør det en hel del sjovere at se på. Noget siger mig, at han nyder sin egen fødselsdagsfest.

     Folk er ikke bare fulde: De er hamrende stive. Nogle stykker af dem ligger i Michaels sofa og sover, hvis ikke på gulvet. Det forhindrer dog ikke folk i at danse videre, hvis man kan kalde dét det. Jeg har selv drukket en del, men ikke så overdrevet, at jeg ikke ved, hvor jeg befinder mig. Josh vil først for alvor blive sur, hvis det sker, og det orker jeg ikke.

     Harry har hældt en masse drinks på mig. Hvis jeg ikke vidste bedre, så ville jeg have troet, han bevidst prøvede på at drikke mig fuld, og det kan da egentlig også godt være, men så går det ikke specielt godt. Eller måske gør det, for jeg stopper med at bekymre mig? Jeg bliver ikke fuld. Ikke før et hvis niveau, men jeg er glad for første gang i lang tid.

     "Annabeth!" udbryder Michael og lægger smilende en arm omkring min skulder, da han kommer vaklende over mod Melissa og jeg. Jeg griner af ham. Han har ingen kontrol over sin krop. Hvis jeg rykker mig den mindste smule, falder han til jorden. "Hvornår er du kommet?" spørger han.

     Jeg ser forvirret på ham. Jeg kom for mindst fire timer siden, hvilket han også godt ved. "Hvor meget har du drukket?" udbryder Melissa grinene, hvilket jeg smiler stort af.

     Michael smiler drillende til os. Han lugter stærkt af alkohol. "Jeg driller. Nyd festen, babes." Han kysser mig hårdt på hovedbunden og vakler videre. Jeg ryster grinene på hovedet af ham, imens jeg betragter ham gå sin vej og klinger min øl mod Melissas.
 
"Går du allerede?" spørger Michael, da jeg er på vej ud i entréen. Jeg vender mig forskrækket om og tager mig til hjertet, hvorefter jeg nikker smilede til ham. Jeg træder frem mod ham og lægger mine arme omkring ham. Han knuger mig tæt ind til sig.

     "Du må ikke gå allerede," mumler han. Det er afgjort. Han har fået en smule for meget at drikke, men så længe han ikke gør nogen fortræd, så kan det jo være fuldkommen ligegyldigt. Han bliver blot ekstrem kærlig af alkohol. Nærmest som et lille barn, der ikke kan undvære sin mor.

     "Klokken er næsten fire om morgenen, Michael," træder jeg tilbage fra ham og ser rundt i hans næsten tomme lejlighed. Den er ikke direkte tom. Det ligner et bombet lokum, men det gør der vel altid efter en god fest. "Gå ind og sov dine tømmermænd væk. Ring til mig, når du vågner engang i morgen, og så sætter jeg rengørings-teamet sammen, okay?"

     "Du den bedste, Annabeth." Michael kysser min hovedbund og lukker mig ud af lejligheden.

     Jeg lukker døren i efter mig og småløber nedad de mange trapper. Det er altid lettere at komme ned end det er at komme op, så jeg får nok også lidt for meget fart på, for som jeg åbner døren ud til gaden, snubler jeg og vælter ind i en anden person.

     "Ups.. Det må du altså virkelig und - Heeeej Harry, jeg har ledt efter dig," afbryder jeg mig selv og kigger smilende op på ham. Harry står med rynkede bryn og holder et stramt tag om mig, så jeg ikke falder til jorden, imens jeg selv hænger halvt i luften og smiler som en idiot.

     "Ehh.. Hej Annabeth?" ler han så, hvilket får mig selv til at grine. "Tror du ikke, du har drukket en anelse for meget?" lyder det fra ham med et humoristisk ansigtsudtryk. Han hjælper mig forsigtigt op, men giver ikke slip. Han hviler støttende den ene arm omkring mit liv og lader sin håndflade støtte min ryg.

     "Jeg har det fint," svarer jeg en smule for ivrigt, hvilket hurtigt svarer på Harrys teori. Han ryster grinene på hovedet af mig, inden han skifter til en alvorlig mine.

     "Lad mig følge dig hjem, Annabeth." Det lyder mere bestemt, og han har ikke tænkt sig at vente på svar, for han tager blot min hånd og hjælper mig med at gå henad fortovet. Jeg støtter mig til hans krop, men stopper så pludselig op.

     Harry vender sig om mod mig og ser spørgende på mig. "Er der noget galt?"

     "Jeg vil ikke hjem," svarer jeg, hvilket han ryster smilende på hovedet af mig af.

     "Så tager vi ikke hjem," svarer han, så hans smilehuller træder tydeligt frem. Jeg lægge hovedet på skrå og løfter spørgende et øjenbryn. "Kom," smiler han og rækker sin hånd frem mod mig. Jeg er ikke længe om at tage imod den og følger med.
 
"De pokkers fugle," skaber jeg mig, da deres ivrige pippen giver genlyd inde i mit hoved. Jeg har ondt i det i forvejen, så det hjælper ikke direkte på det, når fuglene begynder deres sungen, som jeg sidder og venter på Harry, der er gået ind på en døgnåben cafe.

     "Du ser misfornøjet ud," lyder det smilende fra Harry, da han vender tilbage. Jeg stopper med at massere mine tindinger og ser irriteret op på ham. Hvorfor skal jeg ikke gøre det? Mit hoved dunker og fuglene synger, selvom det endnu er mørkt. Det giver jo ingen mening overhovedet..

     "Det siger du ikke," svarer jeg, hvilket får et grin til at forlade Harrys læber.

     Han står med en papirspose i hånden og rækker mig den ene af de to kaffer. Jeg tager imod den og kan med det samme dufte de friskbrygget kaffebønner. Pludselig føler jeg mig ikke så dårligt tilpas alligevel.

     "Hvor skal vi hen?" spørger jeg forvirret og sipper til min kaffe, imens jeg følger efter Harry. Han begynder at gå hen mod den lille bro, der strækker sig henover åen i parken. Harry smiler blot, uden at svare.

     Han slår sig ned på broen og kigger afventende op på mig. Jeg sætter mig ved hans side og lader mine ben hænge dinglende udover. Jeg nyder lyden af strømmen i åen. Den er beroligende, så jeg lukker øjnene i et kort øjeblik og lader mig selv nyde det. Da jeg åbner dem igen, ser Harry på mig.

     "Hvorfor sidder vi her?" spørger jeg og ser op, hvor stjernerne viser sig på den mørkeblå himmel. Det er ikke som sådan smukt, men de er det perfekte tilbehør.

     "Lyden af strømmen er behagelig, men farlig. Det er næsten det samme med bølger. Man får lyst til at underkaste sig og træde ud i dem," svarer Harry med et skuldertræk og åbner op for papirsposen. "Medmindre man selvfølgelig giver dem tilladelse til at drage én."

     Jeg forstår ikke meningen med Harrys ord, hvilket får mig til at føle mig umådeligt dum og utilpas. Længe sidder jeg og tænker over hans ord, men opgiver og ryster forvirret på hovedet. Jeg har brug for at rense mit hoved.

     Harry ser på mig med sit fascinerende blik, inden han forsigtigt læner sig ind mod mig, kysser min tinding blidt og rækker mig halvdelen af sandwichen, han har købt. Jeg stopper et øjeblik med at trække vejret. Det går først op for mig, hvad han har gjort, da jeg stadig ikke har taget imod sandwichen.

     "Tak," svarer jeg så, tager imod sandwichen og ser op på ham. Han nikker anerkendende, inden han fjerner blikket fra mig igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...