Harry Styles | Perfection

Perfektion var ikke afgørende, for det var hverken på det perfekte tidspunkt eller på den perfekte måde, de mødte hinanden.

215Likes
131Kommentarer
97325Visninger
AA

5. 3

 

 

Tredje kapitel
Perfection
 
"Hvordan synes du, at det gik?" spørger Melissa ind til min eksamensprøve i engelsk, da jeg kommer gående ud af lokale B7, hvor hun har stået og kigget efter mig. Jeg sætter en hårlok om bag mit øre og trækker uvidende på skulderen.

     "Den var ikke svær," svarer jeg med et lille smil og følger med hende mod udgangen. "Men det var nok den skriftlige opgave, der gav mest pote. Jeg ved ikke, hvordan jeg klarede det i mundtlig engelsk."

     Melissa og jeg har været oppe til nogle af de sidste eksamener. Jeg har studeret med Melissa det sidste års tid, og vi mener begge, det er gået fint for os begge. Vi har brugt vores læseferie fornuftigt, for man dropper da ikke bare tanken om gode karakterer, fordi man får fri fra skole?

     Jeg kan godt lide Melissa. Hun er helt nede på jorden. Hun lever på samme måde: En måde, hvor alt skal være perfekt og leve op til familiens høje forventninger, men hun er samtidig så afslappet. Det er en del af mig selv jeg har glemt for længe siden, men jeg savner følelsen. Jeg er alt for anspændt.

     "Jeg er sikker på, du klarede det fint," smiler hun. "Skal du forresten med til Michaels fødselsdagsfest næste uge?"

     "Josh lader mig aldrig tage med," sukker jeg og holder døren for hende, så vi kan træde ud fra den lumre skolegang. Den halvvarme vind, der blæser omkring os, er yderst behagelig.

     Melissa kigger på mig med en tvær grimasse. Det ligner hun har fået noget surt og frastødende i munden. "Det skal han da slet ikke bestemme, Beth! Godt nok er I kærester, men du fortæller jo heller ikke ham, hvad han må og hvad han ikke må? At være i et partnerskab betyder nødvendigvis ikke, at man skal føle sig indespærret."

     Jeg ved, hun har ret, men jeg vil ikke indrømme det overfor mig selv. Hun har flere gange fortalt mig, jeg er for god af mig, men problemet ligger i, at jeg ikke ser noget forkert i det. Man kan vel godt give sig, når den ene partner ikke bryder sig om noget, som den anden gør? Min underbevidsthed fortæller mig dog, at jeg gør det for tit, men jeg skubber den hovedrystende fra mig.

     "Jeg føler mig ikke indespærret," tøver jeg og stopper op. Melissa ser afventende på mig. "Han er bare svær at finde ud af," svarer jeg med et skuldertræk. Min stemme lyder hæs, og med en snert af irritation.

     Melissa trækker mig ind i et kram og smiler lidt for sig selv. "Bare.. overvej det, okay? Jeg tror, det ville betyde meget for Michael. I er trods alt gode venner, ikke?"

 

Efter en lang, klam tur med bussen låser jeg op for min lejlighed og bliver mødt af Pablo, der løbende kommer mig i møde. Jeg når ikke så meget som at sætte en fod ind i lejligheden, før han er der. Eftersom han tilhører rasen English Shipdog, så er han jo ikke ligefrem lille, så jeg kan sommetider godt blive bange for at blive slået omkuld.

     "Gå nu ind," smiler jeg opgivende. Jeg er bevidst om, at han ikke forstår mig og ikke svarer igen, men det er alligevel betryggende at have nogen at snakke med, når man er alene.

     Jeg begiver mig ud i køkkenet, hvor jeg lægger min taske på køkkenbordet. Min mobil begynder at ringe, så jeg tager den op af tasken og kigger på displayet, hvorefter jeg sukkende kører en hånd igennem håret. Josh ringer, og det er selvfølgelig ondt af mig ikke at tage den, men jeg er ikke i humør til at snakke eller se ham lige nu.

     "Skal du have en tur?" spørger jeg Pablo. Han ser alt for energisk ud, som han ser op på mig med hans lårene hale, der svinger fra side til side, og det fjollede smil, der solidt har plantet sig til hans behårede ansigt. Det er en fast rutine vi går en tur, når jeg kommer hjem.

"Hvorfor har du ikke taget din telefon?" spørger Josh, imens han læner sig op af opgangens betonvæg med korslagte arme. Jeg er på vej op af trapperne med Pablo, da Josh pludselig står og kigger afventende på mig foran min lejlighedsdør.

     Jeg synker en klump. "Jeg har ikke haft den på mig. Pablo og jeg har været ude at gå," svarer jeg og sender Josh et smil, jeg håber på ser troværdigt ud. Han vil ikke droppe samtaleemnet lige foreløbigt, men jeg er ikke i humør til at skændes med ham.

     "Det plejer aldrig at tage så lang tid," konkluderer han med et opløftet øjenbryn. Det lyder mest af alt som et spørgsmål. Det er uden sjov, når jeg siger, han vil være en fandens god afhøre. Han er god til at stille mistroiske spørgsmål, der sætter en i dårligt lys.

     "Vi tog os god tid," trækker jeg med en ligegyldig mine på skulderen, for jeg har ikke gjort noget forkert - andet end at glemme min mobil i lejligheden med vilje, men det behøver han ikke at få at vide.

     Jeg tager snoren af Pablo og hænger den op på knagen, da jeg får låst op for lejligheden.

     "Hvordan gik det med at studere i går?" spørger Josh og giver sig selv tilladelse til lukke sig ind. Vi er kærester, så jeg kan ikke tillade mig at smide ham ud, og jeg kan bestemt ikke blive ved med at stikke ham små, hvide løgne.

     "Det gik fint." Jeg kysser hans mundvig kort og træder væk, for jeg vil ikke ligge op til noget, der ikke skal ligges op til. "Jeg skulle gerne få svar engang i aften."

     Josh trækker mig ind til sig. Jeg gisper af den pludselige nærkontakt. Hans læber lægger sig over mine og bearbejder dem. Jeg ville have nydt det, hvis ikke jeg havde været så pokkers anspændt i hans selskab, men jeg kan ikke lade være. Hele min krop sitrer ved hans berøringer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...