Harry Styles | Perfection

Perfektion var ikke afgørende, for det var hverken på det perfekte tidspunkt eller på den perfekte måde, de mødte hinanden.

215Likes
131Kommentarer
97277Visninger
AA

20. 15

 

 

Femtende kapitel
Perfection
 
"Jeg hader dig!" råber jeg med min stemmes fulde kraft og med salte tårer rendende nedad kinderne. Jeg er sur, indebrændt. Opfyldt med frustration og undertrykte aggressioner. Det er en forfærdelig følelse.

     "Hvordan kunne du?!" Uden at tænke over konsekvenserne går jeg direkte over til Josh og slynger min hånd mod hans kind, imens hulk og snøft forlader mine læber. Min krop ryster uafbrudt af forskrækkelse. Jeg har aldrig slået nogen før - at slå er forkert.

     Hans hoved ryger af ren refleks til siden. I en stille bevægelse tager han hånden op til sin kind, hvor min håndflade er rødt afmærket, og retter lidt på sin kæbe med en grimasse. For en gangs skyld føles det faktisk godt at se ham i smerte. Han vender sit blik mod mig. Jeg får kuldegysninger af bare at se i hans øjne. De er udtryksløse.

     "Så kan røvhullet bare lade mere med at fucke med min kæreste," hvæser Josh.

     "I det mindste slog han mig ikke for at få noget!" hvæser jeg tilbage.

     Josh bliver med ét fuldstændig stille. Han træder et skridt frem mod mig, hvorefter jeg instinktivt træder et skridt tilbage, hvilket får ham til at stoppe op og ligge hovedet på skrå. Et humoristisk, skræmmende smil præger sig på hans læber. "Du er jo bange for mig.. Er du ikke?" ler han muntret.

     Manden er jo komplet sindssyg..

     Jeg er for sur til at kunne styre mine følelser. Jeg går lettere sagt til angreb på ham. Jeg slår ham op til flere gange mod brystet i hårde slag og sparker til hans ben, men det har den direkte modsatte effekt.

     "Du burde vide, du ikke er stærkere end mig!" råber Josh mig ind i hovedet og slynger mig hårdt op af væggen, så det gør ondt i min ryg. Jeg giver et hulk fra mig og skærer en grimasse af smerten, der skyder op igennem hele min rygsøjle. "Hvad fanden har jeg gjort dig, var? Svar mig, Annabeth!"

     Josh løfter næven og smasker den direkte ind i ansigtet på mig, da jeg undlader at svare ham. Jeg falder hulkende til gulvet og tager mig til øjet. For helvede, hvor gør det altså ondt..

     "Du er ulydelig, Annabeth! En skuffelse! Du er en luder, der går i seng med alle andre end sin egen kæreste!" Joshs ord gør ondt, men smerten, som ordne giver, er intet i forhold til smerten, der skyder op i min mave ved sparket, Josh foretager. Efterfulgt af endnu ét og endnu ét og endnu ét.

     "Please, stop," hvisker jeg, da han sætter sig på hug foran mig og tager fat omkring mit hår. Han får mig til at se op på ham, selvom mit ene øje gør for ondt til at kunne åbne. Han lader sin hånd glide ned på min kind, hvor han nusser den forsigtigt.

     Han er afgjort syg.

 

"Shh, lad være med at røre ved det," hvisker Harry og stopper forsigtigt min hånd i at røre ved mit øje, der gør forfærdeligt ondt, da jeg vågner op i hans lejlighed.

     "Hvordan er jeg endt her?" spørger jeg hæst og tager initiation til at sætte mig op, men Harry lægger sin hånd mod mit bryst og skubber mig med en vis blidhed tilbage mod hans seng. "Fandt du mig?" hvisker jeg efterfulgt.

     "Gid jeg gjorde," sukker han og lægger en kold klud på min pande. Han kysser blidt min næsetip og nusser mig på håret. "Psykopaten overrakte dig personligt til mig."

     Harry ser ikke specielt glad ud ved situationen. Det ligner mest af alt han skammer sig, skammer sig over, at han ikke var der til at hjælpe mig, da det gik galt. Jeg kunne bare have holdt mig fra Josh, men jeg havde bare været så indebrændt, da jeg fik af vide, Josh havde opsøgt Harry og slået ham.

     "Det er ikke din skyld," hvisker jeg og skærer en grimasse. Det gør ondt i mine ribben.

     "Jo, det er." Harry kører tøvende en hånd igennem sit hår. "Hvis jeg ikke havde ladet dig smutte udad døren, så ville du slet ikke ligge sådan her. Skadet. Jeg har det forfærdeligt."

     "Hey," svarer jeg hæst og rækker ud efter hans ansigt. Han hjælper mig ved at bukke sit ansigt ned mod min hånd. Han har ikke meget selvkontrol, hvilket let kan ses i hans blik, der er en smule sløret på grund af vandet i dem. "Det er hverken din eller min skyld. Han slog mig før, jeg fandt sammen med dig. Han er syg i hovedet, Harry."

     "Men hvis jeg aldrig var trådt ind i dit liv, så - "

     "Nej, Harry. Ikke snakke om," afbryder jeg ham. "Jeg er ikke god til denne her slags, men du skal vide, jeg værdsætter at have dig i mit liv. Det gør jeg virkelig, og jeg ved, jeg måske ikke ser vildt godt ud og at det aldrig skulle have gået så langt, men jeg håber stadig på, vi kan komme igennem det her sammen. Jeg har aldrig været gladere end jeg har været sammen med dig. Mit liv uden dig ville være farveløst. Du giver mig personlighed, Harry."

     "Siger du dét, som jeg tror, du gør?" tørrer han hurtigt sin kind, da en tåre fælder ned på den. Jeg nikker, hvilket Harry smiler stort af. "Jeg elsker også dig," hvisker han så.

     Da hans læber ramte mine, ved jeg, han har forstået ordne bag min lange forklaring. Jeg elsker Harry - også selvom han måske ikke er mine forældres eller verdens definition af perfekt, men han er min definition af perfekt.

     Som vores passioneret kys stopper, ser Harry mig dybt i øjnene med et lille grin, imens han lader sin finger glide blidt henover mit flækkede øjenbryn.

     "Vi har perfekt matchende øjenbryn," ler han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...