Under overfladen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jun. 2014
  • Opdateret: 18 jun. 2014
  • Status: Igang
Historien handler om den fjorten, (næsten femten) årige Miriam Vaisbuck. Miriam går på en helt normal pigeskole, har en helt normal familie, og en faktisk hel normal hverdag. Det eneste der ikke er normalt, er bare lige det at hun bor i Tudensia -den underhavske by.
Miriam havde ingen idé om at der findes en verden over overfladen, indtil en dag hvor hun finder en mystisk dagbog, om livet før Krigen...

2Likes
4Kommentarer
270Visninger
AA

3. Modigt

 

 

Næste dag tvang min mor mig i skole. Jeg havde plaget og tigget hende om om jeg ikke måtte blive hjemme, hele morgenen, men min mor holdte fast ved at jeg skulle i skole. Så sådan blev det. Jeg surmulede i bilen hele turen derhen, men min far ignorerede mig bare så godt som muligt. Det gjorde min lillesøster så til gengeæld ikke.
 ”Nårh, Miriam. Jeg hørte at du pjækkede i går,” jeg kiggede bare ud af vinduet, som om at de kedelige betonhuse havde fanget min opmærksomhed. Hun smilte bare endu bredere. Karla vidste godt at hun havde noget på mig, og når hun havde det elskede hun at bruge det imod mig. Hun var meget opsat på at være mor og fars yngling, og det gjorde hun ved at sætte mig i dårligt lys.
 ”Louisa-Amalie spurgte efter dig i går. Hun forstod ikke hvorfor at det kun var halvdelen af familien der kom på besøg, så jeg måtte fortælle hende at du havde pjækket fra skole, og havde travlt med at læse i en af dine ”spænende bøger”.” Hvor var hun dum! Det ene øjeblik kunne hun være verdens sødeste søster, det andet den værste! Jeg kunne mærke raseriet stige op i mig, men jeg skubbede det væk så godt jeg nu kunne. Karla skulle ikke have fornøjelsen af at se mig sådan. Hun bemærkede vist mine knyttede hænder, for hun fortsatte med at provokere mig.
 ”Du må se at passe på med alle de bøger. Jeg har hørt at for meget læsning kan skade hjernen. Gøre en sindsyg.” Jeg skulle lige til at vende mig om og kvæle hende, da min far brød ind.
”Karla, dril nu ikke din søster. Jeg har jo sagt til dig at Miriam havde det skidt. Og faktisk må jeg lige rette på dig, for med hensyn til det med læsning, er det kun sundt. Det er alle de bøgers skyld at Miriam får så høje karakterer,”sagde han roligt, vendte sig om og blinkede til os. Jeg fniste, og så på Karla. Hun havde lagt sine arme over kors, lavet en sur trutmund, og kommenterede bare min fars ord med et fornærmet, ”Hm!”. Jeg rystede på hovdet med et smil på læben. Måske ville min dag ikke gå så slemt alligevel. Jeg tog fejl.

Jeg løb hen over skolegården med min skoletaske halv hængende ned fra min ene skulder, og sveden dryppende ned fra panden. Jeg var allerede alt for sent på den, og det værste var at jeg havde historie i første time. Det ville sige fru Klappenroff. Og det var ikke sjovt at komme forsent til fru Klappenroff´s timer. Man plejede at skulle vente udenfor klassen indtil at hun gik ud og hentede en, og med skænderiet fra i går, ville jeg helst ikke komme på tværs af hende.

Skt. Johanna pigeskole, var en stor skole, og historielokalet lå på femte sal. Typisk. På vej op ad trapperne, stødte jeg på en flok snakkende piger fra niende, en klasse over mig. Da jeg skulle forbi dem, kom jeg til at støde sammen med en af pigerne med langt farvet rødt hår, så hun tabte sin sodavand ud på gulvet. Det var faktisk ulovligt at have nogen form for sukker med på skolen, men det var de vel ligeglagde med. De var niendeklasser. De gjorde som de ville.
 ”Undskyld Brilleabe, men hvad fanden laver du?” spurgte en pige med lyse, barnlige rottehaler mig.
 ”Jeg, øhm.. Det er jeg ked af, men jeg har altså rigtig travlt, men jeg kan købe en ny til dig efter skole..” Jeg ville gå videre op ad trappen, men de stilte sig op foran mig, som en mur. Jeg var fanget.
 ”Vil I ikke lige være søde at rykke jer lidt? Jeg har faktisk travlt.” sagde jeg tøvende. Det sidste jeg sagde lød måske lidt udfordrende. Åhh nej.. En af niendeklassespigerne med en tatovering af et kranie på fingeren tog fat i min arm.
 ”Skulle du ikke have været til time nu, taber?” de andre piger fniste. Jeg så bare ned i gulvet.
”Hørte du hvad jeg sagde?” Spurgte hun. Jeg kiggede stadig ned i gulvet.
”Hun er jo også døv,” sagde pigen med rottehalerne, ”både døv og blind. Den stakkel.” De andre piger fniste endu højere, og jeg kunne mærke raseriet brænde på. Pigen med tatoveringen klemte endu hårdere om min arm nu.
”Se på mig, taber,” sagde hun. Jeg bed tænderne sammen, stadig med blikket rettet stift mod jorden.
”Se på mig!” råbte hun og ruskede min arm rigtig hårdt. Jeg løftede hovedet, og så til min overraskelse hvor mange niendeklasser der stod og så på. Jeg så mig forskrækket omkring.
 ”Tina, vær nu ikke så hård. Det var jo bare en åndssvag sodavand. Og hun er jo kun en lille pige..” Jeg så til min overraskelse pigen jeg kom til at skubbe til, lægge en hånd på Tina´s arm. Tina slap omgående. Jeg tog mig til min ømme arm.
 ”Næste gang, er du færdig, nørd,” sagde Tina truende og pegede på mig med sin tatoverede finger. Den var så tæt på ansigtet, at jeg kunne røre den, hvis jeg lænede mig frem. Jeg skulle lige til at trække mig, da jeg kom i tanke om hvad hun havde kaldt mig. Nørd. Det skulle ingen have lov at kalde mig. Jeg samlede mod til mig, og tog en dyb indånding. Så sagde jeg;
 ”Der bliver ingen næste gang,” Jeg så hende direkte ind i hendes lyseblå øjne uden så meget at som at blinke. Hun hævede sine øjenbryn. Det tror jeg alle gjorde, men jeg havde ikke tid til at tjekke efter, for jeg havde travlt med at se koldt ind i hende. Jeg tog hårdt fat i Tina´s hånd.
”Og fjern så den misfarvede finger fra mit ansigt.” Jeg skubbede hendes hånd væk med en ny funden kraft. Tina blev så overrasket over min handling at hun trådte et par skridt tilbage.

Jeg vendte mig om og gik videre op ad trappen. Denne gang trådte alle til side for mig. Da jeg var kommet en etage over dem, hørte jeg dem tø op. Der bredte sig en voldsom hvisken, og fnisen, og for en gangs skyld følte jeg mig faktisk godt tilpas.

 

Da jeg var mindre gik jeg på en anden skole. Den hed Globiaskolen. Men alle folk kaldte den bare Folkeskolen. De fleste børn i Tudensia gik på den skole. Jeg kan huske at jeg altid blev mobbet da jeg gik dér. Drengene fra de større klasser stjal mine frokostpenge, og de gav mig grimme øgenavne. Jeg kan huske at jeg ikke var den enste der blev mobbet på Folkeskolen. Mine forældre vidste godt at der var problemer, men en dag da jeg kom hjem med knuste briller, tog de sagen i egen hånd, og fik mig flyttet til Skt. Johanna skolen. Der havde jeg det bedre, men tilgengæld fik jeg aldrig nogen venner. Mine forældre sagde at det var bedre end at blive mobbet af ”mindre rige” familiers børn. Jeg havde aldrig tænkt på det sådan, men de havde nok ret.

 

Jeg følte mig stærk, og parat på det hele, da jeg trådte ind i historielokalet, selvom jeg nok var et kvarter sent på den. Jeg kiggede mig forvirret omkring, da jeg opdagede de tomme pladser. Hvor var alle mon henne?

”Hallo..?” sagde jeg dæmpet, og så rundt i klassen igen.
 ”Ja, heromme!” Lød det henne bag lærerens bord. Jeg blev så forskrækket at jeg tabte min taske på gulvet. Jeg gik ned på hug for at samle mine ting sammen og ned i tasken.
”Miriam?” Jeg løftede hovedet, og så fru Klappenroff stå med korslagte arme foran mig.
 ”Dig havde jeg ikke forestillet mig komme i dag,” Hun så mig dybt ind i øjnene. Hvis blikke kunne dræbe... Jeg så væk.
”Jeg... min mor sagde jeg skulle sige undskyld for i går. Så, undskyld.” Jeg stirrede på en krusedulle på bordet. Klappenroff grinede.
 ”Det er i orden,” sagde hun og klappede mig på kinden. Det føltes sært, når hun var så lav.
 ”Vi har stiluge de næste par uger, så jeg besluttede mig for at I måtte finde på et valgfrit emne. Alle de andre er gået på bibloteket.” Stiluge, gud det havde jeg bare fuldstændig glemt alt om! Hun smilede til mig. ”Afsted, før de andre når at lave for meget før dig.”

 

Stiluge var helt sikkert noget af det bedste ved skolen. Vi fik lov at lave en stil om hvad man nu havde lyst til at skrive om. Man skulle lave en lang og detaljeret stil, om sit emne, så skulle man også lave et essay om det, og til sidst en film, eller nogle billeder hvor man fortalte omkring det man så.  Sidst på ugen skulle man så fremlægge det for resten af klassen. Men det fedeste var helt klart det faktum af at jeg var meget hurtigere end de andre, og så var jeg for det meste færdig før de andre overhovedet var gået i gang med deres essay. Og det betød mere fri for mig. Når man havde stiluge fik man nemlig fri alle ugens dage, til at lave sit projekt. Jeg kan huske at jeg en gang skrev en stil om søuhyrer...

 

Vi havde ikke noget bibliotek henne på skolen, så jeg var nødt til at gå hen på det lokale bibliotek, hvor resten af mit historiehold også var. Jeg havde ingen idé om hvad jeg ville skrive om, så jeg gik lidt rundt imellem bøgerne, og kiggede på de mulige emner. Skulle jeg skrive om en forfatter? Eller om en fisk? Nej, alt for oplagt. Eller måske om... Pludselig bliver mine tanker afbrudt af en høj, lys stemme;
 ”Heeeejj..!” Jeg vender mig om, og ser en pige, et halv hoved lavere end mig, med lyst, pageklippet hår, og stikkende lyseblå øjne. Mia.
Mia gik på mit gamle historiehold. Vi var engang meget sammen i skoletiden. Ja, man kunne næsten kalde os for venner. Men det var vi altså ikke, og det havde vi heller aldrig været. Ingen kunne udstå Mia. Hun snakkede og snakkede. Ikke engang jeg kunne udstå hende. Ikke engang da vi var ”venner”. Hun fulgte altid efter mig, og hviskede til mig og forstyrede mig i timerne. Hun havde heller ingen venner, men den sidste jeg ville hænge på lige der var hende.

”Mia?” Siger jeg og prøver på at lyde overrasket. ”Hvad laver du her?”
Det lyder måske ondt, men hun gik mig så meget på nerverne at jeg skiftede til at have historie om en gang om tirsdagen og om mandagen, bare for at slippe af med hende, så det var faktisk lidt af et chok for mig at se hende her.

”Altså, jeg tænkte at du måske var lidt alene her ovre på tirsdags-holdet såååå...” Åhh nej. Nu kommer det, tænkte jeg.
”Altså først spurgte jeg om ansøgning hos Leanete. Alstå Leanete fra kontoret, hende den lidt brede i det. Forretsen, vidste du at hun snart skulle på pension? På en måde er jeg glad på en måde ik. For hun var jo sød og det, men hun var fandme også streng. Nårh ja, men det med holdet, jeg ville ansøge om en ændring i skemaet så vi to kunne være sammen igen, men det sagde jeg selvfølgelig ikke. Jeg sagde at onsdag var en dårlig dag og det, men i alt fald så gav hun mig lov!” Mia løftede lykkeligt sine arme over hovedet for at understrege. Hun havde talt så hurtigt at det var svært for mig overhovedet at forstå hvad hun sagde. Hun klokkede ofte i det med ordene, og blev nødt til at sige dem to gange.
Jeg prøvede at se begejstret ud, men det blev bare til en sær grimasse. Mia lagde mærke til det, og sænkede armene.
 

”Det var ikke på grund af datoen du skiftede hold vel.” Det var ikke et spørgsmål; hun kendte allerede svaret. ”Det var pågrund af mig ik´?”
Jeg kiggede lamslået på hende, og krammede mit hæfte tættere ind til kroppen. Hvad skulle jeg svare? Skulle jeg modsige hende? Give hende ret? Jeg rettede nervøst på mine briller, og sugede luft ind.
”Beklager Mia.” Sagde jeg bare og gik hurtigt uden om hende.
Hele turen hjem stirrede jeg ned på mine sko.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...