Diana- et One Direction oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2014
  • Opdateret: 1 jun. 2014
  • Status: Færdig
MIn fanfictionen handler om Diana, som er en pige på 17 år! Diana har lige fået One Direction koncert billetter, da hun finde ud af at hun er alvorligt syg. Måske kan hun ikke komme med til koncerten alligevel. Men måske, bare måske kan hun opleve noget der endnu bedre. Men hvad kan være bedre end at komme til koncert med One Direction? Ja, det svar må du jo læse dig frem til!

DENNE HISTORIE ER FIKTION!!!
Dët betyder at alt i denne historie er 100% opdigtet, der er ikke nogle af personerne der findes i virkeligheden, (med undtagelse af drengene fra One Direction). Alle andre er opdigtet, det samme er handlinge. Eventuelle ligheder med personer eller hændelser far den virkelige verden er tilfældige!
Alle rettigheder til denne fanfiction er mine!

1Likes
1Kommentarer
351Visninger
AA

1. Diana- et One Direction oneshot

Diana

Et One Direction oneshot

 

Hendes hoved var bøjet forover, så hun bedre kunne læse, hvad der stod på skærmen. Hun brugte al sin energi på at følge intenst med i opdateringerne. Der kom de, de første tweets der fortalte hende, at koncerten var gået i gang.  Det gik endelig op for hende, at hun ikke skulle med. Det selvom at det var lykkedes hende at få billetter. Hun kunne tydeligt huske den september dag for flere måneder siden, hvor hun sad klar ved computeren. Den triumferende lykke der fyldte hende op da hun endelig kom igennem. Det store smil hun bar, da hun ringede til hendes veninder og fortalte dem, at de havde fået billetter, og at det oven i købet var super gode billetter. Afsnit W, det kunne ikke have været bedre. Hun var så lykkelig at hun græd af glæde. Endelig skulle hun se de drenge, som hun elskede så højt, optræde live. Det var ikke første gang, at One Direction skulle besøge Danmark, men sidste gang var hun så uheldig ikke at få billetter. Hun var sønderknust, og gjorde alt hvad hun kunne for at prøve at skaffe nogle billetter på en eller anden sindssyg måde. Men lige meget hjalp det. Men nu skulle hun endelig få lov at se dem, og hendes glæde var uendelig stor. Dengang vidste hun jo ikke, hvilken ulykke der ville ramme hende. Aldrig i hendes vildeste fantasi havde hun forstillet sig, at det ikke ville være muligt for hende at komme med til koncerten. Men her sad hun alene i det hvide rum, på en varm juni aften, mens tusindvis af directioners var i gang med at få deres drømme opfyldt. Hun havde stadig svært ved at forstå det. Men hun husker tydeligt dagen, knap 3 måneder efter at hun havde fået billetterne. Hun havde i lang tid haft vejrtrækningsbesvær og følt sig virkelig udmattet. Hendes forældre var blevet bekymret for hende, så de havde taget hende med til lægen, for at blive undersøgt. Lægen havde taget en lang række forskellige prøver. Bl.a. en blodprøve og en knoglemarvsundersøgelse. Der gik noget tid før de kunne få svar, men endelig kom dagen. De sad der på stolene, hendes mor og far og hende selv i midten. På den anden side af bordet sad lægen. ”Det ser ikke særlig godt, Diana”, sagde lægen med en mild stemme. Han kiggede på hendes forældre, som så meget bekymrede ud. Før han igen lod sit blik falde på hende, og sagde de ord som ændrede hendes liv for altid. ”Du har ALL, Akut Lymfatisk Leukæmi, også kaldet blodkræft.” Det var der hun gik i chok, hun kan ikke engang huske hendes forældres reaktion. Hun kan bare huske at hun tænkte, ” nu skal jeg dø!”. Og den tanke skræmte hende, for der var så mange ting hun ikke havde nået endnu, Såsom at blive student, komme på skiferie og ja også at møde One Direction. Ja, hendes liste med ting hun manglede at opleve eller gøre var lang. Man kan vel sige at den dag hun fik konstateret kræft, var samme dag hendes depression begyndte.

Hun startede hurtigt en behandling og i begyndelsen så det faktisk lovende ud. Men en måned før koncerten stoppede hun med at reagere på behandlingen. Hun blev mere og mere syg, og blev nød til at blive indlagt. Hun havde prøvet på, at lade vær med at tænke realistisk på koncerten. Hun lod sin fantasi drømme hende derhen, langt væk fra alt det hvide og smerterne. Selvom at hun blev svagere og svagere, blev hun ved med at leve i den drøm. Hendes veninder kom tit på besøg, og så spillede de One Direction musik og så tonsvis af videoer med de dejlige drenge. Og i korte stunder glemte hun, at hun var syg. Det var de lykkeligste øjeblikke hun havde efter at hun havde fået kræft. Men en uge før koncerten tog hendes forældre emnet op. De havde talt med lægerne om det. Lægerne var alle enige om, at hvis hun ikke fik det MARKANT bedre inden koncerten, ville det simpelthen være for risikabelt for hende at tage med. Og uanset hvad kunne hun ikke bruge afsnit W billetten, fordi det var en ståplads. Dianas forældre havde det forfærdeligt med at skulle give deres syge datter den triste nyhed. Men de var magtesløse, der var intet, de kunne gøre. Hun kunne ikke komme med til koncerten. Diana havde ligget i sin seng, med billetten i hånden, i to hele dage efter det. Om natten, når der ikke var andre, græd hun. Der var så mange ting hun aldrig ville opleve. Så hun havde hægtet sig fuldstændig fast på at koncerten, ville være den ene ting hun i det mindste kunne nå, men næ nej sådan skulle det ikke gå. Hun forstod ikke hvad det var hun havde gjort galt for at fortjene sådan en skæbne, men hver gang hun spurgte var der ingen der svarede. Derefter havde hun givet billetten til en lille pige på 13 år, som ikke havde fået nogen billetter selv. Hendes forældre havde sat billetten i den blå avis og Diana havde oprindeligt tænkt sig at tage penge for den. Man da hun så den lille piges glæde over billetten, blev pengene lige pludselig ligegyldige. Intet var mere værd end følelsen af at, gøre en anden person glad. Pigen og hendes forældre var blevet så glade at de havde besøgt hende på hospitalet og givet hende en buket lyserøde roser. De stod nu i en vase på det lille bord, ved siden af hendes seng. Hun fulgte med som minutterne gik og koncerten skred frem ad, med en tung følelse i brystet. Hun var ikke dum, hun vidste udmærket godt at hun ikke havde længe igen. Derfor ønskede hun i al hemmelighed at hun havde været død inden koncerten, på den måde ville hun være sluppet for den ubærlige smerte hun følte nu. Koncerten var slut nu, det kunne hun se, for folk var begyndt at skrive ud på twitter og facebook om hvilken fantastisk oplevelse det havde været. Hendes veninde havde sendt hende et smukt billede af Liam, der smiler direkte ind i kameraet. Hun vidste ikke om det i virkeligheden gjorde hende glad eller trist. Men til sidst lod hun trætheden vinde og faldt i søvn.

Da hun vågnede næste morgen næste morgen, sad hendes mor ved siden af hendes seng. ”God morgen skat”, sagde hun stille. Diana gav hende et halvt smil som svar. Så kom der en sygeplejerske ind med de to m´er, som hun kaldte det. Medicin og morgenmad. Senere på dagen kom hendes to veninder. De fortalte hende om koncerten og holdt hende beskæftiget. Hun syntes de virkede meget begejstrede og glade, men okay de var jo også til One Direction koncert i går. Da hendes mor kom ind igen denne gang sammen med hendes far og storesøster. Sagde hendes veninder at de blev nød til at gå. Så tilbragte hun lidt tid sammen med hendes familie, hendes mor havde bagt boller og de smagte virkelig godt. Da klokken var omkring 3 om efter middagen kom hendes to skøre veninder brasende ind ad døren igen. De bar sådan nogle underlige smil, at hun ikke kunne lade være med at løfte et øjenbryn. Hendes far smuttede ud af døren, inden hun kunne nå at spørge ind til deres underlige opførelse, begyndte hendes mor at tale. ”Diana vi er så kede af at du ikke kunne komme med til koncerten i går”, sagde hun stille. ”Vi ved at det betød meget for dig, og jeg sværger, hvis vi kunne have gjort noget , havde vi gjort det”, forsatte hendes søster. ”Men vi kunne ikke bringe dig til den koncert”, sagde en af hendes veninder. Diana var ret forvirret, men også lidt rørt. ”Så i stedet for har vi bragt lidt af koncerten til dig” sagde hendes sidste veninde. Diana kunne ikke nå at stille spørgsmålstegn til det, de lige havde sagt. For så snart de havde sagt det, gik døren op og ind kom hendes far. Lige bag ham gik der nogle andre, og hun troede hun skulle besvime da det gik op for hende hvem. For lige der bag hendes far kom One Direction! Harry kom først ind, han havde sorte skinny jeans på, en hvid T-shirt og papirs fly halskæden. Efter ham kom Liam, han havde grå bukser og en tanktop på. Hun kunne tydelig se hans armmuskler! Efter ham kom Zayn, han havde sorte bukser og en rød T-shirt på. Så kom Louis og Niall de havde også begge to tanktops på. Diana syntes ,at de alle sammen så fantastiske ud. De var så perfekte, at det ikke engang var sjovt længere. De smilede til hendes og flashede deres perfekte tænder, hun blev rød i hovedet, da hun kom i tanke om hvor forfærdelig hun måtte se ud. De gav hende hver i sær et gigakram, hvilket bare resulterede i at hun blev mere rød i hovedet. Hun vidste ikke,  hvad hun skulle sige, One Direction var i samme rum som hende. Det var jo et mirakel. Louis grinede til hende, og hun smilede genert til ham. Så sagde Harry, ”vi er virkelig kede af, at du ikke kunne være med til koncerten”. Hun kiggede bare på ham med store øjne, så han kunne ikke lade være med at grine lidt. ”så i stedet for, tænkte vi at vi kunne spille nogle numre for dig nu!”, sagde Niall. Og det først der, det gik op for hende at Niall havde en guitar i hånden. Siden de var trådt ind i lokalet, var alt hun virkelig kunne se, deres ansigter. Helt seriøst hvis der havde brand i rummet, havde hun sikkert ikke engang lagt mærke til det. ”wow, det er virkelig sødt af jer, at I gider det”, sagde hun målløs. De kunne ikke lade være med at grine. ”okay”, sagde Louis, ”sig en sang du godt kunne tænke dig at høre!”. Hun tænkte lidt, før hun endte på What Makes You Beautiful. De smilte og Niall begyndte at spille på guitaren og før hun vidste af det var rummet fyldt med lyden fra deres fantastiske stemmer. De lyder jo endnu bedre live, tænkte hun mens hun kiggede på dem med beundring. Aldrig havde hun hørt noget så vidunderligt. De havde sat sig rundt om hendes seng og Liam havde taget hendes hånd. Mens de sang, mærkede hun, hvordan hele hendes krop blev fyldt med den fantastiske følelse af ren lykke og nydelse. Det føltes som om, at de dedikerede hver eneste sang de sang til hende. Efter What Makes You Beautiful spillede de, Moments, Summer Love, Rock Me, Irresistible, Truly Madly Deeply, Through the Dark og selvfølgelig Diana. Det var smukt og det var perfekt. Diana så, så fredfyldt ud men hun lå der I hospitalssengen og lyttede til Harry, Liam, Zayn, Niall og Louis som sang. Hun mærkede hvordan hendes krop begyndte at slappe fuldstændig af. Som den sidste sang ønskede hun at de skulle spille Little Things, og det gjorde de. Hun vidste ikke, hvordan det havde lykkedes hendes familie og veninder at komme i kontakt med One Direction. Men hun var virkelig lykkelig over, at de havde. Hun lå der i sin seng, mens de sang, ”and I just let these little things slip out of my mouth because it’s you, it’s you, it’s you they add up to and I’m in love with you and all your little things”. Og det føltes som om at hun endelig havde sluttet fred med hendes situation. Endelig kunne hun føle andet end tristhed, give slip og bare nyde stemmerne fra nogle af dem hun elskede allermest i hele verden. Imellem sangene havde de snakket og stillet hinanden spørgsmål, så det havde været virkelig hyggeligt. Da de var færdige med Little Things, spurgte Louis hende om, hvad hendes største ønske var og hun svarede at det lige var blevet opfyldt. Harry lavede hele tiden de dårligste jokes, som hun ikke kunne lade være med at grine af. Niall prøvede på at lære hende lidt guitar, men det gik ikke særlig godt og til sidst måtte de give op. Liam og Zayn fortalte hende historier fra tournéen.

Da de skulle gå gav Niall hende et af hans berømte ”Horan Hugs”. Zayn gav hende et kys på håret og fortalte hende, at hun var fantastisk. Louis krammede hende og sagde, ”hold altid hovedet højt”. Harry kyssede hende på kinden og gav hende en halskæde. Han sagde, at den var fra dem alle sammen og at den skulle være  et minde. Liam strøg forsigtigt noget af hendes hår væk fra hendes ansigt og så lænede han sig ned over hende og gav hende et kys på panden. Det var et perfekt og betydningsfuldt kys. Som om at det var en hemmelig besked om, at lige meget, hvad der skulle ske hende i fremtiden, skulle alt nok blive okay igen. Diana var i forvejen meget rørt over, at de overhovedet havde gidet at tilbringe så meget af deres tid sammen med hende. Så hun kunne ikke stoppe de enkelte tårer, der fandt deres vej ned af hendes kinder. Hun græd, fordi hun var så glad for, at de var kommet og så ked af, at de nu skulle gå igen. Da de var forsvundet ud af hospitalsrummet og sikkert også hospitalet, takkede Diana hendes familie og hendes veninder. Hun takkede dem for at give hende den bedste oplevelse i hele hendes liv. Hun fortalte dem, hvor meget de par timer betød for hende. Hun takkede dem generelt for alt for alt det de havde gjort for hende. Både før og efter hun blev syg. Da de også var gået lå hun i sin seng, og tænkte over hendes dag. Det havde været en fantastisk dag, den bedste faktisk. Hun var ikke længere bange, hun havde sluttet fred. Hun havde mødt One Direction, og talt med dem. Sagt de ord, som hun så gerne ville sige. Nej, hun var ikke bange da hendes øjenlåg blev tunge. Eller da hun lukkede øjnene og lod drømmende tage over.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...