Forladt

Mia, på 15, har mistet sin mor som døde af kræft.
Mia fik en dukke af sin mor inden moderen døde, og den er levende. Det tror Mia i hvert fald.
Mia og hendes far er dybt ulykkelige og alt ser sort ud.
Samtidig bliver Mia mobbet af klassens leder, Line, og til sidst tager det overhånd.

2Likes
3Kommentarer
349Visninger

1. Forladt

Hun lå i hospitalssengen, helt bleg og med slanger over det hele, og smilede til mig. Men selvom hun smilede, kunne jeg tydeligt se at hun led. Hun tog min hånd og klemte den blidt.

Jeg kunne mærke tårerne presse sig på, men jeg kæmpede alt hvad jeg kunne for at holde dem tilbage. Hun måtte bare ikke se at jeg var rædselsslagen, rædselsslagen for, at jeg skulle miste hende.

Fuck kræft, tænkte jeg og kunne mærke vreden tage til i styrke. Jeg hadede kræft mere end noget andet på denne jord. Tænk at kræften bare tager venner og familiemedlemmer fra os. Og jeg ville bare ikke miste min elskede mor til denne lortesygdom. Jeg var bare en lille pige på seks år, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre uden min mor. Mit liv ville ikke være det samme uden hende.

Man kunne tydeligt se at jeg lignede min mor: Jeg havde hendes mørkebrune hår, hendes mosegrønne øjne, og præcis som min mor, havde jeg også et tyndt lag fregner hen over næseryggen.

”Nu må du være en stor pige og passe på far, ikke skat? Jeg ved at du er en stor og stærk pige!” Mor løftede min hånd og kyssede den blidt med sine tørre og sprukne læber. ”Hey, jeg har for resten noget til dig. Den ligger i min lilla sportstaske. Der,” sagde hun og pegede hen på den lilla sportstaske som stod ved siden af sengen.

Jeg rejste mig fra sengekanten og gik hen og lynede tasken op: I taskens mørke, lå en dukke.

”Det er en dukke som jeg fik da min mor, altså din mormor, døde. Så hun er meget gammel. Hun hedder Katja. Pas godt på hende.” Min mor kiggede kærligt på mig og smilede.

Jeg tog dukken op af tasken, men tabte den, da dukken kiggede op på mig og smilede: ”Hej Mia,” sagde dukken og blinkede til mig.

Det kunne ikke passe! Dukker kan da ikke tale?! ”Kan du tale?” spurgte jeg og kiggede på dukken.

”Ja, selvfølgelig kan jeg tale. Jeg vil gerne være din ven.”

”Vil du være min ven?” spurgte jeg overrasket. Jeg var ikke vant til at folk ville være venner med mig. Folk plejede faktisk altid at hade og mobbe mig.

Min mor satte sig op i sengen og kiggede på mig. ”Hvem taler du til, skat?”

”Dukken talte til mig, mor!” sagde jeg og kiggede overrasket på dukken, men nu sagde den ikke en lyd.

Min mor kiggede på mig som om jeg var skør. ”Dukker kan ikke tale, skat. Du må være træt.” Mor aede mig på kinden. Men pludselig tog mor sig til brystet og blev endnu blegere en hun var før. Hun trykkede på alarmknappen, som tilkalder sygeplejersker, og kaldte på min far. ”Jens!”

Min far kom ind på hospitalsstuen og kiggede på os. ”Hvad sker der, Lianne?” Han kiggede skræmt på mor og jeg kunne se at han var meget nervøs.

Mor tog sig igen til brystet og rettede på iltslangen i næsen. ”Det er ved at være tid.”

”Allerede?” Min far så skræmt på mor begyndte at ryste i hele kroppen.

Min mor nikkede, men nåede ikke at sige mere, før to sygeplejersker kom farende ind på stuen.

Nu lod jeg tårerne får frit spil. ”Mor! Hvad sker der?” Men hun nåede ikke at svare, for far tog hårdt fat i min arm og jeg nåede kun lige akkurat at få fat i dukken, før han slæbte mig ud af rummet. ”Slip mig!” skreg jeg og prøvede at vride mig ud af hans stramme greb.

Jeg kunne se at far også græd.

Det var der det gik op for mig.

Min mor skulle dø, og det var ved at ske lige netop nu.

”Hallo, Mia? Hører du efter?” Min lærer, Niels, stod og kiggede irriteret på mig. Han kørte hånden igennem sit mørkblonde hår.

Jeg sad ved mit bord bagerst i klassen og tegnede kruseduller på et hvidt papir. ”Hvad?” spurgte jeg forvirret og tabte blyanten på gulvet.

Line, lederen i min ottende klasse, som også mobbede mig, bukkede sig ned, tog blyanten, og grinede ondt. Samtidig tog hun også mit papir fra mig, rev mit papir midt over, og knækkede blyanten. ”Hun sidder bare og tegner grimme kruseduller og tænker sikkert på sin klamme, døde mor.” Line smilede ondt og vendte sig mod tavlen igen.

Niels stod med hænderne i siden og rynkede panden. ”Sådan noget gør man altså ikke, Line!” sagde han vredt. ”Sig undskyld til Mia, nu.”

Line sendte mig dræberblikket, og mumlede et utydeligt: ”Undskyld.”

Jeg nikkede til hende og kiggede dernæst ned på min åbne skolebog.

Men pludselig kunne jeg mærke min taske pusle ved mine fødder. Det var Katja der vågnede efter at have sovet i nogle timer.

”Godmorgen Mia. Man sover godt i din taske,” sagde Katja og strakte sig.

Jeg havde haft Katja med mig alle vegne siden jeg fik hende af mor, og det var kun mig der kunne snakke med hende. Det troede jeg i hvert fald. ”Godmorgen Katja.”

Alle i klassen vendte sig om og stirrede på mig, som om jeg var en idiot. Nogle enkelte, blandt andet Line, grinede af mig og mumlede ondskabsfuldheder til hinanden om mig,

”Hvem siger du godmorgen til, Mia?” spurgte Niels forsigtigt og kløede sig i panden med pegefingeren.

Jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle sige, og da jeg åbnede munden, kunne jeg mærke, at jeg ikke selv kunne styre hvad der kom ud af munden på mig. ”Jeg snakkede til min dukke, Katja.”

Nu skraldgrinede hele klassen og selv Niels smilede af mig. ”Nå så det gør du,” sagde Niels og rettede på sine sorte, runde briller.

Line vippede på sin stol og sagde: ”Jeg har aldrig hørt om en 15årig pige der har en dukke med i skole. Det er da lidt taberagtigt, synes du ikke?”

”Ignorer hende. Hun er bare misundelig over at hun ikke har en talende dukke.” Katja stak hovedet op af tasken og aede mig på anklen.

”Men hvorfor kan ingen andre høre dig?” spurgte jeg og trak anklen til mig.

”Fordi det hele foregår i dit hoved, søde.” Katja smilede og lagde sig ned i tasken igen.

Jeg stivnede og fik gåsehud på hele kroppen. Var det hele bare noget i mit hoved? Har jeg i så mange år bare talt til mig selv?

”Nå,” sagde Niels og rullede med øjnene. ”Mia, pak den dukke væk og lad os vende tilbage med timen. Hvor kom vi fra?”

Jeg kom gående ned ad stien i Grøndalsparken, med min skoletaske på ryggen og Katja stikkende ud af tasken.

”Op med humøret, søde. Du er en dejlig og sej pige!” Katja nussede mig i nakken og lynede tasken lidt op, så hun kunne kravle op på min skulder og ae mig på kinden.

”Men hvorfor hader alle mig så?” spurgte jeg og kiggede ned på mine Converse-beklædte fødder.

”De er bare misundelige. Ignorer dem.”

Jeg kunne høre en bekendt stemme bag mig, men jeg var for bange for dem til at turde kigge bagud. Men jeg var ikke i tvivl: Det var Line og nogle andre fra klassen, som grinede bag mig.

”Og så tænkte jeg: Sådan en taber!” sagde Line, og så brølede hele gruppen af grin. ”Hun er totalt klam!”

Jeg fik en klump i halsen. Det var mig de talte om.

Mit hjerte gjorde ondt og Katja kunne mærke det, så hun sagde: ”Fuck dem. De er vildt latterlige!”

Jeg mumlede vredt: ”Ti nu stille!”

”Der er jo ingen der kan høre mig!” Katja hev mig irriteret i nakkehåret.

”Stop med det der! Og jo, jeg kan høre dig! Men de andre tror jo at jeg er idiot når jeg taler til mig selv!” Jeg pressede Katja helt ned i skoletasken og lynede tasken så Katja kunne holde sin kæft. Jeg var vred, såret og så pokkers ensom. Jeg havde ingen venner, ingen kæreste og kun en deprimeret far, som jeg var nødt til at tage mig af.

”Hey, hun går jo lige der!” sagde Line og jeg kunne nærmest mærke hvordan alle stirrede på mig. ”Lad os se hvor hendes klamme dukke er.”

”Åh nej,” mumlede jeg og satte farten op. Jeg skulle bare væk. Jeg magtede ikke mere mobning i dag.

”Lad vær med at sætte farten op, taber-Mia. Vi vil jo bare se din klamme dukke, er den i din taske?” Line og de andre grinede og satte også farten op. ”Vent nu på os, din taber!” råbte hun ondt.

Jeg undrede mig meget over alle de fremmede mennesker der gik forbi os, gloede på os, og hvorfor de ikke blandede sig i denne mobbesituation. Jeg kiggede mig over skulderen og kunne se at de var tættere på mig nu, så jeg satte i løb med tasken hoppende på ryggen. ”Skrid nu!” skreg jeg og lod for første gang i lang tid tårerne få frit løb.

 Line og de andre satte også i løb og Line råbte: ”Fang hende!”

De to drenge i gruppe, løb hurtigere end de andre og var tæt på at indhente mig, men så så jeg en halvstor sten midt på stien.

Jeg skreg af forskrækkelse, snublede over den, rullede en hel omgang og landede på knæ. ”Av for helvede!” råbte jeg og kunne mærke smerten i hele min krop. Jeg kiggede ned på mine hænder og knæ: Begge mine hænder havde store hudafskrabninger og blødte, men da jeg så mine knæ, vred mit ansigt sig. Jeg havde for det første slået hul på buskerne på knæene, så havde jeg slået hul på mine knæ, så jeg kunne se små sten i såret og jeg kunne faktisk også ane knoglen. Blodet strømmede ud over det hele og jeg pillede hurtigt småstenene ud af såret. Det gjorde meget ondt, men det var jo bedre at få dem ud med det samme.

Jeg tørrede tårerne væk og kiggede vredt op på de andre. ”Har I slet ikke dårlig smag i munden?” sagde jeg vredt til dem.

En af drengene kløede sig i nakken og kiggede på Line. ”Skal vi ikke gå?”

Line så ud til at tænke over det. Så kiggede hun vredt på mig: ”Du slipper denne gang – men drenge, tag dukken.”

Drengene gik hen og rev fat i min skoletaske.

”Nej! Slip den!” skreg jeg og greb fat i tasken. ”I må ikke tage den!” hviskede jeg og græd som en lille pige. ”Hun er det eneste minde fra min mor!”

”Giv os den nu bare – så sker der ikke noget.” Den ene af drengene kiggede medlidende på mig.

”Bare tag tasken, tag dukken og giv hende tasken igen,” instruerede Line og pegede på tasken.

Pludselig blussede et mod op i mig. Jeg ved ikke hvor jeg fik det fra, men jeg åbnede munden: ”Fuck dig, din fede kælling.” Jeg sendte hende dræberblikket og hev endnu voldsommere i tasken.

”Måske er jeg en kælling, men i det mindste er jeg ikke en freak der taler med sin dukke.” Hun smilede ondt til mig og hævede hoverende øjenbrynene.

Drengene fik vredet tasken ud af mit greb. ”Undskyld,” mumlede den ene dreng, tog Katja og kastede tasken hen til mig igen.

Katja vågnede igen og kiggede panisk på mig og de andre. ”Mia, hvad sker der?! Gør noget!”

NEJ, I MÅ IKKE TAGE HENDE!” skreg jeg og vred mig på stien. Mine hænder, mine knæ og ikke mindst hjerte gør så ubeskriveligt ondt.

”Vi ses i morgen, taber-Mia.” Line og gruppen vendte om og løb væk.

Jeg kom humpende ind ad døren og låste døren bag mig. Jeg listede ind på mit værelse uden at sige hej til min far, selvom jeg udemærket godt vidste at han var inde i sit soveværelse, sikkert i færd med at drikke øl, se fjernsyn og kigge på billeder af min mor. Men overraskende nok, var der musestille og man kunne hverken høre fjernesynet eller hans sædvanlige hulken. Ingenting.

Jeg rystede på hovedet, ignorerede min ubehagelig fornemmelse af, at noget var helt galt.

Inde på værelset smed jeg skoletasken hen i hjørnet, gik hen til et af mine skabe og åbnede lågen. Jeg tog førstehjælpskassen, som jeg selv havde købt, ud af skabet.

Efter tyve minutter, havde jeg renset sårene, pillet de sidste sten ud af sårene på knæene, kommet plastre på hænderne og kommet bandage på knæene. Men mit hjerte kunne man aldrig rense eller komme plaster på. De havde taget min elskede dukke, Katja. Hvor vovede de? Hun var mit eneste minde fra min mor, og det skulle de komme til at fortryde!

Alt så sort ud for mig, og ærlig talt, så havde jeg ikke lyst til at leve mere. Jeg ville bare være sammen med mor.

Mor og jeg løb langs strandkanten, hånd i hånd. Hun i sin hvide sommerkjole og barfodet, jeg i min pastelgule sommertop og min blomstrede, lyserøde nederdel. Og jeg var barfodet. Mor så helt sund og rask ud, og jeg var bare en glad fireårig pige.

”Kom så skat, vi skal nå hen til far! Derhenne! Kan du se ham?” Mor pegede foran os, hen på far, der i sin hvide tanktop og sine cowboyshorts, stod med åbne arme og ventede på mig.

Jeg lyste op i et stort smil og trak mor med hen til far og vi sprang i armene på ham. Vi væltede far ned i sandet og grinede.

”Vi skal altid være sammen. Intet kan skille os ad!” sagde mor og knugede både far og jeg.

”Intet,” sagde far og kyssede os begge to.

”Intet,” efterabede jeg og smilede til mine elskede forældre.

Desværre blev vi alligevel skilt ad.

Næste dag i skolen, kunne jeg mærke alles øjne på mig. Da jeg kom ind i klassen vidste jeg hvorfor.

Katja hang, med hovedet nedad, i et reb over katederet forrest i klassen. Men det var ikke kun det. De havde også skrevet noget i ansigtet på Katja med tusch: TABER-MIA! stod der med rød tusch.

Katja fik øje på mig. ”Få mig ned herfra, Mia! De har været så onde ved mig!” Katja græd og vred sig i snoren, som de havde bundet om hendes ene fod.

Jeg vågnede op af min trance og løb mellem bordene og hen til Katja. ”Selvfølgelig…” mumlede jeg.

Jeg fik hende ned og puttede rebet i min taske, og vendte mig mod Line og klassen, som stod og grinede af mig. Jeg kogte af raseri.

Min vrede overtog mit sind og jeg gik med hastige skridt hen til Line. ”Din lede kælling. Du er verdens klammeste, ondeste og den mest koldhjertede person jeg kender.” Og gav jeg hende en ordentlig knytnæve med i ansigtet med alle mine kræfter.

Line tog sig overrasket til næsen, som begyndte at bløde. ”Hun slog mig…” Line kiggede vredt på de andre. ”Så gør dog noget!”

Men der var ingen der gjorde noget. Alle stod bare og gloede på mig. De var sikkert bange for at få det næste slag.

Men jeg løb bare ud af klassen, med Katja i mine arme og min skoletaske på ryggen. Jeg havde fået nok, og jeg vidste hvor jeg skulle hen.

Jeg elskede lyden af vindens susen, bølgernes brusen og lugten af saltet havvand – og derfor havde jeg søgt herned. Men at himlen var helt dækket af skyer og var mørk, gjorde ikke ligefrem mit humør bedre.

Af en eller anden grund lå der to mursten i sandet, hvilket passede mig perfekt, eftersom jeg skulle til at begå selvmord.

Det lød sikkert meget voldsomt og dumt at begå selvmord, men det er simpelthen fordi jeg ikke kan klare mobberiet, min fars dybe depression og tabet af min elskede mor. Det er også fordi at jeg håbede på at være sammen med min mor i himlen.

Jeg tænkte det hele igennem. Var det virkelig det værd? Var mit liv så lortet? Ja, det var det. Det var ikke værd at leve.

Jeg smed min skoletaske i sandet, tog rebet op, bandt de to mursten til rebet og bandt den anden rebende fast til min højre ankel.

Efter det, lagde jeg Katja på en stor grå sten, men før det, kyssede jeg hende på kinden. ”Farvel Katja. Jeg har og vil altid elske dig.”

”Hils din mor fra mig.” Katja smilede sørgmodigt til mig og vinkede svagt.

Jeg tog murstene i min favn og begav mig ud i vandet. Tårerne løb om kap med høj fart ned ad mine kinder. Selvom det var sommer, var vandet ikke særligt varmt, men det var jeg ligeglad med.

Jeg skulle nemlig snart være sammen med mor.

Jeg talte langsomt til tre. ”En…” Jeg nervøs. ”To…” Jeg skælvede. ”Tre.” Jeg slap murstene, da jeg var så langt ude, at jeg gik på tæer for at holde mig oppe over overfladen.

Murstene trak mig ned på havbunden og jeg fik ikke engang en chance for at tage en dyb indånding.

Efter cirka tre minutter, begyndte alt at sortne og jeg blev svagere og svagere. Pludselig rakte en hånd ud efter mig, og trak mig op til overfladen, hvor solen skinnede og havmågerne skreg.

Jeg havde ikke længere noget reb om anklen og da jeg så hvem der stod foran mig, vidste jeg nu hvor jeg var. Jeg var i himlen.

For det var min smukke, elskede mor, Lianne, der stod for næsen af mig og smilede til mig.

”Mor?” hviskede jeg chokeret.

”Mia, skat.” Hun slap min hånd og lod mig få tid til at forstå hvad der var sket.

”Er vi i…?”

Min mor nikkede og smilede. ”Nu er vi sammen igen, alle tre.”

Jeg stivnede. ”Er far også…?”

Hun nikkede igen, men denne gang smilede hun ikke. ”Han venter på os. Han begik selvmord for nogle dage siden. Far var for deprimeret til at fortælle dig noget, men nu er han glad igen.”

”Det er jeg også. Glad altså!” Jeg smilede, kastede mig i hendes arme og kyssede hende. ”Jeg har virkelig savnet dig, mor!”

Hun lo og aede mig på kinden. ”Jeg har også savnet dig, min skat. Du er helt fantastisk.”

Sammen tog vi hen til far. Nu var vi alle tre lykkelige, fordi vi var sammen, genforenet igen.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...