''Syg'' - Oneshot.

Bidrag til 'en flænge i himlen' konkurrencen - Oneshot, valgmulighed to.

Om at forelske sig i en kvinde der danser med døden, og livet bagefter.

20Likes
8Kommentarer
826Visninger
AA

1. ''Syg'' - Oneshot.

Tak til Konrad - både for opbakning, men også den brilliante (som vi fandt ud af staves brillant) titel til historien
 

''Syg''
Fordi vi på et punkt begge to var syge.


 

’’Jeg er syg.’’
Det er utroligt hvor lidt der skal til at hele din verden bryder sammen. At alle dine fremtidsplaner bliver pakket ned i en boks og lokeret i den bagerste krog i din hukommelse.
Alligevel kigger du ud af vinduet, ser at bilerne stadig suser forbi, husker at du skal nå at købe mælk.

- -

Jeg er fjorten første gang jeg forelsker mig. Vågner op med en hel zoo af afrikanske sommerfugle inde i min mave, et kæmpe smil omkring sprækkede læber. Hun har rødt hår, ikke den slags vinrød som synes at være en ny trend i nabolaget – den slags rød der får dig til at tænke på en solopgang, skinner så kraftigt at du ikke tør kigge derpå.

Første gang vi snakker, er til en fest. Jeg er seksten, har været forelsket i synet af hende der går til skole hver morgen i to år. Hendes ånde dufter af sød lemonade, hendes hår af tulipaner.  ’’Jeg er ikke den store tilhænger af fester,’’ – Fortæller hun mig.  Jeg forestiller mig hende i stedet sidde med en bog i sit skød, en kop citron the ved hendes side.
Vi tilbringer de næste timer på en veranda opvarmet af sommersolen der gik ned for flere timer siden, kigger på stjernebilleder og snakker om den idealle fremtid.
Jeg fortæller hende ikke, at jeg gerne ser hende i min fremtid.

Første gang jeg ser hende nøgen er året efter.  Hun har et modermærke formet som et hjerte over hendes venstre brystvorte – jeg lover mig selv, at jeg tager den oplysning med mig i graven.
Jeg glider ind mellem hendes bløde lår, placerer blide kys på hendes tydelige kraveben.
Fantasier om blondiner med C-skål synes så langt væk i det øjeblik jeg elsker med hende.
I det øjeblik er jeg en pianist, og hendes krop er tangenterne.

Efter måneder med et plageri om at møde hendes familie giver hun op – tager mig med til en familiemiddag, introducerer mig for forældre der minder mig om noget fra Hollywood – mennesker der om hundred år vil være i historiebøger, have deres egen skulpturer i New York.
Hendes smil der blotter en skæv fortand passer ikke ind.
Hun passer ind i mine arme, i en seng købt i en genbrugsforretning, i en billig luset lejlighed hvor tapeten er begyndt at skrælle af.

Da hun er fireogtyve og jeg er toogtyve skinner solen på hendes blottede isse.
Om sommeren sidder hun med uldsokker på fine fødder, fingernegle dækket over med lyserød neglelak for at skjule den matte blå farve.
For at skjule den tikkende bombe, hun i grunden er.

Jeg fortæller hende hver dag at jeg elsker hende, bringer hende toast på sengen - hun kommenterer ikke på at den ene side er brændt sort, jeg kommenterer ikke på at hendes blodårer bliver tydeligere for hvert sekund der går.

De siger hun har et år tilbage.
De siger vi har et år tilbage – for uden hende er der ingen mig.

En dag kan jeg ikke finde hende. Jeg leder i parken, ved vandet – bag skurret hvor vi kyssede første gang.
Om aftenen finder jeg hende på en veranda opvarmet af sommersolen der gik ned for flere timer siden, runger af nostalgiske minder om en dreng der blev forelsket i en håbfuld pige.
I flere timer ligger vi og kigger op mod en himmel belyst af stjerner, snakker om den fremtid vi havde forestillet os at få. I det øjeblik forlader stemmen i mit hoved, den der konstant minder mig om at hun er ved at dø fra mig, og vi er igen unge og forelskede.
Jeg fortæller hende om første gang jeg så hende, og mens jeg gør det bemærker jeg at det aldrig var hendes røde hår eller grønne øjne jeg forelskede mig i.
Jeg forelskede mig i hendes latter, hendes smil og den blide snorken jeg vågner til om morgenen.
Jeg forelskede mig i hende.

På hendes dødsleje holder jeg hendes hånd, kysser hendes kind og forsøger at gøre timerne op til hendes død så normale for hende som muligt.

Hun fortæller mig hun ikke har ondt længere. I sin forvirring fortæller hun mig at hun er rask.
Jeg græder tavst.
’’Fantastisk skat.’’ Hun lægger ikke mærke til at min stemme knækker over, at mine tårer gennemvæder lagenet under hendes ligeså hvide krop.
Pludselig er hendes hånd virkelig kold, og i det øjeblik ved jeg hun er væk.
Jeg kigger en sidste gang ned på skallen af det der engang var min første forelskelse.

Jeg vågner stadig op til duften af hendes shampoo, lyden af hendes små fødder på knagende gulvbrædder.
Jeg besøger hendes grav hver dag, i frygt for at jeg lige pludselig glemmer lyden af hendes stemme, antallet af fregner på hendes næse og følelsen af hendes fløjlsbløde læber mod mine.
Nogen gange, lige inden søvnen forlader min bevidsthed kan jeg stadig høre hende sige 'jeg elsker dig'

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...