Min kære bror

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2014
  • Opdateret: 31 maj 2014
  • Status: Færdig
Manden Maxime bor på gaden. Kender ingen. Han føler sig fortabt og alene, men det ændrer et brev på...

3Likes
0Kommentarer
240Visninger

1. Min kære bror

Min kære bror

 

Når jeg sidder her føler jeg mig elendig. Jeg føler kulde og varme på samme tid, og jeg er trist. Så umådeligt trist og endeløst gammel. Det er som om jeg er en del af de gamle kolde mure her på havnen. Jeg ved ikke hvor længe jeg har siddet her, for jeg har hverken kalender eller ur. Jeg ved ikke hvor gammel jeg er, for hvem skulle fejre min fødselsdag? Jeg har ingen. Der er ingen, der husker mig, og det er 30 år siden jeg så min familie sidst. De har glemt mig. Alle har glemt mig.

 

Jeg har grimt og pjusket skæg, og beskidte hænder. Jeg ejer ikke et spejl, men jeg kan mærke at folk væmmes når de går forbi mig. Det er kun de hjerteløse folk, der væmmes. Dem med de dyre biler, håndtaskerne, familierne, vennerne og de trygge dejlige hjem. 

De folk, der ikke væmmes er den med hjerterne, som godt kan se at jeg også har følelser. Jeg findes også. De folk, der giver mig penge, er enten dem, der har ondt af mig eller ham fiskehandleren. Han er flink. Han siger godmorgen når han går ud og fisker, og godnat når han kommer hjem. Hvis jeg havde penge, ville jeg være som ham. En god mand.

 

Jeg sidder her op ad muren tæt ved den gamle fiskerbutik med fiskehandleren. Her lugter dårligt, men jeg har vænnet mig til det. Jeg har ondt i alle led, men jeg har vænnet mig til det. En dame går forbi med sin datter. Den lille pige peger på mig, men moderen skubber dog hurtigt datterens hånd væk igen. Min mor fortalte også altid mig at man ikke måtte pege. Men hvorfor egentlig? 

Tre drenge går forbi. 16 årige tror jeg. De har hanekamme og øller i hånden. Den ene råber et eller andet på et fremmed sprog. Jeg får lyst til at råbe til dem at de gør det forkerte. Vend om før det er for sent! De ender jo bare som mig. Trætte og beskidte. 

 

Når folk går forbi mig, tænker jeg over deres liv. Hvem er de? Hvem elsker de? Hvor har de været? Hvor vil de hen? Jeg får det aldrig at vide, for ingen vil tale med mig.

Rundt om hjørnet kommer et ungt kærestepar. Gid det var mig. Gid jeg havde en, jeg holdte af.

 

Jeg har efterhånden fået 40 kroner af fremmede med melidenhed, så nu skal jeg have noget mad. Det er dage siden at jeg har rejst mig fra fortovet. Det er forår, men jeg føler mig alligevel slidt og trist som om efteråret. Jeg strækker mine ben og prøver at stå op, men det gør ondt. Jeg tager alle mine ting med mig. Eller det vil sige: Min ene ting. Mit sølvur. Det kunne jeg sikkert få mange penge for, men jeg vil aldrig sælge det. Det betyder for meget at have bare en ting af verdi. Ikke at være fuldstændig værdiløs. Jeg slæber mine kolde fødder hen ad gaden. Jeg er træt. Folk kigger  på mit fordrukne ansigt og priser sig selv lykkelige for at de ikke er mig. Kulden knuser mine slidte knogler, men egentlig tror jeg slet ikke, det er så koldt.

 

Da jeg når til butiksdøren, åbner den ad sig selv. Hvis blot jeg havde råd til teknik som dette, eller hvis jeg var klog nok til at lave det, havde mit liv set anderledes ud. Jeg ville være en god mand. Jeg køber lidt mad, og skynder mig hurtigt hjem igen. Eller... Hjem? Jeg har jo ikke et hjem.

 

Da jeg kommer tilbage,får jeg mig en overraskelse. Der ligger en seddel på min sædvanelige plads op ad muren. Det er mange år siden, jeg har fået et brev. Jeg tager brevet op med rystende hænder. Udenpå står mit navn.

Jeg bliver helt bange når jeg ser mit navn igen. Det er det, jeg hedder. Jeg åbner sedlen og ser en masse sirlig skråskrift. Jeg får tårer i øjnene. Brevet er virkelig til mig. Men fra hvem?Jeg er bange. Hvad nu hvis jeg har glemt, hvordan man læser. Nej, det kan ikke ske.

I Brevet står der: 

 

Kære Maxime

Jeg havde ledt efter dig og din kone i mange år, man da jeg endelig blev klogere, fandt jeg ud af at Loua var død. Men hvor var du så? Jeg så dig sidde der på fortovet, og besluttede mig for at se hvordan, du lever dit liv. 

Det så forfærdeligt ud. Jeg turde ikke at tale til dig, for jeg kendte dig ikke længere. Min kære bror. Fortabt.

 

Jeg begyndte faktisk at synes om den dejlige by. Jeg havde fint med penge, så jeg slog mig ned og lavede min egen lille forretning. En fiskerforretning. Ja, jeg er fiskehandleren. 

Min kære bror, hvor har jeg dog savnet dig. Kom til min butik imorgen kl. 12, og jeg fortæller dig om vores fremtidsplaner. Du og jeg, min kære bror.

-Samuel

 

Nu kan jeg ikke holde tårerne tibage. Det var virkelig min bror. Åh, kære Samuel. Han er blevet voksen. Vores fremtidsplaner. Vores! Når jeg tænker over det, kan jeg slet ikke forstå at den rare fiskehandler er Samuel. Det ligner ham slet ikke. Han så ikke sådan ud, sidst jeg så ham.

 

Da det bliver mørkt, kan jeg ikke sove. Det kan jeg faktisk for det meste ikke. Det er koldt, og hvorfor skulle jeg sove når, jeg kan være vågen? Månen er alligevel min bedste ven.

 

Jeg vågner ved lyden af råbende stemmer. Der er en eller anden idiot, der er blevet sur på en anden idiot. Men det er faktisk et held, for jeg kan se at solen er stået op for længst. Jeg må ikke komme for sent. Jeg fanger en forbipasserende mands blik, og skal lige til at spørge om noget, men så går han over på det andet fortov. 

 

En skolepige går forbi. Hun standser da hun ser mig. Med skræmt ansigt bliver hun stående, da jeg spørger hende hvad klokken er. “D...Den er ti minutter i tolv.”

Jeg må skynde mig. Jeg går ikke tit, så det gør ondt på vej til Samuel. Jeg kan se skiltet. Der står: “Friske fisk”. Jeg begynder at løbe. En fantastisk følelse. Jeg føler mig fri, fri fra bekymringer. Jeg løber så hurtigt at folk bare bliver til en viskende tåge, der ingen betydning har. Jeg kan mærke hvordan mine fødder sætter fra fra asfalten. Hele verden bliver til slow motion. Hurtigt, men langsomt. Griner, men græder. 

 

Der står han. Jeg løber lige ind i hans favn. Længe står jeg bare og holder om ham og græder. “Min kære bror,” hvisker han i mit øre. Han aer mit hår. Det er en ubeskrivelig følelse. Han elsker mig stadig, på trods af mine fejl. Han har tilgivet mig. 

Vi går ind bag butikken. Ind i stuen hvor han laver mig en kop varm kaffe. Det er det bedste, jeg kunne forestille mig, og jeg drikker det på få sekundter. 

 

“Min kære bror,” siger han og kigger mig ind i øjnene. “Jeg har set hvordan du lever dit liv. Jeg kan kun være bekendt at hjælpe dig.” Jeg er målløs. Han vil virkelig hjælpe mig. “Hvordan?” Jeg spørger dumt, men han svarer mig alligevel. “Kan du huske da vi var små, og vi legede nede ved søen? Jeg var så misundelig, fordi du fangede de største fisk. Vil du ikke være min partner. Vi kan tage ned og fange fisk om morgenen, og sælge dem om dagen. Du kan få en god seng og tøj. Vil du ikke nok?” Hvorfor prøver han at overtale mig? Hvad har jeg at foretrække i stedet for? Det er fantastisk. Jeg kan ikke tale af bare glæde, så jeg nikker bare. Jeg nikker så meget at jeg støder hovedet ind i en lampe. Jeg smiler.

Vi smiler. -Sammen.

 

Jeg står her på båden. Nettet er i vandet, støvlerne er pudset, håret er klippet og jakken er knappet. Samuel griner. Min kære bror, min partner. Det er meget bedere at være lykkelig end at være fortabt. 

 

Vi går hen ad gaden. Forbi slagteren og hen mod vores butik. Jeg stopper op. Der er jo min plads op ad muren. Her har jeg brugt endeløse dage og nætter på at sidde at tælle vinduer, og kigge på forbipasserende folks nedladende blikke. Sørgeligt. Det er kun ganske få dage siden. Jeg havde intet liv. 

Jeg prøver at sætte mig ned. Bare lige for at huske hvordan det føles at være fortabt. Det er ikke rart.

 

Jeg tænker over de endeløse timer, jeg har brugt. Brugt på at vente på at nogen skulle redde mig. Jeg ærger mig over at jeg ikke gjorde noget som helst selv. Men hvorfor. Jeg har jo altid været en god mand. Ja, det er det, jeg har i virkeligheden. Været en god mand. 

 

Jeg hører Samuels stemme. “Kom nu Maxime! Du kan ikke blive der. Kom nu videre!” Og jeg går videre. Som en ny mand. Til et nyt liv. Med en ny bror.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...