Our life

Inspireret af sangen Human af Christina Perri

0Likes
0Kommentarer
148Visninger

1. Our life

Jeg kan huske alt, fra første gang jeg så dig. Du var, nej du er, anderledes end alle andre. Du fangede min interesse allerede ved første glims. Du var sammen med en masse andre, stod nærmest midt i flokken, omringet af mennesker, og alligevel så jeg dig. Mit indre vidste at det var dig, og kun dig, men jeg ville ikke acceptere det. Alt i mig sagde at det var forkert. Jeg gik udenfor, og satte mig for at få luft. Folk kom og gik hele tiden. Jeg ved ikke hvor længe jeg sad der, men pludselig stod du udenfor, ved mig. Du satte dig ved siden af mig.

”Har du en lighter?” sagde du, og smilede.

”Nej, jeg ryger ikke” svarede jeg. Jeg overraskede mig selv, ved overhovedet at være i stand til at snakke med dig.

”Det er godt du ikke gør det. Det gør jeg heller ikke” grinede du.

”Hvad skal du så med en lighter, hvis ikke du ryger?”

”Jeg vidste bare ikke hvordan jeg ellers skulle starte en samtale med dig. Der ville jo ikke være meget at snakke om, hvis jeg bare sagde hej til dig. Og det ville også virke lidt underligt, syntes du ikke?”

Vi sad udenfor i evigheder, og bare snakkede frem og tilbage. Det er overraskende hvordan et sådan spørgsmål kan starte en så lang samtale. Vi snakkede om alt og intet. Jeg lærte dit navn, og fandt ud af, at du boede i den anden ende af byen, fra mig.

Da jeg gik hjem den nat, var jeg mere forvirret end nogensinde før. Hvad var der sket? Spurgte jeg mig selv om og om igen. Da jeg gik i seng, var du stadig det eneste jeg kunne tænke på.

Næste morgen da jeg vågnede, gik det op for mig, at jeg kun kendte dit navn, og din bydel. Jeg havde intet andet fra dig, så jeg ville nok aldrig se dig igen. Jeg fortsatte min hverdag, og lidt efter lidt forlod du mit hoved, indtil du var væk. Jeg tænkte aldrig på dig mere, og alt var tilbage til normalt. Indtil jeg stødte på dig igen, 1 års tid efter. Jeg steg af bussen som hver dag, nogen tog fat i mig. Jeg vendte mig forskrækket om, og så dig. Du havde fat i mig.

”Hey, kender jeg ikke dig?” sagde du.

”Det ved jeg ikke” svarede jeg. Jeg vidste ikke om du kendte mig, men jeg kendte helt sikkert dig. Alle de forvirrende følelser kom tilbage i mig.

”Jo, det tror jeg at jeg gør. Vi mødtes en aften i byen for et års tid siden, mener jeg”

”Det passer sikkert meget godt” svarede jeg fraværende. Din tilstedeværelse forvirrede mig utrolig meget. Jeg fandt dig tiltrækkende, selvom alt i mig sagde at det var forkert.

”Jeg skal gå nu, ellers kommer jeg for sent på arbejde” sagde jeg, selvom jeg egentlig havde tid nok.

”Hvilken vej skal du?” spurgte du, og jeg pegede.

”Den vej skal jeg også, kom lad os følges!” sagde du begejstret, og så gik vi. Og snakkede atter igen. Inden vi skiltes, spurgte du om mit nummer. Jeg gav dig det, fordi jeg ikke kunne lade være. Tanken om at kunne snakke med dig igen, se dig igen, vandt. Vi vinkede farvel, og jeg gik på arbejde. Jeg ventede på dit kald i flere dage, uden det kom. Jeg blev mere og mere nedtrykt. Jeg tror aldrig jeg har oplevet at føle sådan.

Så en dag, kom dit kald. Jeg tog den uden at tjekke hvem der ringede, og blev meget overrasket over at det var dig. Vi aftalte at mødes, og det var starten på det hele. Vi begyndte at snakke sammen næsten hver dag, skrive alt vi oplevede til hinanden, sås så ofte som muligt. Så en aften, hvor vi havde været ude at spise, hvor du fulgte mig hjem, i stedet for det sædvanlige farvel-kram og vinken, kyssede du mig. Det var så uventet, og jeg blev så overrasket at jeg ikke reagerede. Jeg stivnede nærmest. Du blev flov, og undskyldte, og skulle til at gå, da min krop reagerede igen. Jeg tog din hånd og trak dig ind, og vi kyssede. Et langt og intimt kys. Min hjerne sagde at det var forkert, men resten af mig sagde det var så rigtigt som det kunne blive. Vi skiltes, og jeg gik op i seng, men jeg kunne ikke sove, fordi det hele kørte rundt i hovedet på mig. Var du min kæreste nu? Eller havde det kun været denne ene gang?

Næste gang vi mødtes, hvor du kyssede mig igen. Du var min kæreste, og jeg var glad for det, men samtidig forvirret. Hvad skete der med mig?

Som tiden gik, blev jeg mere og mere forelsket i dig, og min krop og mit hoved stoppede med at være forvirret. Det var rigtigt. Du var rigtig. Du var dén.

Jeg præsenterede dig for min familie, og de behandlede dig pænt. Men den aften, da vi kom hjem igen, ringede mine forældre, og sagde at jeg ikke skulle kontankte dem igen, og at min kæreste var forkert. Resten af min familie stoppede med at reagere hvis jeg ringede. Hvis jeg mødte op hos dem, sagde de at de var på vej ud af døren, og desværre ikke havde tid til mig. Jeg begyndte at forstå, at de undgik mig pga. dig. Det generede mig ikke så meget som det nok skulle have gjort, for jeg havde dig. Du var min, og det var nok. Jeg ville gøre alt for dig, for du var min.

Som tiden gik, flyttede vi sammen. Vi planlagde resten af vores liv, som skulle vi være sammen for evigt. En dag hvor jeg kom hjem fra arbejde, var alle vores venner samlet i vores lejlighed, til en mindre fest. Jeg blev lidt forvirret, da jeg ikke kunne huske at vi havde planlagt noget. Jeg troede først at jeg bare havde glemt alt om det, indtil du kom frem, og friede til mig. Du havde planlagt alt dette, kun for mig, fordi du elskede mig. Du friede, og jeg sagde ja. Vi havde en hyggelig fest, og jeg var mere glad end nogensinde. Du var klar til at bruge resten af dit liv på mig. Snart efter, begyndte vi at planlægge brylluppet. Det skulle ikke være for formelt, men stadig formelt. Jeg havde altid ønsket mig at blive gift i en kirke, men det var ikke muligt med dig. Rådhuset var nu også godt nok, så længe det var mig dig. Vi besluttede at vi begge skulle have kjole på, da vi begge hele vores liv havde set frem til den flotte brudekjole vi ville bære i vores fremtid.

Vi blev gift, havde den bedste fest, de bedste venner. Alt var perfekt.

Så havde vi vores første skænderi, om noget så latterligt at jeg ikke engang kan huske det. Du forlod lejligheden i raseri, og jeg skreg af dig, at du ikke bare skulle gå mens jeg talte til dig. Du smækkede døren, og forsvandt. Jeg forsøgte at følge efter dig, men var for langsom. Du var sikkert løbet, fordi du vidste jeg ville følge efter. Jeg gik tilbage i lejligheden, og ventede på dig. Jeg begyndte at lave aftensmaden, så der var mad når du kom tilbage.

Så kom der et opkald fra dig. Troede jeg. Det var fra din telefon, men ikke fra dig. Jeg faldt sammen på gulvet, og skreg og græd som en hysterisk. En nabo hørte det på vej op af trapperne, og var kommet stormende ind. Han tog telefonen fra mig, og lyttede og snakket til personen i den anden ende. Han lagde på, og lagde telefonen fra sig. Han satte sig ned ved min side, og holdte om mig et stykke tid, indtil jeg var faldet ned. Han hjalp mig op, og kørte mig ind på hospitalet. Vi fandt dit værelse, og jeg så dig lægge der, helt uden bevidsthed. Tårene begyndte atter at løbe ned af mine kinder. Jeg gik over og tog din hånd, og sad med dig i evigheder. Sygeplejerskerne bad mig ikke om at gå. De tilbød mig en seng i dit værelse, men jeg afslog. Jeg ville bare side ved din side, og holde din hånd. Jeg rejste mig kun når jeg ikke havde noget valg. Jeg snakkede lidt til dig, undskyldte for vores skænderi. Jeg tror du hørte det, for du reagerede en lille smule.

Jeg var faldet i søvn med hovedet læggende på din seng, stadig siddende i stolen. Jeg blev vækket af en alarm, og læger der skubbede mig væk, og ud af rummet. Jeg anede ikke hvad der skete. Døren blev åbnet, og jeg kunne komme ind igen. Jeg gik hen og tog din hånd igen, mens lægerne forlod lokalet. Noget var anderledes. Din hånd var kold. Den sygeplejerske der havde taget sig af dig siden du kom, blev tilbage til alle var gået, stod der bare i tavshed, mens tingene langsomt gik op for mig. Jeg kiggede på hende med tåre i øjnene, og hun nikkede. Jeg brød sammen med. De efterfølgende dage var hårde. Jeg skulle fortælle alle det. Vores bedste venner kom, og hjalp mig med det hele. Jeg overnattede hos dem på skift, for jeg kunne ikke klare at være i lejligheden, med dig omkring mig. Det kunne jeg ikke endnu.

Nu står jeg så ved din kiste, i kirken, og må acceptere at du er væk for altid. Du gav mig de bedste år i mit liv, og jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne fortsætte uden dig. Men jeg vil finde en måde, kun for dig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...