Kun et menneske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2014
  • Opdateret: 31 maj 2014
  • Status: Igang
En historie inspireret af sangen Human af Christina Perri til "Bliv inspireret af en sang" konkurrencen

2Likes
6Kommentarer
343Visninger
AA

1. Kun et menneske

”Jeg skal nok prøve mor”

"Prøve er ikke godt nok denne gang. Du kan prøve til træning, men nu gælder det. Jeg har arbejdet så hårdt for din drøm, så vis i det mindste taknemlig nok til at udfore det vi har arbejdet på så længe. Vil du gøre det for os begge?"

”Ja mor, jeg skal nok gøre det”

Det var de sidste ord min mor og jeg sagde til hinanden, inden jeg gik ud på skøjtebanen, og smilede det bedste jeg kunne. Jeg kunne mærke hendes øjne i min nakke, mens jeg smilede stort og skøjtede ind på midten med store armbevægelser. Jeg prøvede at virke selvsikker og glad, og jeg tror det virkede. Det var selvfølgelig meget svært at se, fordi dommerne havde knapt vist nogen følelser den sidste time, og tilskuerne klappede næsten af alt.

Sangen begyndte, og jeg startede, som jeg havde øvet med at skøjte baglæns og lave en parallepirouette. Alt gik som planlagt indtil lidt over halvvejs i programmet, hvor jeg skulle lave en triple Axel. Jeg havde været i stand til at lave den fejlfrit de sidste 7 gange, men åbenbart ikke denne gang. Jeg mistede styringen over stuntet. Jeg kunne mærke det allerede da jeg havde sat af, men der var ingen måde at redde den på, og før jeg vidste af det sad jeg fladt på isen med en smertende bagdel.

Folk gispede forarget og medlidende, og jeg fik et glimt af dommernes uimponerede ansigtet. Jeg var glad for at jeg ikke så min mors, fordi bare tanken om det, gjorde det svært at bare rejse mig op fra isen igen. Min mave føltes tung. Jeg havde allerede tabt, alligevel sørgede jeg for at smilet stadig var der, og gjorde alt hvad jeg kunne, for at udfører resten af programmet uden flere fejl.
Jeg prøvede at bilde mig selv ind, at min mors ansigt ville være mildere, måske endda stolt, hvis hun så, at jeg godt kunne resten af programmet.
Dog var det stadig et helvede, at være centrum for folks opmærksomhed efter den fejlende Axel, men tanken om at se min mors ansigt, hvis jeg forlod banen før jeg var færdig, gav mig viljen til at forsætte.

Sangen sluttede. Jeg følte både at alt vægt i verdenen nu lå på mine skuldre, og at jeg nu havde mistet en stor sten, der havde lagt sig i min mave. Jeg smilede stort, og skøjtede ud som en hver anden den dag. De andre deltagere fniste af mig, men jeg bed ikke mærke i det. Jeg var mere koncentreret af at min mor, som lignede en grib ude efter sit bytte, og jeg gættede på det bytte var mig.

Hun kiggede følelsesløst på mig og sagde ”Sæt dig og skift dine sko. ” Et øjeblik kiggede jeg forvirret på hende. Normalt forbød hun mig, at tage dem af i tilfælde af jeg havde vundet, og skulle ud på isen og hente min præmie. Jeg forstod dog hurtigt og satte mig. Der var ingen grund til at udskyde det, da jeg allerede vidste at der ikke ville vente mig en præmie i dag.
Et øjeblik kiggede jeg bare på mine hvide skøjter, men tog dem derefter langsomt af. Jeg havde ikke lyst til at se min mor i øjnene, og jeg troede ikke hun ville udtrykke hendes skuffelse over mig, mens andre var der.

Så let skulle jeg dog ikke slippe, fordi der gik ikke længe før ord efter ord fløj ud af hende. Meget af det flød sammen til en masse jeg ikke forstod noget af, men nogle sætninger som ”Du har ikke kun bragt skam over dig, men også mig” og ”Jeg troede du sagde du ville gøre det her” gik igen og igen.
Jeg tog alle ordene til mig, mens jeg bandt mine sko.

Hun blev ved, mens at en næste deltager opførte hendes program i baggrunden af os, og min mor stoppede kun fordi hun fik at vide, at hvis hun forstyrrede mere, så ville hun blive smidt ud. Selvom hun stoppede, kunne jeg dog stadig mærke hendes hårde blik, og det blev kun værre da medaljerne blev givet ud. Ganske rigtigt vandt jeg ikke noget, ikke engang sølv eller bronze. Det ville nok heller ikke have hjulpet meget, da den eneste gang jeg stolt havde vundet sølv, havde min mor sagt at jeg ikke vandt sølv, men derimod tabte guld.

Vejen hen til bilen var akavet. Min mor lod som om jeg ikke var der, og jeg sendte hende mange halvskjulte blikke. Hun låste bilen op, og hun ventede kun lige til jeg havde lukket bildøren efter mig til at sige ”Du ved godt det er yderst uacceptabelt det du gjorde, ikke? ” Jeg kiggede ned på mine knyttede hænder der lå på mine ben. ”Jov men… ” hun afbrød mig ”Ikke noget men, du sagde til mig du ville udfore programmet, og hvad gør du? Du smider alt ud af vinduet. Og vil du i det mindste vise respekt nok til at kigge på mig når jeg snakker til dig? ”

Jeg havde ikke den mindste lyst til det, men jeg kiggede på hende. Lige pludselig følte jeg mig helt nøgen iført min korte nederdel, også selvom jeg havde de lange hudfarvede strømpebukser, som alle andre kunstskøjtere jeg har set har på. Nu hvor hun kunne se min reaktion forsatte hun med en opgivet men alligevel vred stemme ” Dit fald er den største fejl du lavede i dag, som du ved, men det var ikke din eneste fejl. Dine ben var for stive, og der var tider, du var ude af takt. Du prøver ikke engang meget af tiden. ”  ”Mor du forstår ikke” min stemme begyndte at blive grødet ”Jeg prøver faktisk. Jeg gør alt hvad jeg kan. Hele tiden, men det er aldrig godt nok” Et øjeblik troede jeg at min mor ville kunne se det fra min side, men det var bare naivt tænkt fordi hendes svar var et simpelt ”Bliv nu ikke helt sentimental” og startede derefter bilen.

Normalt gik jeg i seng efter en konkurrence, mens min mor enten brokkede sig til sine veninder over at jeg tabte eller blærede sig over jeg vandt. Jeg tænkte tit det var det eneste hun kendte, altså enten at du vinder eller taber uden nogen gråzoner. Så da vi ankom hjem en halv time efter, og min mor fik mig til at sidde på sofaen, mens hun gik frem og tilbage i stuen og snakkede videre, var jeg oprigtigt overrasket. Det var dog ikke noget nyt hun sagde, kørte bare i det samme igen og igen som en ødelagt radio fyldt med kolde ord.

Det kunne være minutter eller timer efter, men lige pludselig var der noget der klikkede inde i mig. Jeg rejste mig og kiggede hende i øjnene. Det virkede som om ordene, der derefter kom ud af min mund, ikke var mine egne, men alligevel virkede det som alle de ord, jeg aldrig fik sagt. ”Hvorfor siger du sådan noget? ? Jeg gør alt hvad du ber’ om, men du regner stadig med mer’. Jeg er et menneske, og mennesker falder og bryder ned. Lige meget hvad kan jeg aldrig gøre det, som du vil have det. Du regner med jeg kan være fejlfri, men jeg er kun et menneske”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...