En lille by langt fra

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2014
  • Opdateret: 1 jun. 2014
  • Status: Igang
Lala bor i En lille by langt fra alting, en dag dukker en ukendt dreng op og vender op på alting i byen og Lalas liv. Historien er inspireret af en historie jeg læste for lang tid siden af Kimach; Et blik fra en fremmed. Håber i kan lide min udgave af hendes historie.

0Likes
3Kommentarer
162Visninger
AA

1. Drengen i skoven

Jeg indåndede den friske luft. Den søde duft af blomster og græs fyldte mit sind, og jeg gik i det bløde mos og nynnede for mig selv. En pludselig lyd af en knækket gren lød bag mig. Jeg vendte mig forsigtigt om.

"Er der nogen?", spurgte jeg ud i det blå, men ingen var der. Jeg sukkede irriteret af mig selv, over mit forskrækket toneleje før. Selvfølgelig var der ikke nogle ude i denne skov midt om morgenen. Det var det eneste sted jeg kunne være i fred, og der var ingen der kendte til stedet, ikke engang Judy. Jeg nynnede for mig selv igen.

"Nynner du tit når du er alene?", spurgte en stemme bag mig. Jeg vendte mig forskrækket om. En dreng stod hængende op ad et træ, kun få meter fra mig. Han havde smukke brune lokker, de flotteste brune øjne og hans hud var så lys og fin i sollyset, at det nærmest så ud som om det glitrede. Han havde bar overkrop, og jeg tog mig selv i at betragte hans smukke muskler, der bevægede sig sigte når han trak vejret.

Jeg vidste ej hvad jeg skulle sige, så jeg nøjedes kun med at nikke forsigtigt til ham. Han smilede varmt og kærligt til mig, indtil hans blik ramte på min hals. Han kiggede forbavset, og jeg blev pludselig mere urolig en før. Jeg følte mig utilpas i et øjeblik, men så smilede han igen så glad til mig.

"Hvad er det for en halskæde?", spurgte han forsigtigt, mens han stadig smilede stort. Jeg tøvede lidt, og kiggede på ham med et undrende blik.

"Jeg fik den af min moder, da jeg blev født", svarede jeg og rettede på min kjole. Mit brune lange hår var som regel flettet i en stram fletning ned ad ryggen. Han kiggede betagende på mig, og jeg kunne mærke hvordan jeg rødmede i mine kinder.

"Hvor gammel er du?", spurgte han videre. Jeg kiggede ned.

"16 år", svarede jeg blidt. Jeg vendte mig om for at gå, men pludselig greb han fat i min arm og holdt mig i et fast greb. Jeg gispede. Jeg kunne se han var forbavset over situationen, og så trådte han et skridt tilbage.

"Det beklager jeg meget", sagde han oprindelig bedrøvet. Han vendte sig om hurtigt, og gik. Jeg stod tilbage med en mærkelig følelse i kroppen. Hvem var den dreng? Hvorfor havde han reageret så voldsomt før? Og hvad var det der var så bekendt ved ham?

Jeg havde en følelse af at jeg nok aldrig ville få ham at se igen.

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...