Kræften tog mig med sig (konkurrence)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2014
  • Opdateret: 30 maj 2014
  • Status: Igang
Mit bidrag til The Fault In Our Stars (En flænge i himlen) konkurrencen. Jeg har valgt nummer to: Skriv en historie, der handler om at være ung og have kræft.

0Likes
1Kommentarer
160Visninger
AA

1. Kræften tog mig med sig.

Måske var det hele bare en drøm. Måske endte det hele ikke som det havde gjort. Måske havde min familie det godt. Måske havde Julie ikke begået selvmord måneden efter. Måske havde alle omkring mig det godt igen. Men uheldigvis var det ikke sådan.

Jeg kan huske deres ansigter, fra da de fik det af vide. Han havde fortalt klassen det og jeg tror de næsten alle sammen gik i stå. Måske fik de alle sammen noget at tænke over. Måske var deres liv ikke så uhyggelige som de troede. Han fortalte dem det med tårer i øjnene. Han kunne ikke starte på det. Måske er det for svært at sige. Jeg kunne jo se på dem, at de vidste der var noget i gærde, men ikke vidste hvad. Han sagde det stille og meget roligt.
"Jeg er meget ked af at meddele, at Anne ikke er her mere." han snøftede og gråden i hans stemme voksede for hvert ord. Jeg havde lyst til at holde om ham, men det ville også være lidt mærkeligt, siden han var min lærer, men han havde brug for det. " Anne forlod jorden i nat. Kræften tog over, og hun efterlod et brev til klassen. I kan alle sammen komme op og læse det en efter en." han gik. Ud af klassen. Væk. Jeg havde været den bedste elev han nogensinde havde haft og han vidste, at han var den bedste, jeg havde haft, men jeg havde aldrig rigtig fortalt det direkte til ham, men min mor havde sagt det da hun havde kommet med brevet.
En efter en kom klassen op til katederet og læste ordene. Alle gik med tårer i øjenkrogen, tilbage til deres plads. Men specielt Julie læste brevet flere gange og ingen havde fortalt hende noget. Efter satte hun sig ned og hun græd ikke, men var helt målløs. Måske af chok, selvom hun godt vidste det ville ske.. men hun var bare ikke parat til at det ske. Alle græd undtagen Julie.
 

Da min søster så mit værelse, stod hun bare og kiggede på gulvet. På skikkelsen der lå der. Den person hun havde set op til. Den person hun havde sloges med et par timer inden. Måske forstod hun ikke, hvad der var sket. Måske forstod hun lidt. Hun havde efter flere minutter, råbt efter vores forældre. De havde løbet op og havde råbt surt på hende, men så, så de mig. Min mor skreg og min far løb ud. Væk fra det hele. Ingen kunne forstå noget. Jeg havde kæmpet. Gået til kemo, så jeg var blevet helt skaldet. Min ældre søster boede i udlandet,hun havde været hjemme et par gange om året, for at tjekke om alt var godt. Hun kom hjem et par dage efter og stod udenfor værelset og kunne ikke få tårerne til at stoppe og hun stoppede ikke med at  kigge på gulvet. Sengen. Væggen. Hendes lillesøster havde lagt i sengen. Med ilt beholderen ved siden af sig, som hjalp hende med at trække vejret. Som hjalp mig med at trække vejret. Jeg var væk nu. Kræften havde taget mig.. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...