Fortabt i kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2014
  • Opdateret: 30 maj 2014
  • Status: Igang
Hazel Grace, den uheldige pige som har fået kræft i lungerne finder sin drømmefyr på hendes hospital for børn og unge med kræft. Hun finder kærligheden hos den unge fyr Augustus Waters, og intet kan skille dem ad indtil videre...

2Likes
1Kommentarer
386Visninger

1. Kapitel 1.

Jeg lå i hospitalsengen og kiggede op i loftet med musik i mine ører. Ude på gangen kunne jeg høre larmen fra sygeplejerskerne og hvad ved jeg, de besøgende? Mor sad ved siden af mig og læste i et mode blad. Jeg var en af de heldige der havde fået en stue med plads til kun to senge, og jeg lå her, som den eneste indtilvidere. Mine ilt slanger i næsen kløede lidt, men det var ikke så galt som de ellers plejede at gøre. Mit ilt stativ stod ved siden af sengen og jeg var fuldstændigt dopet med alt muligt medicin i årene. Der var et drop i hvert håndled, og jeg var også på piller. Pillerne og droppet på én gang gjorde hver dag i mit liv meget mere sløret, end det før havde været. Mor kiggede op fra sit blad og kiggede på mig med bedrøvede øjne. "Hvordan har du det?" spurgte hun. "Som hver eneste dag." sukkede jeg. Mor kiggede væk et sekund og vendte tilbage til mig. "Jeg er virkelig ked af det," sagde hun og holdte en pause, "men jeg kan ikke gøre andet ved det, end at spørge sygeplejerskerne om flere piller." Jeg nikkede, "det er okay." Og så lukkede jeg mine øjne lidt.

Senere vågnede jeg ved en forfærdelig larm inde på min stue. En fyr kom ind og lå ved siden af mig. Han græd og havde forfærdeligt mange smerter. Det gav mig kuldegysninger, men jeg betragtede alligevel fyren, som blødte ud af det ene øje, mens tre sygeplejersker hjalp ham med at få smerten til at stille af, en lille smule. Så blev et forhæng trækket for, og jeg kunne ikke længere følge med, men der blev pludseligt stille og jeg tænkte på, om han kunne have forblødt, eller noget. Så rejste min mor sig op fra stolen og var på vej ud ad døren. "Mor," sagde jeg, og hun kiggede tilbage. "Kan jeg komme med?" Hun nikkede og hentede et par sygeplejersker, som hjalp mig med at komme op og stå.

Mine lunger kæmpede for at stå op, og det lykkedes mig at komme ud på gangen, med mit stativ i den ene hånd og mor i den anden. Vi fandt et sted på en café inde på hospitalet, og satte os ned. Min mor fik en kop kaffe og jeg fik tilbudet, men havde ikke lyst. Jeg kunne ikke lide kaffe. Jeg så på en lille dreng som sad og tegnede. Han tegnede en pige som lignede mig. En pige med pagehår, og slanger i næsen. Og det viste sig at det var mig, for han kom over til mig med tegningen. Han kiggede genert ned i gulvet, og jeg kunne ikke ladevær med at smile. Han viste mig at han havde tegnet mig, og at han syntes at jeg var smuk. Jeg lo, og sagde med min hæse stemme, at det var en flot tegning, og at det skulle han have tak for. Han blev helt rød i hovedet. "Hvad fejler du?" spurgte han med sin lille stemme. Jeg kiggede på min mor et øjeblik, og vendte sig om mod den lille dreng igen. "Jeg har kræft i lungerne." Sagde jeg bare. Jeg ville ikke uddybe det mere, da drengen alligevel ikke ville forstå et ord, af hvad jeg sagde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...