Everything, but...

Historien er om en piges liv, og om hvor svært hun har det. Allerede da hun var lille, begyndte udfordringerne, og de fortsætter.
Det meste af historien er baseret på min mors liv. Jeg har dog fjernet og tilføjet personer, ændret navne, og årstal.

0Likes
0Kommentarer
154Visninger
AA

1. År 1963

Hun skreg et hjerteskærende skrig, da den fremmede løftede hende, og førte hende væk fra hendes forældre. Hun var kun 1 år, og anede ikke hvad der foregik. Alt hun forstod var, at en dame, hun aldrig havde set før, nu løftede hende, og gik mod døren der førte ud fra lejligheden. Hendes forældre stod bare og kiggede, og gjorde intet. Hvad skulle de også gøre? De skulle skilles, og hendes mor var ikke i stand til at tage sig af hende alene pga. alkohol, og hendes far havde ikke rettighederne til det automatisk. Så staten var kommet efter deres datter, for at bringe hende til et børnehjem. Det var jo kun indtil hendes far fik rettighederne over hende, hvilket højst ville tage en måned.

”Bare rolig Julie,” sagde hendes far, som om hun forstod meningen, ”jeg kommer snart og henter dig igen.”

Damen forlod lejligheden med den grædende lille pige, og gik ned på gaden. Hun låste bilen op, og satte Julie ind. Det var en kamp, eftersom hun ikke ville ind i den fremmede dames bil. Efter en længere kamp, fik damen endelig Julie ind at sidde, og spændte hendes sikkerhedssele.

”Så er du på vej til dit nye hjem. Du vil elske det der. Der er en masse andre børn at lege med, så du skal nok klare dig!” sagde damen, og smilede. Hun lukkede døren, og gik om til førersædet, og satte sig ind, og startede bilen.

Efterhånden som de kørte derhen af, stoppede Julie med at skrige, og faldt i søvn af bare udmattelse.

Efter omkring en halvtimes køretur, ankom de til børnehjemmet, der skulle være Julies nye midlertidige hjem. Hun løftede forsigtige Julie ud af bilen, for ikke at vække hende. En medarbejder på børnehjemmet kom ud, og tog tasken med Julies ting, ud af bilen. De gik stille ind, og fandt en seng til Julie, og lagde hende forsigtigt ned. Hun gav nogle små klynk fra sig i søvne, men vågnede ikke. Alt det skrigeri havde taget hårdt på hendes energi.

Der var gået 6 måneder siden hun var blevet hentet hjemme hos hendes forældre. Hun var faldet til på børnehjemmet, og var blevet tæt knyttet til pædagogerne. De andre børn legede hun også godt med. Hun spiste og sov som hun skulle nu, modsat hvad hun havde gjort i starten. Hun var vågnet konstant fra sin søvn, den første måned, grædende og utrøstelig. Hun havde heller ikke rigtigt spist noget; det var nærmest en hel mærkedag, når de fik noget i hende. Men efterhånden som tiden gik, begyndte hun at vende sig til hjemmet, og de ny omgivelser, og tiden uden hendes forældre. Lidt efter lidt, var hun begyndt at spise mere, og vågne mindre.

En dag, da de sad og spiste frokost som normalt, kom en dame i midt 50’erne ind. En af pædagogerne hentede Julies ting, og gav dem til damen. Hun gik ud i bilen med tasken, og kom tilbage efter Julie. Damen tog Julie op af stolen, og den stakkels lille pige begyndte at panikke. Endnu en fremmed dame, der uden videre samlede hende op. Da hun skulle til at skrige, sagde damen noget.

”Så, Julie. Nu er det tid til at komme hjem til kendte omgivelser.”

Hun faldt straks til ro. Stemmen var velkendt, på trods af, at hun ikke havde hørt den i måneder. Det var hendes farmor der var kommet for at hente hende. For at hente hende hjem. De vinkede sammen farvel til børnene og pædagogerne på børnehjemmet, og gik ud i bilen, og kørte hjem. Men ikke hjem til hendes far eller mor, men hjem til hendes farmor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...