Sommer ved Skt. Jørgens Sø - og andre erindringer om Flora Ave

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2014
  • Opdateret: 12 feb. 2015
  • Status: Igang
19-årige Emil erindrer minder og detaljer fra forholdet til den smukke og følsomme, men småskøre og besværlige pige, Flora i et brev til en ukendt modtager. Ukronologisk, men ærligt og følsomt kommer vi gennem Emils fortælling ind i Flora og Emils, der både bliver præget af Floras ustabilitet, men også af begge parters store kærlighed og omsorg af den anden. En historie, der mere end noget andet, handler om kærlighed i sine reneste og ærligste form. //Bidrag til sangkonkurrencen og inspireret af 'All of me'

55Likes
65Kommentarer
3575Visninger
AA

1. -

 

 

Du klagede i dit sidste brev over, at jeg ikke havde fortalt dig om Flora og alting. Det forstår jeg godt, men du kender mig. Jeg kan godt lide at holde tingene for mig selv. Vi skrev desuden heller i så meget førhen. Du og jeg, altså, og jeg så ikke nogen grund til dengang at prøve at sætte dig ind i hele situationen med Flora.

 

Men når nu du spørger, så skal jeg nok fortælle dig om Flora.

 

Første gang jeg mødte Flora var d. 21. juli 2012 på Amager Strand. Vi var begge til en strandfest, som Mickie - kan du huske Mickie? - havde arrangeret. Jeg havde lagt mærke til Flora, lige da hun var ankommet. Festen var startet allerede klokken seks, og de fleste var også kommet der, for der kunne vi grille. Men Flora? Flora var kommet prustende, løbende klokken kvart over ni. Hendes kinder var røde af at løbe, hendes hår sad i en rodet hestehale, og hun havde, modsat alle de andre piger, intet makeup på. Men selv som hun stod der, i sine træningsshorts, foroverbøjet, med hænderne hvilende på sine lår og hev efter vejret, kunne man se, at hun var smuk.

 

Når jeg tænker tilbage, husker jeg faktisk, at jeg snakkede med hende allerede der. Jeg stod og snakkede med to af hendes gode veninder. Jeg tror ikke, de havde set hinanden længe, for de hvinede i hvert fald på den måde, kun piger, der ikke har set hinanden længe, kan hvine, da de så hinanden. Da hun var færdig med hvineriet og krammene, vendte hun sig mod mig med et smil, der selv om hendes mund var lille, fyldte halvdelen af hendes ansigt. Hendes øjne var fokuserede og glitrede rødligt i ildens skær. Hun tog min hånd og præsenterede sig selv, og jeg måtte trække vejret ind en ekstra gang.

"Emil," svarede jeg og rykkede let i hendes hånd.

"Godt at møde dig, Emil," sagde hun med smilet og blikket, der stadig var uforenelige. Hun gik videre.

 

Og så var det, vi ikke snakkede før meget senere den aften. Klokken var næsten tolv, og de fleste var mere end næsten fulde. Jeg sad oppe på en lav klippesats med en Tuborg pilsner i hånden og betragtede festen og bålet og stemningen. Jeg havde sat mig derop for at undslippe en pige, med kort, sort pagehår og en meget skinger stemme, der var meget bestemt på, at vi skulle gå hjem sammen.

"Hvad så, Mattias?" lød en stemme ovenfra og kort efter dumpede Flora ned ved siden af mig og slog let sin ølflaske mod min. Der gik noget tid, før det gik op for mig, at det var mig, hun havde talt til.

"Jeg hedder ikke Mattias," lo jeg mumlende og en tog en tår af min øl. Jeg havde nok forventet, at Flora var blevet lidt pinlig eller havde sagt undskyld, men ingen af delene var gældende. Hun rynkede bare på brynene.

"Er du sikker?" spurgte hun undrende, og jeg lo endnu en gang.

"Rimelig sikker," svarede jeg og nikkede for mig selv. Jeg greb hendes hånd og rystede den. "Emil."

"Jeg hedder..." begyndte hun, men jeg nåede at afbryde.

"Flora. Det kan jeg godt huske." Hun smilede ved min sidste kommentar og strøg en hårlok, der var røget ud af hendes hestehale om bag øret.

 

Vi snakkede om meget den aften, og jeg kan desværre ikke huske så meget andet, end at hun ikke kunne huske mit navn. Hun tilstod godt et år efter, en aften på Artellericaféen, at hun i virkeligheden godt kunne huske mit navn, og slet ikke kunne fordrage den musik, jeg satte på. Men hun var blevet helt fascineret af mig ved første øjekast, og ville have jeg også blev fascineret af hende. Jeg havde taget hendes hånd og kysset hendes kind og sagt, at jeg havde forelsket mig i hende fra den første aften, og det havde intet at gøre med, at hun lod som om, hun kunne lide den samme musik som mig.

 

Men den første aften skete der intet mellem Flora og mig. Faktisk skete der, trods mine enorme anstrengelser, intet mellem os de første 291 dage, vi kendte hinanden. Vi så hinanden nu og da til fester og blev hurtigt gode venner. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...